Børn har brug for tidligt at tage hensyn til egne og andres behov og følelser. Det bliver en stærk egenskab i en fremtid, der byder på flere globale og komplekse problemer, end vi nogensinde før har mødt.
Af Emilia van Hauen
Gad vide, hvordan verden ville se ud, hvis Vladimir Putin og Donald Trump begge havde haft en barndom, hvor de var blevet lyttet til og respekteret. Ikke bare for deres synspunkter, men også for deres følelser og behov. Og gad vide, hvordan valget i Italien havde set ud, hvis Giorgia Melonis far havde vist, at han elskede og anerkendte hende.
De samme spørgsmål kunne man stille i forhold til mange enerådige herskere gennem historien, som gang på gang afslører, at deres voksenliv, centreret om udøvelse af diktatorisk og undertrykkende magt, kom i forlængelse af en barndom, som var præget af svigt, mobning, udstødelse og manglende kærlighed. Tænk, hvis de i stedet for at videreføre den elendighed, de selv havde været udsat for, havde valgt at lade sig inspirere af mennesker og værdier, som både inkluderer respekten for det enkelte menneske, og lærer individerne at skabe et godt fællesskab. Og hvis forældrene ikke var i stand til at lære det fra sig, kunne en skolelærer måske.
Min drøm har længe været, at folkeskolen havde et fag, som man f.eks.. kunne kalde ”Identitet og fællesskab”, som skulle have samme vægt og varighed som dansk og matematik. Det skulle lære alle børn den nødvendige viden om, hvad det egentlig vil sige at være menneske, og hvad det indebærer at indgå i et fællesskab..
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det ville være et af de mest revolutionerende tiltag, der ville ændre vores samfund i fremtiden, og som ikke bare ville øge trivslen blandt børn og unge, men også skabe et langt stærkere og konkurrencedygtigt land.
Det er imidlertid ikke noget, jeg forestiller mig kommer til at ske lige foreløbig. Til gengæld har man på lidt over 50 folkeskoler taget hul på det, som initiativtageren UNICEF, kalder for ”rettighedsskoler”. De lærer børn deres rettigheder at kende, som de findes i Børnekonventionen, og som tager udgangspunkt i, at børn er ligeværdige borgere – og ikke mindst, at de bliver taget seriøst.
På en skole viste det sig, at alle de yngste elever frygtede at være i gangområdet udenfor de ældste klasser. De store bevægede sig tit lidt voldsomt på gangen, og de små blev ofte nødt til at gå helt op ad væggen for ikke at blive ramt af dem – simpelthen fordi de store elever ikke var opmærksomme på dem. I Rettighedsrådet, som består af elever og voksne, talte man det igennem med både store og små elever for at finde frem til en fælles måde at være sammen på.
Meget hurtigt bredte der sig et ønske fra de ældste elever om at skabe tryghed for dem, og de store begyndte både at gå roligt ud af klasserne og hilse på , og der blev også indført venskabsklasser på tværs af årgangene. Den bevidsthed, det gav på hele skolen for, at man i fællesskab tog ansvar, blev en stor succes, og lærte også lærerne noget om alle elevers villighed til at skabe et fælles godt og inkluderende miljø.
De fleste voksne kan sikkert huske situationer, hvor man som barn har været bange for at gå forbi noget i mørke, og på en skole havde de en gang på omkring 30 meter nede i kælderen, som alle børn skulle forbi for at komme til omklædningsrummene til idræt. Gangen var fyldt med skabe, og ingen fra de små klasser turde gå derned af frygt for, hvad der gemte sig inde i skabene, for historierne gik om både spøgelser og monstre.
Eleverne kom selv med konkrete forslag om, at der skulle laves en lyskontakt uden selvsluk, at væggene blev malet lyse, og de tog billeder af skabenes indhold, som så blev klistret på skabslågerne, så alle kunne se, hvad de i virkeligheden indeholdt. En billedkunstlærer foreslog også, at alle 0. – 2. klasserne skulle tegne og farvelægge deres egen hånd og skrive deres navn på. Efter fire år er alle spøgelseshistorierne væk.
Én ting er, at du som barn oplever både at blive lyttet til og taget alvorligt. Men måske er det vigtigste den grundlæggende lære, du får med dig om, at hvis du har ret til at blive hørt, så har ”de andre” det også. Og at det er måden at skabe et sundt fællesskab på, der baserer sig på demokratiske principper, som øger tolerancen på tværs af alle diversitetskategorier.
Lige nu ser vi ind i en energikrise, en mulig recession, en mulig storkrig, en sikker klimakrise, en flygtningekrise og risikoen for flere pandemier, så vi har brug for i fællesskab at kunne løse alle disse såkaldte wicked problems. Og det bliver i høj grad vores børn og unge, der kommer til at løse dem. Så jo bedre rustet, de bliver til at forstå både sig selv og andre, jo bedre løsninger kan de lave.
Udgivet i Jyllands-Posten 1/10 2022
