juli 14

For mange vælger forkert ungdomsuddannelse

0  kommentarer

75 pct. af de unge vælger gymnasiet, men 20 pct. dropper ud igen. I stedet kunne de med fordel vælge en af de ca. 100 erhvervsuddannelser, der undersælges i studievejledningen.

 - 92,4 KB

Af Emilia van Hauen, kultursociolog og Erik Poulstrup, skoledirektør

Studenterne og faglærte kan for tiden fejre, at de er blevet klogere og dygtigere og nu er parate til at gå ud i verden, enten ved at fortsætte uddannelsen eller ved at begynde et fagligt virke på arbejdsmarkedet.

Men bag festerne og tømmermændene gemmer der sig imidlertid imidlertid et alvorligt problem, nemlig den vejledning, som de unge i 8. og 9. klasse får, når de skal til at vælge fremtid. For der er alt for mange, der vælger forkert, og det har to afledte effekter, der begge er lige alvorlige: for det første de unges mistrivsel og for det andet de unges fremtidige realværdi som arbejdskraft.

Starter vi med de unges mistrivsel, viser en statistik fra ”Den Nationale Sundhedsprofil 2017”, at 40,5 pct. af de unge piger og 23,4 pct. af de unge drenge mellem 16 og 24 år lider af høj stress, hvilket er en tilstand, der udløser en langtidssygemelding på en arbejdsplads. Ligeledes er der andre undersøgelser, der viser, at 20-30 pct. af de unge lider af angst, at de unge piger er den mest ensomme gruppe i landet, mens Videncenter for Spiseforstyrrelser og Selvskade, Vioss, angiver, at blandt de 18-25-årige angiver 32 pct. således at have skadet sig selv på et tidspunkt i deres liv, mens det gælder 30 pct. af de 26-30-årige.

Vanvittige tal i et samfund, der ellers burde være så velfungerende, og tal, som understreger vigtigheden af, at Center for Ungdomsforskning, AUU, for nylig har udgivet rapporten ”Ny udsathed i ungdomslivet”, hvor 11 forskere skriver om den stigende mistrivsel blandt unge.

Det handler altså ikke om, at den enkelte unge ”bare skal tage sig sammen” eller er blevet til såkaldte snefnug pga. af overcurlende forældreTværtimod viser det sig, at der er flere samfundsmæssige vilkår, der har ansvaret for denne udvikling. F.eks. brugen af de sociale medier og det øgede pres på resultater frem for mestring i skolesystemet.

Gymnasiet er det rette valg for mange, men ikke for alle, hvilket blev eksemplificeret i en meget omtalt reality-tv-serie, ”Fars pige”, hvor hovedpersonen, Alva, på et tidspunkt afslører, at hun ikke kan huske, om hun havde fransk eller tysk i skolen, hvilket blotlægger, at den undervisning, hun har modtaget, ikke har været specielt engagerende for hende.

Karikeret, ja! Men der er sket en stigning af elever, der dropper ud af gymnasiet. Tallet er lige nu på mellem 18 og 20 pct. om året. Læg dertil den andel, der gennemfører, men ikke kan eller vil bruge denne studieforberedende uddannelse til at studere! Hvad vil vi som samfund gøre ved det?

Vi lever i en akademisk snobbeboble, hvor gymnasiet næsten enevældigt har plads inden for boblen, og de andre ungdomsuddannelser befinder sig uden for den. Med andre ord: De, der vælger gymnasiet, skal ikke forklare deres valg, mens ”de andre” i langt højere grad skal gøre netop det. Fordi vi som samfund ikke længere som udgangspunkt anerkender, at vi naturligvis har brug for mange former for kompetencer og fagligheder for både at kunne bevare og videreudvikle et godt samfund for alle borgere og samtidig være konkurrencedygtige.

Desværre viser det sig også, at de, der forlader gymnasiet, ikke i tilstrækkelig grad søger ind på en erhvervsuddannelse, hvor de kunne lære et fag og blive klar til arbejdsmarkedet. Der kunne de opdage, at der både findes noget, som interesserer dem, og som de er dygtige til. Ud over, naturligvis, at de lærer noget, som bidrager til fællesskabet. Sådan noget giver i nævnte rækkefølge mental genoprejsning, selvtillid og en anvendelig udvidelse af samfundets arbejdsstyrke.

Som samfund står vi over for nogle seriøse problemstillinger, som et bredere uddannelsesvalg kunne afhjælpe. For det første har coronakrisen vist os, hvor afhængige vi er af fagligheder, der ikke har rod i en akademisk uddannelse. Vi nævner i flæng: sygeplejersker, sosu-assistenter, professionel rengøring, fødevareproducenter og chauffører, som alle har været afgørende for vores succesfulde gennemlevelse af tiden fra den 11. marts til nu.

For det andet har vi som nation brug for mere og mere kreativitet og innovation, fordi vi i høj grad lever af viden. Derfor har vi brug for mange forskellige bidrag, som i fællesskab kan skabe nye løsninger til de nye problemer, vi står over for som samfund. Tvær- og praksisfaglighed er vejen frem, og det ved de dygtigste virksomheder, hvorfor vi har brug for en mangfoldighed af uddannelser af alle slags.

Et eksempel på den nødvendige agilitet for at kunne klare uventede situationer er de mange elever og lærere, der benyttede sig af det digitale læringsrum, som for nogle betød større koncentration og bedre indlæring, mens det for andre var en negativ oplevelse. At kunne begå sig på tværs af hjælpemidler er et must i fremtidens samfund, men det er også blevet meget tydeligt, at det digitale rum naturligvis langtfra er nok, hvis man skal lære et fag, der indebærer fysisk og fagpraktisk læring, for det er som bekendt meget svært at sanse gennem computeren. Men det vigtigste af alt er reelt at kunne mestre og anvende sit fag sammen med andre frem for at kunne terpe teorier som solister.

Coronakrisen har vist os, hvor værdifulde de mange faglærtes arbejdsfunktioner er, når samfundet skal holdes i gang, og det har måske åbnet et vindue for, at vi atter tager debatten om, hvorfor vi som samfund til stadighed giver de akademiske uddannelser en højere status end de erhvervspraktiske, når nu samfundet har lige meget brug for begge dele.

Måden at bekæmpe det ødelæggende snobberi på er bl.a. ved at gøre to ting som samfund: Skabe nogle sikre rammer for gode og langtidsholdbare valg, så frafald og selvværdsproblemer undgås. Og skabe nogle vilkår, der styrker de unges kompetencer og giver dem en høj applikationsstyrke som arbejdskraft. Endelig skal de institutioner, som skaber rammerne for de unges vejledning, tænke i andre baner end de hidtidige, der tydeligvis ikke virker helt efter hensigten. F.eks. ved at inddrage de unge selv i udarbejdelsen af kommunikationen og forløbet – deres måder at tage verden ind på adskiller sig nemlig en hel del fra de ældre generationer.

Vi andre, forældre, vejledere, arbejdsgivere m.m., kan hjælpe de unge til at forstå, at deres livssucceser ikke afhænger af ét valg, der skal træffes, når de er omkring de 15 år. Mange unge kæmper med en følelse af, at det er nu, nu, NU!, at de skal tage det mest afgørende livsvalg.

Flere forskere mener imidlertid, at halvdelen af de børn, der er født efter år 2000, kommer til at leve mindst 100 år, og det betyder, at de unge ikke har travlt. Og at de snildt kan have to-tre karrierer i løbet af et liv. Derfor er deres første valg jo ikke determinerende og dermed heller ikke så farligt, som det mange gange gøres til.

Til gengæld er det vigtigt at lære at gennemføre det valg, man har sat sig for, som i sidste ende fører til mestring, der har vist sig som en afgørende faktor for at føle psykisk stabilitet.

Men det kræver altså i udgangspunktet, at man har taget det rigtige faglige valg og føler sig hjemme socialt. Det kan skolerne, men også forældrene, der ofte kender deres barn bedre end andre, hjælpe til med især ved at udfordre automatvalget om gymnasiet. Og det er måske vigtigere end nogensinde før, for indtil 2030 vil ungdomsårgangene være meget små, og derfor har vi ikke råd til – hverken makroøkonomisk eller menneskeligt – at have så stor en fejlmargin som den eksisterende.

Bragt i Jyllands-Posten d. 13.07.2020.


Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar til dette indlæg

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}