februar 15

JP: Fifty shades of snobberi

I onsdags var jeg så heldig at få lov til at holde åbningstalen til gallapremieren på filmen Fifty Shades of Grey, som åbenbart er den mest hypede premiere, der har været i nogle år. Fx brød flere sites med billetsalg sammen, da salget blev frigivet. Altså har vi at gøre med et fænomen, der naturligvis skal tages alvorligt, hvis man ellers interesserer sig for det, der rykker i tiden.

Denne grå-skyggede filmhype, der står på skuldrene af 100 millioner solgte eksemplarer af bogen, som til dato er udgivet på 52 sprog, har fået kvinder i hele verden til at sukke efter deres egen Mr. Grey og fået dem til at ønske, at de var i hovedpersonen Anastasias… øh, trusser (er nok mest passende at skrive lige i denne anledning!).

Hysteriet har helt forventeligt også fået en masse kritik. ”Men hvorfor???!” har været det gennemgående spørgsmål fra både det litterære parnas og flere feminister. Med underteksten: ”Er kvinderne virkelig så dumme, uvidende, uoplyste, at de falder for det lort?!”

Jeg har hørt bogen og ja, den er sørme ikke stor litteratur. Det er en helt jævn kærlighedsfortælling, der både er pænt forudsigelig og sprogligt kedelig. Men den er ikke værre end så mange andre af den type bøger, som millioner af mennesker læser/hører, når de bare vil underholdes uforpligtende. Hvorfor skal den skoses for, at den ikke er litterært nyskabende eller sprogligt banebrydende? Det er der virkelig meget litteratur, der ikke er.

James Bond serien var heller ikke ligefrem romaner eller film, der bad om at få Nobels Litteraturpris eller vinde en Oscar, og de har da haft en stor kulturel indflydelse alligevel. Fifty Shades bøgerne har med garanti fået så stort og bredt et publikum, netop fordi de er så lette og hurtige at læse. Og de mange læsere er jo grunden til, at forfatteren E. L. James (eller rettelig Erika Mitchell) i 2012 af Time Magazine blev udnævnt til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Jeg tror ikke, at forfatteren på noget tidspunkt har haft som intention at skabe udødelig litteratur. Til gengæld har hun formået at sætte kvinders seksualitet på dagsordenen.

Og det er faktisk det, der undrer mig mest ved reaktionen på dette fænomen: At det endnu engang er kommet bag på verden, at kvinder rent faktisk har lyst! Jamen, helt ærligt: Selvfølgelig har kvinder da en stor seksuel appetit, og har lyst til at udforske deres eget begær. Det er som om vi til stadighed hænger fast i en myte om, at kvinders seksualitet er lige lidt finere, mere skrøbelig og sart og klart mere tilbageholdende end mænds. At det er en så tåkrummende gammeldags opfattelse, bliver bevist ved FSOG’s verdensomspændende succes, for jeg skal love for at den unge Anastasia er et rent lysthav, da hun først bliver tændt, og hun er helt ukompliceret i kontakt med, giver udtryk for og lever sin egen liderlighed ud.

Bogen fungerer altså som en inspirationskilde til kvinder i alle aldre og livsfaser til at være i kontakt med deres egen seksualitet – og måske i endnu højere udstrækning udforske og lege med den.

Hvilket bogens tema omkring BDSM bla. er et eksempel på. At denne vinkel har fået så meget opmærksomhed, kunne ses som et tegn på, at mange kvinder længes efter at kunne hengive sig til en mand, som de stoler på og har tillid til vil føre dem steder hen, som de ikke nødvendigvis selv skal tage kontrollen over. Denne konstellation har imidlertid været det, der har fået især feminister til at erklære, at den er et monument over kvindeundertrykkelse og en forherligelse af voldelige parforhold – hvilket i mine øjne virker helt galt afmarcheret.

For det første har det i nogle generationer været afgørende negativt at blive knyttet til egenskaber som passiv, modtagende og hengiven. I dagens samfund, hvor de fleste bliver mødt med krav om at være konstant produktive, kan disse egenskaber virke ligefrem kontraproduktive. Men når så mange kvinder drømmer om at miste kontrollen og overgive sig til en anden, i øvrigt med hendes egen fulde accept og hensyn til hendes behov, kan det jo ses som et tegn på, at samfundet og kønnene ikke har balance mellem det skabende og det modtagende. Og den længsel skal da tages alvorligt. Det kunne givet redde mange parforhold og i øvrigt sænke antallet af stresstilfælde på samfundsniveau.

I kritikken af forholdet mellem de to hovedroller, overser feministerne én væsentlig pointe: Anastasia vælger selv! Og det gør hun igennem hele fortællingen! Hun er ikke et offer, og at forsøge at fremstille hende som et sådan, er en total forfejlet fortolkning af hendes rolle. Hun leger med, så længe hun selv har lyst (altså rigtig seksuelt lyst!), og da det på et tidspunkt overskrider hendes grænser, går hun. Ja, så enkelt er det faktisk og det er da et meget godt forbillede for unge piger at have!

Fænomenet er i mine øjne udsat for et arrogant kulturelt snobberi, der virker ude af trit med tiden. Selvfølgelig kan man kritisere både bog og film, for bare at være elendige. Men det ville altså klæde kritikerne, at sætte deres kritik i sammenhæng med tidens værdier og vilkår, og ikke hænge fast i en forældet opfattelse af, hvad der er kvalitet og kønsroller i 2015.   

(Min kronik i Jyllandsposten 15.2.15)


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}