november 18

JP: Dansker

0  kommentarer

I 1958 begav min far sig i teatret en varm sommeraften i Madrid, og lagde under forestillingen mærke til to unge kvinder, der flere gange vimsede forbi ham, men de kiggede med tilsløret nysgerrighed på ham. Han tænkte, at det måtte være hans høje nordiske og lyse udseende, der tiltrak sig deres opmærksomhed.

Det var det ikke.

Min mor læste til farmaceut på universitetet, og logerede hos en nonneorden, hvilket i slutningen af 1950’erne var helt forventeligt, hvis man var en pige af god familie. Og det var min mor. ”Hvorfor i alverden sidder han her i varmen med det uldtørklæde på?!”, tænkte hun og kiggede undrende på ham. To år senere blev de gift og hun slog sig ned i Valby som husmor, hvor hun måtte på apoteket for at købe hvidløg og safran til madlavningen.

I 1968 blev min lillebror født og vi var fuldt kuld på tre, der voksede op i et parcelhuskvarter i Hillerød. Det var i 70erne, hvor charterrejser stadig var eksotiske, og selv en tur ind til København var noget, som de fleste af mine klassekammerater kun kom på et par gange om året. Men ikke vi. Min mor elskede at tage os med til hovedstaden og købte tøj til os, der ikke var stramme denimbukser, Adidas Malta og parkajakker, og vi var kendte for at have skolens mærkeligste madpakker med, for ind imellem havde vi rester af søndagens paella på vores rugbrød, eller jamon eller chorizo; madvarer min mor fik sendt med pakkepost fra hendes far, og som vi var vant til at spise, når vi var på sommerferie i Spanien.

Og hver eneste søndag morgen var vi i kirke, for min mor var katolik og min far havde skrevet under på, at vi børn skulle opdrages katolsk, hvis de overhovedet skulle giftes, så det blev vi. Min far var eksportdirektør og rejste meget over hele verden, og kom hjem med de mærkeligste ting som mangoer, strudseæg, ægte caviar og turkish delight, og ind i mellem fik han tilsendt kasser af andre endnu mere eksotiske madvarer fra hans kunder og agenter over hele verden. Af samme årsag var vores hjem også fyldt med nips og kunst og ting fra alle afkroge af fremmede lande, og ikke mindst var vores sind farseret med historier og fakta om andre kulturer.

Når vi var på ferie i Spanien, blev vi altid inddraget i familiens liv og vi tre børn fandt hurtigt sammen med vores kusiner og fætre og deres venner, og indoptog uden spørgsmål cafélivet, reklame-tv, siestaen og middagsmad kl 22, som vores livsstil, når vi var dér. Sammenlignet med vores danske venner, kunne vi sagtens se og mærke, at vi var anderledes, og ind i mellem drømte jeg om, at det var mine forældre, der hørte dansktoppen og at det var os, der fik citronvand om søndagen, men det fik os ikke til at føle os mindre danske.

Vi var bare også spanske.

Som voksen har jeg selv siden rejst meget rundt i verden, og især som ambassadør for den humanitære organisation CARE Danmark, har jeg i flere afrikanske lande og i Nepal besøgt mennesker, der boede i landsbyer, der var så langt fra alfarvej, at vi ikke kunne køre dertil, og som havde en helt anden kultur og religion end jeg, og som derfor burde være mig fremmede. Men ikke var det. Fordi vi altid kunne samles om det at være menneske. Og i mit hjem hænger der i dag et hinduistisk gudebillede af den grønne Tara, et trækors med Jesus på og afrikanske vifter og masker, og min familie fejrer Halloween og jeg er i gang med at planlægge en amerikansk inspireret taksigelsesmiddag for familie og venner.

Min pointe? At jeg er pæredansk!

Og at jeg til enhver tid vil vælge min egen kultur og forsvare den danske, som den bedste på planeten. Uden undtagelse. Men at det ikke betyder, at jeg ikke kan anerkende værdien af andres. Det betyder heller ikke, at jeg mener, at alle andre skal leve, som vi danskere gør. Og det betyder slet ikke, at der ikke er plads til andre måder at leve på herhjemme. Så længe de ikke med vold, magt eller bedrag, forsøger at lave vores kultur om. Eller ikke respekterer vores, på lige fod med deres egen.

Hvad vil det da sige at være dansk?

Det har vi debatteret intensivt de seneste mange uger og svaret er, at der ikke er noget entydigt svar på det. Kultur er jo et sammenrend af værdier, livsformer, æstetik, mad, religion, tidsånd og meget mere, som ikke altid kan sættes på formel, fordi det afspejler den menneskelige mangfoldighed og livets udvikling, hvorfor den er konstant foranderlig.

Vi har dog en ting, som samler danskheden på en klar måde – og det er vores love. Også de love og regler, der bliver vedtaget i børnehaver, skoler, boligforeninger osv. For de udspringer af det, vi har valgt er vores kultur, som i dag baserer sig på bla. demokrati, ytringsfrihed, kønslighed og videnskab. Vil man tale om danskhed, kan man starte der.

Vil man være dansker, kan man starte med at leve i pagt med dem.

Og hvis man er fremmed, skal man naturligvis respektere dem, så længe man befinder sig i Danmark. Mens man er fri til at forsøge at give et bedre alternativ, så længe vi har frihed til at takke nej.

Vores kultur er jo allerede blevet beriget i vidunderlig grad af alt muligt, der engang var fremmed, men som i dag også er vores. Det er derfor, at mine drenge i dag også har chorizo og jamon med i deres madpakker. Men nu er det købt i Netto. Hvor deres klassekammerater også har købt deres parmaskinke, pitabrød og leverpostej.

Nej, danskheden er heldigvis ikke en fast størrelse. Og det må den heller aldrig blive, hvis den skal overleve. Men vi skal huske at kende og anerkende dens værd, for historien er ikke tilfældig, og det vi har i dag, har vi længe kæmpet for at få. Hvilket vi kan berige verden med.

Kronik i Jyllandsposten 6.1.16


Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar til dette indlæg

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}