april 15

JEG – EN KATOLSK MESSEPIGE

0  kommentarer

Min mor er spansk og opdrog mig katolsk, men kirken har jeg for længe siden vinket farvel til – omend jeg har beholdt troen på Gud. Dengang jeg var aktiv kirkegænger, var jeg også messepige – og det kan du læse om i min oestrogen-klumme for april. Klik på sitet her  eller læs den  nedenfor.

Jeg har i årevis været messepige. Det betød nemlig mindre kedsomhed og mere action under den timelange messe, som ellers godt kunne være en jævn kedelig affære for et barn. 1000 gange i mit liv – mindst! – har jeg brugt en søndagstime i kirken, fordi jeg blev opdraget katolsk på grund af min spanske mor.

Helt fine præster

Stik modsat en del indlæg om den katolske kirke i disse dage, har jeg ingen slibrige, sensationelle og syndefulde historier at bekende, om præster der befamlede mig alle de forkerte steder under min kutte. Tværtimod. Jeg har kun mødt en lang række præster, der hver især udviste den største tolerance, medfølelse og overskud overfor deres medmennesker. Og som har været med til at give mig en dybfølt tro på noget, der er større end mig selv.

Ikke mere katolik

Alligevel er det mange år siden, at jeg ophørte med at være katolik. Af mange grunde. Den vigtigste er, at kvinder ikke kan blive præster. Og dermed heller aldrig være en del af det etablerede magthierarki. Hallo?!! Vi skriver 2010 og kvinder har i generationer haft stemmeret og arveret, men i den katolske kirke er kvinder altså stadig et inferiørt køn, og skal derfor ikke inviteres ind i magtens centrum. Jeg har endnu ikke hørt et eneste logisk argument for, at kvinder ikke skulle kunne være ligestillede medlemmer af den organisation. Uanset hvordan man vender og drejer det – og det gør den katolske kirke til overflod (bla. med det mest patetiske argument om at kvinder ikke skal belemres med det verdslige magtsystem, fordi de er ophøjede væsener) – er resultatet altid, at kvinder ikke kan opnå den samme status, som mænd kan.

Cølibat? Wake up!

Den anden ulogiske grund er, at præster skal leve i cølibat. Hvis sex var så syndigt, forkert og distraherende fra den gode sags tjeneste, ville Gud himself nok have fundet på en anden måde at reproducere arten på. Celledeling fx . Eller gydning. Drifterne rejser sig fordi vi skal reproducere os selv, og når man elsker hinanden, er sex = liv – og intet andet. Liv både i overført betydning (man bliver så glad og gavmild af god sex med den rigtige) og man skaber bogstavelig talt liv, når man har sex (og producerer fx nye præster – af begge køn!). Hvordan skulle det nogensinde være forkert at bruge den vidunderlige sanselige gave, som naturen har givet os, blot for på forfængelig vis at kunne hellige sig biblens ord? Hvordan skal en præst nogensinde kunne rådgive troværdigt om ægteskabsproblemer, når han aldrig selv erfarer dem? Ja, vi lever stadig i 2010, men selv Luther fandt ud af det kontraproduktive ved cølibatet i 1500-tallet og blev selv gift med en bortløben nonne, efter 10 år som katolsk præst.

Lige nu er vi vidner til, hvordan den katolske kirke kæmper en kamp mod den moderne verden, og det er virkeligheden såre godt, for det kan være med til at nedbryde nogle af de håbløst forældede og næsten menneskefjendske regler, som den religion lever efter. Hvis religion skal have en berettigelse, må det være at frigøre den enkelte mod større indsigt og tolerance; ikke at begrænse mennesket og menneskeheden. Det ville være et godt udgangspunkt for nogle nye regler.


Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar til dette indlæg

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}