Tilbage til blog oversigten
mandag 2. januar 2017 kl. 14:01
Femina: Om udlængsel - og indlængsel

Filmscenen står stadig klart for mig, selvom tiden har bidt små stykker af detaljerne: Op mod den tørre sol og den barske horisont, står han med sin olivenhud, sorte hat og høje kindben, min indianermand fra Sydamerika, og inkarnerer al min diffuse længsel efter… noget.

Som jeg ikke ved hvad er, men som har hevet og slidt i mig altid, altid, altid.

Da den længselsfulde panfløjte sniger sig ind og fylder hele lydbilledet, bærer den min uforløsthed med sig udover de sandfarvede rå bjerge, og det eneste jeg ønsker, er at gå med ham, da han til sidst vender sig væk fra kvinden, og går. Bare væk og ud mod… noget.

Åh, hvor det lyder som verdens dårligste film! Og det aner jeg ikke om den er, for det eneste jeg kanhuske, er, at den ramte alle de steder i min sjæl, som stod åbne. Og det var mange! Jeg var ung og ville det hele, men vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, så jeg blev bare hjemme og fik job og uddannelser og et voksenliv, mens jeg hele tiden følte, at jeg burde leve et langt mere spændende, eksotisk, vildt og rigtigt liv.

Så en frygtløs del af min sjæl var altid på rejse og strakte min udlængsel hele verden rundt, mens resten af mig blev på Østerbro.

Først da jeg blev 29 og startede på sociologistudiet og lidt senere mødte min eksmand, begyndte jeg at få den hjemfølelse i mig, som jeg ubevidst havde søgt hele mit liv, men som først for alvor klikkede helt ind, da jeg lå med min første nyfødte i armene og nu vidste, at jeg for altid ville have en sikker plads i livet, nemlig som hans mor.

Og så begyndte en anden rejse.

Udlængslen blev erstattet af en indlængsel, der de første år mest var en blid susen i baggrunden, mens jeg havde travlt med bleskift og bøger, men som med årene voksede og først blev til en tynd stemme, der kaldte svagt på mig, og som sendte mig ud på opgaver og hen til mennesker, som jeg ikke tidligere havde følt mig kaldet af, og siden blev til min egen stemme, som jeg hørte forlade min mund i en klang, der stemte overens med den sang, som min sjæl nok altid havde sunget. Men som jeg troede tilhørte ham indianermanden i filmen.

Når jeg ser på vores samfund i dag, har vi aldrig haft større muligheder for at imødekomme vores udlængsel, og i dag er det os alle, og ikke kun de unge, der midt i alt, kan rejse, forlade, nyskabe vores liv, og på den måde fodre længslen efter det derude, så vi altid er på vej væk fra os selv, selvom vi tror, at vi er på vej mod os selv.

Måske fordi den udlængsel, vi lytter efter, i virkeligheden ikke er vores egen, men tidens krav om ydre succes?

Jeg tror, at vores sande udlængsel hænger uløseligt sammen med vores indlængsel, der er det ægte sjælekald, som alt for få står stille nok til at lytte efter, og derfor går flere og flere ned med stress, får angst og depressioner. Så måske er det i virkeligheden vores indlængsel, der i første omgang har mest brug for kærligt kæleri, så den falder til ro og giver os en oplevelse af indre mening og retning i tilværelsen. Og så kan vi bagefter gå ud og erobre verden – nu ud fra det, der giver mening for os. Helt dybt inde.

Jeg vil lade 2017 være det år, hvor jeg lader mine indlængsler parre sig med mine sande udlængsler, og så se, hvad der kommer ud af det. Vil du være med til det? Tror det kan blive meget rodet, muligvis dysfunktionelt, men i hvert fald levende - og alt andet end kedeligt!

Klumme i Femina uge 52 2016.

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 7, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign