Mon du nogensinde har forelsket dig i et menneske, der både var upassende og skidt for dig? Oplevede du mon samtidig, at genstanden for dine følelser ikke gav dig den samme opmærksomhed og respekt? Og havde du mon i den periode behov for at tale med et lyttende og forstående menneske om det?
Hvis du kan svare ja på disse spørgsmål, så har du oplevet det, som nok milliarder af mennesker verden over har oplevet på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Men det er de færreste, der har oplevet det med USA’s præsident. Èn af dem vi har hørt om, er Marilyn Monroe. En anden er Monica Lewinsky. Sidstnævnte er den anden hovedperson i den aktuelle og gode dokumentar Clinton-affæren, der kan ses på dr.dk i syv afsnit.
At have set den doku, har givet mig en kolossal skamfølelse. Overfor Monica. Især da jeg så afsnit seks, blev jeg ramt af både en sjælskvalme, der fik mit hjerte til at trække sig sammen som brændt papir, og en kropslig kvalme, der satte sig i halsen på mig i timevis.
Begge kvalmer ville ikke gå væk, fordi jeg selvfølgelig var skyldig. Medskyldig i at slutshame denne unge pige, der var skrøbelige 22 år, da hun blev forelsket i den forkerte. Og som i misforstået loyalitet overfor en kæmpe narrøv, ødelagde sit eget rygte og fremtid i en uendelighed af år fremover. For Clinton var en narrøv! Blev det helt klart, da jeg så den skræmmende dokumentar. Udover hans ødelæggende #metoo- opførsel overfor Monica, begik han også mened, hvilket naturligvis er uacceptabelt, når man er landets øverste myndighed. Oven i Monicas elendighed, skal lægges Linda Tripp og hendes falske venskab, der fra starten af kun handlede om at udnytte ”veninden” for egen vindings skyld.
For nogle år siden så jeg Monicas første tale om denne periode, som hun holdt til Forbes Under 30 Summit i 2014, og som rørte mig dybt. Her satte hun ord på, hvordan hun havde oplevet at være den anden hovedperson i sagen.
Men da jeg så afsnit seks i tv-dokumentaren, blev det pludselig meget mere tydeligt, hvad det var, hun havde været igennem. Den afsindige disrespekt og totale latterliggørelse, som denne unge pige blev udsat for, var umenneskelig. I utallige talkshows blev hun udstillet som en sexgal pige, der udnyttede præsidenten. Værterne kørte løs med, at det var hende der var ægteskabsbryderen. Det var hende, der burde sige undskyld til USA. En talkshow-vært fortalte, at Monica havde sagt nej til at give en autograf, fordi hun ”var kendt for de forkerte grunde” og man når lige at tænke, at værten er cool, fordi han tager det op, men han fortsætter så: ”Men hun tilbød dog at give ham oralt sex!” og publikum skriger af grin. Og så var der satiretegningerne, hvoraf en viste hende foran en skov af penisser i stedet for mikrofoner. En anden viste hende med opspilede kinder og en lukket mund med teksten: Monica tilbageholder bevismateriale (ja, det er sperm de henviser til). Og det endelige hovedstød kom med Joyce Brothers udtalelse: ”Forestil dig, at din søn en dag siger: Jeg skal giftes med Monica Lewinsky?!” Det skal lige med i ligningen, at hende Brothers altså var en tv-personlighed, der gennem 40 år gjorde psykologi tilgængelig for alle. Og i øvrigt normalt italesatte og bekæmpede kvinders stigmatisering i samfundet. Med Monica som den pinlige og åbenbart legale undtagelse.
Monica skammede sig. Men denne skam tilhørte rettelig samfundet. Medierne. Os andre. Og især feministerne, som åbenbart aldrig tog Monicas parti. Ikke én, har Monica fortalt. I dag ville dette nok ikke ske. #metoo har forandret scenen for, hvad man kan udsætte kvinder for. Alligevel skal vi til stadighed være obs på, at fortællingen om kvinder som nyttige skamstøtter lever. Hver dag. Og at vi selv kan være med til at udrydde den. Fx ved altid at stille dette spørgsmål, når vi konfronteres med endnu en historie:
Hvilke andre sandheder findes der om denne sag?
Bragt i Femina d. 14.05.2020
