Hun havde kort lyst hår, et vidunderligt smil og et super sjovt grin, hun var skarp og varm og var stolt over at kunne kalde sig amerkaner. Første gang hun sagde det højt, var min skepsis åbenbart så tydelig, at hun med et smil sagde: Os, der bor på Amager.
Aha!
Hun udvidede min verden på måder, som jeg ikke have prøvet før, og vi grinte os igennem en ret dødssyg regnskabsafdelingshverdag, og jeg delte alle mine personlige kvaler med hende og hun med mig. I seks måneder var hun nærmest min nærmeste, hun hed Lisbeth og da min elevtid var færdig, sås vi aldrig igen.
Dét var ægte kontorkærlighed!
De fleste får et smørret smil på og ligner nogle, der kunne finde på at sige ”hø hø”, når jeg nævner begrebet kontorkærlighed. Hvilket jeg godt forstår, for det mest oplagte er naturligvis at tænke i kopimaskinesex og sexting på tværs af kontorlandskabet.
Men det er altså ikke kontorkærlighed.
Tænk et øjeblik tilbage på alle dine Lisbeth’er. For var der ikke en eller flere kollegaer, der kom til at betyde noget særligt for dig på de arbejdspladser, som du har været på? Er på? Som du har en stærk fortrolighed med? Som du ser hver ugedag, og som du glæder dig til at dele oplevelser, tanker, følelser og erfaringer med? Og som måske i virkeligheden kender dig bedre end dine andre nærmeste?
Well, sådaner kontorkærlighed. Og det er så enkelt, at ægte kontorkærlighed også er ægte kærlighed. Mellem mennesker som tilfældigvis arbejder sammen.
Vi taler bare sjældent om det, som kærlighed. Ofte taler man i stedet om ”et godt forhold”. For man elsker jo ikke sin kollega. Problemet er, at vi ser kærlighed som et hierarki.
Finest er den romantiske kærlighed. Man er for alvor elskelig (læs: værdifuld) hvis man har et menneske i sit liv, der elsker dig på trods af alle dine elendige sider, og som har committet sig til dig på nærmest alle områder i livet. Næstfinest er der kærligheden til og fra børnene, og herefter kommer resten af familien og til sidst er der vennekærligheden, som har fået en hel del højere status de senere år.
Med denne gammeldags hierarkiske tilgang til kærlighed, afskærer os selv fra at modtage og give en masse kærlighed, som ikke nødvendigvis er indenfor ovenstående rammer. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte.
Hvilket er virkelig trist, for i virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er kærlighed, og uanset i hvilken form den end kommer, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op og skabe forbindelse til et andet menneske. Hvis du altså lader den gøre det!
Det gælder også de af dine kollegaer, som du med tiden har valgt at have et nært forhold til. Så elsk dem nu bare, og nyd at din arbejdsdag ikke kun fylder din lønkonto, men også dit hjerte op. Og tro ikke, at den bliver mindre ægte af at løbe ud, når I stopper med at arbejde sammen. Det var bare så længe den varede og livet går videre…nu beriget med endnu mere ægte kærlighed.
Denne klumme er bragt i Femina i oktober 2017.
