Tilbage til blog oversigten
fredag 7. august 2020 kl. 15:31
Femina: Gå ud med skraldet

I mere end 30 år har jeg haft ansvaret for min egen skraldespand. Hvilket næppe kan betegnes som en bedrift, der vil kunne skaffe mig en toplederstilling og en fed aktieoption. For det at tømme skraldespanden og sætte en ny pose i holderen, er en trivialitet, der sker i alle hjem og som jævnligt også er genstand for skænderier i familier, da ingen frivilligt gider at tage den tjans på sig.

Sprængfarligt er det stadie, som posen hver gang når hjemme hos os, og derfor står jeg også hver gang og moser og maser for at proppe den eksplosionsparate pose igennem hullet til affaldsskakten, og hver gang irriterer det mig helt ud til næsefløjene, at jeg dog ikke kan finde ud af at gå ud med den, før den når dette kritiske punkt. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke lægger mærke til, at nu er det meget snart for meget. For det gør jeg. Også hver gang. Men hver gang holder jeg mig tilbage og venter på, at den bliver så fyldt, at der ikke er plads til så meget som en flækket tandstik.

Først troede jeg, at det var fordi jeg havde en barnlignaiv forestilling om, at der nok var en voksen, der kom og fiksede den. Sådan en rigtig voksen, der også kan finde ud af at købe toiletpapir og støvsugerposer til tiden. Men nej, det var faktisk ikke rigtig derfor. Og en dag hvor jeg igen-igen bemærkede, at posen var ved at være fyldt, men altså kun tæt på, besluttede jeg mig for at hacke min normale adfærd og smide den ud med det samme. Den vejede nærmest ingenting, var halvt så stor og en fest at smide gennem affaldsskakten.

Først kom følelsen af lettelse. Og så kom følelsen af frås. For min proppe-adfærd viste sig at have rod i en overbevisning om, at jeg af miljømæssige hensyn synes, at jeg skal spare på pladsen og posen, og derfor fylder den så meget op, at min samvittighed bliver ren.  Det skøre er, at jeg faktisk elsker en tom skraldepose. Jeg får lidt samme følelse, som når jeg har lagt rent sengetøj på; følelsen af renhed og plads. Iblandet en snert af frihed. 

Og nu har jeg snart brugt en hel klumme på noget så ligegyldigt, som at gå ud med skraldet, mens det jeg egentlig vil kaste lys på er, hvor ofte vi helt rutinemæssigt gør ting, som ikke længere passer til det menneske, som vi er i dag. Det gælder alt fra at vaske ting op i hånden, for ikke at sætte en ¾ opvaskemaskine i gang (frås!), hvorfor jeg ender med at bruge mere vand og tid end maskinen ville gøre. Eller føle at jeg burde forældre-advare min 17 årige søn om ikke at få ørering, selvom jeg synes det er en total fin idé. Eller føle at jeg ikke burde lade mig skille, fordi mine følelser ikke er grund nok til at gå.

Vi har alle med jævne mellemrum brug for at gå ud med vores overbevisningsskrald, så vi frit kan handle, som det menneske, vi er. I dag. Ved fx at sige farvel til mennesker, vi faktisk ikke længere bryder os om. Måske finde sig et nyt job, hjem, partner. Eller opdage, at man faktisk er helt vild med peanutbutter, selvom man altid har troet, at det var det klammeste! Gør vi ikke det, ender vi med selv at blive til en pose skrald, hvor andre har deponeret deres overbevisninger, og det kan ikke anbefales. Derfor: Har du en overbevisning, du gerne vil af med, kan du lave et lille symbolsk ritual, hvor du skriver en seddel med det, du gerne vil slippe, smider den seddel i en skraldepose og går ud med den. Og nej, du behøver ikke at fylde posen op med andet skrald…

Bragt i Femina d. 30.07.2020

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Trelleborggade 20, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign