Tilbage til blog oversigten
torsdag 2. juni 2016 kl. 17:34
Femina: 50 livskugler

50.

Det blev mit tal i sidste uge. Halvtreds. Halvvejs. For jeg bliver mindst 100 har jeg besluttet mig for. Og selvfølgelig på den fede måde. Dvs uden Alzheimers, kunstig hofte og ensomhed.

Da jeg fyldte 40 blev jeg voksen. For fjerde og sidste gang. Først var der jo konfirmationen. Så blev jeg myndig. Som 30årig blev det forventet af mig. Og som 40årig ville jeg gerne selv være det. Voksen. Etableret. Og voksen viste sig at være….lettere indeni end udenpå.

Udenpå kan jeg, på de 10 år der er gået, først og fremmest hænge en skilsmisse, der helt skizofren hænger og skinner i alle farver og former, som en livskugle på mit livstræ. På de tunge dage er den kantet, skarp, mat, afvisende og grim. Bare virkelig hæslig. I alle sine afskygninger af sort. For sådan synes jeg det var, er, at bryde en kærlighed, en familie og en livshistorie op. På de lette dage lyser den. Er blød og rund, har spændende indfald og udfald og stråler i alle nuancer af vidunderlige kulører, som jeg ikke kendte til før.   

Denne livskugle har taget mange andre kugler med sig. En ny kæreste, der i nogle år viste mig en helt anden måde at være mand og kvinde på - og som har gjort mig mere hel. En flytning med blandede følelser. Bogudgivelser med uforventet indhold. En udvidet social skare af berigende mennesker. Større egofest hver anden uge. Nye familietanker/former/liv. Mere selvstændighed og stamina ved at stå alene, som forsørger. Måske større ambitioner? Og så er der de livskugler, der ville være kommet uanset hvad. Som teenagedrenge, der for alvor er på vej væk fra mig. En krop der ikke længere kan manipuleres lige så let med, som før. For mange + endnu flere sko…

Hvis man bliver voksen som 40årig, hvad bliver man så, når man bliver 50?

Sig selv?

For selvom sorgerne har skåret dybere end jeg nogensinde før har følt dem. Selvom jeg har følt mig mere forladt og alene og ulykkelig end nogensinde før i liv. Så har det på sær vis stadig været lettere indeni end udenpå. Jo, jeg har ligget og grædt og tudet, hulket og savlet på køkkengulvet i afmagt over tabene i mit liv. Men samtidig begyndte en indre stemme af fred og tilhørsforhold også at lyde. Som en beroligende stabil tone af sikkerhed og kærlighed, der gav mig tilpas nok snor til at løbe udover kanten, men aldrig falde ned i afgrunden. For at blive der.

Miraklet er, at denne nye tone kommer fra mig selv. 

Det lyder frelst og selvsmagende. Og jeg hader, at det gør netop det, for bag den let ironiske tone af glamourøs narcissisme, er jeg faktisk fyldt af ren og skær taknemmelighed. De første næsten 50 år af mit liv har jeg nemlig aldrig haft nok tiltro til, at jeg kunne være min egen iltmaskeperson. Så jeg koblede mig op på andre, der virkede stærkere og mere hele end mig, og gav dem min iltmaske, så de kunne redde mig, når det var nødvendigt.

Men for få måneder siden opdagede jeg en morgen, at jeg hellere ville tale med mig selv (og lidt med universet). Og først langt henne i samtalen gik det op for mig, hvad der egentlig var sket med mig: At jeg var blevet min egen første person. Den jeg tyr til først, når jeg skal have et godt råd. Eller når jeg har brug for trøst, håb eller styrke. Og det er måske den største befrielse jeg nogensinde har oplevet. Og den største gave.

Så selvom mit livstræ i dag ser langt mere rodet ud med skårede, halve og hele kugler, der slet ikke passer sammen, er der samtidig meget mere orden i grenene indeni. Jeg bilder mig ind, at det ikke kun er bedst for mig. Jeg håber og tror på, at det også er bedst for min omverden. Fordi jeg nu har overskud til at give mere. Forstå bedre.

Måske bare være mere menneskelig?

Min klumme i Femina 2. juni 2016 

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 7, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign