april 20

ER DIT ENGLEBARN OGSÅ BLEVET EN TWEEN?

0  kommentarer

Af familiecoach, foredragsholder og forfatter Pernille W. Lauritsen, direktør for Coachinghuset Mindjuice, der uddanner blandt andet familiecoaches.

 

De fleste forældre får et chok, når skiltet Skrid! Forældre ingen adgang, pludselig pryder døren ind til englebarnets værelse. Hvor kom det skilt fra, og since when fik ens hengivne englebarn vredet sig fri af forældrefavnen og smækket døren i til privaten, hvor man som forælder pludselig og allernådigst skal bede om audiens.

 

Små wanna-be teenagers

Reklamebranchen har forlængst døbt dem tweens – de 8-13-årige børn der er ‘in-between’ barndom og teenagefase – den nye generation af digitalt indfødte unger, der taster hurtigere på mobilen end en spætte hakker hul i et træ, og som rask væk skifter legetøjet ud med en computer selvom de knapt er trådt over dørtærsklen til første klasse.

Tweens minder mest af alt om små wanna-be-teenagere, der dyrker tøj, stjernestatus og rettighedsforhandlinger i bedste ’fuck dig’-stil, men som inde bag det nye panser stadig er ligeså bløde og sårbare som vingummibamser. Deres humør svinger i pendulfart fra cool til kaotisk, og alt i mens pigerne tigger om kropsnære neonfarvede toppe, kæmper drengene om pladsen foran spejlet, og tilpas store mængder hårvoks. Og vi forældre? Tja, vi har svært ved at følge med.

Børn af en ny tid
I første omgang forveksler vi deres tid med vores egen. Vi tror, at vi selv var som dem for nogle få årtier siden. Men sådan er det ikke. For dagens børn er født i en tid med udfordringer, vi ikke har set mage til før, de er både vores fremtids håb og vores livs udfordring, og vigtigst af alt skal vi lære dem at navigere I en verden, som er markant forandret siden Pippi og Emil kæmpede om førstepladsen på listen over spændingsfilm i fjerneren.

Det er vigtigt at vi som forældre, skolelærere, pædagoger og professionelle der arbejder med familier vågner op til den ekstreme påvirkning som medier, reklamer og internet har på de store børn. Reklamebranchen poster årligt milliarder af kroner i kampagner, der skal lokke vores store børn i selvværdsfælden, hvor kun det nyeste trend-fix kan tilfredsstille længslen efter at føle sig okay, og det endda kun for en stund.

Tag en ferie fra hamsterhjulet
Vi har allesammen vidst det længe, at der måtte komme en tid, hvor tempoet i vores respektive hamsterhjul er så højt, at det koster (for) dyrt. Vores store børn har brug for vores tid og opmærksomhed til at lære at navigere i verden. Reklamerne er ikke farlige I sig selv. Det farlige er, når vi som forældre glemmer at tage en fridag fra arbejdet, undlader at sætte mailen på standby, og udskyder at tage værdifulde samtaler med vores store børn om livet, om kærligheden og al den visdom vi alle rummer indeni – uanset hvordan vi ser ud.

Læs mere i bogen: Tweens – giv dit barn modet til at være sig selv

 

Kom til foredrag den 19. maj i Pressen (i Politikens hus).

Forudbestil billet på info@mindjuice.dk


Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar til dette indlæg

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}