Selvom en tv-serie foregår i 1882, hvor kvinder enten var mest til pynt, til ægteskab eller til hårdt manuelt arbejde, kan den godt være feministisk frisættende for kvinder i dag.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Perioden fra cirka 1890 til 1910 bliver i Europa kaldt for La Belle Epoque og i USA for Den Forgyldte Periode, opkaldt på ironisk vis af Mark Twain der henviste til, at perioden nok skinnede som guld på overfladen, men i virkeligheden var korrupt nedenunder. Uanset på hvilket af de to kontinenter kvinder befandt sig, var de fleste snøret ind i et stramt korset og havde minimum 15 lag tøj på, stramme knapstøvler, gerne parykker og ofte også en stor hat. Ikke meget kropsfrihed dér og alligevel spillede kvinder i dét antræk tennis (langsomt) og besteg bjerge (også langsomt), hvilket siger noget vigtigt om kvinders resiliens. Til gengæld er det normalt ikke en periode, hvor kvinder i dag henter inspiration til feministisk frisættelse, men det kan en tv-serie måske lave om på. The Guilded Age (sæson 2 kører nu) er nemlig noget så overraskende som en feministisk kampserie, der foregår på et tidspunkt, hvor overklassens kvinder mest var til pynt og ægteskab, mens arbejderklassens kvinder måtte knokle igennem dagen lang.
Serien starter i 1882 i New York, hvor jernbaner og anden industri skabte enorme formuer til dygtige mænd iført høje sorte hatte, og nogle af disse følger vi, men hovedrollerne er deres hustruer og de blodige kampe de udkæmper om at blive vinderen af det sociale liv i byen.
Det interessante ved serien er, at den netop sætter relationerne og det sociale på dagsorden, og dermed det, som traditionelt og arketypisk er knyttet til det feminine. Men den gør det på en måde, hvor det bliver forbundet med rå og direkte magt. Og hvor kvinderne er lige så dygtige til strategiske overvejelser og manøvrer, som deres mænd.
Normalt har det relationelle og sociale en lavere status end præstationer og penge, hvilket bla. ses afspejlet i ministerhierarkiet, hvor finans- og økonomiministeren rangerer næsten på niveau med statsministeren, mens social- og kulturministeren oftest ligger i bunden. Men denne serie viser os på en meget tydelig måde, at kvindernes hjerner, vilje og kreativitet ikke var indsnørede af tidens socialt begrænsende forestillinger om kvinders duelighed, fordi det vises side om side med mændenes traditionelle måde at udvise magt på. Ved at stille dem op ved siden af hinanden, bliver det så tydeligt, at intelligens og handling naturligvis er ukønnet, selvom vilkårene for at udøve det ikke var ligestillede. Fx havde kvinderne i 1880’erne stadig ikke stemmeret.
Udover overklassens kvinder, portrætteres en lang række kvinder af forskellige racer, klasser, herkomst, alder og uddannelse og (næsten) alle har på trods af deres sociale og fysiske ringe bevægefrihed, en god fornemmelse for deres eget værd og kæmper for friheden til at være det menneske de ønsker og søge lykken på deres egen måde.
De befriende ved serien er altså , at den viser os en historisk periode fortalt med et nutidigt blik på kvindernes stilling i samfundet, hvilket pludselig viser os andre kvindepositioner og historier end de, der normalt er blevet fortalt fra den tid. Dermed bliver vi mindet om, at kvinder til alle tider selvfølgelig har spillet en vigtig rolle i samfundets opbygning. Samtidig giver serien det sociale og relationelle lige så høj status som penge og magt, og begge dele gør den til en feministisk fortælling, der har stor værdi i dag. Serien er i tråd med tendensen om at trække seje historiske kvinders liv og indflydelse frem i lyset, som danske Gry Jexen gør med sit koncept om ”Kvinde kend din historie” eller bøgerne ”Godnathistorier for rebelske piger” har gjort internationalt. I en tid og et land, hvor kvinder stadig aldrig indhenter det lønfald på mindst 20 procent som hun får ved at tage barsel bliver nye gamle uforgyldte historier om kvinders resiliens og frihedskamp aldrig overflødige.
Udgivet i Berlingske 24/11 2023
