Tilbage til blog oversigten
mandag 27. august 2018 kl. 12:15
Børsen: Den mandlige revolution

En ferie med fire teenagedrenge, filmen Mamma Mia 2 og Baumans teser om det flydende samfund tegner konturerne af et nyt mandeideal. Og hvis du har lederansvar, så sørg for at skabe et miljø med både penetrations- og organisk energi, hvis du vil tiltrække og fastholde de unge mænd. (Denne kronik var den 2. mest læste på borsen.dk)  

Indrømmet. Jeg var noget betænkelig inden afrejse. For det er sin sag at tage alene på ferie med fire teenagedrenge på kanten til at blive voksne. Deres energi er så vild og samtidig på mange måder stadig så ufokuseret, at der simpelthen kan gå så utrolig mange ting galt! Og da jeg forsigtigt luftede det, kiggede mine to sønner på mig med mågeblikket, hvorefter de udbrød:

”Heeeelt ærligt mor, hvad skulle der gå galt?!! Altså!”

At min bekymring i lige så høj grad var affødt af min egen ungdoms opførsel, forsøgte jeg at gøre dem klart. Deres kvittering var hverken forståelse eller et nysgerrigt blik, men derimod et blidt overbærende nik. Børn kan sjældent forestille sig deres forældre som andet end de der kedelige, ordentlige voksne, som de ”altid” har været, og slet ikke en mor, der både smører madpakker og falder i søvn til en film på sofaen kl. 21 en fredag aften.

Men jeg var samtidig også meget spændt og glædede mig til at have noget mere tid sammen med disse fire drenge, unge mænd, der alle er sjove, begavede, nysgerrige og ret skønne repræsentanter for både deres generation og køn.

De repræsenterer nemlig en revolution, som er i gang, og som lidt overraskende pludselig blev foldet ud forleden dag, da jeg var til premiere på Mamma Mia 2. Mere om den om lidt.

Til min ærgrelse bliver jeg til tider modtager af en kønsfælles udbrud i stil med: ”Ahr - mænd kan man ikke stole på!”, ”Mænd er udenfor pædagogisk rækkevidde” eller ”Mænd er topegoister og narcissister hele bundtet!”. Faktisk er der desværre rigeligt med nedsættende, entydige, unuancerede og ondskabsfulde udsagn om mænd, som man uforvarende kan få smasket i hovedet med en bagvedliggende forventning om, at man skal tilslutte sig martyrkoret og selv levere et par strofer om mænds fortrædeligheder.  

Jeg hader, når det sker.

For det første fordi jeg ikke er enig i den slags generiske udsagn om mænd. Eller kvinder, for den sags skyld. Alle mænd i hele verden er ikke idioter. Der er nogle mænd, der indimellem opfører sig urimeligt åndssvagt, lige såvel som der er kvinder, der gør det samme. Og jo, der er kønsmæssige forskelle, som er så udbredte, at de kan kaldes et mønster – biologisk, socialt og kulturelt – hvilket jeg selv har beskæftiget mig med i over 20 år. Og gladelig udtaler mig om! Men uanset gælder ”altid” aldrig. Og slet ikke om alle.

I fremtiden vil det oven i købet komme til at gælde endnu mindre, for med den kendte sociolog Zygmund Baumans tese om det flydende samfund, så er der mange tegn der viser, at den ophævelse af faste samfunds- og identitetsmæssige strukturer, som Bauman har gjort sig til talsmand for, også viser sig i kønnet.

At dragqueen Conchita Wurst (der med sit navn henviser til både de kvindelige og mandlige kønsorganer) vandt Europæisk Melodi Grand Prix i 2014 i København, iført både gallekjole og skæg, blev til et mainstream bevis på, at opfattelsen af hvad et køn kan indeholde, er ved at blive bredere.

Man taler om at kønnet er et såkaldt kontinuum, dvs at kønnet har en ret bred spændvidde, eller sagt på statistiksprog, så befinder de to køn sig ret frit over hele Bell-kurven, og kun i de yderste ekstremer, kan man finde enten kun mænd eller kun kvinder. Mænd og kvinder deler altså flere og flere værdier, adfærd, normer, udseende, præferencer og meget mere, og det giver frihed til begge køn, for på den måde kan både kvinder og mænd i virkeligheden sammensætte deres egen identitet ud fra den store buffet af personlighedstræk og interesser, som livet, kulturen og samfundet giver mennesket.

Det kedelige ved kønnet er nemlig, at det mest er en begrænsning. Biologisk er begge køn afskåret fra noget, det andet køn kan. Kulturelt og samfundsmæssigt er der et hav af forventninger og normer, som begge køn skal forholde sig til, gerne assimilere, for at blive troværdige og acceptable medlemmer af fællesskabet.

Fx: En kvinde, der for tydeligt viser, hvad hun vil, risikerer at blive opfattet som unødigt aggressiv, og dermed en trussel i stedet for en styrke i gruppen. Mens en mand, der giver udtryk for tvivl og åbenhed, risikerer at blive opfattet som svag og en dårlig lederkandidat, fremfor nysgerrig med en sund ydmyghed. Disse typer forventninger er der et hav af til begge køn og de gør hver af os mindre. Som mennesker.

Men nu er der altså en revolution på vej.

For mange af de unge mænd gider ikke mere. Være så ensidige. Der er masser af vildskab, handlekraft, resultatorientering, kamp og mere i samme traditionelle mandekønsskuffe i dem; men der er lige så meget sårbarhed, åbenhed, tvivl og en eksplicit hengivelse til følelser.

Flere og flere mænd – i alle aldre! - finder sammen i fællesskaber, der diskuterer og erfarer mandekønnet på nye måder, flere og flere yngre mænd insisterer på barsel, færre og færre yngre mænd siger ja til at indgå i et langvarigt karriereforløb på samme arbejdsplads, fordi de ikke trives med de gammeldags hierarkier. Sidstnævnte har jeg haft mange samtaler om med ledere i store advokat-, revisions- og konsulentvirksomheder, fordi de hiver sig i håret i desperation over, at de ikke længere kan holde på de unge mænd. En problematik de har haft med kvinder i årevis.

På ferien med disse unge mænd, blev der tid til flere dybere og fortrolige snakke, inden de tog i byen og fyrede den max af, og de afslørede en dybde og porøsitet, som jeg har oplevet flere gange før med denne generation.

Eller i virkeligheden er ”afsløret” slet ikke det rigtige ord, for de fortæller helt åbent om det. Der er ikke mange tabuer eller skam over deres betroelser; tværtimod er det noget, de står helt ved og som udefra set giver dem en ekstra aura af styrke. Og ikke mindst giver det dem en personlighed med en langt større både dybde og spændvidde. Hvilket mange arbejdsgivere hellere end gerne vil have i folden, fordi det ofte også medfører en større kreativitet og socialitet; de to vigtigste egenskaber i et innovativt konkurrencesamfund.

Denne kønsspændvidde viser sig umiddelbart mest i de skandinaviske lande, fordi vi længe har haft en tradition for ligestilling. Men forleden dag i biografmørket, viste den samme tendens sig pludselig på lærredet.

De tre unge skuespillere, der i filmen Mamma Mia 2 spiller de tre fædre til hovedpersonen som unge, har alle tre en fascinerende blanding af det, jeg kalder for ”penetrationsenergi”. Ja, man skulle tro det handler om sex, men det er i stedet et udtryk for den der fremadrettede intentionelle eksplosive energi, som præger flere mænd end kvinder og som er så utroligt opløftende at være i selskab med. Og så det man kunne kalde for ”organisk energi”; altså en energi, som er mere åben, blød, modtagelig, nærværende, cyklisk og dermed i flow.

I vores kultur er det stadig mere statusgivende at være aktiv end passiv, men hvis vi skal overleve som art, er det på tide, at vi får en god balance mellem disse to ekstremer, for statistikker over stress, angst, depressioner, selvmord, ensomhed mm taler deres eget skræmmende sprog, og disse tre unge mænd, er alle tre forskellige eksempler på denne sunde kombi. Ja, jeg ved naturligvis godt, at de spiller en given rolle, men det er faktisk ikke rollen jeg taler om her. Det er langt mere deres personlige udstråling, som jeg oplevede trængte igennem fra lærredet og længere ind i min sjæl. Og som jeg genkendte hos både de fire unge mænd jeg delte ferie med, og som jeg møder i mange forskellige sammenhænge, når jeg arbejder med unge mænd og kvinder.

Mamma Mia 2, der i øvrigt er så smækfuld af energi og livsglæde, at man skal være en mere hårdkogt kyniker end Mr. Scrooge for ikke at lade sig berøre af den, er i sig selv et interessant indspark i kønsdebatten. Den bliver - trættende nok - kategoriseret som en ”rigtig pigefilm”, men det mest interessante er i virkeligheden dens manderoller.

De tre ældre skuespillere Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgaard, er tydeligvis på glatis i en musical, der så fuldstændig og vidunderligt overdrevent tager denne genre til sig, men de er komplet loyale overfor filmens præmis, og giver dermed en troværdighed til deres roller, som klæder den generations mænd, fordi det også virker befriende. Bla. fordi de tager så meget pis på den selvhøjtidelighed, som seriøse eller action- manderoller kan have en tendens til at have, og på den måde giver de plads til at vise andre sider af maskuliniteten i en forfriskende ny udgave. Lægges det sammen med deres unge kollegaer, tegner der sig et billede af et nyt mandeideal, der er langt mere menneskeligt helstøbt, fordi det ikke er bundet udelukkende af herre-siden af personlighedsbuffeten, men har festet lige så meget på damesiden.

Det lover godt for fremtidens samfund. Og hvis du er leder og vil opbygge den mest attraktive arbejdsgruppe, ville jeg råde dig til at skabe et arbejdsmiljø, der er gjort af lige dele penetrations- og organisk energi. Eller med andre (film)ord: Mamma Mia i skøn forening med Nolan’s Batman.

Bragt i Børsen 5.8.18.

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign