Tv-succesen ”Stranger Things” lakker mod enden og ”Pluribus” gør plads til det asocialt menneskelige, men måske er det en film om dyr, der i virkeligheden kan tænde vores håb om sammenhold bedst i den mest sociale måned af alle.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Sidste sæson af tv-serien Stranger Things (IMDB 8,6) er ude nu og afsluttes til nytår. Serien blev en overrumplende succes, da den blev lanceret, for ikke mange havde spået en fantasy-historie om børn i en amerikansk udkantsby, der spiller det nørdede Dungeons & Dragons i den grimmeste del af 80’erne, nogle chancer. Men den blev altså en massiv succes, måske pga den gamle idé om gale videnskabsmænd, hemmelige overnaturlige kræfter og monstre i en parallelverden, der kan invadere vores. Selv tror jeg at dens egentlige succes findes i de venskaber og relationer, der opstår på kryds og tværs af sociale klasser og generationer. For de giver håb. Og i de 10 år, der er gået, fra den startede til at den nu afsluttes, har den virkelige verdens relationelle linjer i den grad også ændret sig.
Amerikanerne er ikke længere Europas trofaste venner, Kina er på vej til at blive en reel supermagt, Rusland har startet en krig i Europa og AI er manges daglige kloge ven, men også en trussel, som selv skaberne af det (Sam Altman) ikke har nogen anelse om i hvor høj grad kan true vores arts overlevelse. Så ja, vi har brug for håb og relationer man kan stole på og er forudsigelige i deres loyalitet, når vi har fri og kan streame os hen til en virkelighed, vi ved ender godt og velkendt. Også selvom vejen derhen er mindst lige så skræmmende og uvirkelig, som vores egen, og som derfor også lader os forløse vores egen angst og spænding på anden hånd gennem skærmen. At skurken på 10 år har udviklet sig fra at være en enkelt alien-agtig figur, demogorgen, til at være en alt-dominerende overnaturlig verdensomspændende manipulerende skurk, Vecna, er nok ikke tilfældigt med blik for verdenssituationen. Der er mange i den virkelige verden, som kan have inspireret til dén karakter.
I den anden ende af spektret har tv-serien Pluribus (IMDB 8,5), skabt af Vince Gilligan, der også står bag bla. Breaking Bad, fået opmærksomhed for sit mærkelige take på, at godhed og lykke i en fælles bevidsthed skal bekæmpes. En alien-virus har samlet alle menneskerne på jorden på nær 13 i én fælles bevidsthed, som er venlig, klimaorienteret, social og ikke mindst lykkelig. Det provokerer én af de 13, nemlig hovedpersonen Carol Sturka, der indædt kæmper for at kunne få lov til at være ulykkelig, afvisende, krævende, egoistisk mm. Med andre ord: menneskelig. Hun sætter sig for at frisætte menneskeheden fra denne virus der skaber universel lykke, så vi kan få surheden men nok især individualiteten tilbage i verden, og hendes vej derhen er både grotesk, overraskende, klaustrofobisk, enormt sjov og rørende.
De to serier kunne næsten ikke være mere forskellige, men handler om det samme: Vores behov for relationer og fællesskab. Dette grundlæggende behov der forener os får altid særlig opmærksomhed i julemåneden, hvor idealet er, at man har nogen man elsker i sit liv, at man selv er elsket og at man af den grund ikke sidder alene hjemme den 24. december.
Men ensomheden er stigende i vores samfund, antallet af aleneboende er konstant i stigning og fællesskabsmålingen for 2021 viste et fald på syv procent for dem, der oplever en lav grad af eksklusion sammenlignet med 2016, der dengang var på 78 procent, så det kan godt være, at vi taler mere om relationer og følelser end nogensinde før, men vi forstår ikke at omsætte det til handling. Samtidig hjælper det nok ikke, at vores regeringsleder er exceptionel dygtig til at italesætte trusler og farer, mere end hun formår at tale håbet og sammenholdet op.
Hvis man vil gå ind i julemåneden og 2026 med håbet om at forenes på tværs af forskelle, kan man se en helt anden film, der handler om præcis det og som samtidig er betagende smuk. Nemlig den oscarvindende animationsfilm fra 2024, Flow. Den følger en kat og et sammenrend af andre dyr, der finder sammen om at overleve en syndflod og som hjælper hinanden igennem et landskab der oser af skønhed. Der er dog den lille detalje, at det sker i en verden, der er forladt af mennesker. Om det er det, der kommer ud af 2026 er der jo ikke meget håb i, indrømmet, men hvis man bare vil lade sig inspirere af sammenholdet og bruge det til lige at invitere den glemte tante med til julemiddagen, så er der kommet andet end skønhed ud af filmen også.
Udgivet i Berlingske Tidende d. 05/12-25
