Et begreb har sneget sig ind i datingverdenen, men det fortjener langt større udbredelse, for vi ser det også i politik og på arbejdspladserne og det går altid mest udover dem, der håber.
Af Emilia van Hauen, sociolog, forfatter, bestyrelsesmedlem
”Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas med noget menneske før – vil du møde mine forældre i næste uge? De vil elske dig! Og så kunne vi jo tage til Venedig weekenden efter? Så kan du også møde min bedste ven dernede!”
Er du blevet præsenteret for noget lignende, men som aldrig blev realiseret, og i stedet blev erstattet af endnu flere attraktive fremtidsscenarier, som heller ikke blev til noget, så har du været udsat for det, man i datingverdenen kalder for future faking. Det lægger sig op ad det berømte gaslightning, men det der gør future faking særligt ondskabsfuldt er, at det taler ind i vores håb og derfor også, på et falsk grundlag, skaber et tættere følelsesmæssigt bånd og forpligtelse til hinanden, fordi man i fantasien skaber en vidunderlig fremtid sammen. Udover den løbende skuffelse, der bygger sig større og større, har future faking også den afledte effekt, at offeret kan risikere at spilde utroligt langt tid på at vente på, at den der fantastiske fremtid snart indfinder sig. Uden nogensinde at gøre det.
Denne form for manipulation har naturligvis altid eksisteret, men siden 2010’erne og frem har den fået mere omtale, nok fordi fænomenet har bredt sig. Den tyske sociolog Hartmut Rosa’s begreb om accelerationssamfundet, som italesætter hvordan hastigheden i samfundet er i kontant stigning, kan også anvendes i forhold til onlinedating, hvor et stort udbud og de mange hurtige kontakter dominerer, hvilket skaber god grobund for future faking.
Men begrebet er lige så gyldigt at bruge på arbejdspladser og i politik. I Danmark har vi en gennemsnitlig jobomsætningshastighed på mellem 20 og 25 procent, så mange arbejdspladser har svært ved at holde på deres medarbejdere. Især de unge er hurtigt videre, og det får en del ledere til at udøve future faking overfor dem ved at stille dem fremtidige forfremmelser og jobudvikling i sigte – uden at det bliver til noget. Især partnerdrevne virksomheder, som fx advokat og konsulentbranchen, har levet højt på future faking, men er ved at blive indhentet af virkeligheden, for mange af de yngste på arbejdsmarkedet (generation Z), gider ikke bruge 15 år på at arbejde solen sort i håbet om at blive partner en dag. De vil i stedet have ligeværdige relationer – også med ledelsen – og balance i livet.
Indenfor politik, særligt i valgperioder, som vi aktuelt er på vej ind i, er der få grænser for politikernes future faking. Men når den nye regering er på plads, bliver vi vælgere gang på gang mødt med formuleringen om, at såkaldte ”realistiske løsninger” desværre er deres eneste mulighed, og så kan vi stå tilbage med en uretfærdig, bagstræberisk nutid fremfor en gylden fremtid.
Håb har altid været en gangbar valuta i kærlighed, på arbejdspladsen og i politik, og vi mennesker er generelt til fals for et andet menneske – eller et system – der kan holde vores håb og give os energi og glæde, parallelforskudt ind i en usikker fremtid.
Men i en tid, hvor verdensordenen er voldsomt udfordret, og hvor vores egen private virkelighed kan ændre sig på kort tid, er det troværdighed mere end håb, vi har brug for. Derfor er det bedre ”bare” at lade folk vise hvem de, uden at man selv gør noget. De kan tale alt det de vil, men iagttag deres handlinger og se, hvad de reelt gør af sig selv? Sådan kan man ofte enkelt undgå fremtidsfalskneri, for håb i fremtiden er gratis, mens ægte forpligtelse koster. Nu.
Udgivet for Berlingske Tidende d. 28/02-26
