En tur til Peru forløste ikke bare en dyb længsel efter at besøge Machu Picchu. Den viste også mine sønner noget om at forfølge sine drømme.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
”Ih, tænk at vi har været dér!” Fire minutter efter: ”Ahrmen altså, vi har fandme været der!!!” Sådan nogle udbrud har jeg haft flere gange hver dag siden den 13. juli. Også når jeg er alene, hvilket én gang fik min hund til at springe en meter op i luften af bar forskrækkelse (undskyld) og fik mig til at grine hysterisk.
Begge dele skyldes Tintin. Min far kom nemlig jævnligt hjem med Tintin-albums, som vi børn lærte verden at kende igennem, hvilket spejlede min far, som også rejste verden rundt; dog mere i habit end i plusfours. En dag lagde han så Soltemplet i mit skød, og selvom jeg havde drømt om at besøge Tibet, Congo, Den Sorte Ø og sågar Månen, så ramte den fortælling mig helt anderledes. Fra det øjeblik jeg var færdig med første gennemlæsning, vidste jeg bare, at jeg en dag måtte til Andesbjergene og besøge inkaerne; som 12 årig var jeg enfoldigt befriet for historiske facts. Selvom Hergé aldrig tegnede Machu Picchu i sin historie, må jeg have lagt albummet sammen med billeder jeg siden har set af stedet, og helheden skabte en dyb sjælelængsel efter at opleve dette legendariske sted. Men årene gik og Peru forblev ubesøgt. Indtil jeg sidste sommer pludselig vågnede en nat og vidste, at NU skulle det være! Og at det helst skulle ske sammen med mine tre sønner, der alle er flyttet hjemmefra.
Heldigvis ville de gerne og i et år har vi planlagt turen sammen med et genialt rejsebureau. Jeg har set dokumentarer, videoer, browset på nettet, lyttet til bøger, så jeg følte, at jeg var forberedt. Det var jeg ikke.
Der er ikke nogen anden drøm i mit liv, der er 45 år gammel, og for at ære det, havde vi lagt besøget som den store finale, så vi uden uretfærdige sammenligninger kunne nyde rejsens mange andre oplevelser. Og så – endelig! – drog vi en mørk morgen fra hotellet klokken 5.30 op mod Machu Picchu. Allerede på vejen op var jeg ved at eksplodere af glæde og beundring, når jeg så de smukke bjergvægge beklædt med træer og buske, som giver bjerget den karakteristiske bløde profil, og da vi nåede op til selve ruinerne og vandrede ad de mange veje og forbi stenbygningerne, blev eksplosionen bare ved og ved. Vi så solen stå op over Mapi (som de lokale kalder det) og vitterligt kaste guld udover hele sceneriet og jeg tror, at min sjæl fik en orgasme lige dér. Tiden forsvandt og jeg følte mig beamet ind i en historieløs æra, hvor alle de mennesker, der nogensinde har været på dette bjerg blev forenet i en følelse, der sansedes som universel kærlighed. Og da vi fortsatte op af 300 stejle meter, hvor vi hagede os fat i reb og ødelagte trappetrin for også at stille os på toppen af bjerget Wayna Picchu, som ofte figurerer som bagtæppe for Mapi, var oplevelsen komplet.
Ja, så stort var det. For mig. Selv 45 års opbygget forventning kunne ikke leve op til virkeligheden. Mine sønner havde nok ikke helt samme oplevelse, men også de var betaget på en måde, jeg ikke har set dem være før.
De er i deres 20’ere og står i starten af deres voksenliv. Jeg er i 50’erne og står i midten af mit voksenliv. Undervejs i turen talte vi om vores drømme – som i vores samfund ofte er knyttet til ungdom som muligheder, og til alderdom som forspildte chancer. På bjerget den dag så jeg alle aldre bevæge sig rundt i ruinerne, også oldinge, og blev bekræftet i menneskets evne til at realisere sine drømme uanset hvor længe man har levet, og følte samtidig en dyb taknemmelighed over at dele denne livsoplevelse med mine sønner. Måske – forhåbentlig – kan dette inspirere dem til at leve deres drømme ud hele livet. Også når de nok snart har fået børn, er i gang med deres karriere, har realkreditlån og mere i samme voksenskuffe…
Rejsen blev lavet i samarbejde med Jysk Rejsebureau.
Udgivet i Berlingske 4/8 2023
