marts 23

2024 er mit lystår!

Samfundet har skabt nogle vilkår, der skaber stress hos mange, men overlader løsningen af ubalancen hos den enkelte. Fremfor endnu større disciplinering af os selv, kunne vi med fordel invitere den dybe (sjæls)lyst ind i vores liv – og samfund – igen, og se om vi kan finde en bedre balance.

Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter

 

To gange sidste år skete det under et foredrag, at jeg ved slutningen af en sætning pludselig ikke kunne huske, hvad jeg havde sagt i starten af den. Så jeg fortsatte bare med at tale og håbede, at de sidste ord, jeg sagde, også hang sammen med de første. Det var selvfølgelig et tegn på stress, som jo i dag er blevet en folkesygdom, som vi på samfundsniveau nok bemærker og problematiserer, men uden at vi – på COVID19-måden – laver grundlæggende om på de vilkår, der skaber tilstanden. Omkring halvdelen af danskerne oplever stress i varierende grad, mens 10-12 procent oplever symptomer på alvorlig stress hver dag

Min fordel var, at jeg har holdt foredraget mange hundrede gange, og selvom der hele tiden kommer nye variationer til, er skabelonen den samme, og derfor ved jeg altid, hvor jeg er henne i helheden. Men sådan er det jo ikke i livet. Man kan godt tro, at man ved, hvad der sker i morgen, men pludselig en dag bliver man fyret, bliver forladt, bliver syg, mister sin bedste ven og så står man dér med alle sine tryghedsforudsigelser, der er lige så meget værd som en floppydisk. Den slags kriser, som kan være slemme nok alene, bliver forstærket, fordi vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi skal spæne alt hvad vi kan, blot for at blive stående. Det er derfor at ”Ærømanifestet” er blevet en bestseller og at ”Skærmsund” i dag ligger på manges spisebord, så man kan tage en snak i familien om, hvordan man skaber mere nærvær i en dagligdag, der føles som et hækkeløb over en tjekliste.

Men tilstanden af travlhed skyldes ikke kun opgaverne. Den skyldes også et grundlæggende fravær af udlevet lyst. Ikke lyst som i ”jeg tager burgeren, selvom jeg burde tage salaten” eller ”jeg ser lige 1, nej 2, okay 3 afsnit af min serie inden jeg går i gang med arbejdet”. Det er ikke den hurtige og akutte behovstilfredstillende lyst jeg taler om. Det er den dybe lyst, der har rod i vores inderste længsel, som nogle filosoffer kaldes vores sjæl, andre vores ånd. Den lyst der er knyttet til en oplevelse af eksistentiel mening, som er svær at følge, fordi vi har skabt et samfund, hvor det materielle, det kognitive, det mentale og det produktive har en langt større synlig og socialt accepteret værdi end vores ånd og sjæl har. En overbevisning som den nye disciplin trivselsøkonomi stiller et sundt spørgsmålstegn ved og som begynder at få en større bevågenhed. Netop fordi vi i for stor udstrækning har skabt et samfund, der er ude af balance.

At min situation ikke udviklede sig til alvorlig stress skyldtes, at jeg i 2023 blev til et nærmest fuldbyrdet arbejdsmenneske med kun få sociale afstikkere – og det var overraskende interessant og fedt at prøve. Fordi jeg var tvunget til at fordybe mig i nogle få opgaver blev det let at skære popcorn-tilstanden ud af mit liv, hvilket var en befrielse. Men min situation var privilegeret. For jeg vidste jo, at når først bogen var afleveret til tryk, SÅ kunne jeg invitere lysten ind i mit liv igen og give den en tiltrængt førerplads, hvilket langt fra kan gøres af alle, der lever stressede arbejdsliv.

Selv må jeg konstatere, at det er let at udnævne 2024 til ens ”lystår”, men at det er hårdt arbejde at gennemføre. Pludselig at give plads til det spontane, til møder med nye mennesker, til at drive rundt en hel weekend, sidde i sofaen og læse en roman uden bagkant, til ikke at skynde mig hjem for at skrive, får min vanemæssige dårlige samvittighed til at hive mig i nakkehårene konstant, og at stå imod det, kræver nogle sjælsmuskler, der i mit tilfælde er blevet alt for slappe. Men jeg øver mig hver dag i at give mig hen til den form for nydelse, som på overfladen går imod den protestantiske arbejdsetik, hvor vi forventes at præstere vores liv og identitet, og i stedet forsøger jeg at give plads til at mærke efter (jo, Brinkmand) hvad jeg virkelig har lyst til. Ikke bare lige nu, lige her. Men i forening med min sjæl, som nogle gange vil noget helt andet end jeg forventede.

Udgivet er Berlingske 23. marts 2024


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}