Siden 2022 har generation Z lavet oprør over hele verden og bare i år har de væltet regeringer i bla. Nepal og Madagaskar. I over 20 lande har de unge demonstreret mod korruption, magtmisbrug, dårlige livsvilkår og en udsigtsløs fremtid og har samlet sig under et Jolly Roger flag med stråhat. På indirekte vis oplever vi samme bevægelse på danske arbejdspladser.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
I Nepal brændte de parlamentsbygningen af og forfulgte finansministeren ud i Kathmandus flod iført underbukser og styrthjelm, mens de slog på ham med køller. I Madagaskar fik de væltet regeringen og fik militæret over på deres side. I næsten 20 lande har generation Z, født mellem 1995 og 2010, sat gaden eller regeringen i brand, i både bogstavelig og overført betydning, fordi de ikke vil længere finde sig i et hierarki, der altid sætter dem nederst uden udsigt til en bedre fremtid.
Denne generation anses af kritikerne ofte for at være en sårbar selfie-generation, mens hepperne mener, at de er den mest ansvarlige, demokratisk engagerede og kreative ungegeneration nogensinde. Der er meget der tyder på, at sandheden indeholder begge dele. Og at vi som verdenssamfund selvfølgelig bliver nødt til at tage deres oprør alvorligt. Ikke blot fordi de ejer magten til at skabe bevægelser, der krydser oceaner, men fordi de uantasteligt er vores fremtid.
Det Z’erne viser os er, at de gennem de sociale medier er i stand til at skabe en revolution, der samler unge på tværs af kontinenter under et fælles flag, fordi håbet om en meningsfuld fremtid ikke kommer fra deres regering og levevilkår, men kun fra deres egen forestilling om en bedre fremtid. Samt den inspiration de får ved at følge andre unge over hele verden – hvilket også inkluderer danske unge, der med gratis universitetsuddannelse, SU og et velfærdssystem har nogle markant bedre leve- og fremtidsvilkår end unge i mange andre lande.
Flaget de har samlet sig under ligner det kendte Jolly Roger piratflag, men nu med stråhat i vanlig ironisk meme-stil, som kommer fra en japansk manga-(tegne)serie, One Piece, hvor hovedpersonen Luffy samler en række outcasts på et skib, hvor de kæmper mod uretfærdighed og for frihed. Der er dem der finder det useriøst og gør grin med det, men når over 70 mennesker er døde i optøjerne i Nepal er det altså ikke for sjovt. Det er deres måde at kommunikere på og også det skal vi forstå og respektere. For symbolikken bag er ikke til at tage fejl af: De savner retfærdighed og de vil også opleve den frihed til at skabe sig en god fremtid, som unge i andre mere ligestillede lande oplever.
Deres største udfordring er imidlertid, om de på den lange bane vil opnå reelle forandringer. Der er desværre ikke meget, der tyder på det. I hvert fald ikke i hverken Nepal, hvor de allerede er kørt ud på et sidespor af den nye midlertidige regering, eller Madagaskar, hvor militæret (naturligvis, fristes jeg til at skrive) har taget over. De er nemlig løbet ind i det problem, som den belgiske forfatter Anton Jäger beskriver som hyperpolitik: Ekstrem politisering uden institutionalisering; altså en masse store følelser og fællesskaber, der ikke ender i en forpligtende organisering. Måske fordi de netop ikke anerkender, at et hierarki ofte er vejen frem til at skabe langvarige ændringer. Et hierarki der ikke nødvendigvis er en kopi af den tidligere korrupte udgave, men er en ny udgave, der er funderet i ægte autoritet, større lighed og gensidig respekt.
Herhjemme har vi ikke set denne form for generation Z oprør. Og dog. For den foregår i bedste velgående på mange arbejdspladser. Især er mange partnerdrevne virksomheder stærkt udfordret af de unge medarbejdere, der netop ikke vil indordne sig den gamle hierarkimodel, men derimod ønsker, som Luffy, at blive behandlet mere retfærdigt og med en større frihed til at skabe sig et balanceret liv, som også inkluderer tid til familien, selvom man er i gang med en vertikal karriere. Danske Z’ere brænder deres arbejdsplads ned på symbolsk vis ved at nægte at indgå som brikker i den traditionelle fødekædes logik, og så længe der er lav arbejdsløshed, er det arbejdsgiverne det går ud over. Er du leder? Så er et godt råd at invitere dem til ægte dialog og gøre plads til deres virkelighed i jeres fælles hverdag. Ellers laver de snart din virkelighed om. Uden at spørge dig.
Udgivet for Berlingske Tidende d. 08/11-25
