Tilbage til blog oversigten
torsdag 21. februar 2019 kl. 13:31
Et gelænder med 1000 fortællinger

Et møde med den geniale kunstner Mille Kalsmose er et møde med kosmiske relationer

Pludselig står hun der på mit kontor. Høj. Lyshåret. Skindbukser. Med en insisterende, inciterende energi. Og flere grin efter hinanden, mens vi meget hurtigt kommer på bølgelængde. Som om vi fortsætter en samtale, vi ikke tidligere har begyndt.

Hun er kommet for at hente en af mine bøger, der ikke længere kan købes. Men jeg har nogle stykker liggende og det bliver starten på en rejse ind i hinandens verdner. Vi deler interessen for os’et, vi’et, de andre plus mig. Relationer er hvad vi begge står på. Står i. Og snart har vi selv skabt en forbindelse, der skaber bro mellem sociologiens mange narrativer og hendes vilde verden af udtryk, aftryk, der uundgåeligt trykker sig ind i beskueren. Deltageren. Det andet menneske.

Da jeg nogle dage senere besøger hende i hendes hjem, åbenbares det hvordan hun er i stand til at skabe værker, der konstruerer statistikkerne over vores moderne ubalancer og inkontinuitet ind i former, der i fjer og farver og anden materialitet, på samme tid spejler frustrationerne og de længsler efter sammenhæng, som ligger i vores kød og sind, men som ikke har fået ord endnu. Og hvordan hun helt u-skandinavisk er en brønd af universel sanselighed, der glider ind under alle vores rationelle forbehold og fylder os ud med en subtil levendehed.

Jeg er betaget. Og vi holder kontakten. Det ene øjeblik er i hun i New York. Det næste i Hong Kong. Det tredje et tredje sted. Men vi holder kontakten.

 - 53 KB

I Vesten har vi aldrig været mere pressede. Indeni. Afsindige tal på stress, angst, depression, selvmord, søvnløshed og ensomhed afspejler den maskinlogik om effektivitet og binær målbarhed, der har fået lov til at dominere de menneskelige ambitioner alt for længe. Og som har fremmedgjort os i vores relation til verden. Til os selv. Fraværet af den ontologiske sikkerhed, den sikkerhed i vores egen væren, som vores relationer og vores bidrag, burde give os som en selvfølgelighed, er blevet en flygtig størrelse. Og vi lider. Og længes.

Efter at føle os som en del af en større sammenhæng. En meningsfuld større sammenhæng. En meningsfuld større og stabil sammenhæng. Engang var vi selvskrevne medlemmer af de bundne fællesskaber, som vi blev født ind i og hvor hierarkiet, reglerne og status var givet fra fødslen af. Det gav ro, fælles styrke og sociale og kreative begrænsninger. I dag flyder vi rundt i frie neo-tribale fællesskaber med regler vi selv skal vedtage, opgaver vi selv skal skabe og båret af en fælles tillid til hinanden. Det er smukt. Vidunderligt. Kreativt eksploderende. Men også meget meget sårbart og flygtigt. 

Da jeg besøger Mille næste gang, har hun på forunderlig vis sat dette på form i hendes værk Cosmic Family. Hendes hjem er ikke længere en trendy lejlighed i indre by, men derimod et stort hus i en gammel fin forstad, hvor der er blevet plads til installationer. Lyd er blevet en ting for Mille. Og jeg lytter til universets sang, sådan føles det i hvert fald, da hun sætter noget planetmusik på, som svøber sig ikke alene om os to, der står i rummet, men også om meteoritter og træstykker, der skaber en saturnisk energiring og sender min bevidsthed i frit omløb med alle universets fortællinger.

Et stykke fremmed planetsten kalder på mig. Jeg tager det op. Mærker den ru overflade, mærker den mod mine læber, sanser vibrationerne fra ydre rum, tænker at vi mennesker med al vores rationale og naturvidenskabelige beviser i stedet burde finde mening i at indgå i en sammenhæng, der langt kan overstige vores videnskabelige fantasi, for så ville vi måske føle os mindre isolerede, mindre alene, mindre fortabte og i stedet føle os forbundne. Færdige. Hele.

Jeg lægger den ned igen. Tager et af træstykkerne op.

Elsker fornemmelsen af hvordan noget, der materielt er hårdt, føles lige blødt som den dunede barnekind, man strejfer, når man tager sådan et lille væsen i sin favn. Jeg opdager, at det er et stykke af et gelænder, dette gamle mørke glatte træ, der har ladet tusindvis af hænder, berøre sig, der har samlet på måske millioner af historier på vej op for at blive levet og på vej ned for at blive glemt, og alle er de lagret i disse fibre af fortællinger, der ved hjælp af rummets lyde, måske frigøres og afstødes en efter en, så vi andre kan forbinde os med dem og blive mindet om, at vi til stadighed selv er stjernestøv. Og at vi alle er en og den samme.

Vi drikker te. Sidder i køkkenet. Griner. For det gør man meget med Mille. Og pludselig hiver hun mig op og vil vise mig de første spor af et nyt værk, som hun er i gang med at udvikle.

Fra det sekund mit blik åbner sig for værket, er jeg fortabt. Forelsket. Fortryllet. Dette forstadie til værket Collected Minds taler på alle måder taler til kvinden, skribenten, moderen, sociologen, datteren, præstinden og heksen i mig. Foran mig en ramme. En skarp metalramme. Hård, firkantet, ren, kvadratisk, stående, hvilende i sig selv. Med en gylden blødhed, der reflekterer lyset og drømmene, mens den bærer en flygtig sprødhed i de bladlette papirer, der har fundet hjem i hver deres kvadrant. Et helt særligt antal familier i det sikre samfund, som rammen bærer for dem. Den perfekte sammensmeltning af det feminine og det maskuline. Et helligt bryllup af arketyper, der perfekt balanceret både fortæller om den begrænsning og den frihed, som vi mennesker i dag befolker vores liv med.

 - 573,4 KB

Det er som om historierne, længslerne, drømmene, forlader papirerne og metallet, og kysser mig blidt på panden som en blød brise af menneskelighed i alle afskygninger. Og jeg rækker ud og frem og vil mærke papiret, vil mærke messingen og jeg ved, at værker først bliver færdigt, når vi mennesker har berørt det med vores sjæl, men allerede nu lever det mere end mange af de mennesker, der måske en dag kommer til at lægge deres liv i denne konstruktion af fællesskab og relationer.

Hvis jeg kunne ville jeg have dette værk i mit hjem. Og hver dag fylde et blad ud med historier om de mennesker, jeg møder. Åh, jeg ville også lægge mine egne historier om kærlighed og svigt, succeser og fiaskoer, vundne og tabte relationer, ind i dem, og min dagbog over vores eksistentielle vilkår ville få en materialitet, der kunne røre, vitterlig røre, dem der rakte ud for at mærke Papir&Metal i perfekt harmoni.

Men jeg kan jo ikke have værket stående. Så i stedet er det flyttet ind i min bevidsthed, den er blevet en del af min sjælesky, som jeg besøger, når jeg søger tilflugt fra hverdagens prosaitet og absurditet, for her er der en menneskelig kaotisk orden i livets uregerlighed og det giver luft og ro på samme tid.

Mille har fortalt. Om hendes manglende relationer i hendes ophav. Og hendes forsøg på at skabe den samme form for metalramme omkring hendes tilhørsforhold ved at skabe ritualer. Hun har brug for denne symbolske virkelighedsskabelse, der kan skabe ro og hjemlighed inde i hende. Men det har det moderne menneske. For vi lever i et samfund af popcornhjerner og syrehjerter. Denne højt besungne individualitet italesættes, fejres, afgudedyrkes, men i stedet for at frigøre dem, os, gør den mennesker til enkeltflyvende papirer, der visner op i intethed.

Collected Minds indfanger disse papirer, giver dem et hjem og en stamme, og hjertet får balsam og hjernen får ro, og sådan skabes en modgift mod det moderne samfunds hjemløshed. Med tiden vil værket blive til et arkiv over Universets sjæle spundet sammen i en fælles DNA-streng af evigt liv.

Hvis vi vil, kan det blive bostedet for det moderne ritual, der spinder alle vores historier sammen til en fælles fortælling om menneskelighed, og dermed bliver et bibliotek over medmenneskelighed. En portal ind til de største længsler, den største udgave af denne inkarnation, og måske den næste, så værket ikke kun er af denne verden, men også spænder over tidsløshed, fordi vi mennesker altid først og fremmest er relationer. Uden de andre er vi ingen, og vores energi vil forsvinde for altid ud i mørket. Men her bliver den lagt ind med kærlighed i de sprøde sider og for altid bevaret af det gyldne stål. For relationer er det første vi møder og det sidste vi forlader. Og det forstår Mille.

 - 64,8 KB

Hun forstår også, at æstetik ikke blot handler om overfladisk forskønnelse. Overfladisk er det, at tro det. Det moderne menneske tror alt for meget på rationalitet, og glemmer, at det er vores sanser der vurderer, om noget er sundt, godt for os – eller ikke. Sådan har det været siden vi fik hjerter der slog. For det har til alle tider været en overlevelsesstrategi for menneskeheden. Både at udtrykke sig sådan. Men i endnu højere grad at orientere os efter det. Æstetik kan med held gøre os klogere, skarpere, ændre vores emotioner, styrke vores sanser og selv vores immunforsvar, og det kan skabe bro mellem mennesker og mere end det, det kan ganske enkelt skabe fællesskaber, der deler adfærd og historie. Og som transcenderer ethvert sprog, enhver tanke, enhver stamme, for sanserne deler vi før vi deler noget andet, og det gør os fælles.

Æstetik er historier om mennesker. Og det er præcis hvad Mille skaber hver eneste dag. Mens hun samtidig skaber fremtiden. For hun sætter form på det, som kun lige har pustet os i nakken – og åbner vi øjnene, åbner vi vores sanser, kan vi høre, hvad værkerne fortæller om, hvem vi er på vej til at blive…

Denne tekst er bragt i Mille Kalsmoses bog om hendes kunst. Se mere om hende og nyd hendes værker på her

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign