Engang så jeg et billede af et par fødder, der stod på fladtrådte 1,5 liters vandflasker. De var bundet op om anklerne med snor, så de ikke faldt af. Billedet forestillede altså et par sko. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at de ikke var til salg hos hverken Prada eller H&M. Selv hvis de var blevet anvendt som showpiece på en catwalk, ville de nok ikke slå an hos de modebevidste og erfarne forbrugere, der er bedre vant. De særprægede sko viste sig at beskytte fødderne på en flygtning. Jeg var dybt fascineret af billedet. Ikke kun fordi det for mig repræsenterede et armod, jeg ikke for alvor kan forstå, men også fordi det var et utroligt udtryk for en fantasi og vilje til livskraft, som mange af os i det bekvemmelige Vesten sjældent har brug for at aktivere. Snarere tværtimod. 
Kapitalismens logik bygger på hårdt arbejde, forbrug og ikke mindst vækst. På mange måder er vi altså opdraget til grådighed og har lært at gå målrettet efter at skaffe os alt det vi begærer - hvilket var smart nok engang. Men i dag er det ikke nær så smart, for nu står vi i den paradoksale situation, at vi nærmest får alt hvad vi kan tænke os smidt lige i hovedet. For mange bliver overfloden af muligheder til en personlig skærsild, for hvad skal man egentlig vælge til – og hvad skal man vælge fra? Nøjsomhed er løsenet. En egenskab der smager af hengemt søndagsprædiken og derfor virker fremmed i en postmoderne verden, hvor det frie valg er Gud.  Det forløsende ved nøjsomhed er imidlertid, at det er en bevidst handling, hvor man øver sig i at mærke og reflektere over, hvad man helt præcis har brug for i sit liv. I en tid hvor vi nemt kan drukne i muligheder, relationer, oplevelser og ikke mindst ting, bliver nøjsomheden vores værn mod det ligegyldige forbrug. Nøjsomhed fordrer nemlig af os, at vi kender os selv og forholder os til vores værdier og livsform og indbyrdes kalibrerer dem, så vores liv og identitet går op i en højere enhed. Ikke nogen let opgave. Slet ikke i et samfund og en tid der dyrker forbruget, som et livsmål i sig selv. 
Mediernes glorificering af forbruget har fået sit eget tydelige vartegn: at være shop a’holic er i dag nærmest et adelsmærke. Serien ”Sex & the City” gjorde det for alvor fashionabelt og siden har man i den ene artikel og modereportage efter den anden kunnet læse, hvordan det er enhver kvindes ret at være tvangsshopper. Ikke mindst kan man modtage god råd om, hvordan man kan snyde sin bank, sin kæreste/mand, sin arbejdsgiver, sin mor og sig selv, så man slipper for at se i øjnene, at man bruger alt for mange penge på noget man allerede har rigeligt af og som kun gør én lykkelig i fire minutter ad gangen. At det faktisk er et misbrug, der er på linje med alkoholisme og ludomani, bliver sjældent berørt. Nok også fordi det er svært at trække grænsen for, hvornår det bare er et lidt overdrevent forbrug og hvornår det rent faktisk er en lidelse, der er udenfor ens egen kontrol. 
At være shop a’holic bliver næsten udelukkende knyttet til det kvindelige køn. Grunden til at det bliver besunget som noget positivt, ligger i argumentet om, at kvinderne nu er så frie, uafhængige og økonomisk magtfulde, at de selv kan betale for deres forbrug. Jeg køber dog ikke den pointe, for hvorfor er det lige, at det stadig handler om kvindernes jagt på skønhed? Det er et forgængeligt vilkår, som ikke giver magt på længere sigt. Traditionelt har det dog været kvindernes adgang til magt – gennem mændene, som jo attråede de smukke kvinder. Derfor kommer misbruget til at handle om overdrevent køb af tøj, sko og boligindretning. For en mand forholder det sig anderledes. Han har ikke brug for at få magt gennem sit udseende; derimod kan han stive et lavt selvværd af med handlinger, der udadtil viser at han har magt over tingene og økonomien – f.eks. ved at slå ud med armene og invitere hele banden på en dyr middag eller købe sig fattig i det rigtige udstyr til en aktivitet, der viser ham som en rigtig mand. At være shop a’holic handler altså ikke om køn.
Hvad er det den overdrevne shopping er et symptom på? Grundlæggende set er det en selvdestruktiv adfærd, der dækker over, at man ikke føler sig god nok, som den man er. Shoppingen bliver en slags angstdæmpende medicin mod følelsen af indre tomhed og den manglende kærlighed og accept af én selv, giver sig altså udslag i de konstante forsøg på at købe sig til en mere attraktiv identitet. Disse handlinger har dermed nogle ret alvorlige konsekvenser for den enkelte misbruger. Men det der gør problematikken endnu værre er, at vi som samfund ikke rigtig anerkender alvoren af denne selvdestruktive adfærd. Tværtimod tilbedes det rask væk i de førnævnte medier - og javel, man har selvfølgelig de bedste forudsætninger for at se skide hamrende godt ud, mens man går menneskeligt ned i sit misbrug, men denne æstetiske dimension opvejer ligesom ikke rigtig tragikken i den paradoksale situation. 
”Fortæl mig hvad du køber og jeg skal fortælle dig hvem du er” er en ganske sigende udtalelse for vores tid. I dagens samfund er det umuligt at gå igennem en dag uden at købe noget som helst, for som minimum køber vi noget el og noget vand. De fleste køber også noget andet, om det så bare er en pakke tyggegummi, en liter mælk eller lidt fjernsyn. At der rent faktisk findes en global event, der hedder ”Buy Nothing Day” (i år den 24. november) har sin egen indbyggede groteske humor. Dagen skal få os til at tænke over, hvad vi vil med vores forbrug og hvilket type forbrug vi benytter os af, f.eks. om vi er økologiske bevidste, dyrker bæredygtighed eller andet. Det er altså ikkeat vi forbruger, der er problemet – det er hvordan vi forbruger. 
Vi mennesker er i dag så langt i vores mentale udvikling, at vi har mulighed for at benytte os af en refleksiv bevidsthed. Denne giver os evnen til at vælge hvem vi er, hvilke værdier vi dyrker og hvilke handlinger vi ønsker at udføre for at manifestere vores identitet og vores livsmål. Og når det gælder forbrug er det opløftende, at flere og flere allerede nu målretter det, så det tjener et højere formål end blot at dække egne behov uden tanke for andres livsvilkår og miljøet. Og udbuddet af denne slags varer er i stadig stigning i alt fra luksusmode til dildoer. Ja, dildoer! 
Som voksne forbrugere har vi altså en vis magt, men som forældre til en kommende generation af storforbrugere – for intet tyder på, at det trods alt er for nedadgående – har vi faktisk endnu større magt. Vi kan nemlig forsøge at påvirke det kommende forbrug, så det rent faktisk gør køberen glad og ikke bare forvirret, overophedet, rodet, ulykkelig eller ligeglad. Det gør vi nok lettest ved bare at knuselske vores unger for dem de er - og ikke for det potentiale de indeholder. Og ved at gå foran som et godt eksempel. Af samme årsag har jeg henover de seneste to år reduceret min skosamling fra 131 til sølle 82. Og ja, du må godt grine…men jeg er da i det mindste på vej!

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign