Statussymboler er vi alle ejere af – nogle mere bevidst end andre. De afspejler en lang række komplicerede sociale værdier og regler og kan enten ophøje eller fælde en person på få sekunder. Sjovt nok har de ikke altid noget med penge at gøre – langt vigtigere er det, at de er knyttet til kvalitet og originalitet.
Da jeg så den første gang, tænkte jeg, at den måtte være den ultimative røde taske. Sådan én havde jeg ledt efter i et par år uden held og nu var der her så endelig. Til en ret uhyrlig pris, ganske vidst. Men ved hjælp af en gavmild ægtemand, kom den ved juletid i min besiddelse: den røde Roxanne taske fra Mulberry. Helt 4-årig ivrig skyndte jeg mig at hælde alle mine tasketing ned i den efter at have pakket den op og svingede den op på skulderen: hvor var den dog bare lækker! I de kommende dage forsøgte jeg med stadig mindre held at undertrykke en lidt fæl skuffelse over dens alt for bløde kvalitet og temmelig besværlige remme; den perfekte røde taske var slet ikke så ultimativ alligevel. Og jeg begyndte at ærgre mig en anelse over, at min mand havde brugt så mange penge på den. Skuffelsen holdt til jeg fik den første kender-kommentar: et rigtig modeikon lagde mærke til den en dag jeg promenerede den og sagde nikkende: ”Nå – du var nok en af de få, der nåede at få den i rød!” Straks følte jeg min status stige fra almindelig modeinteresseret til en del af det gode og lidt eksklusive modeselskab….for en kort stund. Og det hele skyldtes tasken!

Statussymboler har vi alle et forhold til; enten bevidst eller ubevidst. Dem der bruger dem bevidst, har ofte et indgående kendskab til præcist hvilke varer og mærker de skal købe og på hvilket tidspunkt de skal købe dem på, for at sende de helt rigtige signaler. Men statussymboler behøver ikke kun at være et Rolex ur, en Mercedes eller en ung, barmfager blondine; det kan også være et begreb man har i sin besiddelse, som for eksempel tid eller succes. Et statussymbol er kort sagt et symbol, der skal vise ens sociale status overfor omverdenen og bekræfte den overfor én selv. Via vores statussymboler kommunikerer vi ganske klart hvilken identitet vi ønsker at sende i omløb – og hvor meget held vi har til at overbevise alle andre om det, afgøres af vores evne til at virke troværdige, når vi håndterer symbolet. Penge er for eksempel et statussymbol som vi alle kender og bruger og måske en af de mest tydelige markører for vores sociale klasse. Alligevel er det ikke nok til at stadfæste en persons sociale status, for de fleste af os kan ikke for alvor adskille os på mængden af dem: vi har for meget til virkelig at føle et livstruende savn og vi har slet ikke nok til at det kan give os en særskilt identitet. Men vi kan alle genkende ”gamle” penge og ”nye” penge. ”Gamle” penge er de rige mennesker, som er vokset op med en stor økonomisk magt og derfor aldrig taler om hvor mange de har af dem, men som derimod nyder godt af al den indflydelse og gode forbindelser, som de kan give dem. Mottoet er: ”Penge er ikke noget vi taler om – det er noget vi har”. ”Nye” penge er til gengæld de mennesker, der kommer fra små kår og som pludselig har tjent en masse penge og som slet ikke er i stand til at håndtere det på en diskret måde (altså de ”gamle” penge måden); det er dem der praler ustandselig om hvor meget de har og hvor meget magt de derfor har ret til at have. Det er den pinlige udgave af rigmandssønnen i 2. generation, der kører rundt i en stor bil købt for fars midler og som opfører sig som et dumt svin overfor alt og alle. I virkeligheden handler det ikke om hvornår man har fået pengene i sin besiddelse, men om hvordan man bruger dem. Gamle-penge måden er ofte knyttet til at man også kan finde ud af at gebærde sig troværdigt i et kulturelt og socialt miljø og kan udvise en god dannelse og en vis diskretion og hvis man samtidig er i stand til at yde et socialt arbejde (velgørenhedsarbejde) er troværdigheden i top. Det handler simpelthen om overblik og overskud – på alle konti. Nye-penge måden er til gengæld kun koncentreret om den rene økonomiske magt og dermed rangerer den langt lavere i statusrangfølgen, fordi den ofte anses for kun at være drevet af egoisme og egen profit og altså ikke har skyggen af kulturel kapital og samfundsmæssigt engagement.

Et statussymbol er derfor en tydelig fysisk markering af ens økonomiske, kulturelle og sociale tilhørsforhold, som andre kan reagere på og vurdere ens sociale anseelse ud fra. Og det er netop i de kredse man færdes i, at statussymbolerne for alvor kommer til sin ret. Til for skel fra hvad mange forestiller sig, så findes statussymboler nemlig i alle sociale grupper. Lige fra de mindst civiliserede (stammehøvdinge med fjer på hovedet), fattige (det rigtige par sneakers) og unge (børnehavebørns bay-blades) over de social udstødte (en doberman) til de rige, berømte og succesfulde, der enten har den rigtig dyre og eksklusive ting eller den svært opnåelige kulturelle kapital der gør, at de til enhver tid kan citere korrekt fra et kendt værk. Det er altså ikke et spørgsmål om man har statussymboler, men derimod hvilke man har. Og sjovt nok; det der i nogle kredse anses for at være det ypperste, bliver i andre kredse anset for at være direkte pinlige: en nedsænket Mercedes med brede dæk, de tykke guldkæder til mænd eller store silikonebryster er alle tre eksempler på nogle statussymboler, der vil øge agtelsen i én gruppe og mindske den betydeligt i en anden. Det er derfor at næst efter erhvervelsen af selve symbolet, er det næst vigtigste i statussymboljagten at kunne håndtere symbolet på den rigtige måde – ellers kan de ende grueligt galt og som en direkte udstempling af den sociale gruppe man ønsker at signalere et tilhørsforhold til.

En snob er et begreb, der bruges om folk, der forsøger at signalere et tilhørsforhold til en højstatus gruppe uden at være det ved at købe nogle af statussymbolerne og ved at efterligne adfærden. Fru Hyacint fra tv-serien ”Fint skal det være” er vores alle sammen mareridt over en social snobber, der er så tåkrummende pinlig, at vi håber aldrig at komme i familie med hende (indgiftet svigermor, gys!) eller (endnu værre) selv at blive anklaget for at være en Fru Hyacint II. En snob er ikke blot irriterende med sit evige skuespil og krav om social applaus, hun gør også en ynkelig figur, fordi hun aldrig er sig selv og dermed på alle indirekte måder signalerer, at hun lider af tårnhøje mindreværdskomplekser. Sådanne mennesker er ofte ekstremt kontrollerede i deres adfærd og ender lige så ofte med at være gabende kedelige, fordi alt hvad de siger og gør er forudsigeligt.

Statussymbolerne kan også ændre betydning over tid. For eksempel var det før præventionens tid et statussymbol at have få børn, mens det i dag er gået hen og blevet det ultimative overskuds-symbol at have 3-5 børn. I en tid hvor netop tid er en mangelvare af de helt store og hvor selv vuggestuebørn kan sige ”stress” uden at kløjs i det, er det gået status i at være total overskudsagtig med 4 børn og økologisk hjemmebag. Status er derfor ofte forbundet med en vis eksklusivitet, god kvalitet og helst også en vis portion originalitet.

Det eksklusive gør, at den brede masse holdes væk og det er nødvendigt, for at opnå en vis særstilling. Anti-tesen til status er nemlig middelmådighed og hvis man skal være noget særligt, så skal det man flasher, også være noget særligt. Det kan være særligt underligt, særligt originalt, særligt grimt eller særligt svært opnåeligt, men særligt skal det være, ellers er der ingen kommunikationsværdi i det. Med eksklusiviteten hører også forestillingen om kvalitet; for at noget skal være særligt, skal det også være særligt godt, for at noget er særligt dårligt, er jo ikke svært at opnå. Til sidst er det rigtig særlige statussymbol også forbundet med originalitet – og dette element kan sende den faktiske økonomiske værdi hjem. Hele fremkomsten af bizarre kitch-ting er et eksempel på at man i perioder anser det originale for mere værd end det økonomiske værdifulde. Men eksklusivt, med sin egen indbyggede fortælling, skal det altid være.

I virkeligheden er et statussymbol blot en markering af den anerkendelse, vi alle ønsker at opnå. Da jeg fik kommentaren om min taske af en af de helt hotte indenfor modebranchen, følte jeg mig jo anerkendt for min gode stil og smag og det var sådan set lidt rart, fordi kommentaren kom fra én, der selv havde en høj status og jeg følte mig derfor en smule løftet op i status. Hvis det havde været den hjemløse mand med Netto-poserne, der pludselig havde ladet en rosende bemærkning falde om den, kunne jeg i stedet forventes at smide den ud i den første bedste container, for ham ville jeg jo helst ikke associeres med. Vi benytter os derfor af statussymboler for både at markere vores sociale tilhørsforhold og for at få den rette anerkendelse.

Statussymboler er altså smarte at kunne anvende og afkode bevidst, fordi det hjælper os til en daglig social navigation i et samfund, der ellers er præget af mange og til tider også modsætningsfulde signaler. Opdelingen i klare sociale klasser er heller ikke så åbenlyse mere som de har været; det er for eksempel ikke kun rige damer, der går rundt med Gucci-tasker i dag; det er også skolepiger og socialdemokratiske forkvinder. Vores samfundskultur er i dag meget differentieret og de sociale markører, som vi før i tiden kunne stole blindt på, er langt fra særlig tydelige mere. Eller rettere: de er langt mere subtile. Samtidig lever vi i hvad man kalder en urban kultur, altså en bykultur, hvor vi konstant møder og bedømmer hinanden på vores overflader, dvs. den måde vi iscenesætter os selv på i vores udseende, stil og adfærd. Det er ikke en entydig nem opgave, for vi moderne mennesker har det med at påtage os flere forskellige – og til tider også – modstridende roller, som hver især kræver sin særlige fremtoning for at virke troværdig. Det giver os både friheden til at dyrke det originale, ved at kombinere forskellige sociale gruppers statussymboler på en ny måde, men kan også ende i en stilforvirring, der langt fra vil give os den eftertragtede status. Poul Nyrup som statsminister er et fint eksempel på en mand, der forsøgte at kommunikere en status som landsfader i stil og adfærd, men som på mange virkede ganske søgt, fordi han frem for at være sit budskab i højere grad forsøgte at præsentere sin status/rolle som statsmand og dermed endte med at fremstå som utroværdig som person. Omvendt gælder det for Anders Fogh Rasmussen, der virker som om han blev født som statsminister, men bare har ventet nogle år før han kunne bruge den magt og indflydelse som hans samfundsmæssige status skulle give ham adgang til.

Statussymbolernes jungle er let at fare vild i, hvis ikke man har en god guide. Mads Christensen er kendt som en af de mest skarpe og vidende livsstilseksperter – især når det handler om at jagte den gode smag. Og han får her ordet…selvom han synes at min Roxanne taske er for retro-agtig på den ucheckede måde ”….med alle de der spænder og remme!”

Livsstilseksperten

”Den helt pinlige kombination er Louis Vuittontasken, Porche Cayenne og Birger Christensen pelsen, hvis man skulle lave en samling af de mest hotte statussymboler i dag. Det bliver alt for tydeligt at man er total uoriginal og bare forsøger at være smart!” Mads Christensen har siden statussymbolernes guldalder, nemlig 80’erne, interesseret sig for menneskers livsstil og er i dag en af de skarpeste iagttagere af vores fremtoning. Samtidig har han markedsført sig på at være det han taler om, nemlig en repræsentant for ”den gode smag”. Måske fordi han ikke selv blev født ind i et Gucci-Rolex univers, men derimod iagttog det bag disken i yuppiernes københavnske dagligstue, Café Victor, har han været fascineret og tiltrukket af tings symbolske status og ikke mindst deres ægte værdi. 
”Dengang i 80’erne var Lacoste trøjen og Rolexuret kun forbeholdt de ganske få – og selv kendskabet til dem var forbeholdt en snæver kreds. I den brede befolkning var et godt ur, et der viste klokken præcist og som kunne fås for under 100 kroner. Gav man flere tusinde kroner for et Rolex, var man nærmest kun til grin. I dag er det en helt anden historie. Når mænd bruger mange penge på ure i dag, er det for at kunne signalere overskud ved både at være vidende om hvilke mærker der er gode, men også have råd til at købe dem. Det er sjovt at tale om, for 80’erne føles som om de var på Jeppe Aakjærs tid, selvom det kun er lidt over 20 år siden – men virkelig meget har ændret sig siden da. Dengang var det meget ”in your face”: krokodillen skulle sidde lige på brystet og være meget synlig og Armani trøjer havde navnet stående så stort, at du kunne læse det på den anden side af Øresundsbroen. I dag er det helt anderledes underspillet. For eksempel valgte Prada ikke at promovere deres navn så synligt på deres ting, derimod kan man kun se en lille rød tip et eller andet sted på skoen eller tasken, så det bliver langt mere elegant og underspillet – og man skal  næsten vide, at den er der, før man lægger mærke til den. Kommunikationen er blevet langt mere selektiv og bevæger sig mellem to kendere. Det er derfor en opvaskebørste fra Alessi til 50 kroner også kan være et stærkt signal, fordi man beviser at man ved, hvad der er lækkert design. Den tyndslidte kliché er dog stadig dametasken, som et af de vigtigste statussymboler – og det vidner hele det enorme kopi-marked også om. Problemet er bare, at en kender kan afsløre en kopitaske på 500 meters afstand – og så har du stemplet dig selv som wannabe i stedet for trendy.”
Tasker, ure og biler er nogle af de kendteste statussymboler og hvis man skal være rigtig trendy i dag, skal man helst kunne flashe nogle lidt ukendte, men høj-kvalitets mærker, hvor designet er en stor del af kommnikationsværdien. Ifølge Mads er det derfor lidt halvpinligt at køre rundt i en Mercedes eller BMW og helt galt er det med en Ferrari, for man kan hurtig virke lidt drug-dealer agtig. Til gengæld er noget af det hotteste indenfor biler en Aston Martin. Sådan en ville han gerne selv have. Statussymboler er ellers ikke noget Mads mangler. Han har alt fra Rolexure, Ducati motorcykler, kone og to børn til to bestsellerbøger med ham som forfatter stående i reolen. Handler succes i livet da om materielle ting?
”Selvfølgelig ikke. Er det noget jeg ikke kan holde ud, så er det folk, der hele tiden forsøger at være noget, de ikke er. Dette felt interesserer mig fagligt og derfor bruger jeg det også bevidst, men jeg er i virkeligheden langt mere fokuseret på om folk er ægte i dem selv eller om de forsøger at stille sig til skue på en måde, der har til hensigt at sende et indstuderet signal. Jeg hader når folk stiller sig op i en krøllet skjorte og morgenhår til en gallapræmiere, for det signal de sender omverden er: ”Jeg er hævet over det her, jeg har nok i mig selv” og i virkeligheden ser jeg det som et udtryk for, at de er bange for at vise respekt for andre. Det er som om det er blevet på mode igen at være cool, at være upåvirket. Men er der noget mere fascinerende end mennesker der netop lader sig påvirke, som lader sig berøre og opsluge af noget som interesserer dem? Et ægte statussymbol for mig er, når mennesker tør være sig selv. Forleden dag var jeg til en whiskybælte fødselsdag hvor samtlige mænd havde mørkt jakkesæt på med hvide åbentstående skjorter, så de signalerede at de var lige lidt afslappede og med brune sko, så de også kunne vise, at de var lidt trendy. Pyyyh, tænkte jeg, godt at jeg havde mine røde fløjlsbukser på, så jeg ikke gik i et med dem. Der er sådan noget lemmingeagtigt over mennesker, der altid følger moden slavisk og som hele tiden forsøger at gøre det, alle andre gør. Reklamefolk er også interessante i denne kategori, for mange af dem har så travlt med at fortælle, hvor individuelle de er, og så går de i præcis de samme røde Puma sko, præcis de samme jeans og har præcis den samme vinkel på deres pandehår. Det bliver jo utroværdigt. Og det er lige præcis denne utroværdighed, jeg ikke kan lide. Så hellere en familiefar i Fiat Multipla med to børnesæder – han foregøgler da ikke at være noget andet.”

Helst som alle andre

Danske pakistanere har et andet forhold til statussymboler end de fleste gammel-danskere. Det kan Imtiaz Bagum Mohammed tale med om, for hun er blevet cand.ling.merc på Handelshøjskolen i København med en afhandling, der undersøger hvordan IKEAs marketingsmateriale virker på to pakistanske generationer herhjemme. Og også dem indbyrdes er der forskel på hvordan de opfatter status.
”De ældre generationer vil helst ligne naboen. Og det handler først og fremmest om, at tingene ser dyre og nye ud. Mange af dem, der er kommet til Danmark, kommer oprindeligt fra landsbyen og har for de flestes vedkommende ikke haft mange penge før de kom til Danmark. Derfor er det vigtigt at de i dag kan udstille en vis rigdom og succes ved at have møbler, der både er og ser nye og dyre ud. Det vigtigste statussymbol for en pakistaner er hjemmet – og det gælder især for kvinderne, for det afspejler hvor succesfulde de selv er som husmødre og hustruer. Det er jo ofte dem der går derhjemme og derfor er det også deres opgave at indrette det. Især stuen er vigtig, for det er her gæster bliver inviteret ind.”
Ifølge Imtiaz bliver det, som mange kender som stilig nordisk indretning med få lyse ting i lette materialer som fyrretræ og stof, anset for at være både gammeldags og billigt. At man kan se det rå træ og at man benytter sig af stof og ikke læder er gammeldags, fordi det var hvad man benyttede sig af på landet. Skal man vise sin rigdom og status i et pakistansk hjem, skal stuen være pæn, ren og indrettet med mange tunge, dyre møbler, så der er masser af plads til mange gæster. Der skal helst også være mange dekorative ting overalt og selv gardinerne skal være tætte og tunge.
”En traditionel pakistansk stil er skabt af guld, læder og spejle og skal være med til at afspejle de vigtige værdier om økonomisk overskud og prestige,” fortæller Imtiaz.
Reolerne er også vigtige i et pakistansk hjem, men hvor de herhjemme meget gerne må være fyldt med bøger, så man kan vise hvor belæst og intellektuel man er, anses det for pral i et pakistansk hjem. Mange af de ældre kvinder kan nemlig ikke læse.
”Da jeg lavede min undersøgelse mødte jeg én enkelt kvinde, der havde taget gulvtæppet ud af stuen og som ikke havde særlig mange pyntegenstande rundt om i hjemmet. Hende kommenterede de andre meget. De syntes hun var begyndt at være mere dansk, men da jeg så hendes hjem, var det stadig meget traditionelt pakistansk. Der skal ikke meget til, før man skiller sig ud fra de andre. Men det kan man tillade sig at gøre, hvis man kommer fra byen. Her er man ofte lidt foran de andre og hende her kom nemlig fra en af de store byer og sikkert derfor var hun også hurtigere til at ændre på sin egen stil.”
Hvor status herhjemme kommer bla. fra originalitet er det altså det modsatte der gør sig gældende for pakistanere. Og dog. Den yngre generation er begyndt at ligne danskerne på det punkt. 
”De yngre vil gerne være mere eksklusive i deres stil og signalere en vis selvstændighed og individualitet. Men det gør ikke noget, at det stadig ser dyrt ud,” slutter Imtiaz.
Hvis du vil høre mere om undersøgelsen, kan du træffe Imtiaz på 2811 7331.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign