Engang drømte vi om at blive til ægte prinsesser, reddet af prinsen på den hvide hest til et liv med mening med ham som det evigt gyldne centrum. Men sådan er det ikke mere - for i dag vil rigtige kvinder være dronninger. Vi kan selv, vil selv og vi ønsker også magten til at forme vore egne liv og identiteter. Dronning Margrethe lever allerede godt op til de nye krav til kvindeligheden og det bliver spændende at følge Mary som kommende kronprinsesse: hvor meget prinsesse og hvor meget dronning er hun egentlig? Og hvorfor er det lige, at hele den danske nation går i selvsving over et kongeligt bryllup?

Dengang Alex trådte frem på den danske arena, gik der et sus gennem befolkningen over at skulle modtage en så eksotisk og selvsikker fugl i røde stiletter, stort hår og Chanel-dragter. Egentlig var der ikke meget sart og skrøbeligt prinsesseagtigt over hende – udover hendes nipsagtige størrelse. Faktisk gav hun os mere billedet på en moderne og dygtig erhvervskvinde og inspirerede mange danske kvinder til pludselig at investere i høje sko og hårlak og føle sig kvindelige på den gode måde uden samtidig at gå på kompromis med sin karriere. Men Alex har dygtigt taget prinsesserollen til sig og har forvandlet sig selv fra en eksotisk fugl i stærke farver til en lidt beige-farvet bouclé-svøbt landadelskone og det er tydeligt, at hendes hår – og hendes karrierekvindestålsathed – er faldet eftertrykkeligt ned. Nu fremstår hun mere og mere som en blid og omsorgsfuld kvinde end en præstationsamazone. Alex har fundet sin plads – og hvilken lykke, at den falder sammen med den forventning vi har til hende som sød og blid prinsesse!

Nu er Marys tur så kommet. Ikke bare prinsesse – men kronprinsesse. Altså en dronning i svøb, hvilket giver nogle helt andre associationer. Da vi først blev præsenteret for hende, var hun en udpræget sporty type, der lidt friskfyragtig kunne spejle Frederiks fysiske interesser. Hun virkede naturlig og ukrukket og med ”fødderne på jorden” hvilket er noget, der får smilene frem på danske ansigter. Med tiden begyndte hun at fremstå lidt mere glamourøs, lidt mere stylet, lidt mere prinsesseagtig med glossblanke læber og indspundet i silke og tyl. Men selv hendes hemmelighedsfulde smil kunne ikke tage hendes udstråling fra hende som stolt, stærk og ja, stor. Mary er en nemlig en høj og stærk kvinde og hun er ikke bange for at vise sin krop frem, så det er ikke noget man kan overse. På den måde underbygger hun Frederiks image som stærk og selvstændig og lever fint op til sin svigermors arv som kommende dronning. Men hun gør mere end det. Hun spejler også vi moderne kvinders selvforståelse. En kvinde i dag drømmer næppe længere om at leve et beskyttet liv som prinsesse i et højt tårn, sat udenfor indflydelse og magt og hvis eneste formål i livet er at blive fundet af en mand og dermed komme til syne. Jo, måske drømmer vi om det i korte perioder i vores liv – særligt omkring bryllupper - men som livsmission? Næppe. Vi er vant til at tage vare på os selv og selv sætte dagsordenen for, hvad vi vil fylde vores liv med. Og det er altså ikke længere nok at give den som kønt tilbehør til en stærk mandearm og velgørenhedsarbejde i selskab med de andre borgfruer. Vi skaber selv vores identitet og den må gerne bestå af både noget blidt&blødt og noget sejt&stålsat: kort sagt er vi vant til at tumle de traditionelle feminine værdier som omsorgsfuldhed, empati, nærhed, følelser osv., men vi er i høj grad også vant til at tackle de traditionelle maskuline værdier som målrettethed, forsørgelse, kamp og resultater. Vi er blevet til en 2-i-1 model og lige præcis denne kvalitet har kronprinsesse-rollen også. En kronprinsesse er ikke alene lyserød, myg og smuk, hun er også kandidat til magten, æren og sejren og dermed lever denne rolle faktisk bedre op til det moderne ungepige ideal end den klassiske prinsesse. I kronprinsesserollen kan den unge kvinde finde sit naturlige forbillede, mens hun som voksen kvinde bedst finder den i dronningeskikkelsen.

Der er noget modent, magtfuldt og bevidst i ordet ”dronning”. Ordet kan godt stå alene som en afsluttet enhed til forskel for ordet ”prinsesse”, som har en indbygget forløsning (om at blive fundet af den hvide prins) i sig. En prinsesse der aldrig bliver fundet er ynkelig. En gammel pebermø prinsesse er topmål ynkelig, for hun har forfejlet hele sit liv. En prinsesse er ingenting uden en prins – den eneste funktion en prinsesse har er at blive fundet fordi hun er så smuk og god, at hun kan give prinsen den menneskelige side. En dronning er en ”kvindelig regent i et monarki” som der står i Politikens Nudanske ordbog og ”regent” er jo netop sådan en, som styrer, hersker og leder andre. Enten gør hun det alene eller på (næsten) ligeværdig vis med sin mand, kongen. Og det er vel også sådan, magtfordelingen er i de fleste moderne familier? Også den familie, hvor der ”kun” er en enlig mor.

Dronning Margrethe lever fint op til det billede på en dronning. Hun har magt og indflydelse og udlever samtidig sine bløde feminine sider gennem sin kunst og sit moderskab. Hun er en kvinde, der har fået tildelt en bestemt rolle med et meget snævert råderum, men som via kløgt og hjerte har udvidet sin rolle til blive langt mere nuanceret og tidstypisk og derfor tjener hun som et rigtigt godt forbillede for mange moderne kvinder. Men hun er måske alligevel lidt gammel i forhold til de yngre kvinder, som måske vil have svært ved at identificere sig med hende. Det kan de til gengæld med Mary, som allerede nu skaber løfter om at leve op til en anden meget svær 2-i-1 model: nemlig modellen som den folkelige monark.

MARY: DRONNING AF FOLKET?

Jo – hun er smuk, men heldigvis ikke alt for uopnåelig smuk. Og jo – hun er klog og succesfuld, men heldigvis ikke alt for klog og succesfuld. Og jo, jo - hun er god til sport og til at klæde sig pænt, men hun er heldigvis hverken verdensmester eller et stil-ikon som Madonna. Det eneste, der virkelig er opsigtsvækkende ved Mary er, at hun har scoret Ungkarl Numero 1 i Danmark – nemlig kronprins Frederik. At hun er blevet den udvalgte – ikke blot af ”the man himself” men også af hans mor, herskerinden, stiller store krav til hendes person, hvis hun skal fungere som troværdig arvtager og som moderne forbillede.

Først og fremmest skal hun fungere som en attråværdig kvinde – eller sagt med Playboy ord: hun skal ose af sex. Men da hun jo ikke skal agere pin-up model, skal hun ose af sex på en ganske subtil og lidt kølig måde, så hun hele tiden skaber en behørig afstand til alle de andre mænd, der bare vil være ”pøbel” i forhold til hendes kommende mand. Så hun skal få mændene til at drømme våde (vågne) drømme, men de skal aldrig få anledning til at se hende med bart maveskind eller i en bikinitop. Hvilket vi jo rent faktisk har fået lov til før hun blev udråbt til kommende kronprinsesse. Hvis man ser alene på hendes tøjvalg, så har Mary undergået en ganske interessant udvikling. Hun er gået fra casual sportspige med et lidt dristigt og udfordrende tøjvalg til en ganske nydelig ung dame i Chanelpræget tøj med tækkelige udskæringer og to-farvede stiletter. Nu må vi andre kun fantasere os til, hvilken bh-størrelse hun egentlig bruger eller hvor faste hendes lår i virkeligheden er. Som kronprinsesse er hun blevet langt mere tildækket og skjult og det skaber naturligvis distance – men giver også anledning til mere mysterium. Og netop det at være et mysterium er en af de kongeliges vigtigste roller at leve op til; uden mysterium ingen ophøjethed og ingen grund til at lade dem køre rundt i limousiner og bo i slotte for vores penge. Mary er foreløbig lykkedes med at undergå en troværdig forandring fra fræk sporty pige til en mystisk og afdæmpet sexet kvinde. Vi kvinder vil kunne bruge hende til at lade os inspirere af hendes stil og mændene vil kunne fantasere om hende, når de ligger og …øh, fantaserer.

Dernæst skal hun også virke troværdig som en veloplyst kvinde. Hun skal have sin almendannelse i orden og vide noget om alt muligt, for det er jo det, hun kommer til at møde i sit virke som kronprinsesse. Hun vil blive præsenteret for alt fra bådebyggeri til dyrkning af roser til sultne børn i Peru og hun skal virke overbevisende, når hun taler med om emnerne. At hun virker som en kløgtig ung kvinde er de fleste enige om – og det taler naturligvis også til hendes fordel, at hun har gjort karriere og også har taget en uddannelse, så mon ikke hun også består denne del af sin rolle. 

Til sidst er der hendes sociale kompetencer. Selvom tiderne har ændret sig og vi ønsker at komme tættere på de ophøjede væsener, som de royale er, så skal de stadig være netop ophøjede og derfor udgøre en drøm for os. En drøm om storhed og historie, om glamour og magt, om elite og rigdom. Men i dag også en drøm om at være helt almindelig som alle os andre, så vi også kan spejle os i dem og tænke: ”Nå – så er han jo ganske menneskelig alligevel.” En succesfuld royal mestrer i dag den svære kunst at være både ophøjet og folkelig på samme tid – og det har Kronprins Frederik og Alex lykkedes med, mens det står noget værre til med Prins Henrik. Og Mary? Ja, hun er jo oplagt til at skulle lykkes med det – ikke mindst fordi hun jo selv er en ”pige af folket”. Vi vil måske være mere tilbøjelige til at se igennem fingre med hendes fadæser, fordi vi vil have overskud til at føle os overbærende. Hun er jo virkeligheden stadig bare en af os, tænker vi. På den anden side, vil vi også forvente, at hun bevarer kontakten til alle os dødelige. Så den værste fejl hun faktisk kan begå er at blive alt for kongelig, ophøjet og distanceret. Sker det, vil hun få janteloven at føle noget så eftertrykkeligt og blive mindet om, at hun jo i virkeligheden bare er en ganske almindelige pige, som alle os andre.

Mary har i virkeligheden påtaget sig en af de sværeste kongelige roller. Som kronprinsesse er hun ikke bare et almindeligt medlem af den adelige gruppe – hun skal på en eller anden måde også være en slags lederfigur, for lige om lidt kan hun blive deres officielle overhoved. Det kan gøre hende frygtelig ensom – med mindre hun evner at tage lederskabet på sig, som hendes kommende mand har gjort. Samtidig må hun hele tiden være bevidst om, at hun ingenting er uden Frederik. Selv ikke hvis hun får børn med ham, vil hun få en naturlig magtplacering – andet end den som hendes børns mor. Hendes royale eksistens er for altid afhængig af nogle andre – og det gør hende også meget sårbar. Og til sidst kan hun risikere at leve på forventet efterbevilling. Hendes stilling har også en indbygget forløsning i sig, som den gængse prinsesserolle har, men forløsningen udløses af hendes mands mor død – og det kan man jo ikke gå rundt og håbe på. Ikke officielt i hvert fald. Så groft sagt kan man sige, at hun kan ende som en ensom, ubetydelig og uforløst kvinde – men da Mary virker som en kvinde med gode, lange, faste ben i næsen bliver det med meget stor sandsynlighed ikke hendes skæbne. Tværtimod.

Mary har i hvert fald lige nu muligheden for at være drømmekvinden for begge køn. Som kronprinsesse er hun idealkvinden for en mand: hun er tilpas uopnåelig, så hun er værd at løbe efter og hun er tilpas magtløs (modsat dronningen) så hun kan ikke kastrere ham. Som kommende dronning er hun idealkvinden for os kvinder, fordi hun repræsenterer kløgt, lederskab og stil – noget vi alle gerne vil have og kan identificere os med.

MINE GODE VENNER: FREDE OG MARY

Engang for mange, mange år siden slog jeg jævnligt mine folder på et diskotek i den indre by. En nat lægger jeg mærke til en gut på min egen alder, som står og kigger lidt og jeg kigger tilbage og tænker: Ham der kender jeg. Men jeg kunne bare ikke huske hvorfra. Vi bliver ved med at kigge lidt på hinanden og da jeg på et tidspunkt skal på toilettet og skal gå forbi ham, beslutter jeg mig for at hilse på ham og spørge ham direkte, hvor det er vi kender hinanden fra, for jeg synes det er så dumt bare at stå og kigge. En meter før jeg når hen til ham, går det op for mig, at det er Kronprins Frederik og jeg når lige at undvige med et fjoget smil og styrer lettet direkte mod toiletterne. Jeg følte mig meget dum og tænkte, at det var et held jeg nåede at opdage det inden jeg satte ham i en pinlig situation. Det interessante er, hvordan jeg overhovedet kunne tro, at jeg kendte ham. Hvorfra fik jeg dog den idé, at vi havde mødtes før og kendte hinanden. Det er helt sikkert, at jeg aldrig havde mødte ham in persona før, så det var udelukkende gennem medierne, at jeg kendte til hans eksistens. Det var kun gennem billeder, at jeg overhovedet vidste at han var til og havde en mulighed for at genkende hans kontrafej – ikke desto mindre var jeg ganske overbevist om, at jeg faktisk kendte ham personligt og at vi havde mødtes før. Du har højst sandsynligt oplevet noget lignende med Jodle Birge, Mads Mikkelsen eller Eva Fjellerup. At vi overhovedet kan have sådan en oplevelse skyldes mediesamfundet, som dagligt bombarderer os med et jævnt strøm af billeder og viden, som vi mere eller mindre bevidst forholder os til. Men det evige bombardement skaber genkendelse i os og måske vigtigste af alt, giver os en illusion om, at vi rent faktisk kender disse personer. Vi bliver på denne måde ”intime fremmede” med de kendte. Vi føler altså identifikation med nogle mennesker, som ikke aner at vi eksisterer – og som måske ikke selv eksisterer i virkeligheden, men kun i en tv-serie (som Nikolaj og Julie) – og vi føler ikke mindst et direkte venskab med disse personer. Undersøgelser viser, at hele 25% af unges signifikante andre (dvs. de mennesker som de på en eller anden måde sammenligner sig med og bruger som forbilleder) kommer fra medierne – og det gælder både virkelige og fiktive personer.

Forholdet er naturligvis ikke lige, fordi der i virkeligheden ikke er tale om et gensidigt forpligtende forhold. Uanset hvor godt jeg mener at kende Mary, så er det kun mig, der sætter mig ind i hendes liv. Ikke omvendt. Hun giver mig altså sit eget liv til vurdering hos mig, uden at jeg behøver at gøre det samme. På den anden side behøver hun ikke at ane, at jeg overhovedet eksisterer og dermed er hun også fløjtende ligeglad med mine problemer. Forholdet er derfor et 1-0 forhold hos os begge to og det adskiller det væsentligt fra de forhold vi har til de personer, som vi rent faktisk omgiver os med. Hvis jeg nu synes at min søsters kjole er rædselsfuld, vil jeg prompte få en reaktion fra hende, hvis jeg ytrer det højt – til forskel fra Mary, som ikke engang ville ane, at jeg mente det. Også selvom jeg råbte det så højt, at min nabo kunne høre det.

Vi mennesker har altid været intime fremmede med kendte skikkelser; i gamle dage fandtes de i historierne som blev overleveret fra generation til generation, senere kunne vi finde dem i litteraturen og i dag kan vi altså finde dem i ugebladene og på tv. At identificere sig med andre mennesker og deres livshistorie er med til at gøre os til hele mennesker og forstå, hvordan livet i det hele taget udfolder sig og hvad det vil sige at være et menneske. Mediesamfundet har bare bragt forestillingen om de intime fremmede op på et højere niveau, fordi vi dagligt bliver mødt med så stor en mængde kendte mennesker, som vi på en eller anden måde skal forholde os til. Tænk blot på hvor mange kendte mennesker du egentlig kender – enten af navn eller ansigt? Det løber garanteret op i mindst 100 og måske endnu mere. Der er royale, skuespillere, sangere, politikere, forfattere, sportsfolk, tv-værter, journalister, kunstnere, kokke, designere, modeller, rige, erhvervsmatadorer, osv. osv – og så er der alle de udenlandske også. Det er oven i købet de mest underlige ting, vi kan vide om disse kendte: at Ole Stephensen græder over romantiske film, at Kelly Osbourne har dødningehoveder tatoveret på sine vrister og at Sarah Jessica Parker har 50-60 par sko, som hun bruger løbende – udover det løse.

Det enorme opbud af medier har gjort verden en hel del mere gennemsigtig og grænseløs end tidligere og det betyder, at vi nemt får indblik i de mest private og fortrolige ting hos de mennesker, der på en eller anden måde lever af medierne. Og det gør de kendte jo. Både dem der helt bevidst går efter at være det (som Madonna og Gitte Nielsen) som dem der bliver nødt til at være det, for at kunne udøve deres erhverv (som Dronning Margrethe og Anders Fogh Rasmussen). At være kendt er at være en offentlig tilgængelig person både med ens offentlige handlinger som ens private person. Vi skal vide, hvem Dronning Margrethe, Madonna, Anders Fogh Rasmussen er – ikke kun hvad de står for og hvad de laver. Vores kendskab til de kendte har altså flyttet sig fra et ”hvad” niveau til et ”hvem” niveau – og dermed er grænsen mellem det personlige og det private også blevet rykket. Mange gange kender vi de mest intime detaljer om kendtes sexliv, skilsmisser, vægt, kosmetiske operationer, misbrugsproblemer, kærlighedsliv osv. osv og det tjener ikke altid til vores fordel. Ikke alene kan det lamme os i vores egen præstationsmanege, for tænk hvor kedeligt et liv man selv lever (!), men det kan også føles direkte invaderende at vide intime ting om fremmede mennesker. Især hvis det betyder, at man føler sig forpligtet til selv at bekende de mest private ting til andre.

Men viden om de kendte gør også noget andet. Det er en slags social lim, som binder et samfund sammen på tværs af sociale skel, religion, værdier osv. Hvis du ved, at Frede og Mary engang havde et skænderi på åben gade midt om natten, fordi han åbenbart havde vist en anden kvinde lidt for meget opmærksomhed i forhold til Marys ønsker eller du ved hvordan Marys forlovelsesring ser ud eller som minimum, at Frede og Mary mødte hinanden på en australsk restaurantdiskotek – så er der store chancer for, at du altid har noget at tale med andre danskere om. Selv med totalt fremmede oppe i venteværelset hos lægen. I vil hurtigt kunne blive enige om, at Mary virker som en gæv pige, der nok kan svare for sig, men at hendes stedmor virker noget plump. Når bryllupsmanien for alvor begynder at rulle henover de danske kornmarker, vil vi alle sammen have en masse at tale om og vi vil føle et større fællesskab med alle mulige og umulige mennesker, alene fordi vi vil kunne diskutere brylluppet og de mennesker  - eller den økonomi! - der er involveret i det. Ikke mindst fordi det der sker, er så almengyldigt – det er jo kærlighed for pokker! – at vi alle sammen har prøvet det og derfor også har en kvalificeret mening om det.

HAR DU HØRT DET? FREDE OG MARY SKAL GIFTES….!

Mennesker der i lange baner står og venter på en lille spæd kvinde i isnende kulde. Mennesker der har købt popcorn og chips i lange baner og har brygget kaffe og varmet kanelsnegle, så buffeten står klar på sofabordet, når fjernkontrollen gribes og der blændes op for et bryllup i den kongelige familie. Telefoner der gløder mellem Tappernøje og Tarm og mails springer rundt i det virtuelle rum: ”Kan man ikke se hendes brystvorter gennem kjolen?” og lignende kommentarer. Sådan var det sidste gang med Alex og Joachim – og sådan bliver det igen med Frederik og Mary. Kongelige bryllupper har altid fascineret og det er der ikke noget underligt i. Engang var kongefamilien for alvor ophøjet – udnævnt af Gud – og dermed et uopnåeligt ideal, men ikke desto mindre et ideal. Sådan er det stadig. Idealet er på sin vis blevet lidt mere opnåeligt, mystikken er blevet mindre, men fascinationen er stadig den samme. Hvorfor? Først og fremmest er kærlighed altid interessant. Og royal kærlighed er mere interessant, fordi det er ganske særlige privilegerede mennesker, der skal mødes og forelske sig. Der er tale om kærlighed i en højere potens end normalt og fordi dem der føler kærligheden er usædvanlige mennesker. Dernæst får den på alle tangenter udi tyl&silke, uniformer&ordener, guldtallerkner&12rettersmenu, kæmpekirker&slotssale, 500gæster&5dages-bryllup.

Et kongeligt bryllup er det ultimative drømmebryllup og den ultimatie iscenesættelse af sig selv som hovedpersonen for én dag. Et kongeligt bryllup spejler enhver naiv, overlæsset og romantisk forestilling man nogensinde kunne have om en ganske særlig dag – og så er den oven i købet offentlig ejendom! Vi har alle ret til at mene, vurdere og dømme et kongeligt bryllup, for ikke alene sætter det skub i alle vores egne drømme – det udstilles også til offentligt beskuelse og derfor må vi mene om det, hvad vi vil. Og det gør vi så – sammen med alle de andre, der også mener noget. For udover at være en næsten privat oplevelse (fordi det sætter ens egne drømme i relief), er det også en begivenhed, der samler folk. Ingen af os kan undgå at vide, hvad der foregår – og derfor kan vi alle tale med om det. Og da vi har fulgt dem gennem de sidste år i medierne, føler vi også, at vi kender dem lidt – og derfor har ret til at deltage i deres fest. Vel og mærke på sidelinien, men dog deltage aktivt ved at involvere os selv i det. Da det samtidig sker så tilpas sjældent, at det virkelig er en enestående begivenhed i hver generation, kan vi for alvor tillade os selv at gå fuldstændig i selvsving over det. Og mon ikke, at vi også kommer til at gøre det endnu engang. Måske med en hemmelig drøm om, at hvis jeg nu får et ægte glimt af Mary og Frederik – altså hvis jeg nu maser mig ind i rækken af folk, der ser dem køre forbi i en karet, så vil der måske drysse en lille bitte smule af deres stjernestøv ned på mig og så vil jeg også være magisk et kort øjeblik. Men hvilket øjeblik!

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign