Det moderne menneske tror på det frie valg, evnen til at kontrollere kaos og den personlige lykke. Eller med andre ord: sig selv, sig selv og sig selv. Men når katastrofen indtræffer og livet bliver uforståeligt, vender mange sig mod noget, der er større end mennesket selv. For nogle er det en religion, for andre er det troen på en Gud, som de selv definerer. Modeordet er ”spiritualitet”. Men hvad er det – og kan vi overhovedet bruge det noget? For eksempel når vi lige står og savner en p-plads - eller når vi mister en elsket?

Troende men ikke religiøs

En god veninde af mig udbrød engang længselsfuldt: ”Jeg ville ønske, at jeg troede på Gud – men det gør jeg desværre ikke.” Vi gik midt på Njalsgade en trøstesløs og grå formiddag og der var ikke megen englesang i luften. I samme øjeblik fløj det ud af munden på mig: ”Når du kan sige sådan, tror du allerede!” Selvom 60% af danskerne tror på Gud – eller noget der ligner – lever vi i et temmelig Gud-frit område. Men at være troende er ikke nødvendigvis det samme, som at være religiøs. Og det var netop min venindes problem. Hun havde aldrig kunnet bekende sig til Folkekirkens Gud, til det trossystems regler, forordninger, overbevisninger og værdier. Men hun var heller ikke ateist. Langt fra. Hun troede på noget, blot ikke den udgave af Gud, som andre havde defineret for hende. Med tiden har hun fundet sin egen gud. Og taler jævnligt med sin skytsengel. Hun bekender sig til spiritualiteten og tager afstand fra religion. Det er hun bestemt ikke ene om. Andre end hende er blevet klar over, at ens tro på en Gud, Væren, Altet eller ”noget større end os” godt kan være noget personligt, noget man selv sammenstykker ud fra ens inderste overbevisninger, erfaringer med det åndelige eller møder med karismatiske guruer. Det er helt i tråd med den tendens, som mange kalder ”individualisme” men som i virkeligheden blot er et udtryk for, at vi selv vælger, hvordan vi stykker vores liv og personlighed sammen – selvom det sjældent er hverken originalt, endsige individuelt. Men det virker for den enkelte – og det er det vigtigste. Når man ikke er religiøs og ordet ”troende” smager lidt af indre missionsk vesterhavsfisker, kan man betegne sig selv som ”spirituel”.

Spirituel uden Gud

At være spirituel er at være åndfuld. Sådan er det defineret i ordbogen. Når vi taler om et spirituelt menneske, er det altså et menneske, der tror på noget åndeligt. Noget der ikke er materielt, fysisk og lader sig bevise rationelt. Det hører en anden verden til, hvor begæret er sat på stand-by og hvor man søger oplysning i videste forstand. Det handler om at føle sig fyldt ud indefra af mening, glæde og kærlighed og denne tilstand søges på mange måder i dag. Clairvoyance, læsning af tarotkort, healing, astrologi er blot nogle af metoderne til at søge sin åndfuldhed. Men vigtigst af alt er troen på, at noget større end én selv er til stede og altid er der til hjælp for én selv.

Religiøse mennesker er også spirituelle, men her er det åndelige udelukkende knyttet til Gud, som vi kender ham fra Biblen. Især er jeg stødt på dette sprogbrug i den katolske kirke, hvor jeg selv har mine rødder, hvorfor Gud altid været en uundgåelig del af mit liv. Min mor kommer fra en landsby i Andalucien, hvor kirkegangen var et køligt højdepunkt på de hede dage. Når klokken var fem om eftermiddagen gik damerne tavse og lidelsesfulde ind i den mørke kirke under deres hvide kniplingeslør ledsaget af deres alvorlige mænd i sorte jakkesæt og børn med cologne-kæmmet hår og marineblå cardigans. Vi børn fornemmede den trykkende højtidelighed og var artige, stille og fordrev tiden med at kigge rundt på den bedende og skyldbetyngede menighed til lyden af vifternes taktfaste slag mod damernes guldkors, der hang i tunge kæder på brystet. Glæden over Guds tilstedeværelse var til at overse. Alligevel må budskabet om Guds barmhjertighed og kærlighed til menneske være sivet igennem, for mit forhold til Gud har næsten altid været glædes- og tillidsfyldt. Og har givet mig en gennemgribende tro på, at jeg aldrig er alene. At der altid er nogen, noget, der holder hånden over (og under) mig. Alene af den årsag har jeg til tider følt mig isoleret i det danske samfund. Især som barn i en provinsby, hvor ingen af vennerne anede hvad en syndsforladelse var. Fordi jeg aldrig har lagt skjul på min tro på Gud, har jeg jævnligt oplevet mine omgivelser reagere med en vis blufærdighed, når emnet blev bragt på banen. Vi danskere vil hellere udtale os frit om vores hang til trekantsex end svare på spørgsmålet: ”Tror du på Gud?”

Danskernes blufærdighed om Gud

Sjovt nok vil vi hellere udbrede os om Dalai Lamas nyeste bog eller besøget hos den indiske guru Sri Sri Rava Shanka. Måske skyldes det, at vi har en forestilling om, at Gud er en seriøs, vred, straffende gammel mand, der ser lige igennem dit slette hjerte og onde gerninger og forventer af dig, at du sidder i kirken og er alvorstung, skyldbetynget og kan sige alle bønnerne udenad. Og for guds skyld ikke hverken griner eller smiler under gudstjenesten. Denne udgave af Gud er cirka 2000 år gammel og hører til Det Gamle Testamente. Siden Jesus kom på banen for lige så længe siden, har Det Nye Testamente været grundstenen for den kristne Gudsopfattelse og her er det budskabet om kærlighed og tolerance, der er det bærende. Ofte det samme budskab som fascinerer os vesterlændinge ved de østasiatiske religioner og guruer.

Kirkens snæversyn

Alligevel er der alt for mange regler og alt for meget hykleri og fordømmelse i den kristne kirke, mener mange, som vender sig bort fra kirken. Alene den måde en gudstjeneste er orkestreret på ”siger” os ikke meget i dag. Vi ønsker at blive engagerede, rørt i vores følelser og høre den personlige historie og det appeller en præst i pibekrave, der synger tunge langsomme salmer til højstemt orgelmusik ikke meget til. Det er ganske enkelt for kedeligt, formelt og fremmedgørende. Så er der anderledes feststemning over den katolske messe, hvor præsten står i farvestrålende messehageler, der brændes røgelse af, man rejser og sætter sig mange gange og der siges en hel masse i kor. Der er mere mystik og underholdning over den forestilling. Interessant nok er den katolske kirke dog langt mere gammeldags end Folkekirken. For nogle år siden gik det for alvor op for mig, at kvinder ikke kan blive præster i den katolske kirke og dermed anses for at være andenrangs væsener i forhold til mænd. Samtidig bliver de behændigt sat ude af hele magtspillet og kan aldrig indtage nogle virkelige magtfulde positioner, som bla. kunne være med til at modernisere synet på kvinden og hendes rolle i samfundet. Og den katolske kirke. For mig virker det helt absurd, at en række (meget, meget) gamle mænd, der lever i cølibat, skal kunne udtale sig kvalificeret om, hvad det vil sige at være kvinde. Især med tanke for, at kvindeidealet er en kvinde, der er i stand til at få børn gennem en ”ubesmittet undfangelse” – altså uden at have sex! Det er ikke overraskende at bogen ”Da Vinci Mysteriet” har sendt chokbølger gennem den katolske kirke, for den advokerer jo for et anderledes positivt og helstøbt kvindesyn. Denne bevidstgørelse kom få måneder efter at jeg havde været til påskemesse, hvor vi skulle knæle hver gang en helgen blev nævnt. Til sidst skulle vi knæle på, at andre skulle få den samme tro som os. Jeg blev stående. Selv Jesus har på intet tidspunkt prædiket, at alle skulle tro på det samme som ham og budskabet om tolerance føltes meget langt væk. Jeg har siden ikke bekendt mig til den katolske kirke. Det er denne type oplevelser, som får det moderne menneske til at vende sig bort fra kirken og religioner. Men kirken er også enkeltstående mennesker og det oplevede jeg på et tidspunkt, hvor jeg mindst af alt ventede det. I sommeren 1999 gik jeg i 9 dage ad pilgrimsvejen til Santiago de Compostella. Da jeg udmattet nåede til katedralen, deltog jeg i den store pilgrimsmesse og biskoppen gik ved endt messe ned gennem gangen og rakte sin hånd frem, til dem der ville kysse den. Straks jeg så det, følte jeg en stærk modvilje: tænk at ville underkaste sig systemet og den mand på den måde uden at ane, hvem han var! Lige da han går forbi mig, kigger han mig dybt i øjnene og rækker sin hånd frem. Og lige i det øjeblik så jeg ind i noget der føltes som en afgrund af barmhjertighed, medfølelse, kærlighed og visdom og jeg tog imod hans hånd som i trance og kyssede den taknemmeligt.

At skabe sin egen religion?

I dag forsøger mange at skabe sig sin egen religion ved at lave sine egne ritualer og trossystemer ud fra de spirituelle overbevisninger man har. At vi har brug for systemer til at sætte det uforståelige ind i er til gengæld ikke noget nyt. Historisk set kender man ikke til noget samfund uden en religion. Vi mennesker har altid søgt at forklare det uforklarlige, som f.eks. livets begyndelse og dødens endeligt, naturens magtfuldhed, skønheden og grusomheden. Religion er menneskets måde at ordne det uforudsigelige liv på og give det mening – i et fællesskab med andre, der bekender sig til den samme tro. Religion er altså en tro der dyrkes med andre og derfor kan man ikke tale om en personlig religion. Ordet religion kommer enten af det latinske ord ”religare” som betyder at forbinde (og dermed omhandler det alt, som er med til at forbinde menneskets verden med det guddommelige) eller af det andet latinske ord ”relegere”, som betyder at genlæse (dvs. at genskabe en bestemt virkelighed, gentage nogle meningsfulde (hellige) ritualer). Fælles for begge opfattelser er, at de henviser til et bestemt system af overbevisninger og ritualer, som sætter os i kontakt med det guddommelige. Bekender man sig til en religion, underkaster man sig altså også et system, der tvinger én til at tænke på en bestemt måde og opføre sig efter nogle bestemte regler og værdier. Og det er måske her, at Folkekirkens største udfordring ligger: vi moderne mennesker er ganske overbeviste om, at vi er frie individer, der selv bestemmer, hvem vi er og hvad vi vil bruge vores liv på og derfor skal vi nok selv vælge, hvilke systemer der skal være med til at sætte dagsordenen for vores overbevisninger.

Synden, lidelsen og kærligheden

Forestillingen om menneskets syndefulde natur der skal uddrives med ondt er også passé. Vi har et helt anderledes positivt forhold til os selv i dag og ser ikke på os som syndere. I hvert fald ikke i religiøs forstand. For mens vi ikke ser på os selv som syndere i bibelsk forstand, gør vi alligevel alt muligt for at blive perfekte og fejlfrie – som Gud; det kan psykologer, krisepsykologer, terapeuter og lignende behandlere bekræfte. Den tredje dimension er, at vi er fremmedgjorte overfor lidelsen, som en vej til større indsigt. Tværtimod bruger vi ganske mange ressourcer på at undgå lidelsen og da Jesus lidelseshistorie er et af de bærende elementer i folkereligionen, ønsker vi ikke længere at spejle os i den. Det interessante er, at lidelseshistorien også er en udviklingshistorie om at blive til et helt menneske på godt og ondt, og det er til gengæld noget vi alle har brug for at spejle vores egen livshistorie i – så måske kunne en løsning være, at begynde at formidle historien på en mere tidssvarende måde. Siden buddhismen er vesten hurtigst voksende religion, må man konstatere at de har haft held til at markedsføre lidelsen på en moderne måde. Ifølge dem lider vi, fordi vi higer efter ting, der ikke varer ved. Vi vil være unge, men vi bliver jo gamle. Vi vil være smukke, men jo længere vi lever, jo mere rynkede bliver vi. Vi higer efter det uendelige, men er endelige. Kun ved at frigøre os fra dette begær efter at være noget andet end vi er, kan vi blive frie, være medfølende og holde op med at lide. Det lyder besnærende for moderne mennesker, for friheden til at handle frit er et af hjørnestenene i vores grundlæggende overbevisning om, hvad det vil sige at være et helt menneske. Simple Living bølgen er et godt eksempel på en profan måde at forvalte denne forestilling på.

Det højere selv og livets mening

Hvad er det så spiritualiteten kan, som religioner ikke kan? De kan sammensættes individuelt og skabe dit eget personlige forhold til Gud. Ingen mellemled. Ingen særlige systemer du først skal lære at beherske, før du kan få det (Gud er jo hverken en mand eller en kvinde) i tale. Men indenfor den åndelige verden, er der dog alligevel nogle mere gennemgående overbevisninger. For eksempel er der en udbredt forestilling om, at vi har et højere selv, som er det evige fixpunkt i en lang række af liv. Hvert liv skal lære os noget nyt og vores højere selv skal søge at holde os på sporet, så vi ikke hopper over, hvor gærdet er lavest. Vores højere selv er altså ikke ude på at beskytte os mod lidelsen, men derimod at sørge for at vi går gennem den rigtige lidelse, så vi lærer den lektie, vi har sat os for inden vi begyndte det nye liv. Utallige er de historier om mennesker, der har mistet førligheden, hele deres formue, arbejdsevnen eller en elsket og som er kommet klogere, mere barmhjertige, forstående og styrkede ud på den anden side, fordi de i kontakten med det åndelige opdagede, at der var en højere mening med den hændelse.

Et andet aspekt af denne overbevisning er, at vi alle er en del af det store universelle højere selv, nemlig Gud, Væren, Altet eller et af de andre navne det har. Vi er altså forbundne på et højere niveau og derfor er enhver god eller dårlig gerning du gør mod andre, også noget du gør mod dig selv. Gud er så at sige over, under og i alt – også i dig og vi er derfor alle gjort at det samme universelle stof. Men måske mest trøstende af alt, giver det enhver begivenhed – lykkelig eller ulykkelig – mening. Ved at forbinde os med denne Gud, bliver vi også selv i en vis forstand udødelige og det giver trøst, da døden for de fleste er det mest skræmmende ved livet.

Mange er også ganske overbeviste om, at vi i de jordiske liv har en slags sekundant med os, nemlig vores skytsengel – og sådan én kan bruges til meget. Blandt andet er jeg helt sikker på, at min har reddet mit liv i hvert fald én gang på Kullen. En ven og jeg var taget af sted for at klatre uden at have reb, bæresele eller noget der lignede med. Pludselig hang vi på en bjergvæg og kunne hverken komme op eller ned – og ned var meget langt nede. Til sidst hev jeg fat i noget i ren desperation og fik på mirakuløs vis hevet mig videre op og lidt senere sad vi begge to på toppen og kiggede ned med bankende hjerte. Jeg anede ikke dengang, hvad det var, der holdt hånden under mig, men siden har jeg oplevet andre lignende ting og i dag ved jeg, at det var hvad der skete også dengang. Men hende (for min skytsengel er en hun) tager jeg jævnligt kontakt med, når jeg er i tvivl om noget og har brug for et råd eller når jeg har brug for en p-plads. Det sidste er noget jeg har lært af en meget spirituel veninde, der både er indviet inka, akashamaster, shaman og andet. Kan man virkelig det? Er det ikke for fjollet og for småt at gå til sin skytsengel med? spurgte jeg skeptisk dengang. Men åbenbart ikke, for det virker. Hver gang!

At være spirituel er altså at være troende på en magt, der er åndelig i sin karakter og som vi alle er en del af. Og som giver os styrke og trøst i livet, når vi søger det. Nogle vælger at være spirituelle indenfor andres systemer, mens mange vælger at skabe sig sit eget trossystem baseret på mange forskellige elementer. Og for både religiøse som spirituelle mennesker er det troen, der er det vigtigste element. I sidste ende søger vi vel alle at finde et bærende livsprincip og skabe et system, der kan sætte livets puslespil på plads og gøre det meningsløse meningsfyldt, danne orden i kaos og skabe en smule forudsigelighed i livets uforudsigelighed. Og sidst - men ikke mindst - give os en følelse af….at vi aldrig er alene.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign