Vi har mere travlt end nogensinde før – men ingen aner tilsyneladende, hvad vi vil opnå med al den travlhed. Udover at vi en dag kan tage fri fra travlheden og opgive stressen som livsform, så hvorfor er det ikke bare, at man gør det med det samme? Modsætningerne og paradokserne står i kø, når dagens samfund skal beskrives, for hvad er det egentlig, det moderne menneske ønsker sig af livet – og af sig selv? Måske skal svaret findes i rammerne for vores ego-forståelse.

Af Emilia van Hauen, sociolog og trendrådgiver

Ferietid er altid en eller anden form for refleksionstid – alene fordi man pludselig har tid til at være og derfor har tid til at sanse. Nogle sanser stilheden, roen, glæden ved bare at være til og sammen med dem de elsker. Andre sanser ensomheden, dybet, det ubærlige tomrum. Nogle vælger at lukke den evigt tilgængelige omverden af og går hverken ind og tjekker mails på den lokale feriecafé eller underlader at hooke sig op på det bankende verdenshjerte via mobiltelefonen. Andre gør netop dette, fordi ellers                        . Nej, de blanke felter var ikke en trykfejl.

Vi er et samfund af på-mennesker. Vi er på nettet, på mobilen, på arbejdet, på derhjemme – nogle er sågar på stoffer, på viagra, på afvænning. Til gengæld er vi ikke på roen, på nærværet, på mig, på dig, på kærlighed. For mange er de sidstnævnte det, de savner mest. Det er paradoksalt, at vi som samfund nu har nået et stade af rigdom, der frigiver menneskene fra den daglige overlevelse, så vi kan dyrke de nære relationer til andre, til os selv og muligvis den aktivitet, vi virkelig ønsker at bruge tid på - og hvad er vores reaktion? At skabe en livsform, der driver os frivilligt ud i en ny udgave af overlevelsespanik i form af statusangst og frygten for det tomme rum; både i sjælen og i kalenderen. Klagesangen over folkepsykosen stress klinger hvinende, for når vi har fri, formår de færreste at være off, selvom vi udmærket kan være det. Måske fordi vi ikke ønsker at blive mindet om, at i det store offentlige rum er vi alle undværlige – sådan én ad gangen. Til gengæld er vi langt mere uundværlige i de nære relationer og her betyder det faktisk noget, om far eller mor er fraværende. Barnet har kun et sæt forældre og de er ikke erstattelige – hvilket igen kan fremkalde angst; angsten for at miste. Så hellere holde sig på afstand. Men måske er det ikke engang i disse nære relationer, at det er sværest at være på og nærværende. Det er for de fleste i forholdet til sig selv.

”Hvem er jeg?” Det moderne menneskes mest forjættede spørgsmål; nu har vi jo friheden til for alvor at skabe os selv i vores eget og ikke kun Guds navn. Det giver en svimlende frihed og en byrde af atlask tyngde, for hvis mit identitetsprojekt ender som en ekko af stilheden, kan jeg ikke bebrejde andre end mig selv.  Dengang det hed ”Hvad er jeg?” var det til at overskue. Så kunne man overtage nogle velkendte roller og dermed nogle fastlagte værdier og en særlig socialt accepteret adfærd, som var genkendelig og statusgivende hos resten af flokken og så var den ged lissom barberet; man kendte sin plads, sit værd og sin fremtid. Når du selv skal finde din mening og din eksistensberettigelse indenfor den heksekedel af liv og levned som vores moderne samfund er, bliver hvert valg en balance på en knivsæg og frygten for at leve hovedløst bliver så meget desto større.

Vi bliver konstant bombarderet af informationer om alt og intet (især måske det sidste; man kunne fristes til at kalde det for en ParisHilton) og de fleste af os reagerer på Pavlosk maner og drejer ørerne i den retning, hvor støjen kommer fra og lader os frivilligt afbryde af endnu en løsreven bid af information, vi på en eller anden måde skal forholde os til. Som minimum om vi overhovedet gider at forholde os til det – og så er afbrydelsen allerede sat ind. Og når vi modtager informationen, har vi svært ved at placere den hensigtsmæssigt, for vi aner ikke selv, hvor vi står. Vi er blevet til popcornhjerner i et hjemløst samfund; en mængde mennesker der har magten til at reagere friere end nogensinde før og med større individuel vægt og mening, men som ender med at handle løsrevet fra et overordnet større livsprojekt og i takt med hvert tilfældigt indfald, vi pludselige lader os forføre af. Det giver hverken retning, mål eller kontinuitet – og dermed heller ikke en samlet meningsfuld kraft, der kan være med til at skabe den formålsfyldte morgendag. For os selv og andre.

Jeg har lige tilbragt en uge alene i et sommerhus. For at indhente noget af al den viden, jeg har brug for at putte ind i min hjerne, når jeg nu lever af at rådgive andre. Og blev slået af, hvor god jeg var til at afbryde mig selv med totalt uproduktive tanker; slam-tanker, der skulle forhindre mig i at føle ensomheden eller skjule dovenskaben og min eventuelle kedsomhed. Som igen kunne udfordre mig i min selvforståelse, som jeg jo selv møjsommeligt har stykket sammen til at være noget, jeg ønsker den skal være. Og helst også meningsfuld for andre end mig selv. I stedet for at gå ind i den udfordring, kan jeg med lettelse kigge på bunken af endnu ulæst stof og aktivere den simrende stress, som taknemmeligt logrer med halen lige så snart den får opmærksomhed, for lige om lidt skal jeg hjem igen og har jeg nu nået det hele til den tid? Pointen i dette er, at min stress opstår, fordi jeg er så uhyggeligt centreret omkring mig selv; mit ego driver mig rundt i fødekæden af opmærksomhed, for uden den er jeg ingen og intet.

Som en privilegeret del af menneskeheden, mener jeg vi har pligt til at være mere visionære og kigge udover nytteværdien af vores eksistens i vores eget liv. Vi må tage et globalt ansvar for at være med til at løfte menneskeheden ud af denne ego-sump, som i høj grad er med til at centrifugere os rundt i en slags meningsløs stress for at opnå flygtige goder, og i stedet begynde at fokusere på, om der er en højere mening med vores tilstedeværelse i verden. Hvordan kan vi hver især være med til at gøre verden til et bedre sted at være? Hvis mit liv er et projekt for menneskeheden, hvilket projekt er det så? Finder vi hver især svaret på dette spørgsmål, får vi også en retning i vores liv, som overlever alle de mange afbrydelser og indfald der konstant popper op i vores bevidsthed og fjerner opmærksomheden fra hvem vi virkelig er. Og ikke mindst holder vi op med at være hjemløse, men kan derimod overgive os til roen og stabiliteten i tryg forvisning om, at nu har jeg et sted, jeg gerne vil være og som helt af sig selv giver ly til mening og formål. Ferien med dens tid til refleksion, kan blive indgangsdøren til denne nye bevidsthed, der hviler i fordybelsen og afskeden med overfladiske ”på”-relationer. God sommer!

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign