I lørdags havde jeg inviteret flere kvinder over til en hel dags visning af Sex and the City. Mændene var sådan set også inviteret, men efter en hyggelig brunch, tog de i stedet - på næsten klichéagtig maner - til motorcykeludstilling, og efterlod dermed kvinder og børn til deres eget liv. I løbet af ni timer konsumerede vi mere end 14 afsnit og noget kage og lidt aftensmad, mens børnene gik til og fra og fik holdt en pude for øjnene, når den sexede Samantha skulle leve sine sexfantasier ud. Vi fik grinet højlydt, nikket genkendende og sympatigrædt med de fire kvinder, der skal så grueligt meget igennem, før de endelig falder til ro med den eneste ene. Mand selvfølgelig. For sådan er overbevisningen jo stadig for de fleste kvinder: Vi er først for alvor en succes, hvis vi er elskede og har en partner at elske. Og derfor skal en serie på 2580 minutter, der handler om fire new yorker singlekvinders vilde liv, ende med en hyldest til den ægte kærlighed. 
Lidt anderledes er det for mænd. For nogle dage siden hørte jeg en oprørende historie, om to succesrige og velfungerende forretningsmænd, der i forlængelse af finanskrisen havde mistet alle deres penge – og derfor havde begået selvmord. Vi skriver 2009 og efter mange års kvindefrigørelse og medfølgende mandeditto, troede jeg, at mænd ikke længere hang deres primære identitet op på penge og statusmæssig succes. Ikke i en grad hvor man giver livet op til døden, når man mister finanserne, domicilet og det kraftige visitkort. Det var noget andet dengang i 1929, hvor første generation af ”hoppere” fandt deres måde at reagere på en finanskrise, ved at springe ud fra deres penthousekontorer, når kurserne var gået helt i bund og de ikke længere ejede den cigar, de normalt ville puffe på, når de havde gennemført en god handel. Dengang var mandens identitet primært knyttet til hans forsørgerstatus, men sådan er det jo ikke i dag, hvor manderollen for første gang for alvor er til debat og undersøgelse. Noget som kvinderollen har været i årtier, netop fordi vi har været det såkaldte ”andet køn”. 
Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvad der er gået igennem disse to mænds hoveder og hjerter, inden de gjorde alvor af tanken, men jeg gætter på at nogle af tankerne har været knyttet til ordet fiasko. Til gengæld er jeg helt overbevist om, at deres død er et tab for samfundet. For ikke at tale om de mennesker, som de stod nær. Har man først opnået så stor en succes, som de to mænd havde, så er det fordi man kan noget af værdi, og at slukke prompte for den viden og erfaring, som de to mænd havde tilsammen, er et spild af resurser, som slet ikke er nødvendig. Tværtimod, kunne man anføre. Med henvisning til historien om den nye sælger, der taber en ordre på 1 million, hvorefter han i skam går ind til chefen og siger op. Men chefen kigger bare på ham og siger: ”Nu har du lige fået uddannelse for 1 million kroner – gå nu ud af brug den erfaring og skaf os en ny ordre på 2!”
Vi lever af viden og erfaring, og begge dele kommer sjældent lineært. Nogle gange skal man flere gange frem og tilbage, før man for alvor gør et synligt fremskridt, og en del af læringen er også tilbagefaldet. Danmark siges at have en fejlfinderkultur, hvorfor personer der er gået konkurs med et firma, straks placerer sig ovre i gruppen af shaky business. I USA er det lige omvendt. Der er det næsten mistænkeliggørende, hvis du som self-made-man ikke har mindst én gedigen fiasko og konkurs i bagagen, fordi det ses som et tegn på, at du ikke tror nok på dig selv og derfor ikke tør tage de fornødne risici for at opnå storhed. 
Mænd bliver stadig mest bedømt på deres bedrifter og resultater, og kvinder på deres evne til at være elsket. Og ja det lyder antikveret, men det er desværre stadig normen. Ikke desto mindre er der grøde i luften. For eksempel klager revisor- og advokatbranchen over, at de unge fuldmægtige og revisorer ikke har helt samme arbejdsindstilling, som der hidtil har hersket i de brancher med henvisning til arbejdstider og tilgængelighed. De yngre mænd vil gerne hente børn flere gange om ugen, og de gider hverken bruge aftener eller weekender på arbejdet. Mandens identitet er i kraftig udvikling fra at være mono-succesfuld til at være poly-succesfuld, og det styrker den enkelte mands mulighed for at være et mere helt og lykkeligt menneske. Det samme gælder kvinderne. Min livsglade, skønne og helt utrolig sociale svigermor er netop død, og det er et enormt tab for familien, for hun havde om nogen en evne til at samle og forbinde mennesker, og ikke mindst at være den, der hele tiden sørgede for at holde familien intakt. Hun var elsket af mange, og mest af alle af sin mand og sine børn. Både fordi hun var, den hun var, men også fordi hun brugte det meste af sit liv på at gøre netop dette: at samle folk omkring sig. At kunne og ville dette har en enorm værdi for fællesskabet og det enkelte menneske, men det er sjældent nok for veluddannede og ambitiøse kvinder i dag. Vi vil også opleve rusen ved at løse en svær opgave, tjene vore egne penge og få en høj social status alene i kraft af vores arbejdsmæssige indsats. 
Begge køn har i dag muligheden for at være en succes på flere parametre end vi har haft tidligere, og fordi vi har det, kan begge køn også bedre tage ansvar for, at vi både udvikler den sociale og den arbejdsmæssige side af livet. Så når mændene ikke længere mener, at de skal arbejde 80 timer om ugen og kvinderne ikke længere mener, at de skal sørge for at holde det sociale liv kørende, men at begge køn i fællesskab laver nogle nye rammer for hvordan vi vil leve, så er der for alvor tale om en frigørelse af alle. For det kommer jo også til at betyde, at både arbejdsmarkedet og det sociale liv vil ændre struktur, og ingen af os aner endnu for alvor, hvordan det vil komme til at se ud. Endsige opleves. Sikkert er det dog, at jo friere rammer de to køn får for at udfolde deres egne personlige dispositioner, jo mere mangfoldigt og kreativt understøttende et samfund får vi. Og med den grad af verdensomspændende problemer vi står overfor at løse, er det blevet endnu mere presserende at finde kreative løsninger til fundamentale udfordringer. Det har Sex and the City også fundet ud af, for i filmen der begynder tre år efter seriens afslutning, ender den ene af kvinderne med at forlade sit unge hug, for at koncentrere sig mere om sin egen karriere og ikke kun promote hans. At det er Samantha, den af kvinderne der har den mest maskuline adfærd, er til gengæld ikke nogen overraskelse.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign