For lidt over to uger siden gik jeg i gang med denne kronik. Dens indgang skulle have været, at vi danskere rent faktisk er i recession – defineret som negativ vækst i to kvartaler - uden at det virkede, som om vi danskere tog det specielt alvorligt. Nok fordi det virker surrealistisk at befinde sig i krise, når der samtidig er mangel på arbejdskraft og masser af friværdi. Men så skal jeg ellers love for, at der skete noget! I løbet af få dage vendte virkeligheden, og pludselig stod konsekvenserne af Stones Invest konkurs, Roskilde Bank krak og Nykredits overtagelse af Forstædernes Bank, meget tydelige. Forsiderne på flere dagblade var forrige tirsdag dommedagsagtige med hensyn til den globale finanskrise, og de deraf afledte effekter til Danmark. ”Sorte mandag” blev dagen døbt af amerikanerne, der har måttet se de to største finanshuse gå i betalingsstandsning og forsikringsselskabet AIG gå ned, hvorefter den amerikanske stat gik ind og gav et gevladigt kunstigt åndedræt. Ikke siden 30’erne har vi set den samme finansielle uro, siger man, og for en lægmand som mig, står situationen i et lidt diffust lys, for helt ærligt – kunne man ikke have forudset det? 
Grådighed. Det er jo i høj grad det, der har udløst krisen. Hvor meget kan vi vokse? Også udover al sund fornuft. Intet i menneskehedens historie har vist, at man kan vokse uhæmmet uden at det på et eller andet tidspunkt går den modsatte vej – i hvert fald for en periode. Man løsner på kontrolsystemerne, for det går jo så godt, og pludselig BANG kan det ikke bære mere. Sådan er det i alle livets forhold fra børneopdragelse til kreditvurderinger, som selv min 7-årige søn kan regne ud, ikke går op. Med mindre ekspansionen fortsætter uendeligt i samme takt. Og det har den endnu aldrig gjort. Sjovt nok.
Jeg ved, at der er en masse skarpe økonomiske modeller, der i detaljer kan forklare, hvad der sker og hvorfor det sker, men set ud fra en menneskelig adfærdsvinkel, har jeg tænkt på, om vi mon ikke nedkalder denne type af krise over vores egne hoveder, fordi vi hemmeligt er ved at gå til i ekspansionslede? Om vi ikke selv er med til at tvinge situationen helt derud, hvor den ikke er holdbar længere, så vi også selv bliver tvunget til at handle anderledes? Siden vi forlod 80’ernes kartoffelkur, har vi haft mere og mere fokus på at være lykkelige, forbrugende og selvrealiserende. Vi har vækstet på alt – alt! – inklusiv vores egen selvbevidsthed. Og måske er det præcis denne øgede selvbevidsthed, der har udmattet os så meget, at vi ubevidst trænger til en pause fra den øvelse det er, hele tiden at skulle optimere os selv. 
En journalist fra nærværende avis ringede til mig engang i august for at høre mine kommentarer til danskernes forhold til recessionen, og havde lavet et spændende stykke feltarbejde: han havde spurgt en række mennesker, hvordan de mindedes de tidligere tiders kriser, dvs. oliekrisen i 70’erne og kartoffelkuren i 80’erne. Folks reaktion var kommet bag på ham, for de fleste havde ytret, at de mindedes det med behageligt vemod: det var hyggeligt med de bilfrie søndage, og folk havde oplevet et stærkere fællesskab under den store arbejdsløshed. Set med sociologiske briller, er det nu ikke så overraskende. Man taler om, at ”fælles nød luner” – og ja, det gør den af to årsager: Den ene er, at man ofte har det mere lige skidt, end man har det lige godt. At være arbejdsløs er at være arbejdsløs, uanset om man er lærer eller direktør. Konsekvenserne for ens private liv er nemlig meget enslydende, selvom niveauerne er forskellige, og derfor har man det ofte mere lige skidt. Samme logik kan ikke nødvendigvis anvendes, når man har det godt. Den anden årsag er nemlig, at når det generelt går godt i samfundet, bliver der så mange flere parametre at konkurrere på. Og dermed indirekte også være en fiasko på. Man skal ikke alene have sig et job; det skal også være udviklende, selvrealiserende og godt betalt. Man skal ikke alene have sig en bolig; den skal være individuelt indrettet på den henkastede overskudsagtige colour-koordinerede måde. Man skal ikke alene have sig et parforhold; det skal også være cementeret gennem et overdådigt bryllup, og i øvrigt være præget af spontan lysekronesex mindst to gange om ugen. Man skal ikke alene have tøj på kroppen; det skal alt sammen være noget med lækre labels i nakken. Børnene skal ikke bare være der; de skal være der på en særlig individualiseret social måde. Haven skal ikke bare være et sted, hvor man sætter sig med sin morgenkaffe og lader blikket falde til ro i en marguerit; den skal være indrettet efter tema og ukrudtet skal være henvist til særlige områder, hvor det rå look dyrkes. Bilen skal ikke bare transportere; den skal være øko-4-hjulstrækkeragtig. Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan man godt blive en smule udmattet af, for i jagten på at finde sig selv og sit optimale ”jeg”, står man nogle gange i den situation, at man helt glemmer, hvem man selv er og hvad der er vigtigt for én.
En krise kan derfor fungere som tiltrængt essens-terapi – især når den bliver tvunget ned over hovederne på os. I en ekspansionstid er der jo kun ganske få, der i virkeligheden tør stå af ræset og sige: ”Stop!! Ikke mere!”. Når de fælles vilkår ændres i den retning, bliver det ikke bare legalt; det bliver også helt nødvendigt. Og derfor vil vi i den tid der kommer, se hvordan de fleste ledere og virksomheder vil orientere sig mere og mere mod deres helt hard-core eksistensberettigelse, frem for primært at være optaget af branding og identitet. Dem der vinder, er dem der er i stand til at tilbyde noget, som virkelig er uundværligt, fordi vores fokus mere går i retning af overlevelse, frem for overforbrug. 
I min kalender har jeg en gul post-it, hvorpå der står ”wei ji”. Det er det kinesiske ord for krise. ”Wei” betyder fare eller risiko, mens ”ji” betyder chance eller mulighed. Man behøver ikke at være sprogspasser, for at se den smukke og indlysende symmetri i ordet – man skal bare være menneskelig med et minimum af erfaring, så ved man nemlig, at det er præcis de to elementer, en krise består af. En krise initierer, at man nødsages til at bryde eksisterende strukturer ned, og det mest spændende at følge i den tid der kommer, er hvordan vi vil bygge nye strukturerer op igen: Som en moderne kopi af dem der faldt, i forsøget på at genskabe den tryghed vi forlod? Eller vil vi tage imod den enestående chance det vil være, at skabe nogle nye strukturer, der indeholder fremtidens ambitioner og værdier? 
Under alle omstændigheder kan vi i hvert fald se frem til en tid, hvor kompleksitetsreduktionen er i højsædet – og vi kan derfor ånde lettet op og med god ret sige: ”Pyyyha! Ro på nu….”

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign