Kender du verdens mest sete tv-serie? Er du selv hooked på et eller flere ugentlige 1:0 dopaminudløsende forhold? TV-serier er i dag trendsettende for vores idealer, værdier, adfærd og ikke mindst normer, som de gerne og ofte bryder. Især gennem hovedpersonernes ofte befriende flossede karakterer!   

Af Emilia van Hauen

Watch out – de er stærkt vanedannende! Faktisk er 10 procent kommet for sent til en aftale, fordi de lige ville se en tv-serie, mens 10 procent af de unge under 25 år ganske enkelt har aflyst aftaler, for at se deres ugentlige ynglings-tv-helte. TV-seriers status har ændret sig afgørende henover de senere år, og især har den amerikanske betalingskanal HBO (der bla. står bag tv-legender som Six feet under, Sopranos og Sex and the City) været med til at skubbe grænserne for, hvad man kan forvente sig af en tv-serie. I dag er det heller ikke længere døden for en skuespiller at være med i en tv-serie; hverken som begynder, eller som etableret navn. Alt afhænger dog af serien og dens coolness. Og cool er den først for alvor, når den tør bryde med nogle af de etablerede normer, som størstedelen af os lever under, og dermed viser vejen for nye trends i tiden.

Addiction disorder bla bla

Selv er jeg en totalt dedikeret fan af fænomenet. Sluger råt den ene serie efter den anden; gerne på nettet, så jeg slipper for underteksterne og i stedet kan opgradere mit engelske, samtidig med at jeg bliver underholdt. Og sådan at jeg selv kan bestemme, hvor mange afsnit jeg vil snuppe på én gang. For jeg bliver hooked, hvis serien er god. En dag så jeg syv afsnit af Damages og fik ikke lavet meget andet.

Det siges, at man kan blive afhængig af tv-serier, og med vanlig amerikansk addiction disorder X tilgang til fænomenet, kommer det ikke bag på mig.  Det kan faktisk også føles som en kold tyrker, når man er færdig med en serie. Hvis den er god, evner den nemlig at få en til at føle, at man har fået nogle nye og vigtige venner, hvis liv man gerne vil følge med i. Det er ikke for ingenting, at de bliver kaldt intime fremmede, for det er præcis hvad de er. Du har et 1:0 forhold til dem, fordi du følger deres fiktive liv, og lever dig ind i deres problemstillinger, mens de naturligvis ikke aner, hvem du er. Sjovt nok fordi de ikke eksisterer i virkeligheden J Alligevel kan de føles som rigtige venner, man gerne vil bruge tid sammen med, fordi man ved hvad man får, når man ses. Underholdning. Og identifikation med deres livssituationer. Uden at skulle investere egne følelser og dermed også potentielle afvisninger og skuffelser. 

Passiv underholdning eller dopaminkick?

Denne afhængighed er ikke ny, men en af de største anker mod tv i det hele taget: At man lader sig passivt underholde, i stedet for at gå ud og skabe kødelige og følelsesmæssige relationer til andre mennesker. Med de muligheder og risici, som de end indeholder.  

Boardwalk Empire, Terra Nova, Spartacus, Pan Am, Damages, Downtown Abbey og selvfølgelig Mad Men, House, Desperate Housewives, Friends, Sex and the City og ikke mindst CSI (der er verdens mest sete tv-serie med over 65 mio seere på verdensplan) er bare nogle få at de tv-serier, der er blæst gennem verdens tv-hjerner de sidste mange år. Enten ved at blive set på skærmen i regulær sendetid, eller ved at blive downloaded fra nettet eller købt som samlebox.

De danske kvinder har siden 2005, øget deres tv-kiggeri fra 161 minutter om dagen til 203 minutter i 2010. Mændene er gået fra 145 minutter til 199. Og det skyldes bla. tv-seriernes ændrede form og status, der især retter sig mod kvinder. Mord og kærlighed er de helt store emner, og seriernes afsnit er ofte bygget op, så man både får forløst adrenalin og dopamin (en neurotransmitter, der populært kaldes kroppens eget lykkemiddel) og derved skabes der en afhængighed af serien. Faktisk ligesom computerspil, der også er bygget op, så hjernen hele tiden opnår spænding og afspænding/lykke gennem opgaverne, der løses hen ad vejen.

Tidens idealer

De gode tv-serier rammer tidens idealer og kan til tider være på first mover niveauet, så de næsten egenhændigt udbreder en trend. Som Sex and the City gjorde. Hvilke idealer dyrker vi i dag? De er ganske koncentrerede om at være i personlig udvikling, hvilket helt tydeligt afspejler sig i tv-serierne. Nu vil vi have, at personerne gennemgår kriser og konflikter og udvikler deres personlighed igennem dem, så de modnes gennem sæsonerne. Som noget nyere ser vi også, at det at kunne overkomme modstand ved at disciplinere sig selv, er en ny trend. Det passionerede menneske med en mission er også i høj kurs, og tør man bryde med de normer, som sætter den normale dagsorden, er det næsten det bedste.

Men 2012-idealmennesket er også menneskelig, forstået på den måde, at det er fyldt af fejl og mangler, og jævnligt svigter, men altid ender med at gør det rigtige. For fællesskabet. For sådan er idealmennesket også. Det skal være orienteret mod gruppen, og må gerne være imponerende enere, men de skal kæmpe for en sag, der er større end deres egen. Styrke – gerne i selskab med sårbarhed - er også to egenskaber, som dagens helte gerne må byde på. Og gælder det mænd, er det helt åbenlyst, at en mere traditionel maskulinitet bliver dyrket meget eksplicit i flere tv-serier, med Mad Men’s Don Draper som kultskikkelse.

 - 28,1 KBGlenn Close som Patty Hewes fra Damages er et godt eksempel på en ny kompromisløs og brutal heltinde, mens Steve Buscemi som Enoch ’Nucky’ Thompson i Boardwalk Empire er hendes hamrende kriminelle og ligeså brutale modstykke. Alligevel formår han at skaffe sig masser af sympati hos seeren, fordi man også fornemmer hans loyale og sociale side og i en vis grad hans idealisme. Christina Ricci som Maggie Ryan i Pan Am har lidt af de samme kompromisløse karaktertræk. En af tidens vigtigste værdier er at vær produktiv, skabende, kreativ. Og folk der gør noget, dvs skaber noget og sætter gang i en udvikling, som Patty, Nucky og Maggi, virker altid godt i tv-serier, men især nu, hvor det forventes af høj og lav at være skabende i sin adfærd.

Mord, blod og gys

Krimien har længe været idealet i flere tv-serier, og i dag ser vi krimielementet som en del af en tv-serie, uden at den behøver være det bærende element, som fx i Desperate Housewives. Krimien er altid god at have med, fordi den giver adgang til at tilfredsstille ens værste anelser om naboens dårlige karakter og skjulte fortid; med andre ord bliver det ikke bare lovligt, men ligefrem helteagtigt at rode i naboens skraldespand for at afsløre forbrydelser og set the world straight again.

Æstetik og stil er to andre vigtige værdier, og de blev især lanceret som banebrydende for den brede masse i serien Sex and the City, hvor stylisten Patricia Fields skabte et levende modemagasin på 25 minutter. Men det var ikke kun tøjet der gjorde det; det gjorde også de mange udendørs optagelser af NY. Siden har vi set hvordan det stylistiske og stilistiske har været med til at tegne flere serier, som gennem lyssætning, tøj, locations mm har tegnet et klart billede af seriens univers. Det sker bla. også gennem tidens epoke, hvor Downtown Abbey og Terra Nova står i hver sin ende af historien; den ene fra tiden omkring 1. verdenskrig – den anden i fremtiden. 

Nå, er det nu moderne?!

Det mest interessante ved tv-serierne i dag er dog, at de meget ofte formår at udfordre os på vores normer. Serien Weeds, der handler om en mor der sælger hash, stiller mange udfordrende spørgsmål til den måde vi har organiseret vores samfund på, ligeså gør The Wire, der tager os med til Baltimores narko-underverden, og som siges at være noget af det bedste sociologi man kan se. I Boardwalk Empire der foregår i 1920’ernes Atlantic City er hovedpersonen og semi-helten kriminel, men entreprenant, og dermed er han interessant at følge, fordi han bliver til billedet på en, der er med til at skabe sine egne muligheder i en tid, der minder om vores med dyb økonomisk krise. 

Serien Sex and the City gjorde det stuerent for kvinder at bruge sex for deres egen skyld og på deres egen måde, men endte alligevel helt traditionelt med, at alle fire kvinder slog sig ned med en mand. Men den var klart med til at skubbe grænserne for, hvad kvinder kan tale om, forvente og kræve af deres liv – især på det seksuelle område. Som serien Mad Men nu udfordrer os på vores stereotype opfattelser af moderne kvinde- og manderoller; paradoksalt nok ved at gå tilbage i tiden til 60’erne, hvor kønsrollerne var meget mere rigide end de er i dag. Serien har vakt en længsel efter både kvindelighed og maskulinitet, og giver et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være kvinde og mand i det moderne samfund, fordi vi giver os selv lov til at lege med rollerne igen. 

Tv-serier skaber virkeligheden

På dem måde evner de gode tv-serier både at fange og afspejler drømmene i tiden, og gøre dem tilgængelige for en bredere masse, så de kan få en reel indflydelse ikke bare på skærmene, men også ude i virkeligheden. Med andre ord: Se de banebrydende tv-serier hvis du vil følge med, hvad der er på vej i virkeligheden!

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign