Folkekirken har alle tiders chance for at blive et meningsfuldt tilflugtssted i krisen, for vi har brug for den holdbare indsigt og viden, den byder på. Det kræver dog, at man gør op med den autoritære holdning og envejskommunikationen, for selvom vi gerne vil underholdes, vil vi også inddrages som ligeværdige. 

Af Emilia van Hauen

Den 24. december var jeg i Hellerup Kirke til børnegudstjeneste. Vi kom 40 minutter før den første salme blev sunget, og på det tidspunkt kunne vi ikke engang få plads på forreste række. Da gudstjenesten startede, var der mennesker i hver en krog, og gulvet var ikke til at betræde for voksne og børn, der havde slået sig ned på det. Sådan var det også året før. 30 minutter senere blev den sidste salme sunget og på vej ud fra kirken, diskuterede børnene livligt det lille skuespil, der var blevet opført af store kartonfigurer bag præsten, mens hun fortalte juleevangeliet, assisteret af de fremmødte børn, som havde sat sig på gulvet foran hende. Til samme kirkes månedlige spaghettigudstjenester, er der også stor søgning af fire grunde: For det første bliver de afholdt på et familievenligt tidspunkt (en hverdag klokken 17), for det andet tager de kun en halv time, hvilket er overskueligt for mindre børn og deres travle forældre, for det tredje bliver de vigtige historier kommunikeret på en levende og engagerende måde i øjenhøjde, og for det fjerde er der mad bagefter i sognegården, så når arrangementet er færdigt klokken 18, er familierne parate til at gå hjem og holde aften uden stress. Men med mulighed for at diskutere og samles om Biblens historier og troen på Gud.
 Alternativet for mange familier er ellers, at de slet ikke kommer i en kirke jævnligt. Og den manglende deltagelse til gudstjenester er som bekendt en af folkekirkens største udfordringer i moderne tid. Især fordi deltagernes aldersfordeling er så skæv til den mere dødelige side, at man helt logisk bekymrer sig over, hvem der dog skal fylde kirkerne i fremtiden?
Jeg er opdraget som katolik og har gennem min barn- og ungdom brugt langt over 1000 søndag morgener i et kirkerum, så det med at sidde stille, få udlagt teksten og følge en lang række ritualer, er ikke fremmed for mig. Til tider var det rart at kunne sidde i en time i fred uden at skulle forholde mig til noget som helst og bare lade som om, jeg fulgte med. Andre gange var det med stor irritation, at jeg tog af sted med familien for at sidde og spilde en time på at lytte til en gammel mand, som talte ophøjet om noget, jeg ikke forstod en pind af. Og de færreste gange følte jeg mig personligt berørt og beriget og overhovedet talt til, når jeg sad der blandt de andre. Nogle gange havde det en klar sammenhæng med præsten, men de fleste gange var det formen på gudstjenesten, som på ingen måde tændte lyset i mig. Troen fik jeg dog med mig. 
Folkekirkens budskab om næstekærlighed er super aktuelt i krisetider, og især i en brydningstid, hvor vi forlader vores identitetsjagt for at gå på meningsrov. Det er ikke tilfældigt, at udtrykket ”Jeg vil bare gøre en forskel!” er ved at blive definerende for den nye tidsånd, der så småt er ved at få fodfæste nu. Og denne meningsodyssé, denne trang til at få defineret sit livsformål, kan den protestantiske kirke, dens mennesker og dens budskaber på bedste og meget troværdig måde være med til at få afdækket. Men det skal ske i dialog, og ikke som en prædiken, hvor kommunikationen er envejs. Det er få moderne mennesker, der har været opdraget i et undervisningssystem, hvor kritisk stillingtagen til teorierne og debatter mellem underviserne og medstuderende har været dagsordenen, som synes at det er en fest at blive talt til, frem for talt med. 
Her kan Folkekirken lære meget af talkshowværten Oprah Winfrey. Hun er den kendteste talkshowvært i nyere tid og fungerer i dag som meningsdanner af en kaliber, der sjældent er set før.”Oprahfication” kalder man hendes evne til at sætte dagsordenen for næsten alt det, som amerikanerne beskæftiger sig med. Hvordan er hun blevet så stor en succes? Ved at henvende sig til seerne på en helt ny måde. Hvor tv-værter før hendes tid blev anset for at være højt hævet over deres seere og derfor kom til at optræde bedrevidende, tog Oprah udgangspunkt i sit eget liv, hvilket gav hende en stor troværdighed og integritet, og hun talte netop med seerne i stedet for tilseerne. Hun viste seerne, at hun var på deres niveau, og at hun ved at dele sine egne oplevelser med dem også udviklede sig sammen med dem. Jordbundethed, selvindsigt, åbenhed, oprigtighed og empati er nogle af de ord, der beskriver hende som studievært, og det kan folk lide. Mange amerikanske kvinder udtaler, at Oprah er deres bedste veninde, fordi de kan følge hende hver dag, og fordi hun taler om de emner, der optager dem: kærlighed, sex, mental harmoni, sundhed, mad og relationer. Gæsterne i programmet kan også lide hendes måde at møde dem på, hvorfor de giver sjældent personlige og nærværende interviews i hendes program. 
Folkekirken er ikke et tv-talk-show. Og skal aldrig være det. Men Folkekirken kan lære af Oprahs måde at henvende sig til sit publikum på. Det kristne budskab er aktuelt som altid, men for at fylde kirkerne igen, kræver det, at man fornyr den kontakt- og kommunikationsform, som kirken praktiserer. Som lægmand iagttager jeg, hvordan den stive, formaliserede ritualisering, og den meget lidt engagerende måde at prædike på, virker underlig distancerende og selvhøjtidelig – og dermed ude af trit med tidens relationsform. Jeg gør sikkert i de kirkelige og teologiske nælder ved at opfordre til en modernisering af måden præsterne forretter gudstjenesten på, så vi oplever mere af det Oprah-seere gør. Når man bliver berørt personligt, kommer man igen for at få mere, og det er præcis det, jeg ikke bliver, når jeg ikke kan mærke præsten som menneske, når hun eller han står højt hævet over mig, når jeg ikke kan engagere mig i synspunkterne ved at gå i dialog med dem, og når jeg ikke kan dele oplevelserne med de andre i kirkerummet, men må stå stille og alene tilbagetrukket og blot tage imod de budskaber, som kirken vælger at servere for mig. 
Jesus var revolutionerende i sin måde at være i kontakt med sine medmennesker på, fordi han så dem alle i øjnene og talte med dem på en måde, så alle forstod, hvad han mente, og han talte om emner, som optog dem. Han var uhørt moderne dengang, og er det måske stadig? Det kunne formen på gudstjenesten godt tage til sig! Giv os det gode budskab på en måde, som vi kan bruge i en travl, tvivlsom, videnstung hverdag, og i en udgave, der afspejler den hverdag vi lever i. Så kan det være, at kirkerne bliver lige så fyldte som Hellerup Kirke er den 24. december kl. 14.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign