Vores samfund er ved at opbygge et nyt hierarki, hvor de unge har status af halvguder og hvor de gamle (med kapitalpension og frihed fra forpligtelser) er deres glade supportere. Til gengæld er det et rent dummebøde-helvede at være voksen. Det er en tilstand, der senest muligt skal opnås og tidligst muligt overstås. Er det en tragisk eller en nødvendig udvikling i en tid, hvor de altoverskyggende mantraer er innovation og fleksibilitet? Af Emilia van Hauen, sociolog Er du ung? Hvis du er 49 år eller derunder, er der en overvejende sandsynlighed for, at du vil svare ”ja” til spørgsmålet. Det viser en undersøgelse, som den britiske aldersforsker Dominic Abrams fra University of Kent i Canterbury har lavet. Han spurgte en mængde mennesker om deres opfattelse af deres aldersstatus og gennemsnittet viste, at de fleste opfatter sig selv som unge, til de er 49 år og at de ser sig selv som gamle, når de bliver 65 år. Gennemsnitlig er vi altså kun voksne i 15 år. De der stræber efter at være unge med de unge kan altså blive ved med at kalde sig ”piger” og ”drenge” selvom klimakteriet er kraftigt på vej og old-boys holdet er de eneste, der vil lege med dem. Udviklingen er sket i løbet af få generationer, for da jeg var barn, så mange af os frem til at blive voksne, for så kunne man endelig selv bestemme og helst også over andre. I dag må vi som samfund konstatere at voksenrollen er forbundet med ord som forudsigelig, kedelig, statisk, ufleksibel og især uattraktiv. Problemstillingen er aktuel for mig personligt, da jeg om få dage fylder 40. Inden jeg læste denne undersøgelse, havde jeg indstillet mig på, at jeg nu for fjerde gang skulle træde ind i de voksnes rækker. Denne gang for alvor, for hverken konfirmationen, myndighedsalderen eller 30 årsfesten har haft held til at line mig op det rigtige sted. Men nu lader det alligevel til, at jeg snildt kan vente 10 år mere, før det begynder at blive patetisk, at jeg stadig står og flagrer ovre hos de unge. Jeg er bare ikke som gennemsnittet, for jeg vil nemlig gerne være voksen – og jeg synes også at jeg er det. For mig er det en befrielse at blive det. Det eneste negative min alder gør for mig nu, er en snigende dødsstivhed, der periodisk slår til i mine led og muskler og at unge piger fortæller mig, at jeg ”holder mig godt”. Så føler jeg mig som en sylte, der har overskredet sidste salgsdato. Ellers synes jeg, at det at være voksen er lig med indre styrke, overblik, sammenhæng, personlig magt og en forløsende evne til at kunne sætte sig selv ud på sidelinien, når det er nødvendigt. Som ung har man ofte sig selv, som det vigtigste projekt og for pokker, hvor er det anstrengende! Alt hvad man gør, skal have en højere mening, selvom man jævnligt ikke aner, hvad man egentlig har gang i. Alt hvad man siger, skal være præget af overskud og selvtillid, selvom man til tider føler sig fuldstændig fortabt. Alt man hvad føler, skal være åh-så-rigtigt-og-dybt, selvom man halvdelen af gangene ikke kan mærke om det i virkeligheden er glæde eller vrede man er fyldt op af. Det er i lange perioder dybt frustrerende og enormt ekstatisk at være ung og man har en tendens til at fortabe sig i nuet og udsigterne. Og det er nøjagtigt hvad ungdommen er til for: at afsøge sig selv og sine omgivelser. Det har været sjovt og fantastisk i 25 år, men nu gider jeg ikke længere blive hvirvlet rundt i en strøm af muligheder. Nu vil jeg selv være med til at skabe dem. Sådan at de ikke kun får indflydelse på mit liv, men helst også på andres. Fra mit perspektiv er det at være voksen lig med magt til at skabe sig et meningsfuldt liv, ikke bare for sig selv, men også for mange andre. Og at forblive åben og fleksibel i sin tilgang til verden uden at blive væk i perspektiverne. At være voksen er at kunne danne bro over nytænkning og erfaring og det er i høj grad en evne som vores samfund har et skrigende behov for. I en verden og en tid hvor innovation og forandringsvillighed skal stå i første linie af alle regeringers og virksomheders handleplaner, er det helt nødvendigt at opprioritere erfaringen, som et beslutningsredskab, fordi den bla. gør, at man kan hoppe over hvor gærdet er lavest, når det er smartest. Summen af alle ens succeser og fiaskoer gør jo, at man kan koncentrere sig om det, man ved virker og dermed også har overskud og overblik til at skabe noget helt nyt, når det er løsningen. Vores samfund ville være godt tjent med at ophæve knæfaldet for ungdom som den tilstand, der skal udfri os af livets (og dødens!) pinsler og i stedet sideordne det med at være voksen. På den ene side er det nemlig rigtig synd for de unge, at de ikke kan få lov til at være det i fred. Og at de samtidig skal forsøge at indfri alle vores drømme om det perfekt lykkelige liv for de ”har jo alt!”. På den anden side er det et tab for os voksne, at vi ikke kan glæde os og mærke stolthed over at have indsamlet oplevelser og erfaringer, uden at vi af den grund har mistet vores begejstring, entusiasme og evne til at se verden med friske øjne. Voksne er et usynligt segment i menneskemarkedet (ingen annoncerer aktivt efter os som gruppe, med mindre man sælger plastikkirurgi, eller Viagra, eller vil have fat i Familien) og det er faktisk grotesk at tænke på, for som voksne har vi som regel langt flere penge, viden, muligheder og netværk til at være interessante forbrugere, uanset om det gælder jobs, varer eller drømme. Og samtidig er vi langt fra stivnet i givne normer, overbevisninger, vaner og negative forventninger, som nogle vil have os til at tro. Som et alternativ til tidens opfattelse af de voksnes værdi (= næsten 0), har jeg derfor opstillet en ligning, der ser sådan ud: Voksen = (ungdom-10%) + erfaring + overblik + ansvar overfor fællesskabet. Sad jeg og bestyrede investeringspenge i en kapitalfond ville jeg afgjort finde det attraktivt at placere dem i et firma, der har denne ligning, som idégrundlag for en businessplan. Det gør jeg dog ikke og jeg har heller ikke tænkt mig at stifte selskabet Voksne er Guld A/S. I stedet nøjes jeg - som et ægte barn af vidensamfundet - med at rådgive andre om denne oversete forretningsmulighed, holde foredrag for voksne, så de kan blive gladere for deres rolle og er i gang med at skrive en bog, der har undertitlen: 10 befriende grunde til at blive voksen. Disse ting gør jeg selvfølgelig, fordi jeg selv anser mig for at være voksen og da jeg ikke kan vende mig mod samfundet for at se, hvor fordelene findes i den rolle, må jeg selv afsøge, hvordan de ser ud. Men jeg gør det sandelig også for at sætte dette paradoksale samfundsfænomen på dagsordenen: Er det virkelig en falliterklæring at blive voksen?

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign