Politisk. Bevidst. Kritisk. Holistisk. Grøn. De er alle forbrugertyper, som har ramt segmenterne og forsiderne de seneste år. Disse forbrugertyper skal redde verden fra overforbrug, magtmisbrug, økonomisk ruin, ressourceknaphed og verdensulighed. Siger man. Men den moderne bevidste forbruger er langt fra én, der forbruger mindre. Det er én, der forbruger mere. Bare på en intelligent og ressourceforøgende måde. Totalforbrugeren bliver den forbruger, der kommer til at sætte dagsordenen i fremtiden – og vil øge virksomhedernes udviklingsbudgetter og globale ansvar betragteligt, for de vil have intet mindre end ALT på én gang.

Exe-Sum: Forbruget i dag er udspændt mellem transformation (ønsket om at blive forvandlet og forbedret gennem sit forbrug) og cirkulation (ønsket om at indgå i det store økologiske kredsløb gennem sit forbrug). Det er også udspændt mellem begær og image (og dermed social positionering) og behov eller funktion (løsning af en praktisk mangeltilstand). I spændingsfeltet mellem disse fire faktorer, opstår fire forbrugerlivsformer, hvor statusforbrugeren og symbolforbrugeren er dem, vi har dyrket de sidste generationer, mens minimalforbrugeren og totalforbrugeren er på vej frem. Især den sidste vil revolutionere vores opfattelse af forbrug, som noget ressourcetyngende og ulighedsfremmende til at se forbrug, som noget der kan udvikle og berige verden på alle områder. Hvilken forbrugerlivsform bekender du dig til? Gå ind på min blog og giv din mening til kende på www.emiliavanhauen.dk - 145,1 KB

Jeg har 124 par sko. Eksklusiv sutsko, et par blå Daells Varehus gummistøvler og et par Netto-klip klappere. Jeg har også en cykel. Min fars meget gamle, meget rustne herrecykel, med forhistorisk Ind-Ud Bastalås. Nogle gange køber jeg buræg. De fleste gange køber jeg Fairtrade bananer. Hvordan placerer det mig som forbruger? Der er umiddelbart ingen konsistens i mit forbrug, når jeg har sko for udbetalingen til en mindre andelslejlighed, og samtidig knirker rundt på en rusten havelåge. Overforbrug, genbrug, bevidst forbrug, bæredygtigt forbrug er alt sammen noget jeg tilskriver mig i min dagligdag, hvilket gør det noget nær umuligt at placere mig som forbruger i et segment, man kan kommunikere med og producere til.

Og vi er rigtig mange, der opfører os sådan. Uforudsigeligt og for meget! Vi er de nye totalforbrugere, som både vil have alt og i den rigtige bæredygtige, globalvenlige, trendy og ikke mindst funktionelle udgave. Vi vil ikke bare transformeres gennem vores forbrug og forbedres eller forvandles; i stedet vil vi cirkulere ressourcerne og revitalisere os selv og verden. Vi tager image og selviscenesættelsen for givet, og fokuserer derfor mere på funktionen og det behov, det skal dække. Læs her i denne tema-artikel om de fire forbruger-livsformer, der dyrkes i dag, drevet af fire forskellige mål: I want sex! er statusforbrugeren. I want inclusion er symbolforbrugeren. I want simplicity er minimalforbrugeren, og I want it all! er totalforbrugeren.

Forbrugermatrix

For ganske få år siden lød der ikke mange kritiske stemmer, når talen faldt på forbrug. Næsten tværtimod. I dag har krisen medført masser af selvransagelse og fordømmende blikke på bla. regeringens forbrugspusheri, som middel til at komme ud af samme. Men vi danskere er faktisk storforbrugere. Danskerne har EU-rekord i skrald, og nye tal viser os, at vi danskere i 2008 smed 40% mere ud end vi gjorde i 1994. Hver indbygger i landet smider 802 kilo ud om året, og det betyder, at vi hver gennemsnitsdansker smider sig selv ud ca. 11 gange om året. Til gengæld er vi – pyh, heldigvis! – også et af de lande, der behandler vores skrald mest miljø- og ressourcevenligt.

Har du købt noget i dag? Eller bare forbrugt noget? Så har du allerede været med til at øge mængden af skrald. Og sandsynligheden for at du har gjort det er tårnhøj, for de færreste vesterlændinge går en dag uden at købe noget. Om det så bare er en pakke tyggegummi, et brusebad eller en telefonsamtale.

Hvad er forbrug egentlig? Engang var det ren overlevelse. Vi forbrugte mad, bolig, tøj, partner og børn for at overleve. Siden blev det et middel til at lette hverdagen. I dag er det næsten vendt om og blevet vores eksistensberettigelse. ”Jeg forbruger – altså er jeg!” kunne man sige med en omskrivning af René Descartes kendte ord. Det bliver helt tydeligt, når vi iagttager hvilken magt folk har, hvis de ikke har råd til at forbruge; nemlig ingen. Gadetiggeren og den hjemløse har direkte negativ status i vores samfund.

Transformation eller cirkulation?

Forbrugermatrixens x-akse er udspændt mellem to overordnede værdier: Vil vi transformere(s) gennem vores forbrug – eller vil vi indgå i en cyklus?

I 80’erne begyndte mærevareforbruget for alvor at stige, da de dyre brands som Rolex og Lacoste blev noget alle yuppier drømte om, og siden har forbruget næsten kun været stigende. Hvor forbrug tidligere var et symbol på den status man havde, blev status noget, man kunne forbruge sig til. For nogle få år siden eksploderede det, og ved juletid 2007 kunne man se skolepiger stå i kø foran Louis Vuitton forretningen på Strøget. Det gjorde ikke ligefrem noget godt for LV’s position som mærkevare! Forbrug kom til at handle om forbrug for forbrugets skyld. Det var hardcore transformation og image, der blev gået efter, sådan at når vi var færdige med at forbruge den ønskede vare, var vi også selv forandrede. Og forbedrede. Håbede vi.

I takt med det øgede forbrug, øgedes også bevidstheden om, at det nok ikke kunne fortsætte. Begreber som bæredygtighed og social ansvarlighed fik en renæssance fra 70’erne, og trak på forestillingen om den cykliske bevægelse, der altid har karakteriseret naturen. Liv følger død, og død følger liv. På den måde genbruges alt i al uendelighed, og er med til at udvikle verden. Cirkulationsprincippet er nu blevet moderne og trendy at bekende sig til, når man arbejder med produktion af varer, og selv regeringen beder nu producenter om at overveje helt fra starten af produktionsprocessen, hvordan varerne både kan bortskaffes og genbruges. Balance, harmoni og grøn er tre ord, der er med til at karakterisere den overbevisning, der ligger bag cirkulationsprincippet.

Image eller funktion?

Y-aksen i forbrugermatrixen handler om motiv. Med hvilken motivation forbruger vi? Handler det om at iscenesætte sig selv på den mest attraktive måde? Eller handler det helt praktisk om at få opfyldt et funktionelt behov?

Forbrug har traditionelt været knyttet til opretholdelse af en ydre selviscenesættelse. Mange tror fx at tøj (og dermed mode) startede som en slags beskyttelse mod kulden, men menneskeheden brugte tøj og udsmykning længe inden, der var brug for vejrbeskyttelse. Beklædninger blev brugt til at signalere både hvilken stamme man kom fra, og hvilken status man havde i sin stamme. Tøj startede altså med at være stærke symboler, som skulle kommunikere entydigt omkring afsenderens identitet – og sådan er det stadig!

Vores forbrug er i høj grad knyttet til vores selviscenesættelse, til at vise hvilken gruppe vi enten tilhører eller gerne vil tilhøre, og ikke mindst hvilket image vi gerne vil udstråle. På den måde er forbrug symbolsk kommunikation, der skal styrke vores sociale plads i samfundet. I samme ombæring handler forbrug derfor også meget om æstetik, begær og i sidste ende oplevelser. Det er ikke sport tilfældigt, at oplevelsesøkonomien er blevet mangedoblet over den seneste dekade, for de sidste 30 års fokus på vores individualitet og vores selvrealisering, har givet grobund for en økonomi, der er centreret omkring det enkelte menneskes selvforståelse og selvoplevelse.

Det skyldes, at vi for det meste har nok af ting. Og det er motiv-aksens anden ekstrem. Motivet bag forbruget kan være noget så enkelt som et behov, en funktion, der skal opfyldes. Når bilen brænder sammen, køber vi en ny. Når løbeskoene er slidt op, køber vi et par nye. Når bogen er læst, køber vi en ny. Hvis man kigger lidt på reklamerne i dag, til forskel for nogle få år siden, er der mere funktion og behovsopfyldelse, end der er regulær branding at spore. Vi er begyndt at spørge os selv igen: ”Jamen – har jeg brug for denne dims?”

Det hænger sammen med, at vi på mange planer har en næsten grænseløs frihed til at skabe os selv i eget billede, og den er med til at gøre os forvirrede og får os til at længes mod et enkelt liv, som består af nogle givne elementer og få variable, som vi selv kan bestemme bekvemt over. Vi forbruger nemlig ikke kun ting; vi forbruger også venskaber, ægteskaber, nære relationer, virkelighedsbilleder, normopfattelser og i sidste ende også identiteter. Det gør ikke livet mindre kompliceret, og den udbyder der kan gøre livet enkelt, meningsfuldt og overskueligt gennem sin vare, er den udbyder der vinder markedet. 

Den moderne forbruger er altså udspændt mellem på den ene side at bekende sig til enten værdien transformationen eller cirkulationen, og er på den anden side motiveret af at iscenesætte et brugbart image eller få opfyldt et funktionelt behov.

Men hvor højt kan vores forbrug nå? Hvor meget mere lykke kan vi købe os til? Nogle økonomiske eksperter mener, at det aldrig stopper, men at forbruget blot bliver mere fintunet og mere og mere indforstået for kendere. Det handler derfor ikke nødvendigvis om mængde, men mere om helt særlige kvaliteter. Andre mener, at den stigende interesse for vores sjæleliv viser, at vi er ved at være mætte i ting og oplevelser og derfor vender os mod nogle aktiviteter, der giver et mere holdbart indhold i tilværelsen. Fremtiden vil vise os, hvad der sker, mens historien viser os, at vi foreløbig bare er blevet ved.

Statusforbrugeren: I want sex!

Den 21. marts 1947 spredte lugten af død sig i en New Yorker lejlighed, og naboerne tilkaldte derfor politiet. Da de ankom opdagede de, at de ikke kunne komme ind i lejligheden. Alt var blokeret med skrammel, og først fem timer senere kom de ind via et vindue på 1. sal og fandt liget af en hvidhåret mand kun iført badekåbe. Det viste sig at være Homer Collyer. Han sad ret op og ned ved skrivebordet, og var død af sult og tørst. Betjentene måtte kæmpe mod hære af rotter, da de skulle lede efter Langley, Homers bror. Lejligheden var proppet til med så mange ting, at der var lavet snævre tunneller, som var lureminerede, så hvis en tyv brød ind, ville han blive begravet i bras og ragelse. I to dage søgte betjentene – uden held. Den 24. marts begyndte de at tømme huset, og den 7. april var huset stadig ikke tomt, og de havde stadig ikke fundet Langley. Dagen efter fandt de ham. Efter 17 dages søgning. Han lå kun tre meter fra det sted hvor Homer var blevet fundet, død af sin egen luremine lavet af stabler af aviser. Og rotterne havde fundet ham for længst! Collyer-brødrene havde samlet over 130 tons skidt og lort (ja, undskyld!), og har givet anledning til en psykisk lidelse: Brødrene Collyer-syndromet. Det handler om sygelig hamstring, og ifølge University of California lider omkring 1.2 millioner amerikanere af den i svær grad.

Er du forpustet? Dette er selvfølgelig en ekstrem historie om forbrug, men det er en af de skyggelivsformer, som jeg kalder for X o’holic. Det er forbrugeren, der faktisk ikke kan forbruge, altså lave den nødvendige transformation gennem forbruget af hvad det nu end må være: shopping, alkohol, stoffer, mad osv. Og fordi transformationen ikke sker, oplever forbrugeren heller ikke den forløsning, som forbruget ellers skulle medføre – hvorfor han må blive ved med at forbruge i håbet om, at næste gang, kommer forvandlingen og dermed forløsningen. Og det sker jo aldrig. Med mindre man altså gennem fx terapi får indsigt i, hvad det er egentlig er, der pusher forbruget af dette eller hint, og på den måde bliver forløst det rigtige sted i sin identitet. Du kan læse mere om moderne misbrugsformer i bogen For tæt på kapitalismen af Ole Bjerg på

www.olebjerg.dk

En x o’holic livsform skal findes mellem ønsket om et særligt image, og drevet af et eksplicit begær, og så den uforløste transformation, der driver det konstante forbrug. Denne livsform er skyggelivsformen af statusforbrugeren, og findes i mild grad over det ganske land. Alene det at man i dag kan hyre en ryd-op-coach og der bliver lavet tv-programmer om hvor befriende det er at rydde op og ud, fortæller sin egen lidt sære historie om et overforbrug, der nok er kommet lidt ud af kontrol.

Statusforbrugeren er en forbrugertype, som vi har dyrket i intens grad de sidste 20-30 år. Denne livsform handler om at kunne iscenesætte sig selv, og dermed opnå en ønsket (høj) status, ved at forbruge det ”rigtige”. Når vi har styr på vores frontstage (et begreb, som mikrosociologen Erwin Goffman introducerede) har vi styr på vores fremtoning, og viser dermed vores sociale status og sociale tilhørsforhold, som omverden nødvendigvis må reagere på; bla. ved at placere os som acceptable og attraktive i forhold til dem selv. Eller som ligegyldige. Eller ligefrem som nogle, man skal tage afstand fra. Derfor gælder det om at ramme rigtigt i ens forbrug, i forhold til den referencegruppe, man har. Af samme årsag står en statusforbruger ofte i det dilemma, om man køber en trendy og attraktiv ting, fordi man selv er det – eller om man bliver trendy og attraktiv, fordi man køber en ting, der er det? Man kan altså spørge sig selv om, hvad der kommer først: personen eller forbruget?

Peter Ingwersen, direktøren for det danske high-fashion mærke Noir, er citeret for at sige, at folk køber mode for at få sex. Og det indkredser fint det, som statusforbrugeren i virkeligheden er drevet af gennem sit forbrug: at blive begæret! At blive inviteret ind i alle de rigtige grupper, så  man ikke står alene og ensom tilbage. Og hertil er Paris Hilton et lysende ikon. Serien Sex and the City var også med til at positionere et højt og dyrt forbrug, som både en rettighed og en adgang til den evige lykke. Derfor handler det også meget om performance, når en statusforbruger køber noget. Uanset om det er en ting, en oplevelse eller – mere i overført betydning – en relation. For en statusforbruger anser også en relation for en slags forbrug, der skal være med til at iscenesætte hendes identitet og livsstil på den måde, som hun drømmer om at fremstå. Hertil virker arbejde, sport, ægtefælle og børn som lige så effektive rekvisitter til fortællingen, som Louboutinsko og Ducati-motorcykler.

Symbolforbrugeren: I want inclusion

Symbolforbrugeren findes i feltet mellem image/begær og cirkulation, og er drevet af at ville gøre en positiv forskel, for at sikre, at hun er inkluderet i det gode selskab. Og med gode menes noget ganske andet, end det som statusforbrugeren higer efter. Det gode er i dette tilfælde synonymt med det gode; altså den der gør godt for andre. Det betyder, at man ser sig selv indgå i en større cyklus, i en større helhed med andre, og tager derfor gerne et ansvar for hele verdens velbefindende. Cirkulationsprincippet udlevet som genbrug på en politisk korrekt måde med et etisk tilsnit, definerer symbolforbrugeren fint. Et godt eksempel på en symbolforbruger er Anita Roddick, stifteren af Body Shop, et britisk kosmetikfirma, som introducerede etisk funderet forbrug for den almindelige borger, ved blandt andet at undgå at teste produkter på dyr, beskytte jordkloden og forsvare menneskerettighederne i virksomhedens drift. Da hun startede i 1976 var hun én blandt få; i dag er det et udbredt virksomhedskoncept, og man kan se det implementeret indenfor alle brancher. Grønne og etiske regnskaber er nogle af de sidegevinster, der er kommet ud af symbolforbrugerens pres på produktionsapparatet.

Som statusforbrugeren er symbolforbrugeren også drevet af image og begær, men her gælder begæret det at være inkluderet og blive set som menneskekærlig, oplyst og ansvarlig. Man søger bevidst fællesskabet, ikke kun for fællesskabets skyld, men også for ideologiens skyld. En symbolforbruger tror på gode i mennesket, og anser sig selv som humanist – i hvert fald i store generøse træk. Hvor statusforbrugeren lidt firkantet sagt, er klassens frække pige, er symbolforbrugeren klassens pæne dreng. Hun vil belaste så lidt som muligt, og gerne reformere verden mod det bedre og mere inkluderende, hvis hun kan – og gerne gennem sit forbrug, som jo er uundgåeligt. Statusforbrugeren ofrer også gerne egne behov på fællesskabets alter, så hun vil gerne minimere sit eget forbrug indenfor særlige områder, hvis hun kan se, det har en positiv indflydelse på sin omverden.

Symbolforbrugerens skyggelivsform er cirkulisten; den forbruger der kammer over i at være cirkulær i sit forbrug, og som bruger meget stærke og afvigende symboler, for at vise sit særlige tilhørsforhold og identitet. Amish er et eksempel på cirkulistiske forbrugere. De er en protestantisk kristen gruppe voksendøbere, der er mest udbredt i USA og Canada. Deres leveform er kendt for, at medlemmerne giver afkald på ”moderne” teknologi som biler, telefon og i øvrigt forsøger at leve som i 1800-tallet. Deres tro vægter hårdt arbejde, det enkle liv og en bogstavelig læsning af Bibelen, samt en ufravigelig pacifistisk grundholdning. I dag findes der ca. 230.000 Amish i USA.

Minimalforbrugeren: I want simplicity

Minimalforbrugeren skal findes i krydsfeltet mellem transformation og behov/funktion, og er helt grundlæggende drevet af kompleksitetsreduktion, og søger at mindske antallet af valg i en hverdag, for at kunne koncentrere sig om det, han synes er vigtigt. Hvad det er, er meget individuelt, og det kan være alt fra et ønske om fordybelse i viden til et håndværk, eller et liv, der bare ikke defineres ud fra sit forbrug. Derfor er det opfyldelsen af et funktionelt forbrug, der er i centrum for minimalforbrugeren. Enkelthed giver overblik, og overblik giver overskud til at gøre det, man selv synes er vigtigt. Ofte er minimalforbrugerne også karakteriseret ved at søge autenticiteten, det ægte, det nærværende, i sit forbrug, fordi det jo helt basalt handler om at få dækket et reelt behov. Vi vil se minimalforbrugere vinde mere frem, og det kan ske, fordi der bliver stillet større og større krav til et produkts anvendelighed – også over tid.

Bonderøven er et mediekendt eksempel på en minimalforbruger, der har inspireret mange andre til at kigge nærmere på deres egen livsform og forbrug. Frank er 23 år gammel og bor på en gård med sin kone og barn, og han forsøger at leve så enkelt et liv som muligt, hvorfor han bygger og laver så meget selv som muligt. Hans livsform kunne godt minde om Amishfolket, men han har slet ikke samme religiøse ideologi bag sin adfærd; tværtimod søger han sin egen autenticitet, og forsøger at komme tættere på livet i naturen som muligt. Hans program på DR2 er næsten blevet kult og er for mange et tiltrængt pusterum fra en forbrugstung hverdag.

Minimalforbrugerens skyggelivsform er nullisten; den der drømmer om aldrig at have brug for noget som helst, og som ville ønske at han bogstaveligt talt kunne leve på en sten. Han ønsker at afholde sig selv fra kropslige nydelser, og lever generelt livet med et minimum af materielle bekvemmeligheder, og ser slet ikke verdens fristelser som fristelser, men som tyngende gods, han hellere end gerne vil være foruden. Det lægger sig op af den religiøse praksis som kaldes askese, der har været dyrket i tusindvis af år. Mange gange med det mål for øje at opnå større åndelig indsigt, for den enkelte, der dyrker den asketiske livsform. En ekstrem udgave af askese praktiseres af hinduistiske sadhuer, som er hellige mænd, der er kendt for streng selvfornægtelse. For eksempel kan en sadhu finde på at afstå fra at bruge det ene ben – eller begge, som du ser på billedet – i en lang periode. Igennem sin livsstil, hvor han giver afkald på familieliv og materielle goder, forsøger han at frigøre sig fra livet, det hinduistiske frelsesbegreb kaldet moksha. En moderne udgave af en asket kaldes også en straight edge, som hovedsagelig er en ungdomsorienteret livsstil, der holder sig fra tobak, alkohol og stoffer, og som venter med at dyrke sex til de har fundet den rette. Straight-edge’s er bla. opstået som en modkultur til punken.

Totalforbrugeren: I want it ALL!

Om sommeren kan man ofte se et spor af ispapir fra isboden til stranden. Det forurener og det ser ikke pænt ud. Men der er håb: Nu kan man få et ispapir, der smelter og bliver til vand, når det kommer ud af fryseren. Men ikke nok med det. I papiret har man lagt frø fra sjældne arter, sådan at man øger biodiversiteten, når man smider ispapiret i naturen! Jo mere ispapir du forbruger, jo mere forskelligartet natur får du. Dette er blot et af eksemplerne på det nye produktionsprincip Cradle to Cradle, der på dansk er blevet oversat til Vugge til Vugge, og som i korte træk går ud på at designe vores levevis og moderne forbrugsgoder på en måde, sådan at affaldet bruges som føde for den næste generation af varer. Det handler derfor ikke om at forsøge at få folk til at forbruge mindre, men derimod om at jo mere vi forbruger, jo flere ressourcer skaber vi også automatisk til den næste produktion. Det siges, at Cradle to Cradle konceptet indeholder principperne for den næste industrielle revolution, hvor både økonomien, miljøet og de kulturelle forskelligheder kan blomstre. Ophavsmændene til Cradle to Cradle konceptet, Dr. Michael Braungart og arkitekten William McDonough, arbejder sammen med store multinationale selskaber som Phillips, Ford, Nike, Unilever, PepsiCola, Steelcase Herman Miller, m.fl. om at fremstille alt fra sko, tøj og møbler til elektronik, biler og bygninger efter disse principper. Og sammen med den kinesiske, taiwanesiske og hollandske regering er de i stor stil begyndt at implementere Cradle to Cradle principperne i udviklingen af fremtidens byer. Du kan se mere her www.vuggetilvugge.dk 

Totalforbrugeren ønsker nemlig ikke at forbruge mindre, hvis hun skal bringe personlige ofre. Hun tror på helheden, og vil gerne tage ansvar for det store kredsløb i verden, men vil til enhver tid forlange af producenterne, at de finder på intelligente løsninger, der dækker hendes behov, uden at plyndre naturen, den næste generation eller de befolkninger, der ikke har samme høje levestandard som hendes. Lige så er det essentielt, at affaldsproblematikken indgår som en naturlig del af selve udviklingen af varen; med andre skal det være inkorporeret i varen, at den også kan bortskaffes på en ressourceforøgende måde. Totalforbrugeren kender godt sin magt som dagsordensættende, og af samme grund indgår han også gerne i et co-creation forløb med producenterne, hvor han gennem samskabelse er med til at opfinde fremtidens produkter, så de opfylder ikke bare hans umiddelbare behov, men også tager hensyn til den økologiske – i bredest mulige forstand – balance.

På trods af denne tendens, vil totalforbrugeren samtidig også være den, der vil være først til at forlange, at virksomhederne enten betaler i dyre domme for kundernes co-creation evner, eller ganske enkelt leverer den rigtige vare i den rigtige sammenhæng med tiden, omverden og den ressourcemæssige balance i verden. Denne vinkel på totalforbrugeren har forfatteren Mari-Louise Jonsson skrevet om i bogen Fuck forbrugerne. Totalforbrugeren er også global og lokal på samme tid, og udveksler gerne tips, løsninger og varer med andre totalforbrugere, fordi forbruget i sig selv er en adgang til et mere behageligt og meningsfuldt liv. Forbrug er altså på ingen måde noget, der tynger; kun noget der styrker ham. Totalforbrugeren er i princippet grænseløs i videst mulig forstand, men båret af en overbevisning om, at de gennem deres forbrug tilfører noget til verden frem for at udpine den.

Skyggeudgaven af totalforbrugeren er bulimisbrugeren, som er en sammentrækning af bulimi og forbruger/misbruger. Bulimi kender vi som en spiseforstyrrelse, der får personen til at overspise så meget, at hun må kaste op bagefter, og det giver et godt billede af totalforbrugerens skyggelivsform: den forbruger der forbruger så meget, at hun går langt udover sit behov og den funktion hun har brug for at få opfyldt, at hun med jævne mellemrum må rydde ud og op i alt det hun har anskaffet sig, og cirkulere det videre, blot for dernæst at fylde op igen. Bulimisbrugeren er umiddelbart tæt forbundet med en x o’holic, men hvor sidstnævnte hele tiden søger at transformere sig selv til at blive til det hun ønsker, har bulismisbrugeren ikke det ønske. Her handler det mere om at forbruge for forbruget eget skyld, for at opleve og prøve så meget af som muligt, og så sende goderne videre i systemet, så andre kan få glæde af dem. I en mild form kan man kalde den danske topmodel Helena Christensens genbrugsbutik Butik for et udslag af bulismisbrugeren, for hun har i kraft af sin rolle som model, adgang til en masse tøj, som hun kan sælge videre, og hun brander sig selv som stærk tilhænger af det finere genbrug, kaldet vintage.

Fremtidens forbrugere?

De fleste forbrugere er i dag enten status- eller symbolforbrugere. Og de vil være forholdsvis lette at spotte, fordi deres forbrugeradfærd har rod i kendte værdier og handlinger. Minimalforbrugeren er en voksende gruppe, og kan ses som et tegn på at forbrugerne er ved at være meget erfarne, og derfor udvælger ganske nøje, hvad de har brug for, for at opnå  det liv de ønsker med de rigtige prioriteter og uden faren for at drukne i ting. Fremtidens forbruger er totalforbrugeren, der har stærke træk fra statusforbrugeren, men som har en helt anden tilgang til selve forbrugets funktion. Fremtidens forbruger tager ansvar hele vejen rundt for sit forbrug; fra bevidsthed om hvilken funktion forbruget har, til hvem der udbyder den rigtige vare, til hvordan den vare bliver sendt videre i systemet, så der hele tiden er balance i forbruget. Totalforbrugeren vil tvinge producenterne til at udvikle på en ny måde, der ikke blot er intelligent og medtager mange faktorer, men også er funktionel, etisk, æstetisk, ikke mindst let at anvende og bortskaffe på en ressourceforøgende måde.

Hvilken forbrugerlivsform bekender du dig til? Gå ind på min blog og giv din mening til kende på www.emiliavanhauen.dk

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign