”Hvordan fanden får man det her lort til at virke??!!!”

De ikke specielt ladylike ord faldt på mit fitnesscenters nye løbemaskiner en morgen, hvor jeg allerede var for sent på den, og i desperation ledte efter den bekvemme ”quick start” knap, som altså ikke fandtes mere.

I stedet stod jeg overfor en meget avanceret skærm med tusind mærkelige valgmuligheder, og i panik hentede jeg - nu temmelig sur - en center-person ned til maskinen, pegede anklagende på den og bad om hjælp.

Ved siden af min løbemaskine, sprintede en yngre kvinde med hivende vejrtrækning af sted, og efterlod sig ingen tvivl om, at det var lige før hun kollapsede. Mens center-pigen og jeg i fællesskab forsøgte at afkode maskinens hemmeligheder, lød det pludselig anstrengt fra min sidemakker:

”Kunne du ikke tale lidt lavere, tak!”

Noget forbløffet vendte jeg mig mod det blonde løbekollaps, der rød i hovedet kiggede anklagende på mig, mens hun stadig benede derudad.

”Øh, det her er et offentligt center og jeg kan ikke finde ud af maskinen, så nej, jeg skal have noget hjælp!” svarede jeg, men det var åbenbart ikke et tidsfredsstillende svar, for nu begyndte Grace Kelly Wannabe at fortælle mig, at jeg skulle tale pænt til hende, og at hun i øvrigt forsøgte at koncentrere sig om sit løb. ”Så koncentrer dig! Og lad mig være i fred,” svarede jeg afvisende og fik endelig gang i min egen maskine.

Få minutter efter havde hun overlevet sit løb og stillede sig op foran min maskine og begyndte at tale. Jeg havde headset på med musik, men slukkede høfligt da jeg så, at hun talte til mig, og mens jeg fortsatte med at løbe, indledtes en af de mere mærkelige samtaler, jeg har ført med en fremmed. Hun blev ved med at insistere på, at jeg havde opført mig uhøfligt overfor hende, mens jeg holdt fast i, at man i et center må forvente en vis larm fra de andre udøvende medlemmer, ligesom hun selv havde stønnet ret højt, plus at hun jo lige nu faktisk var i gang med at forstyrre mit løb.

”Er du jurist eller indenfor politiet?” spurgte jeg hende til sidst, og efter flere omveje, indrømmede hun, at hun ”selvfølgelig er advokat!”. Og så var det jeg fik den ondeste lyst til at spørge: ”Er du så single eller fraskilt?” Men jeg gjorde det ikke.

Hun er, hvad jeg kalder en panikbitch. Og det smitter, for hun fik også min panikbitch frem. I stedet for at være åben overfor hende, lukkede hun mig nemlig eftertrykkeligt ned ved at ville styre min adfærd, mens hun samtidig forsøgte at trække det høje-moral-kort. Og det er en virkelig dårlig strategi at køre, hvis man gerne vil opbygge en relation.

I 1915 fik kvinder stemmerret i Danmark, hvilket var en af de første store manifestationer af, at kvinder er lige så meget værd som mænd i samfundet. Siden da er fulgt mange andre love om ligeløn mm. og underteksten i alle dens slags tiltag har været, at mænd var det primære forbillede, eller havde de ønskede privilegier. Kort sagt: Mænds værdier og adfærd var det, vi kvinder skulle stræbe efter. Hvilket vi har gjort gennem flere generationer, og det har både givet os den fornødne personlige og samfundsmæssige magt, man skal have, for at kunne skabe sig et frit liv på fortrinsvis egne betingelser. Hurra for det!

Desværre har det også gjort alt for mange kvinder til mini-mænd. Og fremmedgjort os overfor hvad kvindelighed er. Som andet end de hypede stilletter, moderskab eller madlavning, det på overfladisk vis er blevet gjort til. I en verden hvor kontrol, magt, resultater og handling har været kodeordene for at gøre sig gældende på uddannelses/arbejdsmarkedet, er der en mangfoldighed af kvinder, der har fundet det nødvendigt at dyrke deres indre bitch i panik over, at de skal overskue et liv med alt for mange parametre, som skal gå op i en højere enhed.

Desværre går denne styring også udover deres omgivelser, som skal presses ind i en overskuelig form, der kan flyttes rundt på, så det passer ind i deres maste skema. Sådanne panikbitches er alles skræk, for de har det med at lukke ned for alt det sjove og spontane, og ikke mindst for de åbne relationer. Og værst af alt, lukker de også ned for sig selv, og ender derfor isolerede, sure og ensomme. Heldigvis er en hun en rolle i tilbagegang. For vi behøver hende nemlig ikke mere.

I stedet er vi nu så stærkt placeret i samfundet, at vi kan være ladycool. Arketypisk er det feminine knyttet til at være modtagende, åben, følelsesstyret, passiv, rummelig, frugtbar, nærværende og omsorgsfuld. Egenskaber der ofte anses for at være lavstatus set ift fx resultatorienteret og strategisk. Lykkeligvis giver det moderne samfund os mulighed for at integrere det maskuline i det feminine, og det er, hvad jeg kalder for ladycool.

En lady, en dame, er nemlig en der kender sit eget værd, sætter sin egen status højt i samfundet, og som forstår at bruge sin kvindelighed til at opnå de fordele og muligheder, som hun længes efter og kan genkende, fordi hun netop er i kontakt med sine følelser, uden at føle skyld eller skam over det. Eller bruger det som et socialt våben. Og fordi hun anerkender sin egen status, gør omverden det også.

I over 15 år har jeg holdt foredrag for kvinder, og de senere år har jeg blandt deltagerne tydeligt oplevet en længsel efter at turde læne sig ind i sin kvindelighed, men ofte efterfulgt at sætningen: ”Men jeg ved bare ikke rigtig, hvad det er!?” Men når jeg taler om erotisk kapital, passiv modtagelse, æstetik og rummelighed, ser jeg også, hvordan skuldrene sænkes og der kommer lys i øjnene igen.

For mig er det tydeligt, at rejsen derfor starter med, at vi tør anerkende det arketypisk kvindelige som højstatus. Som noget der er mindst lige så meget værd, som det arketypisk mandlige, og som ikke skal latterliggøres eller tales ned som værende useriøst. Heller ikke af os selv. Med det udgangspunkt, kan vi altid med et smil på læben, hver især begynde at integrere det vi bedst lever med fra de to køn, og derigennem skabe vores egen kvindelighed. Og være ladycool. Du har brug for det. Og verden har også!

Ladycool er bla.:

At turde stå åben, sårbar og modtagende i alle relationer, uden at miste sin egen magt, handlekraft, styrke og indre overbevisninger, og opleve, at det man står for er højstatus, fordi det er nødvendigt og vigtigt for samfundet, hvis det skal fungere godt.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign