Mine sønner går til svømning mandag aften, og da svømmehallen ligger i bekvem afstand fra hjemmet, går vi altid derover. Turen derhen går gennem vejfestvenlige veje og små stier med rivemærker på, så det er jo ikke ligefrem en odyssé af Indiana Joneske dimensioner. Men lige præcis denne aften, kom der pludselig ud af mørket, en kolos af en sort hund farende, med slimskummet blafrende om dens jernagtige kæber. Min søn på fem, frøs først, og sneg sig derefter om bag mig, mumleklagende at han var bange, mens min søn på syv tappert tog mig i hånden og stod mig bi. ”KALD PÅ DIN HUND!!” råbte jeg ud i mørket, så det gjaldede mellem gule mursten og anlagte bede, til noget der viste sig at være en onduleret Lloydjakkeklædt skrøbelighed over 72, som fumlende med hundesnoren, peb et næppe hørligt: ”Buster…kom her…” Da det sorte uhyre stadig havde kurs mod vore struber, råbte jeg endnu engang; denne gang så højt og myndigt, at begge mine sønner gav et sæt: ”KALD SÅ PÅ DIN HUND! NU!!”. ”Buuuhuuster….” lød det igen, men Buster hed enten ikke Buster, eller også var han flintrende ligeglad med rene madskåle og eget slumretæppe, for han var nu kun få meter fra at hugge tænderne i lækkert, mørt drengekød. Jeg manøvrerede min ældste søn om bag mig også, og stillede mig parat med højre ben trukket tilbage, så jeg kunne losse hunden til de evige gø-marker, når den nåede frem til os. To meter fra os stoppede bæstet op og begyndte at logre med halen, mens den virrede med den gråsprængte snude og løb glad vuffende rundt om os. Men skaden var sket. Min yngste er nemlig bange for hunde i forvejen, og han var et rystende espeløv. Da pergamenthuden i de grønne gummistøvler endelig nåede op på siden af os, gik jeg helt tæt på hende, og lod al min galde over sindssyge og uansvarlige hundeejere med snoren i HÅNDEN, og ikke på hunden, vælte ud over hende – hvortil hun med plirrende angstfyldte øjne med dannet stemme kommenterede: ”De er vel nok en venlig dame.” Jeg går ud fra, at det var hendes mest blodige fornærmelse. ”VENLIG?! JEG ER OVERHOVEDET IKKE VENLIG! JEG SYNES DU ER FULDSTÆNDIG UANSVARLIG! DU HAR IKKE STYR PÅ DIN HUND OG DET ER TOTALT UTILGIVELIGT, NÅR DU GÅR RUNDT PÅ EN VILLAVEJ MED BØRN PÅ!” og så vendte jeg hende ryggen og efterlod hende med vindblæst hår og spytperler i ansigtet.
Jeg overreagerede. Men jeg gjorde det med vilje. For det første for at jage en skræk i hundedamen, så hun aldrig, aldrig, aldrig, aldrig mere går tur med sin døve hund uden snor i, og for det andet for at vise min sønner, at mor kan passe på dem, og at de ikke skal være bange for at forsvare sig selv. Helt ærligt var jeg en smule stolt af mig selv, for jeg er nemlig også bange for hunde, siden jeg som ret ung blev blodigt forfulgt af en sort labrador hver eneste eftermiddag, på vej hjem fra skole. Jeg tog begge mine sønner om skuldrene og spurgte: ”Er I ok?” Begge nikkede…og så kom det fra den ældste: ”Men far havde klaret hunden, mor!”

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign