Før jeg selv blev mor til to drenge, læste jeg nogle interessante råd i en bog om at opdrage drenge. De vil nemlig vide tre ting for at føle sig trygge:

  1. Hvem er lederen?
  2. Hvordan er reglerne?
  3. Forlanger lederen at jeg overholder reglerne?

Hvis man vil have et godt forhold til en dreng, må man altså først og fremmest tage sit lederskab på sig og dernæst gøre det på en meget rar måde. Og så skal man kun lave regler, som rent faktisk kan overholdes. På den måde kan må få et tillidsfuldt forhold bygget på respekt. Disse gode råd kommer fra en gammel amerikansk spejderleder, som beskrives i bogen ”Jeg har en søn” af Elium. Jeg har været dybt taknemmelig for at kende dem og har også forsøgt at praktisere dem, selvom de klart har udfordret mig på det, jeg som pige og siden som kvinde, ikke har haft naturligt med mig, nemlig det at være en leder. En leder der både kan være rar og demokratisk, men som til tider også tager en førerbeslutning uden at inddrage de andre. Det falder mig til tider stadig svært at være den mere autoritære leder og lidt for ofte går jeg i forhandling med mine sønner, så de indimellem ender med at manøvrere mig væk fra min oprindelige beslutning. Hvordan kan det være? Først og fremmest fordi jeg ikke er en mand. Og dermed heller ikke en far. Gennem min opdragelse som pige, er jeg ganske enkelt aldrig blevet opfordret til at tage magten i et synligt hierarkisk system, sådan som jeg ved, at drenge traditionelt har gjort og stadig gør. Det kan jeg nemlig iagttage for fuld udblæsning herhjemme blandt drengene på 11, seks og fire. Og det system bliver endnu mere synligt, når min mand – deres far og flokfører (åbenbart!) – træder ind. Selvom jeg sagtens kan være meget myndig og bestemt og ikke er bange for at sige ”Jeg vil gerne have at du…” og mere i samme dur, så har jeg bare ikke samme gennemslagskraft overfor drengene, som deres far har. Det irriterer mig helt vildt til tider og jeg synes det er bunduretfærdigt, at de lytter anderledes til ham end til mig, men nogle gange synes jeg faktisk også, at det er en lettelse. Det er en lettelse, fordi det langt fra er hver gang, at jeg har lyst og brug for at træde i karakter som flokfører på den der hierarkiske måde. Jeg har brug for at min mand tager den position herhjemme, så jeg kan gøre det, jeg er bedst til - nemlig at være social på den kvindelige måde. Den der giver den synlige omsorg, ved at puste når det gør ondt, holder dem når de græder, smører en mad eller bare tager dem på skødet så de kan putte. Det betyder ikke, at deres far aldrig puster på knæet eller trøster dem. For selvfølgelig gør han det. Moderne mænd har en fin empati og har også et stort socialt råderum, men hans vigtigste opgave er jo at lære drengene at blive til mænd og efterhånden har forskningen med at tydelighed vist, at det langt fra er det samme som piger. Den moderne familie har derfor brug for fædre, der både kan og vil træde i karakter som mænd og det vil i denne henseende sige, som flokfører for børnene og som en ligeværdig partner for kvinden, der tør, vil og kan handle som en selvstændig person. Og dermed også gå direkte imod hende til tider og kræve sin plads i forældreskabet. Moderne familier har til gengæld overhovedet ikke brug for en ekstra mor. Eller en far, der agerer som et ekstra barn i familien, der surmulende og servicerende underkaster sig morens/kvindens ønsker og krav - og i øvrigt forsøger at tage form som hende, så han fylder mindst muligt. En mand skal vise sine børn – både pigerne og drengene – at der findes flere universer end den moren kan tilbyde – så børnene bagefter selv kan vælge, hvordan de vil skrue deres identitet og roller sammen. 
Hvis den moderne far står og roder rundt i opvarmet modermælk og farve-koordineret børnegarderobe inde i moderskabet, skal han se at træde ud og i stedet sparke døren til sit faderskab op, hvor hylderne skal tynges af synlige hierarkier, sværd og pistoler, lederroller, empati, social indsigt, regler der er til at overholde, en masse rarhed og ikke mindst en fiskekrog eller to, så han kan smide snøren ud og hente sit faderskab og sin manddom tilbage. Verden har nemlig brug for ledere, der godt gider hierarkiet og de klare regler og som tør stå frem og tage nogle førerbeslutninger uden at debattere det med alle involverede. Verden har brug for nogle som står for og som forstår det mandlige univers instinktivt og som derved har overskud til at gøre plads til begge køns styrker og svagheder. På den måde kan der for alvor blive tale om en ligeværdig udveksling af egenskaber og kompetencer, så vi ender med at få en verden af mangfoldighed frem for en parodi på enten et overmaskulint inferno af diktatur eller et overfeminint helvede af indføling og social omfavnelse.
En ting er sikkert: far er den værste mor i verden. Og i øvrigt vil vi gerne have den rolle i fred. Tak.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign