Hvorfor findes der deltagere til de mange tv-programmer, hvor de bliver sat i potentielt pinlige situationer og underkaster sig folkets dom? 

Af Emilia van Hauen

Er Anne-Mette Rasmussen en heltinde eller bare lidt sørgelig? Selv kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om hendes optræden i Vild med Dans. Og nu også i en galla-optræden på spansk fjernsyn. På den ene side synes jeg det er modigt, vitalt provokerende og socialt interessant, at hun stiller op til sådan et program med så massivt et folketække, og så stort potentiale for pinlig selviscenesættelse. Især fordi omdrejningspunktet for de deltagende kvinder er at være forførende, sensuelle, lette (de skal jo løftes) og unge, og hertil udgør Anne-Mette jo ikke ligefrem det rigtige babe-materiale. Alligevel stiller hun op og minder os om, at lækre forførende kvinder hverken behøver at veje under 45 kilo, eller ligne kuvøseguf. Også forfriskende at hun vælger at gøre det i en sammenhæng, hvor det er livsglæden, det sensuelle, glitter og glam, der står i centrum, frem for at give den som skabsideolog. På sin egen underspillede facon, har hun formået at tiltrække seernes sympati langt udover hendes danse-evner, og dermed cool nok, at hun har forfulgt sin egen interesse, og givet sig selv en (tiltrængt?) oplevelse ved at droppe hensynet til det pæne og sikre.
På den anden side synes jeg også, at det er lidt uværdigt. Hun er kun med, fordi hun er gift med statsministeren. Hun bliver først og fremmest bedømt på sit udseende og sin krops fremtoning (ih, hvor er der blevet kigget efter appelsinhud, deller, forfald og forfjamskelse), og derfor har vi kunnet læse den ene mediekommentar efter den anden om hendes vægt, hendes vægttab, hendes størrelser og hendes flashing af trusser, lår og diverse andet. De to ting gør, at hun indskriver sig i den tusindvis af år lange tradition for, at kvinder kun er noget værd i kraft af deres udseende og deres mænd. Hun bliver til en rekvisit i tv-selskabernes krig om seertal, og det rykker ikke rigtig ved ligestilling og frigørelse fra gamle undertrykkende traditioner. Tværtimod underkaster hun sig folkets dom på parametre, som kropsligt sætter hende i prekære situationer, hvor hun risikerer at udstille for meget til at kunne opretholde den mindste ansats til distanceret værdighed, som man trods alt forventer af et statsministerpar. 
Jeg kan, som skrevet, ikke finde ud af, hvad jeg hælder mest til: Det fanden i voldske og velgørende socialt provokerende ved hendes handling, eller det uværdige i at tilslutte sig den lange række af kvinder, der indskriver sig i historien ved at udstille deres krop. Og måske er det heller ikke nær så interessant, som at gisne om, hvorforhun sagde ja?
Anne-Mette er blot én blandt hundrede af deltagere til den lange række af programmer, der har kendte eller almindelige mennesker i centrum for et ”Se mig! Se mig! Stem mig nu videre, please?” koncept. ”X-faktor”, der starter op igen lige om lidt, ”Talent 2008”, veteranen ”Robinson” og mange flere med TV3’s ”Sandhedens Time”, som den særskilt modbydelige, er alle programmer, hvor deltagerne giver deres personlighed i bytte for opmærksomhed. Få af deltagerne har nemlig noget at have opmærksomheden i, fordi de faktisk har et særligt talent, men de fleste har det jo ikke.
Når jeg kalder ”Sandhedens Time” for særskilt modbydelig er det ikke kun fordi, det er i topmål kujonagtigt at give deltageren mulighed for at få ”sagt et par sandheder” til hans eller hendes nærmeste, på en måde så ofrene fratages muligheden for at reagere behørigt (man disciplinerer selvfølgelig sig selv, når man ved man er på tv). Det er i høj grad også, fordi der i dette program, ikke er en eneste chance for at ende som helt. I de andre programmer er der gjort plads til mirakler, og som seer sidder man forventningsfuld og håber på, at bare én af deltagerne viser sig værdig til vores opmærksomhed ved at præsentere en forbilledlig personlighed eller et enestående talent, og dermed en helteplads i vores bevidsthed. Det er der slet ikke plads til i Sandhedens Time. Tværtimod. Hvad der end måtte være af heltemateriale i deltagerne, akkompagneres utvivlsom af noget nedrigt eller socialt stødende, da spændingsmomentet ellers vil forsvinde, og seerne slukke i frustreret uforløst nyfigenhed, og programmet dermed miste sin berettigelse. Stedfortrædende gys, kunne man kalde alle de tåkrummende sandheder, der bliver afsløret. Og som tilskuer til andre menneskers sociale fornedrelse, bliver vi selv lutret og renset for vores egen pinagtigheder, og kan godte os over, at helt så slemme som dem på skærmen, er vi trods alt ikke. Måske. Forhåbentlig. Fortrængning er – til tider - en velkommen evne! 
Hvad har alle disse programmer til fælles? Og er det overhovedet fair at sammenligne Vild med Dans med Sandhedens Time? Ja, hvis man spørger sig selv, hvad der driver Anne-Mette og de andre deltagere i de mange programmer til at gøre det, de gør, for åben skærm. For det er i denne nationale udstilling af deres aktiviteter, at de to programtyper mødes. Deltagerne må jo ønske at blive bedømt af dette diffuse ”masserne” – ellers stillede de jo ikke op - og derfor kan det ikke være helt skævt at konkludere, at de drives af at opnå opmærksomhed. Og at denne opmærksomhed må forveksles med anerkendelse. Hvad skulle man ellers bruge opmærksomheden til? At det er fuldstændig menneskeligt at være drevet af anerkendelse er ingen nyhed; faktisk kan vi dø af, ikke at få nogen. Men som regel er anerkendelsen gensidigt forpligtende mellem parterne, og det er præcis det den ikke er, når vi taler om denne slags medie-opmærksomhed. Seerne skylder ikke deltagerne noget som helst, og det efterlader deltagerne i et følelses-vakuum, når (for det sker altid!) opmærksomheden forsvinder. Vi har set utallige eksempler på medie-lyskastere, der endte i fosterstilling over, at de ikke viste sig at være så elskede af folket, som de ellers havde fået indtryk af. Og i denne bevægelse glemmer de opmærksomheds-velsignede, hvad kærlighed i virkeligheden er. Når man er elsket for at være, den man er, er det ikke et tilhørsforhold der forsvinder, blot fordi man forsvinder fra skærmen. Alle har brug for opmærksomhed, kærlighed og et tilhørsforhold, og det umiddelbare fix i tv-mediet, kan slet ikke måle sig med virkelighedens mindre glamourøse, men mere holdbare, udgave af slagsen. Alligevel forfører denne akut tilfredsstillende opmærksomhed, sammen med muligheden for at få en oplevelse, der er udover det sædvanlige. Og det er måske i virkeligheden det mest menneskelige ved hele denne strøm af udsendelser, selvom det ikke nødvendigvis berettiger dem til at eksistere.  Og hvad med Anne-Mette? Deltog hun også for at bade sig i massernes opmærksomhed, få masseret sit kvindelige ego, give sig selv et nyt eventyr og træde ud af sin stilfærdige skygge? Det kan kun hun svare på. Sikkert er det, at hun har haft det sjovere, end deltagerne i Sandhedens Time. Og sikkert er det også, at hun ikke længere er - med gemalens legendariske ord – anti-spin. For spinnet har hun jo, lige dér på dansegulvet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign