Engang var en blondine dum, naiv og forførende. I dag er blondinen udfordrende, selvstændig og forførende. Sexkillingen er vokset op og blevet til en sort panter, der nok er kælen, men som også med et dask af sin pote, kan vippe et hvilket som helst manddyr af grenen, hvis han ikke kan hamle op med hende. For én ting har nemlig ikke ændret sig. At være blond handler om magt – mænds magt.

Af Emilia van Hauen, sociolog

Da Norma Jean skulle iscenesættes som sexbomben over alle sexbomber blev hun af filmstudiet sendt til frisøren med en besked om at komme platinblond tilbage. Det gjorde hun – og sådan kickstartede man myten Marilyn Monroe. Den lidt hæse stemme, den indladende attitude, den dumnaive opførsel og en nærmest historisk timeglasfigur forstærkede indtrykket og mændene var solgt. Helt solgt.

Da den søde og blide skolelærer Samantha Caine efter otte års hukommelsestab pludselig opdager, hvem hun i virkeligheden er – nemlig CIA agent med speciale i drab – farver hun sit kommunefarvede hår helt platinblondt og smører tykt med sort om øjnene. Nu er hun tilbage til at være Charly Baltimore: hårdtslående, intelligent, uovervindelig. Kun hendes sexede udseende vidner om, at hun er kvinde; ikke hendes opførsel. Filmen er ”The Long Kiss Goodnight” med Geena Davis som heltinden, der ender med at farve sig selv tilbage til kommuneblond og et lykkeligt familieliv, da hun først har banket skurkene tilbage til det sorte helvede, som de kom fra.

Myten om den platinblondes egenskaber har ændret sig. Fra at være et sex-instrument der skulle få mændene til at spille efter hendes melodi, er det i dag et statement om selvstændighed, fanden-i-voldskhed og sex-på-mine-præmisser. At være platinblond har altid været ekstremt – men hvor det før var for at signalere ekstrem uskyld pakket ind i en sexet emballage, så er det ekstreme i dag også knyttet til selvstændigheden og alle udgaver af den mentale fuck-finger (som f.eks. blondinen Cameron Diaz, der ellers er kendt for sit søde smil, er ret god til at lufte i al offentlighed, når pressen går hende for tæt på). Selv superblondinen Pamela Andersson, der ellers må siges at være en moderne udgave af Marilyn Monroe med hensyn til at være indladende og dumnaiv, fremstilles i filmen ”Barb Wire” som en dominatrix af højeste kaliber. Også indenfor musikverdenen ser vi, hvordan stærke kvinder kan lide at fremføre sig selv som blondiner: Gwen Stefani og Christina Aguilera er to gode eksempler på kvinder, der ikke er bange for at tage bladet fra munden og selvfølgelig er der superpopsilden Madonna, der i sin mest sex-ekstreme periode var fuldstændig platinblond. Og ikke mindst indenfor modeverden gør Donatella Versace meget væsen af sin fremtoning. Hun er blevet citeret for at sige, at hun ligner en tegneseriefigur og med sit lange platinblonde hår og sin brankede hudfarvede er man næsten tvunget til at give hende ret. Men magt har hun – og det er hun bestemt ikke bange for hverken at vise eller bruge. Den moderne platinblondine er altså hverken økonomisk, seksuelt eller mentalt i lommen på farmand; hun er først og fremmest sig selv. Og hun er oven i købet så stærk, at hun ønsker at andre skal forholde sig til hende. Det eneste hun måske ikke kan klare er at blive overset.

Men at være blondine er ikke kun at være platinblond. Der er nemlig mange udgaver af blond og de mere gyldne af slagsen er trods alt mest udbredt. Sarah Jessica Parker (eller blot SJP for de indviede) og Jennifer Aniston er nogle af de mest kendte p.t. og de er begge mere ovre i det honningfarvede. Det gyldne lys, som håret kaster over deres ansigt får dem til at virke blide og kvindelige. Og ikke mindst unge. Især det sidste er et aspekt, som mange kvinder lidt op i årene sætter pris på. Selv vores tidligere socialminister, Karen Jespersen, jublede offentligt, da hendes trendy frisør Gunbritt fik hende overtalt til at blive blond og på den måde virke yngre. Det interessante er, at håret af sig selv med alderen virker mere og mere blond fordi det bliver gråt og dermed giver en blidere kontrast til ansigtet. Ligesom man oftere ser et blebarn med kridhvidt hår end en pubertetsramt skoleelev. Måske er naturen så viseligt indrettet, at mens man er mest skrøbelig (når man er helt ung og gammel) så ser man også sådan ud, mens når man er kraftfuld midt i livet, så får man farver og kontraster så man ikke kan undgå at blive lagt mærke til.

Men hvorfor er det lige, at det er så attraktivt med det blonde look til kvinder? Når man slår ordet ”brunette” op på Google kommer der 5.820 hits, mens der kun kommer 3.010 på ordet ”rødhåret”. Men når man slår ”blondine” op kommer der hele 38.500 hits. Så der er helt klart mest blæst om at være blondine. Måske fordi det forlener mændenes ultimative drøm om luderen og madonnaen i én og samme person. Det lyse, det hvide er symbolsk knyttet til uskylden, det barnlige og dermed det gode – og sættes den formel ind i en voksen kvinde, kan manden for alvor udleve sin fantasi om Supermand. Ikke alene vil han virke større, stærkere og klogere end kvinden (for hun er jo nærmest blot et barn) – han vil også (i fantasien) kunne tage hendes mødom og se sig selv som manden der forvandlede pigen til kvinde – og ganske behændigt vil hun ikke have nogen at sammenligne hans lagenpræstationer med. Samtidig er det lyse look forbundet med ungdom – og dermed frugtbarhed og det er jo en vigtig faktor, når en mand er ude efter en mage. Den en-dimensionelle blondine (uskylden og godheden) personificerede Barbara Cartland mere end 700 gange i hendes romaner og noveller og da vi var helt unge, læste vi måske hendes blade skjult bag et ”Vi Unge”. Men Cartlands historier stopper der, hvor det rigtig sjove begynder: nemlig når heltinden og helten for alvor får hinanden. Og så er vi fremme ved den anden del af blondinens fascination: luderen. Det er muligt at hun ligner Uskylden selv med de lyse lokker, men den er sat på et ganske forførende stativ fuld af bløde kurver, som bare venter på at blive Tornerosevækket af hans berøring og erfaring. Og når det sker, har manden den perfekte win-win situation: hans kvinde bliver ved med at være sød, naiv og god – og en forførende furie i sengen.

Mon det skyldes mandens drøm om den perfekte kvinde, at så mange hunkøn vælger at lysne hovedstråene? Højst sandsynligt. Og der er virkelig mange af dem. Altså uægte blondiner. Undersøgelser viser, at rundt regnet én ud af 20 hvide er ægte blonde, men går man en tur ud på gaden er næsten hver tredje kvinde blond, så hurra for brinoverilten! Selvom platinblondinen i dag er knyttet til personlig magt og altså ikke bare magt over mændene, så er en blondine bare sjovere, billigere, mere ukompliceret, kælen og lattermild end hvilken som helst af hendes farve-søstre. Til gengæld er brunetten kendt for at være intelligent, skarp, seriøs og ligeværdig med mændene. En brunette har direkte power og hun er ikke bange for at skilte med det. Det lever vores nyeste kendte brunette fint op til, nemlig Kronprinsesse Mary.

Farvemæssigt signalerer det hvide altså uskyld, renhed og ungdom, hvor det mørke vidner om autoritet, styrke og erfaring. Mens det røde bare er temperementsfuldt. Derfor er det heller ikke så overraskende, at kvinden helst skal være lys, mens manden helst skal være mørk, hvis det altså skal leve op til de – forældede – men åbenbart stadig gældende normer. Skal man lave en liste over sexede mænd, glimrer den ved fraværet af de blonde mænd, men tæller i stedet Sean Connery, George Clooney, Pierce Brosnan osv. Den eneste blonde mand, der virkelig har slået igennem som sexsymbol er Brad Pitt –men han tiltrækker mere for sin nuttethed end sin rendyrkede maskuline handlekraft.

De seneste år har jeg haft en hemmelig drøm om at transformere mig selv til at blive blondine. Og ikke bare en tilfældig blondine, men derimod en vaskeægte platinblondine. Efter at jeg havde født min anden søn, havde jeg en næsten ubændig trang til at smide tøjlerne, lade det løsslupne råde og bare gå ombord i det ekstreme; det ekstremt synlige, det ekstremt sexede, det ekstremt selvbevidste. Men da jeg først sad i frisørstolen turde jeg alligevel ikke. Jeg var simpelthen bange for, om jeg faktisk kunne bære det. Om jeg ville kunne leve med omverdens reaktion på min fremtoning mere end på mine ord. Og så var det, at jeg frøede ud, for jeg har besluttet mig for at jeg nok i virkeligheden mere er en intellektuel model af slagsen end ….blondine. Vi brunetter kan så trøste os med, at selvom vi måske ikke har muligheden for at gå hjem med størstedelen af selskabets mænd, så er den ene mand vi får med os hjem i hvert fald ikke er en tøsedreng. Tværtimod. Og heldigvis for det!

Men min fascination af blondinen hænger ved. For at være blond er langt fra bare en hårfarve. Det er langt mere en tilstand i hjernen, kroppen og vel også i hjertet. Letheden ved livet tiltrækker – så måske er jeg slet ikke færdig med mine hårfarveovervejelser. Jeg kan selvfølgelig også bare vente til jeg bliver naturligt hvidhåret – men så er det ligesom ikke helt det samme mere, vel?

DET SVAGE GEN – DET SJÆLDNE UDTRYK

”Indenfor modebranchen er tendensen, at det blonde altid vender stærkt tilbage. Vi kan sagtens have en periode, hvor brunetten er in, men så vender blondinen snart retur. Jeg tror det har noget at gøre med at spille på sin feminitet, hvilket selvfølgelig er vigtigt lige indenfor mode. Samtidig har det vist sig, at det lyse gen er et svagt gen og derfor ved at uddø og ved at være blond signalerer man, at man er noget særligt. Personligt tror jeg også det har noget at gøre med, hvordan vi opfatter folk og hvordan vi gerne selv vil opfattes. Når man tænker på en engel, er hun som regel lyshåret, mens Djævlen altid er mørkhåret. Det lyse står for renhed, uskyld og ungdom, mens det mørke står for ens skyggesider, det mystiske. Hvis man gerne vil sende et ungt signal, bliver man blond. Cher, der efterhånden er ved at være lidt gammel, er i dag hvidhåret, hvor hun i mange før har været mørk eller rødhåret.”
Kenneth Adelhardt er make-up artist bosat i Århus efter at have arbejdet mange år i udlandet, hvor han har høstet international anerkendelse, bla. som Diors make-up artist. Gennem sit arbejde har han fulgt modebranchen på tætteste hold i mange år og er derfor slet ikke i tvivl om, hvilken hårfarve der er mest populær på det marked:
”Jeg ser klart flest blondiner blandt modellerne og det skyldes nok ønsket om at virke sund og rask. Hvem vil ikke gerne have korngult hår, der signalerer sundhed i en verden hvor vi bomber USA og hvor vi får kræft, hvis vi går ud i solen? Rent socialt ligger der også en signalværdi i det blonde. Især i tonen af blond. Den platinblonde er billig; hun er frisørelev i Ishøj og hedder Vivi og har et springvand oppe på hovedet, mens hende fra Hellerup har pagehår og er champagne- eller bambusfarvet. Den rige har mere tid til at pleje sig selv og derfor passer hun måske bedre på både sit hår og sin hud. Platinblond findes ikke naturligt når man er ældre og derfor virker platinblondinen stærkt provokerende på os; som om hun siger: Jeg er ligeglad med, om jeg virker unaturlig og SER BILLIG UD. Det må I bare overleve.” Men det er de færreste, der har lyst til at blive ved med at ligne en billig luder og derfor ændrer de også deres hårfarve. Som f.eks. Christina Aguilera.”
Også Kenneth har bemærket, at blondinens udtryk har ændret sig. Han mener, at kvinder i dag er blevet så sikre på sig selv, at de sagtens tør spille på det ekstremt kvindelige uden at virke dumme. Det er derfor man ser en blond Sharon Stone, der ikke er bleg for at benytte sig af et meget direkte kropssprog i filmen ”Iskoldt Begær”, samtidig med at hun er lynende intelligent. Men også på mandesiden har det blonde udtryk ændret sig.
”Jeg havde selv en kort modelkarriere i 80’erne og dengang var jeg fra naturens hånd helt lyshåret – og det var ikke ok dengang. Da skulle jeg helst have haft firkantede kæber og mørkt hår. I dag er modebilledet ændret og det skyldes især Brad Pitt. Med ham blev den blonde mand også sexet, selvom den mørke mand med de brune øjne stadig er mere erotisk attraktiv. Igen hænger det sammen med det billede på uskyld som det lyse signalerer – som elvermanden Legolas fra Ringenes Herre: han er ung og uskyldig og selvom han er ret lækker og en dygtig kriger virker han ikke som en rigtig mand, fordi han har langt nærmest platinblond hår.”

EKSTREMT KRÆVENDE

Natasja Crone er journalist og studievært. Hun har vist sig på skærmen i alle afskygninger af blond, men har også været mørk og fuldstændig knaldrød.
”Jeg er helt klassisk mørkeblond eller kommunefarvet, men har prøvet alle mulige farver hår af, selvom jeg hver gang er vendt tilbage til det lyse. Det startede med en smule striber og så blev det mere og mere lyst. Min frisør er også min gode ven og derfor er det hjemme hos ham og i helt afslappede omgivelser, at vi leger med farverne. Jeg kan godt lide at eksperimentere og derfor læner jeg mig ofte bare tilbage og ser, hvad der sker, når han går i gang. Og så var der lige den gang, hvor jeg blev platinblond.”
”Det var flot, men også virkeligt besværligt. Det var ikke noget jeg havde overvejet inden, så jeg var ikke forberedt på, hvor krævende det egentlig er. Især ikke når man er mor til små børn og skal skynde sig ud af huset om morgenen. Så er der altså ikke meget tid til at sætte håret og tage make-up på. Man ser lidt mærkelig ud, hvis ikke man styler sig, når man er helt platinblond. Det platinblonde er for folk med god tid i badeværelset!”
Natasja oplevede ikke de store reaktioner i det hun kalder blondinebranchen, men rundt omkring hende var der mange, der tog stilling til det ved at kommentere det. Ikke om det var pænt eller ej – mere at hun var det og at det var lidt heftigt.
”Det er et statement at være platinblond og det var sjovt, så længe det varede, men jeg tror ikke, at jeg vender tilbage til det. Men det er bestemt heller ikke mig at være mørkhåret. Jeg bliver alt for hård at se på og mangler nærmest bare piercingen for at virke overbevisende i den dystre rolle. Det er mere mig bare at være blond. Jeg ser friskere ud med det. Ikke sportspigefrisk, men mere ovre i det energiske.”
Natasja har lagt mærke til, at nogle mener det tyder på usikkerhed, når man skifter sin hårfarve ofte; selv mener hun at det bare er sjovt at eksperimentere. At prøve sig selv af i nye roller og lege lidt. 
”Jeg har også selv fordomme om blondiner: en blondine der er for affarvet og for brun, hun er lidt billig. Pamela Andersson er den klassiske blondinejoke, og muligvis har hun mange talenter jeg ikke kender til, men stil kan man ikke anklage hende for at have. På den anden side er der Charlize Theron, der både er totalt platinblond og meget solbrændt, men så sindssygt smuk, at hun falder fuldstændig udenfor kategorien.”

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign