Det fascinerende øde Patagonien, der byder på de høje Andesbjerge og den flade vindblæste Pampas var scenen for den første hvide Camel Trophy. Det betød mindre mudder end sædvanligt og til gengæld masser af sne, for Landrovers nye stjerne skulle afprøves under de hårdeste betingelser. Den klarede testen med bravour.

Af Emilia Caparrós Højbjerg

Søren Brahe-Pedersen standser op et kort øjeblik for at få overblik over det næste mudderhelvede. Vi er på vej op til Volcán Lonquimay, en udslukt snedækket vulkan, hvor han og hans norske kvindelige makker, Anne Marit Lia, skal op og afprøve skienes duelighed for første gang. Men først skal vi igennem en af de eneste sande mudderpøler, som vi møder på turen. Og den er bestemt ikke for amatører. Han tager en hurtig beslutning, sætter bilen i gear og træder pedalen i bund. Freelanderen nærmest danser henover det svære underlag og efterlader sig dybe spor. Efter tredive meter når vi et lidt fastere underlag og Søren standser bilen igen for en kort bemærkning. Da vi kort efter valser videre får vi den lidt særprægede udsigt til en lokal taxa i Lada-form der sidder ubehjælpsom fast i det tunge mudder, med to bettutede amerikanske turister som passagerer, der kigger længselsfuldt efter vores noget aggressive fremdrift. Deres blik er også præget af en ganske svag mistro til de to heste, der af indlysende grunde er forspændt taxa’en. Da vi flere timer senere kommer forbi stedet igen, er både taxa, turister og heste væk. Til gengæld lægger der en kæmpemæssig dynge hestepærer og damper svagt.

Fem dage før har vi forladt Santiago under stor bevågenhed og politieskorte. De 20 Freelandere med hver deres last af to deltagende kandidater fra 22 forskellige lande plus medfølgende pressefolk og udstyr, kørte i kortege op til Valle Nevado for at skyde starten af i det populære skiterræn. Efter et større skishow, som deltagerne leverer, får de sent på eftermiddagen udleveret en ultimativ turistguide til det sydlige Chile og Argentina. Den indeholder over 200 punkter, som kandidaterne kan opsøge via deres GPS og derved opnå points for. Og samtlige punkter er ægte seværdigheder. Årets løb var nemlig bygget op som et kæmpemæssigt orienteringsløb, hvor de nemme poster kunne nås med bil og de sværere måtte nås med ski, mountainbike, kajak eller løb. Det stod hvert hold frit at følge sin egen vej, men tre gange undervejs var vi alle tilsagt fællesmøde i social aktivitet, der intet havde at gøre med konkurrence. Samtlige hold var fulgt af hver deres Landrover Defender, der ved hjælp af supportdriveren, som var en tidligere deltager, skulle hjælpe dem ud af diverse kriser - såfremt de opstod, men som i det hele taget blot stod til rådighed med udstyr og gode råd. Da holdene forlod toppen af Valle Nevado kunne de se frem til at tilbagelægge 5.000 fugleflugtskilometre, før de lidt stive i benene ville kunne stige definitivt ud af bilerne igen i Ushuaia, verdens sydligste by i det sagnomspundne Ildlandet.

Både Chile og Argentina har store øde landvidder i Patagonien, noget som har tiltrukket blandt andet flere Hollywood stjerner, der søger isolationen langt fra kameraernes blitzlys. Det menneskeøde landskab befolkes til gengæld i større udstrækning af løsgående køer, grise, heste, får og hunde, der i flere tilfælde udgjorde en sand trafikfare. Bedst som vi kom kørende i rimelig høj fart på en af de mange grusveje, sprang en ko totalt uforvarende ud fra et budskads og lige ind foran bilen. Én meter fra den specialmonterede kofanger. I noget der mindede om slowmotion så vi dens strittende ører og vilde blik flyve forbi forruden, og nåede forbi den uden sammenstød, før det gik op for os, hvor alvorligt tæt på vi havde været på at få gratis oksebøf til middag - og kun i besiddelse af egne ben som eneste transportmiddel til Ushuaia. Også amerikanerne der hurtigt blev døbt “U-turn” fordi de hele tiden kørte forkert og derfor måtte vende om - var tæt på at forulykke. De befandt sig oppe i bjergene på en af de mange massivt hullede grusveje, der fører gennem Patagonien, og kiggede efter en post, da de pludselig lige efter et sving opdagede en mægtig klippeblok, der fyldte halvdelen af vejen. For at undgå den lavede de en hurtig undvigelsesmanøvre, der i stedet sendte dem i retning af afgrunden, som de kun undgik med få centimeter. Efter dén oplevelse kørte de lidt mere forsigtigt. Løbet var ellers ikke præget af mange uheld, og heldigvis ingen seriøse, så lægeholdet - som transporterede sig selv rundt i både bil og helikopter - var temmelig arbejdsløse. Der var nogle få væltede Defendere og nogle hærgede Freelandere, men så kom Doktor Landrover, der har arbejdet med denne type bil i over 20 år og fiksede dem. Ofte kiggede han bare på bilen, rykkede måske lidt i den - og stillede den ufejlbarlige diagnose.

Hvad løbet savnede i dramatiske uheld, kunne det i stedet tilbyde udi masser af unikke sportsoplevelser. De første fem dage brugte Søren og Anne Marit i bjergene, hvor de både mountainbikede ad smalle og svære stier, nogle så stejle at selv den bedste rytter ikke kunne cykle opad, og tog den på ski op og ned ad næsten uberørte pister. Et hav af vandfald var vi også ude og udforske, idet mængder af smeltevand - selv her om vinteren - finder vej ned gennem bjergsiderne og til tider samles i brølende nedfald som Salto de Itata, eller mere idylliske og pittoreske vandfald som Siete Tazas, der samlede vandet i syv små klippe”kopper”, der fulgte i forlængelse af hinanden. Om aftenen den femte dag mødtes alle holdene i gymnastiksalen i skibyen Pucón, der ligger ved den aktive vulkan Villarica’s fod. Den skulle vi nemlig bestige dagen efter, og kunne derfor se frem til fire-fem timers sej opstigen gennem dyb sne i 40-50 graders hældning. Aftenen inden kunne vi forberede os på det fascinerende skue ved at se dens røde skygge mod nattehimlen, når den afleverede et af sine mindre udbrud. 2.840 meter hæver toppen sig over havets overflade, og vi startede ekspeditionen til fods cirka 1600 meter længere nede. Som de første blev vi mødt af nyfalden dyb sne, som gjorde opstigningen endnu hårdere end vi havde ventet. Søren tog det imidlertid som en kærkommen udfordring og pløjede sig hele vejen op som en velsmurt dansk maskine, og endte derfor også først oppe på toppen. Her stod han og nød udsigten i ensomhed, sammen med østrigs kandidat Rupert Riedl, inden resten af ekspeditionen fik sneglet sig vej op. Vulkanen var i aller højeste grad aktiv og afleverede med passende mellemrum nogle ildelugtende svovlbøvser, der blev efterfulgt af et fascinerende og nærmest uvirkeligt fyrværkeri af rødglødende lava, som blev slynget flere meter op i luften. Og når man løftede blikket fik man den flotte udsigt til Argentina mod øst og Andesbjergenes sneklædte toppe mod syd. Efter en times ventetid på hans medkandidaters opdukken, begyndte Søren at fryse og valgte derfor at tage turen ned alene - på et stykke plastik. Opturen tog ham cirka tre timer - nedturen cirka 10 minutter. Han endte ved en lift, som havde været lukket da vi ankom, men som nu snurrede lystigt rundt. Da det normalt ikke er tilladt at tage en skilift ned, sneg han sig ombord og satte sig træt til rette. Pludselig stoppede den. Og kørte ikke videre. En halv time sad Søren og ventede og prøvede at vurdere, om hvorvidt han kunne springe de syv meter ned i sneen - eller ej. Til sidst gjorde han det. Og landede heldigvis rigtigt. Andre havde været så forudseende at tage deres snowboard med op på vulkanens top, og fik derfra en suveræn off-piste nedtur i magisk pulversne.

Dagen efter forlod vi Pucón og begyndte rejsens anden etape. På dette tidspunkt stod det allerede klart, at Søren og Anne Marit desværre ikke udgjorde den bedste kombination. Som tidligere jægersoldat er Søren drevet af en gennemgribende konkurrencementalitet, som han udlever dagligt gennem en kompakt sportslig indsats. Han var dog allerede fra starten af klar over, at med en kvindelig makker kunne det godt gå hen og blive meget svært at vinde. I stedet satte han sig derfor et mere beskedent mål om at blive blandt de 10 bedste. De endte på en skuffende 17. plads. Anne Marit havde nemlig ikke helt de samme ambitioner som Søren, og viste desværre efter ganske få dage et bedrøveligt lille engagement i de mere sportslige aktiviteter. Hendes fokus var mere rettet mod socialisering med de andre deltagere, lokalbefolkningen og kameraerne, og det er ikke end indsats der henter vinderpoints hjem. I skærende kontrast til hende førte det første rene kvindehold sig i stedet frem med al ære værd. Patricia Molina og Emma Roca, landskvinder fra Macho-begrebets hjemland Spanien, aflivede overbevisende og kompetent myten om, at kvinder ikke er værdige deltagere i sådan et løb. Emma Roca (Roca betyder klippe på spansk, red.) er 24 år og deltog sidste år i det ultra-konkurrenceorienterede Raid Gaulloise, der består af 8-10 dages konstant fysisk aktivitet. Hele døgnet. Hendes næsten 1,80 m tegnes ikke af udprægede bløde kurver. Tværtimod. Da hun på et tidspunkt smider den langærmede t-shirt og lufter sine biceps, udbryder en af de spanske - mandlige - journalister uvilkårligt: “Kors, hun har jo overarme som en lastvognschaffør!” Under de internationale udtagelser viste det sig, at ingen af de spanske kandiderende mænd var i stand til at følge med Emma Roca. Patricia Molina er 22 år, studerer idræt og har været på skilandsholdet. Siden hun fik sit kørekort som 18-årig har hun forsøgt at komme med til dette løb, og endelig lykkedes det hende. Hun indfrier til gengæld forventningerne om en sød lille spansk tingest - på overfladen. For også hun er sej og tager en hvilken som helst udfordring op. Deres flid og vilje belønner sig også i sidste omgang. De vinder nemlig den eftertragtede Landroverpris, som gives til det hold, der når at besøge flest poster, som man kan køre til. Udover dette fine resultat ender de også på samlet 6. plads - og får dermed en højere placering end nogen af de hold, der består af både en mand og kvinde. Altså kan man ikke påstå, at udfaldet er knyttet til køn - men derimod til personlighed.

Lokalbefolkningen i både Chile og Argentina udmærkede sig ved at være noget af det mest hjælpsomme. Da vi nåede til den imponerende Lago Ranco og ville rundt i området, spurgte vi en lokal læge om vej, der kunne fortælle os, at flere af de i kortet angivne veje var skyllede væk. Det sparede os ikke alene for uheldige “u-turns”, men sikkert også for winching i mudder. Freelanderen klarede ellers sne og mudder helt til UG. Turens biler var blevet udstyret med en speciel metalplade, som beskyttede undervognen mod de mange stenslag, og som også viste sig at være nyttig som glat underlag, når vi kørte i dyb sne og mudder.
“Der er ikke så meget frihøjde i en Freelander, som der er i en traditionel firehjulstrækker som Defenderen, men på grund af skjoldet kunne vi kure på kontrolleret vis henover sne og mudder, og jeg oplevede det næsten som en slags bobslæde, der er oppe og køre på maven. Luftindtaget til filteret var i øvrigt hævet lidt i denne model, så vi kunne uden problemer køre i mere end 40 centimer vand. Det er den bedste bil jeg har kørt i sne, og samtidig kørte vi jo med 100 km/t på både asfalt og hullede grusveje uden problemer. Nemt gik det også med at køre over knoldet prærie og gennem knæhøj mudder på trods af vores 500 kg baggage,” fortæller Søren. Han er også imponeret af den indbyggede traction-control, som gjorde kørslen meget sikker - især på glatte veje. Holdet havde kun ét større uheld med bilen, da batteriet blev slået løs og knirkede, fordi vi i lidt for høj fart kørte over en temmelig stor sten. Det skete en af de første dage, og den fiksede Doktor Landrover med et snuptag. Ellers virkede kulden og det hårde vejr i det hele taget ikke som en belastning for bilen, der hele tiden adlød førerens mindste vink.

Årets Camel Trophy bød også på hurtigtgående vand. På grund af smeltesneen er der flere floder, der tilbyder de aller bedste muligheder for white water rafting - eller blot spændende kajakroning. Vores andet mødested var Futaleufu; en lille by på 893 indbyggere og befolket med små træhuse. Den er opkaldt efter den kendte flod Futaleufu, som netop opsøges af ivrige whitewater raftere. Her fik deltagere og pressefolk tilbudt en tur ned ad to 4. grads rapids, noget som mange tog imod. Kun én af de store gummebåde væltede og sendte passagererne ud i det iskolde vand, men meget hurtigt blev de reddet enten i land eller op i båden igen, og dagen forløb uden ulykker. For Søren var det en skøn oplevelse, men den var alt for hurtig overstået, og derfor nød han næsten mere de ture, som han og Anne Marit fik helt for dem selv, når de søsatte deres egen oppustelige kano og roede - eller blev ført - hen mod deres orienteringspunkt. Selvom det var besværligt at puste både op, og selvom de flere gange måtte opgive at hente et punkt, fordi det blæste for meget på søen eller over floden, og der derfor var overhængende fare for en ufrivillig vandtur, var det næsten den aktivitet de nød mest. Til gengæld var den mest imponerende og bedste oplevelse som Søren havde på hele turen den dagslange ekspedition til de kendte og frygtede Torres i nationalparken Torres del Paine.

Denne park var vores sidste mødepunkt og idéen var, at vi alle skulle på en todages ekspedition til gletcheren Grey, hvor vi ville campe og lave fælles barbecue. Desværre var vejret ikke venligt stemt og af sikkerhedsårsager afmeldte man turen og overlod derved én enkelt dag til egen underholdning. Dén greb Søren med kyshånd og allierede sig med svenske Fredrik, der også trængte til lidt mere fysisk aktivitet. Begge har klatreerfaring og kendte til de fire tårne, som er klipper der knejser 1200 lodrette meter over de omgivende bjerge, og de regnes for at væres nogle af verdens sværeste klatrevægge. Tidligt om morgenen drog de afsted i Freelanderen for at nå bjergets fod, inden de begyndte den seje opstigning til tårnenes fod. For at komme derhen skulle de blandt andet krydse en gammel bro, der var så smal, at de måtte slå sidespejlene ind. De nåede dog uden problemer til bjergets fod, hvor de 1000 meter oppe kunne nå et udsigtspunkt. Først skulle de dog igennem dyb sne og klippestykker, og de skulle selv finde stien op, for der var ingen markeringer af den. “Vi sad på en muræneryg, en knivsæg af grus og sten, som var skabt af to gletchere, og kiggede på de fire tårne. Da vi havde siddet og nydt udsigten i en halv time, begyndte det at blæse op og det var som bjerget takkede af for besøget og sendte os ned igen. Da jeg rejste mig lidt stiv i benene, sparkede jeg til et mindre klippestykke, der faldt ud over siden og så langt ned, at jeg ikke kunne se det mere. Jeg hørte heller ikke da det landede,” fortæller Søren, som dog kom sikkert tilbage igen. Helt snydt for det imponerende syn af en gletcher blev vi dog ikke, da vi dagen før var ankommet til gletcheren Perito Moreno, der måler over 14 km i længden og stikker 120 meter under vandet. Den lå dér og lyste i alle nuancer af blåt, frysende kold og knirkende død at se på - og samtidig så levende.

Den 24. august om aftenen var turen slut ved ankomsten til Ushuaia, selvom det først blev dagen efter at den officielle “You made it!” ceremoni blev afholdt. Her kunne franskmændene smykke sig med vindertitlen, mens de sydafrikanske brødre kunne smykke sig med “Team award” prisen. Søren og Anne Marit endte som skrevet på en 17. plads, men havde til gengæld en masse unikke oplevelser med hjem i rygsækken.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign