Jeppe Nybroe’s offentlige deroute fra troværdig nyhedsformidler til bedragerisk anslået selvpromovering har fascineret og frastødt befolkningen. Er det bedraget i sig selv, der er interessant – eller er det fordi han er kendt? Kan hans handlinger ses som et udtryk for en manglende overordnet moral i et samfund præget af indædt konkurrence blandt medierne? Hvordan skal vi som lægmænd navigere rundt i nyhedsstrømmen og finde en sund balance mellem skepsis og tillid til mediernes formidling? Og hvordan kommer man egentlig videre med sit liv, når dets kollaps er blevet udstillet overfor hele nationen? AF Emilia van Hauen, sociolog

Bedraget

Man siger, at det er sejrherren der skriver krigshistorien. I dette tilfælde var det i første omgang en journalist fra DR, der forsøgte at dokumentere krigshistorien – før den reelt fandt sted. I et så gennemsigtigt samfund som vores, hvor enhver med en kamera-mobiltelefon kan fungere som reporter, var det nok naivt at forestille sig, at det ville gå upåagtet hen. Nybroe blev da heller ikke sejrherren, der skrev historien. Tværtimod tabte han ikke alene nyhedskrigen, han mistede også sin offentlige identitet. 
Sagen har fået enorm opmærksomhed – ikke blot i medierne, men også ude blandt folk. Mange har haft en mening om hans handlinger og har fortolket på hans motiver. Hans personlige karriere er blevet genstand for flere analyser, der på en eller anden måde skulle kunne dokumentere, at det endelige udfald var uundgåeligt. På kort tid er hans personlige historie gået hen og blevet til endnu et udtryk for et kendt fænomen: bedraget.

Den sociale regulering og evighedslængslen

Hvem husker ikke Anna Castberg? Den første direktør for museet Arken, der lignede en kølig million, tog professionelt mod dronningen og som viste sig at være en bedrager udi uddannelse og ansættelser. Med egne ord ”romantiserede” hun sin professionelle baggrund og blev afskediget på gråt papir. Siden er hun flyttet fra landet og har vist nok skiftet navn op til flere gange. Kurt Thorsen var heller ikke helt ærlig i et udenlandsk bygningsprojekt, der involverede dokumentfalsk og bedrageri i milliardklassen i den såkaldte PFA-sag. Bjarne Riis indrømmede efter flere års benægtelse, at han havde forøget sine præstationer med doping. Listen er lang, lang med historier om mennesker, der bedrager omverden for at opnå noget særligt; et bedre omdømme, en højere status, penge eller magt. Det er i det ønskede resultat, at bedrageriet afslører sig selv som en grundlæggende asocial adfærd, fordi det handler om at fremstå på en bedre måde overfor omverden end man egentlig er berettiget til ved ”bare” at være sig selv. Eller fordi man opnår noget ved uretmæssigt at tage det fra en anden. Belønningen af bedraget kommer altså ved at involvere omverden og det kan man kun, fordi man bryder nogle af samfundsmæssige adfærdsregler, som er nødvendige at opstille, hvis vi ikke skal gå rundt og slå hinanden ihjel hele tiden for at overleve. 
De Ti Bud er nok de historisk mest kendte regler for social adfærd og de indgår på mange måder i vores retssystem i dag. Budene er eksempler på den sociale regulering, som vi alle må indskrive os under for at kunne fungere i fællesskabet. Hvis vi vælger ikke at gøre det, går det os som Nybroe: vi bliver fyret, sendt udenfor det gode selskab og ender ofte alene og ensomme, hvilket i sig selv er den største straf et menneske kan udsættes for. Uden de andre er vi nemlig ingen. Når vi oplever, at vores eksistens ikke har nogen værdi i sig selv, ryger vi ned i det, som præsten Mette Trankjær kalder ”evighedslængslen”:
”Vi har til alle tider haft en længsel efter at forbinde os med en større mening ved at forbinde os direkte til evigheden, som jo sætter vores liv i relief. Og i gamle dage var dette ”større” Gud, som kunne sætte vores liv i perspektiv og give det et formål udover det helt jordnære. I dag ser jeg, hvordan mange mennesker udlever denne evighedslængsel i forskellige former for misbrug, som for eksempel alkohol, narko, forbrug, karriere og søgen efter social anerkendelse. Evighedslængslen er følelsen af, at vi ikke slår til i vores eget liv hverken i evner eller tid. Det opleves som om vi er slået skæve, fordi vi er gået fejl af vores bestemmelse, men samtidig har vi en svag erindring af den og hvis vi ikke når dertil hvor vi anerkender, at det er en længsel efter Gud, en længsel efter at forbinde os med evigheden og være fuldkomne, så fylder vi den op med noget andet – som i sidste ende aldrig stiller sulten, men bare vil have mere og mere.”

Afgudens fald

Var dette mon Nybroes udfordring: at på trods af hans åbenbare succes, var det ikke nok og han måtte hele tiden række længere for at fylde tomrummet op om at han ikke er god nok som han er? Det kan vi ikke ane noget om; det vil være de rene spekulationer at forlene ham med psykologiske motiver for handlinger. Det vi kan konstatere er, at konkurrencen på arbejdsmarkedet er blevet hårdere, kravene til kvalifikationer er blevet stadig større, forventningen til at få personlig succes og opnå selvrealisering er blevet alment og selvfølgeligt og mediernes interne konkurrence er blevet skærpet i næsten uhyggelig grad, fordi der er så mange om buddet i dag. Samtidig er vi som borgere ikke på samme måde som tidligere bundet af en fælles moral om god og dårlig opførsel og vi har ikke længere den samme autoritetstro overfor de myndigheder, der skal være med til at regulere vores adfærd – og alt i alt giver det nogle ret hårde vilkår for at være noget særligt – og blive ved med at være det. Problemet kan måske forklares af Trankjær, der ser, at evighedslængslen går begge veje: for den enkelte ved at dyrke et misbrug og for os andre, der fristes til at dyrke et andet menneske, som en afgud.
”Dyrkningen af et idol er et velkendt fænomen og er også et udtryk for vores evighedslængsel. Når vi ikke er i stand til at give Gud den plads han kan have i vores liv, søger vi at fylde tomrummet med et andet menneske, som vi dyrker som en Gud i stedet for. Men intet menneske er en Gud, intet menneske er ufejlbarligt og derfor må dette idol nødvendigvis falde på et tidspunkt – og bliver i stedet til en syndebuk.”
Mekanismen er, at når vi ser idolet fejle, bliver vi mindet om vores egne fejl og mangler og dem projicerer vi behændigt tilbage over på idolet, for at undgå at mærke vores egen utilstrækkelighed. Og det befriende for os almindelige er, at vi aldrig falder nær så langt som et idol gør, fordi der selvfølgelig er meget længere ned fra en piedestal end fra en helt almindelig taburet. ”Godt nok har jeg også løjet, bedraget og snydt – men jeg har aldrig nogensinde gjort det i den målestok og sådan at det gik udover så mange mennesker!” kan vi berolige os selv med, mens vi vender os mod sidemanden og ryster beklagende på hovedet over idolets fald. Pludselig er det et adelsmærke at være helt almindelig og ganske korrupt at være et feteret særligt talent – for det kan man alligevel ikke stole på. Og hvem er der ellers ”derude” man ikke kan stole på? I den fælles forkastelse oplever vi ikke-idoler en fællesskabsfølelse og et positivt tilhørsforhold til en gruppe, der ikke foregøgler at være noget særligt.

Rollens troværdighed

De fleste mennesker er draget af succes. En fortælling om succes er som regel også en god historie og heltehistorier er altid attraktive fordi det minder os om, hvor gode vi kunne blive hvis bare vi altså gad at gøre os umage eller var så heldige at blive født med et særligt talent, som vi dyrkede intensivt. Nybroe var sådan et talent. Han virkede rolig og troværdig på skærmen, var charmerende, flot og havde en indtagende personlighed. Med ham ved roret kunne vi seere slappe af, for der var tjek på tingene og vi fik hvad vi skulle bruge; oplysning og underholdning. Da det viste sig, at talentet ikke holdt, at han var faldet for sin egen selviscenesættelse som både charmerende og hårdkogt reporter, røg folkemeningen ud i den anden ende af skalaen og forkastede ham helt og aldeles.
 Historier om hvordan Journalisthøjskolen bruger to indslag med ham som eksempler på dårlig journalistik, historier om fotografer der ikke vil på opgave med ham fordi de føler sig usikre på hans faglige integritet og flere andre historier, der alle som én har det omdrejningspunkt, at han forsøger at vise en virkelighed, der ikke eksisterer i virkeligheden, begynder at dukke op. Nybroe har ikke en chance. Sladder har til alle tider været en vigtig social mekanisme til at binde folk sammen og få dem til at føle samhørighed og samtidig som noget særligt, fordi man får en viden, andre ikke nødvendigvis har. Og sladderhistorier om heltefald er nogle af de allerbedste, for så kan vi almindelige mennesker få den indirekte anerkendelse, som vi alle har så hårdt brug for. Samtidig søger vi at få mening i bedraget, for ingen bryder sig om at blive bedraget. Det får os til at føle os dumme, uvidende og let til fals og det er der jo ingen, der ønsker at være. De efterfølgende sladderhistorier skal derfor enten godtgøre, at vi ikke havde en chance for at vide at vi blev snydt. Eller også skal de bekræfte os i, at vi jo nok havde en fornemmelse af at noget var galt, men at vi lod tvivlen komme svindleren til gode. På den måde kan vi opretholde en illusion om, at vi er skarpe nok til at gennemskue bedraget og samtidig så godt et menneske, at vi tilgiver på forhånd. 
Nybroes rolle i offentligheden var at fremstå som en troværdig formidler af nyheder og derfor ville hans største svigt også findes i at formidle falsknerier. Hvilket var præcis det han gjorde. Hvor vi som seere skulle læne os tilbage i tryg forvisning om, at vi blev behørigt informeret, så vi selv kunne skabe os vores egen mening på et sagligt grundlag, blev vi i stedet forført af historier, der var direkte manipuleret for at få formidleren selv til at fremstå som endnu dygtigere, modigere og mere attråværdig end han egentlig var.

Den gode sags tjeneste eller selvpromovering

Bedrag for en god sags tjeneste kan man til dels tilgive, men bedrag for egen vindings skyld er en asocial handling, der straffes prompte med udstødelse af fællesskabet. Uanset hvor dygtig en formidler er, er han stadig kun en formidler og i det øjeblik han glemmer sin rolle og i stedet dyrker iscenesættelsen af den, ryger sympatien. Den funktion som han er udset til at varetage, opfylder han ikke – og vi får derfor ikke hvad vi kommer efter. Han bliver med andre ord overflødig. Ikke at leve op til sin rolle skaber altid kaos i en social kontekst, fordi man bryder med forventningerne til ens adfærd, som igen kan være en rettesnor for hvordan andre skal gebærde sig overfor os og placere sig selv i forhold til andre. At kende og orkestrere sin rolle er derfor livsvigtigt for os, hvis vi vel og mærke vil blive ved med at være en del af et fællesskab. Vil man forlade et fællesskab, er den hurtigste og sikreste vej ud at forråde sin rolle. Nybroe forrådte sin rolle ved bevidst at manipulere med de billeder, der skulle vise virkeligheden og da han samtidig var den nationale tv-kanals Mr. News og ikke bare en håbefuld praktikant, var forræderiet mod hans opgave total.

Bedragets fascination

Lige så frastødende som bedrag er, er det også fascinerende. Det er spændende med mennesker der ikke følger reglerne og bryder med de sociale normer. For det første fordi vi alle sammen gør det hele tiden, bare i en meget lille målestok, som sjældent har graverende følger. For det andet fordi de fleste af os på et eller andet tidspunkt i vores liv har drømt om at slå ud med armene og bare gøre det, men afholder os fra det, fordi vi aner, at konsekvenserne af afsløringen er alt for store. Og det at nogle mennesker (åbenbart) er villige til at betale så høj en pris, virker fascinerende på os. Især når det bliver opdaget og vi kan glæde os over, at vi aldrig faldt for den samme fristelse.
Er der nogle fælles træk ved bedragere? Ifølge Stig Hoff Johansen, psykoterapeut og lærer på Nordisk Gestalt Institut er der helt klare fællestræk. Det viser sig nemlig, at bedragere ofte har adskillige psykopatiske træk, selvom de ikke nødvendigvis er fuldbårne psykopater. Deres problem er, at de er ude af stand til at sætte sig følelsesmæssigt ind i hvordan andre mennesker reagerer på deres bedrageri – og de er også ligeglade, for det der i virkeligheden interesserer dem er, hvad de kan opnå med deres bedrag. 
”Der er tre ting, der primært karakteriserer den psykopatiske personlighedsforstyrrelse. For det første har de en svag personlighed med lav frustrationstolerance; dvs de har vanskeligheder ved at rumme og bearbejde skuffelse, vrede og forurettelser. For det andet har de en tendens til at omsætte de psykiske spændinger til handlinger og adfærd, der er meget impulsstyret. Sagt med andre ord, så mangler de sociale hæmninger. Det er for eksempel typisk, at når en psykopat bliver afsløret, så går de ikke i skam som vi andre ville gøre det. De er mere optaget af, at de ikke opnåede hvad de ønskede. Og for det tredje har de en ringe evne til at indgå i interpersonelle og sociale relationer.”
Johansen vil ikke udtale sig specifikt om Nybroe, men konstaterer blot generelt, at bedragere ofte har disse psykopatiske træk. Og det særligt pikant ondskabsfulde ved lige præcis Nybroes situation er, at bedrageren startede med selv at blive bedraget – af sin tidligere kæreste, der forlod ham til fordel for en anden mand. En historie der blev solgt mange sladderblade på og som man kun kan gætte, har lagt et overordentlig stort pres på Nybroe selv.

Mediernes magt/Janteloven?

Nybroe har forbrudt sig mod den vigtigste regel i nyhedsformidling, nemlig at formidle virkeligheden så objektivt som muligt. Men hvor stor var hans fejl egentlig? Eller blev han et offer for nogle andre omstændigheder? Det har Lasse Jensen, journalist i en menneskealder og kendt for sit radioprogram ”Mennesker og medier” et bud på:
”Han er en mand, som TV-Avisen har formet og promoveret, som en af de virkelig centrale ankermænd på udsendelsen og det i sig selv betyder, at de andre medier vil interessere sig for det. Manden har jo foretaget sig ting, som man ikke må – og når han samtidig arbejder på en landsdækkende tv-station, bliver det meget synligt. Der er formentlig også et sammenfald i, at DR i forbindelse med budgetoverskridelser, fyringer, dårlig ledelse osv. har andre mediers bevågenhed. Ikke desto mindre er indslaget med konvojen der kører den forkerte vej ren manipulation, et dramaturgisk veltilrettelagt indslag og ikke en fejl, der er sket i  skyndingen, som vi ser i masser af andre tilfælde. Derfor er det alvorligt.” 
Vores samfund er meget medietungt i dag og vi kan hente oplysninger og nyheder nærmest hvor som helst vi befinder os. Sådan en sag som Nybroes kan få nogle til at tænke, at man slet ikke kan stole på medierne i dag, for alle er bare ude på at få den bedste historie først – også på baggrund af snyd og bedrag, for når det bliver opdaget, så har de jo fået den eftertragtede omtale. Stig Hjarvard, professor i medievidenskab, har et forslag til en kur:
”Orientér dig i så mange medier som muligt, så du bliver præsenteret for så mange forskellige virkeligheder som muligt og på baggrund af det, kan du så skabe din egen.” Lasse Jensen supplerer:
”Som bruger af medierne skal man hele tiden være på vagt. Hvis man tror, at medier er ufejlbarlige, skal man tro om igen. Og når det drejer sig om tv, som har den store gennemslagskraft, skal man være ekstra kritisk, for det vi ser, er ikke hele sandheden, selvom det kan fremstå sådan, fordi det er levende billeder. Vi ser forhåbentlig kun et brudstykke af sandheden og ikke mere end det, ellers ville vi kede os til døde ved en tv-udsendelse. Ordet manipulation betyder i sig selv, at man flytter rundt på tingene og på den måde, er al tv jo manipulation. TV er fyldt med rekonstruktioner af virkeligheden, fordi du jo ofte kun har to minutter til at fortælle komplicerede historier og netop derfor er det livsvigtigt, at redigeringen af virkeligheden foretages loyalt overfor virkeligheden. Det er ganske enkelt forbudt at redigere sådan, at det bliver en anden virkelighed, en løgn.”

Hvordan kommer man igen?

Stormen har lagt sig for nu; om aftenen møder vi andre studieværter på skærmen, der er ikke kommet flere nye afsløringer, vi har ikke mere at sladre om og vi kan leve videre som om intet var hændt. Men der er én, der ikke kan det. Nybroe selv. Når ens identitet bliver endevendt og forkastet offentligt, hvordan kommer man så igen? Hvad skal der egentlig til for at man atter engang kan indtage en troværdig rolle på scene? Den eneste plausible  kur er en fuldkommen og gennemført anger over hans handlinger. Han kan prøve at forklare dem ved at henvise til sin personlige krise, men han vil først blive lyttet til igen, når han indser, at han har forbrudt sig mod de regler, som vi andre forsøger at følge – og på den måde vise os, at han anerkender og accepterer de livsvilkår vi andre lever under. Kun sådan kan han atter blive et ligeværdigt medlem af fællesskabet. Og hvis han oven i købet håndterer denne situation ved at vise, hvordan han er blevet klogere ved for eksempel ved at stille sine evner til rådighed overfor andre, kan han måske ende med at få en endnu stærkere position end tidligere. Et heltefald er som sagt altid en god historie. Men en historie om et heltefald, hvor helten ender med at komme igen i en endnu stærkere og mere moralsk udgave end den første er en endnu bedre historie. Og den vil Nybroe måske gerne fortælle. Engang….

BOKS: SAGEN KORT

Den 29. juli kunne man i TV-Avisen kl. 21 på DR følge Nybroe på taget af en pansret mandskabsvogn, mens han kommenterede: ”Nu ruller nogle af de allersidste danske soldatoer ud af Irak i ly af nattemørket.” Reelt set var de på vej ind i Irak og billederne var hentet fra arkivet. I TV-Avisen den 2. august kl 18.30 blev de ukorrekte oplysninger berigtiget og beklaget og Nybroe fik efterfølgende en advarsel og en tvungen pause som studievært i tre måneder af nyhedschefen Ulrik Haagerup. En måned senere afslørede Jyllandsposten, at Nybroe i et indslag den 16. januar 2006 havde gjort ét granatnedslag til tre i det samme indslag – antageligt for at øge dramatikken. Og den 3. september kommer pressemeddelelsen så om, at Nybroe stopper hos DR. Haagerup udtaler i den forbindelse, at ”…DR’s troværdighed er altafgørende og vi kan ikke have et kontrolsystem, hvor vi skal gå og overvåge hvad hinanden laver.” Nybroe bliver efterfølgende betegnet som ”en færdig mand” i dansk presse.

BOKS: BLÅ BOG

Jeppe Nybroe (1973) er født i Nairobi, Kenya. Efter sin studentereksamen læste han spansk sprog og kultur i Madrid. I 1997 blev han færdiguddannet som journalist, hvor han tilbragte sin praktikperiode på Jyllandsposten. Han har siden arbejdet som journalist og tilrettelægger på bla. TV2 og Nordisk Film og som freelance krigskorrespondent  for bla. Politiken og Weekendavisen. I 1999 blev han ansat på DR og er kendt derfra i forskellige programmer, bla. dækning af kongehusbegivenheder, valg og statsbesøg.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign