De lignede det man så håbefuldt kalder ”det perfekte par”. Kvinden livlig, smuk, sjov og med et fleksibelt arbejde, der tillod hende at hente de fire børn lige efter frugt; det tidspunkt, der i dag på næsten symbolsk karakter inddeler befolkningen i et A og et B hold. Manden en dygtig karrierepilot, stabil, venlig, flot, med så god en indtægt – formoder jeg – at der var råd til to biler, trampoliner i haven og hjælp i hjemmet. De var selvfølgelig forskellige. Der var selvfølgelig de almindelige gnidninger. Men ingen af os i omgangskredsen havde set det komme. Pludselig en dag kommer sønnike hjem og fortæller, at vennens forældre skal skilles. Jeg troede det var en and. Det var det ikke. I dag er en skilsmisse mere på linje med Stryhns, end en social skandale eller en tiljublet kvinde-emanciperende handling, så hvorfor blev så mange af os lidt rystede? Fordi de lignede alle os andre - bare i en pænere indpakning. Og hvis det kunne ske for dem – som oven i købet har fire(!) børn – hvad kunne der så ikke ske for os andre? Hvor sikre er vi egentlig på vores ægteskaber? Hvis man tager Danmarks Statistik til hjælp, er der det, man vil kalde ”en pæn sandsynlighed” for, at man selv ender på den. 14.066 par blev skilt i 2007, mens 36.576 blev viet. Til trods for at skilsmissetallet er det laveste siden 1999, og at det er faldet for tredje år i træk, er det stadig højt nok til, at de fleste på et eller andet tidspunkt tænker ordet ”skilsmisse” om ens eget ægteskab.
Det forudsigelige er, at den forsmåede part, pludselig ser lyset og forstår, at vedkommende ikke var nærværende nok, deltagende nok, opmærksom nok. På den anden. Man levede for meget sit eget liv og havde hinanden som praktiske foranstaltninger: To til at bringe og hente børnene, to til at ordne hus og have, to til at invitere folk og blive inviteret, og to som hinandens sociale varmetæpper, så illusionen om fællesskab holdt ensomheden fra kroppen. Altså indtil den ene part får nok. Hvilket oftest er kvinden, idet hun initierer omkring 75% af alle skilsmisser. Den manglende opmærksomhed og den manglende kontakt, er som regel det største kritikpunkt. Flere lykkeundersøgelser viser da også, at der især er to faktorer, der får os til at føle lykke: nære sociale relationer, og at vi lykkes med vores virke. Det interessante er blot, at mens vi forventer, at lykken for langt over 50% vedkommende skal komme fra kærligheden, så bruger de færreste meget mere end 5-10% af deres energi og tid på at pleje lige præcis den del af livet – hvis det overhovedet er så meget! Til gengæld bliver der brugt så meget mere tid på arbejdet, børnene og alt muligt andet end partneren. Med mindre man da regner den tid med, hvor man sidder og grynter ensstemmigt ud i luften under TV-avisen. Det regnestykke kan selv min søn i første klasse sætte rød streg under. Spørgsmålet er, om det er fordi, vores forventninger om lykkeprocenten på over 50 er for høj, eller om det er fordi, vores investering på under 10% er for lav? Jeg er tilbøjelig til at tro, at svaret ligger i en kombination af begge faktorer. På den ene side er vi nemlig blevet tudet ørerne fulde af myten om individualisering og selvrealisering i årevis, og det er jo ikke ligefrem befordrende for parforholdet. På den konto kan man tale om forbrugsmæssiggørelsen af menneskelige partnerskaber, som sociologen Zygmunt Bauman beskriver det. Vi er så frie i dag, at vi ikke længere behøver at være tynget af følgerne af forkerte valg. Vi vælger bare om igen. Det kan vi gøre, fordi vi lever i et resursestærkt samfund, der hylder mobilitet og dynamik. Og individets ret til at være lykkelig. ”At ofre sig”, er ikke ligefrem et udtryk, der bestormer de danske medier, og folk der gør det, næsten ringeagtes, for hvorfor lader de sig behandle så nedværdigende, at de ikke sørger for egen lykke? Men kan man overhovedet opretholde et nært, forpligtende forhold til en partner, hvis ikke man også er villig til at ofre sig engang imellem? Når man ikke jævnligt lader den andens behov komme før ens egne, ender man nemt med ikke at have noget sammen, udover den praktiske ramme, og så er det, at de fleste vælger at trække stikket. De vender sig bort fra ”ingenting” for at finde et nyt ”alting” hos en anden. Sjovt nok viser livet, at det man bruger tid og tanker på, også er det man lykkes med. Det er der absolut intet nyt i. Intet overhovedet. Alligevel står alt for mange af dem, der bliver mødt med skilsmissepapirerne, forbavsede og forvirrede tilbage – indtil de selv laver det simple regnestykke. Og så er vi fremme ved forventningerne. Måske kunne skilsmisser undgås, hvis vi nedjusterede vores forventninger til, hvor lykkelige ægteskabet skal gøre os. I stedet for at pålægge parforholdet ansvaret for størstedelen af vores lykke, kan vi pålægge livet og dets mangesidede indhold det ansvar. Hvis jobbet, børnene, vennerne, fritidsaktiviteterne fylder 90% af vores lykkebevidsthed, er der mere plads til at man i perioder kan have lavt blus på kærligheden, uden at det får konsekvenser. Det er bare ikke noget, ”man” kan sige højt. Hvis du til en middag fik følgende melding fra din bordperson: ”Mit ægteskab betyder egentlig ikke så meget for mig, for jeg har så mange andre gode ting i mit liv. Men jeg elsker min partner.” ville man sikkert prise sig lykkelig over, at man ikke selv var gift med vedkommende. Hvorfor? Fordi vi stadig dyrker den romantiserede forestilling om kærlighed. Vi har alle sammen brug for at vide, at vi er noget ganske særligt for et andet menneske. Det er ikke lige så meget værd at være en god leder, en god sosu-assistent, en god mor, som det er at være en trofast elsket person. Og et er da også vidunderligt at vide, at der er nogen i verden, der for altid vil være sammen med én. Det er fuldt ud menneskeligt at ville opleve det, men hvis ikke man er villig til at lægge den tid og de kræfter i sådan et gensidigt forpligtende forhold, fordi vores tid har nogle værdier, der ikke ligefrem understøtter det projekt, skaber man sig i bund og grund en loose-loose-situation. Nogle ganske få oplever at elske hinanden hele livet. Men det er de færreste. Flere ender med at blive skilt. Andre går den anden vej og opdager, at de skal gå fra 10%skabet til 30%- eller 40%skabet. Og samtidig med at de giver hinanden mere tid og opmærksomhed, giver de også hinanden mere fri til ikke at forvente, at den anden skulle gøre dem lykkelige. Den må de gerne søge andre steder. Som en tredje mulighed kan man også arbejde med livsfaseægteskaber. Når man er ung og fri, kan man have én partner, der passer til det behov. Når man vil have børn, kan man finde sig en anden type partner. Og når børnene er rejst til fremmede køkkener, kan man finde sig en tredje partner. Men selv denne model, der med god vilje kunne ses som en smart kombination af de to andre, vil møde modstand hos mange, for ægte kærlighed er noget, der holder hele livet. Pointen er, at der ikke er noget facit på det moderne ægteskab. Selvfølgelig ikke. Det er i høj grad op til den enkelte at finde ud af, hvad man forventer sig af det, få styr på egne prioriteringer, og ikke mindst finde ud af, hvad man selv skal bidrage med, for at opnå det – i stedet for at lade sig forføre af de mange og modsatrettede forestillinger om det lykkelige moderne ægteskab, hvor man kan alt hele tiden. Det er nemlig med garanti fuldstændig umuligt at opnå!

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign