Ingenting kommer af ingenting, undtagen lommeuld! Storm P

Kender du det vigtigste princip for at overleve de næste mange år? Hvilke andre megatrends kan du udnytte – og hvordan - til at nå dine egne mål? Nu er lommeuldsheldet endegyldigt forbi, og verden kræver, at vi konstant skal gøre vores egen eksistensberettigelse gældende; både som privatpersoner og organisationer. Rust dig til fremtiden her. 

CENTRERING = 1+

Intet under eller ved siden af. Derfor 1+. Centrering skal stå foran alle andre megatrends du vælger at bruge; ellers får du ingen reel effekt. Slut med mennesker og ideer, der blafrer rundt efter enhver tosset eller panisk overlevelsesidé, og ind med personer, organisationer og produkter der tager udgangspunkt i eget centrum. De går nemlig aldrig død i energi og kreativitet eller brænder ud af stress. Centrering handler om at du tør tænke og handle autonomt, og følge din egen indre overbevisning, selvom det kan betyde udstødelse af den gruppe, du gerne vil være medlem af. Husk at du kan være med til at skabe noget nyt, som andre vil opsøge, og på den måde kan du skabe et nyt fællesskab, som passer bedre til dine overbevisninger og livsformål. Hvis ikke der allerede er plads til dig – skaber du den. Læs mere om centrering i denne artikel 

PENGE

For få år siden, var penge noget næsten inferiørt vi bare skaffede. Gennem investorer eller kunder. Nu dominerer manglen på dem fuldstændig vores dagsorden – fra mikro til makroplan - og alt hvad vi gør og tænker har rod i pengeoverlevelse. Også dine kunder. Så tænk penge ind i det du laver – men på en måde, så du skaber muligheder og håb - ikke frygt. Penge bliver stort, måske det største de næste mange år! 

CONNECTIONS

Fællesskaber er socia-cool, og uden dem er du intet. Men fællesskaber er ikke nok. Det er hvordan vi er tilknyttet, der bliver det store issue i fremtiden. Connections handler ikke bare om netværk og relationer; det handler også om hvordan vi connecter med viden, resultater, handlinger, idealer, værdier, organisationer, ideer – og ikke mindst de muligheder, som alle vores connections giver os! I en verden af forbindelser, er der to møntfod: Tillid og hastighed. Tillid er det, der i en verden med færre autoriteter skaber nærhed og troværdighed og langsigtede resultater, mens hastighed er det, der giver os adgangen. At være ”konstant på” bliver ikke mindre relevant; tværtimod, så jo hurtigere og bedre vi kan få det vi søger – i alle aspekter af livet – jo mere søger vi det. Hastighed handler også om at kommunikere ikonisk-klar. Hvis dit firma, din stilling, dit produkt var et ikon – hvordan så det så ud? Der skal gå mindre end et sekund fra ikon til klik – ellers taber du i kapløbet.

ESSENS

Know right before know how! Kvalitet. Funktionalitet. Autenticitet. Overblik. Lortet skal virke – også på langt sigt! Ellers bliver det for dyrt i penge, tid, opmærksomhed og image. Spørg dig selv: Hvad er din essens: en unik produktidé? Et enestående koncept? En særlig evne? Når du har svaret, så skru op for det! I en hyperkompleks verden søger vi kompleksitetsreduktion, og dem der kan tilbyde det, i sin mest essentielle form, er dem der løber med vores opmærksomhed, tid og penge. Husk at data og viden intet er værd, hvis ikke det kan fortolkes og bruges i forhold til din kundes mål.

MULTIMENNESKET

Farvel til det holistiske menneske og goddag til multimennesket. Vi har opgivet den urealistiske drøm om en tilværelse i evig zen og balance med en gennemfarvet identitet, der i sin kerne er urokkelig og hel. Multimennesket forstår derimod at favne en lang række paradokser, og formår derfor at navigere sikkert, fleksibelt og troværdigt rundt i det foranderlige landskab, som vores tid er. Multimenneskets særlige egenskab er en udbredt paradoks-elasticitet, der holder det smidigt og levende, og derfor hele tiden er i transformation, fordi det giver og tager i en samlet konstant cyklisk bevægelse. Hvor multi er du? Og din organisation? Paradokser er kun en svaghed, hvis man ikke ved, hvordan man bruger dem som kreativ energi. Hvor findes dit største paradoks? Dér finder du også dit største vækstpotentiale! Læs mere om multimennesket her

PRODUKTION

Samfundets A og B hold adskilles af evnen til at være skabende og kreativ i sin adfærd og tanke. Den gode samfundsborger og kunde var reproduktiv af samfundets idealer, værdier og normer, og på den måde stabiliserede man den eksisterende struktur. I dag skal man være ny-produktiv i sit mindset og sine handlinger, ellers bliver man kørt bag om dansen. Produktion er demokratiseret i en grad, så alle har adgang til at skabe noget; dem der ikke tør, er taberne. Især hvis man ikke tænker det cykliske princip ind i ens produktion som evigt genbrug; lineært forbrug er bare så industrialderagtigt, at det er helt pinligt! Hvad producerer du? Egentlig? Eller spurgt på en anden måde: Er du på markedet for boremaskiner? Eller er du på markedet for huller? Læs mere om cyklisk forbrug her og om voksencool og cocreation her 

DET PERFEKTE SAMFUND

Vores elskede velfærdssamfund og den vestlige demokratiske model er ved at knække på midten af overdreven forsørgerbyrde og offermentalitet. Hvilken ny samfundsmodel vil kunne tage kampen op mod Asiens og Sydamerikas fremadstormende vækstmuligheder? Jagten på det nye perfekte (sociale) samfund er gået ind – gad vide hvor den ender? Og hvad er dit bidrag til at vi i Europa ikke ender som taberne i verdensordenen om …10-20 år? Debatten er først for alvor lige begyndt, og det med at blame Grækenland, Italien og Spanien er strudsementalitet; hele Europa må genopfinde sig selv og sin eksistensberettigelse. Tænk derfor udenfor Europa, når du tænker afsætning.

INDIVIDUELT FORBRUG

På trods af – eller måske netop derfor! - økonomiske udfordringer og mindre råderum, bliver forbrugerne (i alle udgaver, også organisationer) mere og mere krævende på at få dækket lige præcis deres individuelle behov. Træn dig selv i din essens, og du vil kunne tilbyde noget enestående til alle dine kunder – uden at knække halsen på at individualisere det i en grad, der giver røde tal på bundlinjen. Læs mere om forbrugertyper her

KØN

Køn bliver stadig opfattet som et problem, og nu har vi også tænketanke for mænds ligestilling. Køn bliver ikke mindre vigtigt i fremtiden, tværtimod! Vil du være på forkant, så begynd at tænke det spændingsfelt, der er mellem de to køn, som en gratis ressource du kan trække på, fremfor et problem, der skal løses. Der er masser af forretning og løsningsenergi i konflikten mellem kønnene – især når man anskuer det ud fra en energiskabende vinkel, der inspirerer til kreative løsninger i alle mulige andre sammenhænge. Tænk køn ind i din forretningsplan og se hvad der opstår af nye muligheder og markeder! Læs mere om kønnet som ressource her og om de fire kvindelivsformer her og de fire mandelivsformer her 

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign