Af Emilia van Hauen

Det siges, at en kvinde husker sit første par højhælede sko bedre, end hun husker den første mand, hun elskede med. For mit vedkommende husker jeg begge dele lige godt.

Han hed Jesper, og de var hvide med en lille sløjfe, der blev bundet på hælen. Jeg var nok mest vild med skoene. Ikke at han var ligegyldig, for han var en dejlig fyr. Jeg var bare ikke forelsket, og det var vist gensidigt, for det blev aldrig til mere end nogle få dates, så var vi begge videre.

Min seksuelle debut var til gengæld langt mere tilfredsstillende og nydelsesrig end mine første famlende og smertefulde forsøg på at stavre rundt på de høje hæle til min konfirmation en del år tidligere. Begge dele er med tiden blevet både bedre og mere sikkert, og nogle gange lader de sig også med held kombinere.

Jesper er altså den uforglemmelige nummer 1 på den liste over mænd, som jeg har været i seng med, mens de hvide sko aldrig nåede at optræde på den liste, jeg først som voksen begyndte at ­føre over mine sko. Med +130 par er det svært for mig at huske dem alle, og da jeg gerne vil nå at have dem alle på i løbet af et år, fordi jeg virkelig nyder den æstetiske oplevelse, de hver især giver mig, krydser jeg dem af, så jeg kan holde styr på dem. Dette er imidlertid en falsk sikkerhed. Hvert år er der til min ærgrelse altid flere par, der alligevel ikke bliver promeneret og i stedet må henslæbe en uglamourøs tilværelse i en lukket skotøjsæske i et mørkt skab.

Min mandeliste burde være langt mere overskuelig, da den lander på cirka 100 færre. Det burde den, men ? hmmm, behøver jeg egentlig fortsætte den sætning? Listen løb naturligt ud, da jeg mødte min mand og vidste, at nu var det sket; nu havde den ægte evige kærlighed fundet mig, og derfor kunne jeg glemme alt om den. Det kunne jeg så ikke, men mere om det senere i bogen.

Hvad har de to lister med denne bog at gøre?

På hver sin måde fortæller de historien om kvinders traditionelle værdi og status, nemlig skønhed og reproduktion. Af samme årsag er de også kilden til de to områder i livet, hvor kvinders skam oftest opstår. Selv i 2014. Selv i Vesten. Selv i et ligestillet land, hvor kvinder ejer deres egne penge, deres egen krop og seksualitet, deres egne tanker og deres egen fremtid. Og naturligvis også hos mig.

I mange år var jeg så pinlig berørt over min skoliste, at jeg slet ikke turde fortælle om den til nogen. Følte, den eksponerede al min svaghed, overfladiskhed, manglende seriøsitet og afhængighed, som på en eller anden måde måtte bunde i et selvværd, der lå og rodede i bunden af skabet, sammen med det tøj, der var gledet af bøjlerne og siden var blevet glemt.

Den repræsenterede en kvindelig, forfængelig, uværdig modsætning til de værdier, som jeg syntes, jeg burde tage til mig, og som var knyttet til det mandlige univers af resultater, magt, hierarkier og konkurrence.

Selv da jeg med tiden fik skabt mig et karrieremæssigt rygstød, der fik mig til at se hele verden direkte i øjnene med en grundlæggende fornemmelse af mit eget værd, skammede jeg mig over listen. Og det på trods af at jeg var begyndt at vise den frem som en gimmick til nogle af mine foredrag i et forsøg på at skabe en modgift til den flovhed, jeg stadig følte listen bar på.

Mandelisten nåede jeg til gengæld aldrig at føle skam over, før den var færdig med at blive ført, selvom den i nogle kulturer ville have hugget hovedet af mig. Næsten bogstaveligt talt. Kvinders seksuelle eksklusivitet, forklædt som kvinders egen ønskelige kyskhed, har altid afspejlet kvindens værdi i samfundet. Faktisk har vores seksualitet været ejet af mændene i så mange generationer, at vi på trods af prævention og abort stadig ikke selv ejer vores egen lyst og liderlighed, men ofte lyver den mindre og dermed mere ærbar. Sex er, selv i dag ? endnu mere end forfængelighed ? en ansats til social forkastelse.

Min skam over skolisten vidner om, at jeg har taget den gængse forestilling om, hvad der har værdi i vores samfund, til mig, og det provokerer mig at tænke på, at hvis jeg havde været en mand, der havde lavet en liste over mit værktøj, cykeludstyr eller min vinsamling, ville jeg med sikkerhed blive beundret for min interesse, viden, seriøsitet og passion. Jeg føler nu ikke trang til at klandre nogen. Eller noget. For i dag er jeg teknisk set fri til selv at vælge, om jeg vil tage de værdier til mig og dermed skammen på mig.

Jeg er langtfra alene. Vi er beskæmmende mange kvinder, der på forskellige områder af livet og i varierende grad føler en indre skam over at være, som vi er. Som føler os halvt forkerte. Kvart uværdige. Fordi vi prioriterer, som vi gør. Fordi vi tænker, føler og handler, som vi gør. Det gode er imidlertid, at når jeg tager en skam på mig, kan jeg også vælge at kaste den af mig igen. Og begynde at ændre på mine betingelser, så jeg gør mig selv stærkere og ikke svagere. Hvilket er præcis, hvad jeg synes, at vi kvinder skal til at gøre nu. Og derfor at jeg har skrevet denne bog.

Betingelsen for, at vi kan tage den plads i fællesskabet, som jeg synes vi både fortjener og har pligt til, er, at vi selv oplever, at vi er elskede. At vi er frie. At vi er smukke. Og at vi er vigtige. Eller med andre ord ? det som jeg kalder for ladycool. Sådan at vi tror på vores berettigelse til at eksistere. På vores evne til at være skabende. På vores ret til at komme til syne. Og på vores betydning for både os selv og andre. 

Tiden, samfundet og ikke mindst vi er nemlig modne til, at vi opgiver den negative fortælling om vores arv, historie, kultur og værdi og i stedet opdager de særlige styrker og muligheder, som vores køn giver os. Både vi og samfundet har brug for, at vi kvinder tør, vil og kan bidrage mere autentisk og helhjertet til alle de fællesskaber, som vi indgår i. På vores egne betingelser, men i gensidig respekt med manden.

Det feminine er en ressource

Når talen er faldet på ordet køn, har det i et par generationer afledt dybe suk og støn flankeret af flakkende øjne og urolige hænder. ?Åh nej, skal vi nu til det igen!!? har underteksten ofte været ? fra begge køns side. Måske fordi køn siden 1970?erne har været nært forbundet med en kamp om ret og rimeligt og rigtigt. Og dermed omfattet en taber og en vinder.

Men køn er ikke et problem. Det er en ressource. En mulighed. En livskraft. Og en uundgåelighed.

Min drøm med denne bog er, at vi kvinder tager denne uundgåelighed og gør den til en styrke på vores egne præmisser. Så den både matcher og forstærker alt det, som vi har opnået de seneste generationer. Og sådan at den sætter os fri af forældede og formindskende forestillinger om, hvad det kvindelige er.

Hvor indgroet ? og dermed usynlig ? forestillingen om det feminines (manglende) værdi var hos mig, gik op for mig nogle få måneder, inden jeg begyndte at skrive denne bog. Og det var samtidig det, der ansporede mig til at skrive den. Min åbenbaring skete en sen aften, hvor jeg var så træt af mig selv og mine tanker om fremtiden, og ikke mindst udmattet af min skilsmisse, at jeg åbenbart ikke længere magtede at holde sandheden væk og derfor pludselig havde skrevet det ord, der satte hele mit liv og identitet som ?hun? i et næsten ubærligt perspektiv:

Lavstatus

Ordet stod lidt utydeligt prentet på papiret, der lå på min nye sofa i min nye lejlighed i mit nye liv. Det stod presset ind mellem de mange andre ord i min forretningsplan; skubbede lidt til ordet workshop, ramte t?et i ordet tidsånden og trådte E-bizz-koncept over p?ets lange streg. Beskæmmet. Som om det ville forsvinde, faktisk helst ikke eksistere. Bogstaverne var skæve, ufærdige, asymmetriske og sjuskede. Forsømte i forhold til de andre ords bogstaver, som stod langt mere nydeligt sat op i lige rækker, som om de gerne måtte være der. Som om det ligefrem var godt, at de var der. Men de slukørede bogstaver stod der også. Og mens jeg kiggede på det ord, de sammen skabte, kunne jeg ikke længere benægte, at dette ? lige præcis dette ? var grunden til, at jeg aldrig for alvor havde overgivet mig til det, der er så indlysende, at jeg skal gøre. Nemlig at beskæftige mig helhjertet med kønnet som en ressource. Og udforske det med åbent hjerte og klare øjne.

Skammen fik mig til at trække vejret en lille bitte smule kortere, for det var jo mig selv, der var lavstatus. Og alle andre af samme køn som mig. Jeg var lavstatus, bare fordi jeg er født som en hun. Og som en vestlig kvinde med to lange uddannelser, stemmeret, børn, jeg selv kan forsørge, og et sexliv, jeg suverænt bestemmer over, var det frygteligt flovt at måtte erkende, at jeg ikke ville være kendt for at være specialiseret i køn og moderne kvindeliv, fordi jeg var bange for, at det ville trække min egen status ned. Så ville jeg nemlig bare blive til ?en af dem, der ved noget om kvinder?, og jeg kunne næsten høre den lille arrogante vinken med hånden, der viftede min faglige tyngde væk fra direktionsgange og mænd i jakkesæt med indflydelse, og tilbage ville der kun stå min røde læbestift og mine stiletter, der fra at være et aktiv ville blive til en tom skal af ynkelig anerkendelseshigen på alle de forkerte parametre.

Og sådan en ville jeg ikke være.

Jeg ville have noget vigtigt på hjerte. Noget som kan anerkendes af alle, også af mænd, som værende af betydning. Noget der kan påvirke dem, og som de derfor bliver nødt til at interessere sig for, hvis de selv skal beholde deres egen status. Og til det dur kvindeliv ikke. Heller ikke i et land, hvor vi kvinder både kan raketstyre en karriere og samtidig være nærværende mødre med tilnærmelsesvis harmoniske børn og ægteskaber (ja, o.k. ? serieægteskaber måske?), og hvor vores tv-serier om kvinder, der forstår at bruge magt på den fede måde, vinder internationale priser, er det stadig ikke rigtig fint og vigtigt at beskæftige sig med kvindeliv. Endsige køn. Og med det paradoks gik jeg i seng.

Dagen efter sidder jeg i køkkenet og skriver, da min søn Silas på ti år kommer hjem. Jeg hører hans tunge skridt op ad bagtrappen, hans fumlen med nøglen, inden han træder ind i køkkenet. Han er træt efter hård træning, og mens han smider fodboldstøvlerne, opdager han appelsinerne på køkkenbordet.

?Må jeg få en?? spørger han tørstigt, og da jeg går i gang med at skrælle den for ham, bliver jeg brat zoomet tilbage til en barndomssommeraften, hvor hele familien var samlet omkring havebordet. Solen var så småt på vej ned, og vi var i gang med desserten, den friske frugt. Min far tog en appelsin, skar begge ender af den og begyndte at fjerne skrællen systematisk, mens han belærte med sædvanlig mildhed og omhu: ?Se, børn, sådan skræller man en appelsin. Først skærer man enderne af, så skærer man igennem skrællen i lige store mellemrum, og så kan man fjerne skrællen uden problemer!?

Han fremviste glad den orange frugt med pletvise hvide plamager, og vi vidste, at verden med hensyn til appelsiner var blevet sat på plads. ?Nej, Erik, sådan gør man ikke!? Mors stemme brød gennem beundringen, og hun viftede med en lille skarp kniv, som hun skar ned i appelsinen med, hvorefter hun rykkede et lille stykke skal af, hvor alt det hvide sad på. ?Se! På denne måde får man også alt det hvide med!?

Det føltes pludselig, som om efteråret slog ned, og vi børn fulgte beklemte med i en diskussion, der varede flere minutter, og som omhandlede det meget vigtige emne: Hvordan man skræller en appelsin rigtigt. Min far kiggede på min mor med resignationen siddende i øjenkrogen, for orkede han denne samtale? Men han tog havehandsken op og forklarede med dæmpet stemme, at det var den måde, han havde lært at skrælle appelsiner på, og at det jo blot var én måde at gøre det på. Men min mor, der var datter af en appelsinavler i Andalusien, vidste, at der kun var én rigtig måde at skrælle appelsiner på, og insisterede på, at hendes måde var den smarteste, for så fik man hele skrællen med, også det hvide: Og med hele hendes betydelige familiearv af appelsinplantagedyrkere var det svært for min københavnerfar at kaste troværdigt materiale ind i samtalen.

Jeg erindrer, at diskussionen var uendelig. Og at jeg syntes, min mor burde lytte til min far, for han vidste bedst. Da vi børn i desperation var blevet færdige med at tage ud af bordet og ordne køkkenet, stilnede samtalen mellem mine forældre af, og den der underlige vakuumagtige tavshed, der ofte opstår efter en tabt-tabt-diskussion, indfandt sig i stedet.

Men da jeg skræller appelsinen til Silas, tager jeg den store brødkniv, skærer enderne af den og deler skrællen op i små både, hvorefter jeg metodisk piller skrællen af i lange stykker, hvoraf nogle med held tager alt det bitre hvide med sig. Jeg skræller ikke altid appelsiner på den måde. Når jeg har en lille skarp kniv og tid nok, bruger jeg min mors metode. Den fungerer bedre. Men i mig sidder stadig, at min fars metode er bedst. Smartest. Og mens jeg står der i køkkenet og husker episoden fra min barndom, slår det mig pludselig, at min mor ikke kæmpede for at have ret i sin appelsinskrællemetode.

Hun kæmpede for retten til at være værdifuld.

Min far var helten; ham der kom hjem fra arbejde, og ham der tjente penge, og ham som min søster og jeg brugte som forbillede. Min mor ... var mor. Og selvom hun bestemt ikke på nogen måde var et lille underkuet mæhæ, tværtimod, var hendes stædige vedholdenhed med at sætte dagsordenen for, hvordan man skræller en appelsin mest hensigtsmæssigt, et udtryk for den kamp, vi alle kæmper for vores eksistensberettigelse. Og jeg bliver tung i hjertet ved at tænke på, at jeg allerede som en lille pige havde besluttet, at min far altid ville trumfe min mor. Selv inden for områder, hvor hun klart vidste bedst. Som madlavning. Uden at forstå hvorfor, vidste jeg instinktivt, at han var den, jeg skulle koble mig op på, hvis jeg ville føle mig sikker. Og derfor også var den, jeg gennem det meste af min barndom og ungdom havde som uudtalt forbillede. Naturligvis fordi han var højstatus og min mor noget andet. Noget mindre.

Når jeg tænker tilbage på min barndom med denne tone i baggrunden, står det klart for mig, at jeg på mange måder tog afstand fra pigeverdenen som værende useriøs, overfladisk og lidt dum. Passivt tænkte jeg, at drengemåden var afgørende mere rigtig end pigemåden. Og nogle gange ønskede jeg, at jeg var sådan en rigtig drengepige som Dorthe fra min folkeskoleklasse, der havde helt kort hår, var enormt god til sport og indtog verden med en total no-bullshit-attitude, der forlenede hende med en aura af ubrydelig selvsikkerhed. Men som måtte holde mig i hånden, da vi gik rundt i Madame Tussauds Voksmuseum på en klassetur til København, hvor jeg helt uvant blev beskytteren. Drengepige havde en lidt højere status end bare pige, mens tøsedreng var det laveste, og da jeg mere var sådan en pigepige, der især godt kunne lide sko, var jeg altid en smule forkert i forhold til det, der vakte beundring og respekt, så jeg havnede konsekvent i et dilemma: Jeg ville gerne hengive mig til en pigeverden, som jeg forstod spontant og ubesværet, og som gav mig en indre mening, hvorfor jeg med lethed kunne fortolke den og bruge dens symboler til at styrke min egen position. Men samtidig drømte jeg om at opnå en sikker plads i hierarkiet og ønskede, at jeg kunne være mere som en Dorthe, hvilket jeg kæmpede helt håbløst for og uden overbevisning med det resultat, at jeg alt for ofte landede i ingenmandsland.

Der er meget, der i praksis har ændret sig siden min barndom, men min påstand er, at alt for mange kvinder stadig inderst inde føler, at de maskuline værdier er mere værd end de feminine, og det giver os en grundlæggende falsk bevidsthed om vores egen værdi. Der er stadig en klar overvægt af kvinder (og mænd), der synes, at det er finere at være leder af en frisørsalon end at gå hjemme. Det er også mere statusgivende at kunne tale med om biler end om håndtasker. Eller mere seriøst at kunne diskutere konflikten i Syrien, end det er at kende alle argumenterne for barsel til mænd.Det er også lidt mere beundringsværdigt at lave en ironman end at gå til yoga eller dans, og jeg er lidt cool, hvis jeg gider gå ind og se en hardcore actionfilm, mens kvinder undskyldende kalder romantiske film for ?rigtige tudefilm? eller ?bare en pigefilm?.

Kort sagt er det stadig sejt at være en drengepige, mens det er uværdigt at være en tøsedreng.

Derfor har vi i vores udvikling mod mere magt, indflydelse og frihed været dygtige til at kopiere mændenes idealer, værdier, adfærd og normer for at opnå samme værdi som dem, og vi er tæt på at lykkes. Hvilket er nødvendigt og godt. Det, der mangler, er, at vi anerkender vores værdi som kvinder ved at tage det arketypisk feminine til os på en måde, der passer til tidens samfund. Og klikker det sammen med alle de privilegier, vi allerede har opnået.

Og lad mig understrege en million gange, bare så der ikke er plads til misforståelser, at alt det feminine, vi skal i gang med at gøre til vores, og som jeg synes, vi trænger til at genopdage i en moderne udgave, vil være et supplement til det, vi allerede ejer. Vi skal altså ikke afskrive os noget, men derimod tilføre os noget. Hvordan vi så end selv vælger at balancere de nye ingredienser, vil være op til os selv.

Pointen er, at når vi begynder at eje det feminine på vores betingelser, vil det også komme til at ske på samfundsniveau. Jeg taler altså ikke om et selvstændigt, individuelt projekt, hvor vi hver især må kæmpe vores egen kamp. Dette er også et projekt for regeringen, virksomhederne, organisationerne, Folketinget og mændene ? men det skal begynde hos os.

En dag, da min ældste søn var omkring fire år gammel, sad jeg og havde et forretningsmøde inde i stuen. Pludselig bliver døren smækket op, og William drøner ind i stuen, stiller sig midt ude på gulvet, slår ud med armene og siger højt: ?Her har I mig!!!? mens han smiler stort.

Først kigger vi lidt betuttede på hinanden, for øh, hvad er det lige, han har gang i? Men meget hurtigt begynder vi at grine, mens William stadig står og flagrer med sine arme og sit store smil og tilbyder sig selv til os. Og det er faktisk præcis dette, jeg vil opfordre dig til. Gå ind i verden, kast armene ud til siden og vis den, at her har I mig. Hvis vi alle tør gøre det, gør vi hele tiden verden bedre og større.

Når skammen styrer os

Jeg har nævnt ordet ?skam? flere gange. Taler om, at vi skammer os over at være kvinder. Over at vi næsten rutinemæssigt og mekanisk tager afstand fra de feminine værdier og interesser og ser dem som mindre værdifulde end de maskuline. Skam er et hårdt ord. Også et lidt fremmed ord i en moderne verden, hvor vi hylder individet i hidtil uset grad og derfor sjældent taler om, at vi skal skamme os, fordi vi ikke længere føler det samme ansvar over for hverken fællesskaber eller traditioner. Tværtimod ynder vi at fremhæve de mennesker, der er i stand til at bryde konventioner og skabe innovative måder at være sammen og tænke på.

Alligevel vover jeg min påstand om moderne kvinders skam. Fordi skam handler om, at vi ikke synes, at vi er nok. Smukke nok. Kloge nok. Sjove nok. Rige nok. Tynde nok. Dygtige nok. Succesfulde nok. Elskede nok. Nok. Og bag alle de ?nok?er? er en afgrundsdyb angst for ikke at være forbundet til andre og dermed for evigt være udstødt. Fordi jeg ikke er værdig og elskelig nok til, at nogen gider at være forbundet til mig. Min status skal være høj nok i fællesskabet til at sikre min overlevelse, og hvis jeg oplever, at det, jeg rent faktisk er, i sig selv ikke har nok værdi for ?de andre?, opstår skammen og får mig til at ændre på mig selv. Så jeg ikke risikerer at blive afvist og i sidste ende udslettes.

Hvor skyld er noget, jeg kan lægge fra mig, fordi den er koblet til en konkret handling, er skam knyttet til min identitet og derfor ikke noget, jeg kan lægge fra mig. Jeg er min skam. Skam er altså en anerkendelse af ens egen forkerthed, fortolket som en mindre værdi og en lav status. At leve med en konstant skam over sig selv gør os svage og ulykkelige. Hvilket ikke tjener nogen. Hverken os selv eller vores omgivelser. Og derfor skal vi transformere denne skam til styrke. Min vej ud af min skam er at lave min identitet om. Eller ændre min selvfølelse.

Denne bog vil gerne ændre din selvfølelse. Ikke sådan at du bliver skamløs i alt. For skam er også en vigtig social kontrolmekanisme til, at vi ikke alle ender som uempatiske psykopater, der skider højt og flot på alle andre og kun kører egne behov af. Men jeg ville elske, at denne bog kunne hjælpe dig til at slippe den skam, der er forbundet med at være kvinde. Og i stedet vise dig, hvordan du kan eje den skam og bruge den til at gøre dig selv stærkere. Friere. Vigtigere. Mere elsket. Med andre ord ser jeg gerne, at du går fra skam dig til maks dig. Altså at du vender din skam om og i stedet bruger den til at maksimere dig selv. Så du skaber dig de bedst tænkelige livsmuligheder, der samtidig gør dig glad og får dig til at føle dig hel. Og sådan at du giver dig selv de bedste betingelser for at bidrage med alt, hvad du har. Kun sådan kan vi skabe det bedste samfund for alle.

En fortælling eller en debat?

Er det her så en debatbog, der skal stå og ruske i de sociale tremmer og forsøge at vække alle kvinder, der lever (og lider) under falsk bevidsthed? Eller er det en selvbiografisk fortælling om en kvinde, der en dag så lyset og blev tadaaaa!! fri! ? eller så fri, som jeg nu er nået til? Eller er det i virkeligheden en slags selvhjælpsbog, der præsenterer en firetrins ladycool-model for moderne kvinder til at eje deres feminine kraft og derigennem gøre sig selv lykkeligere og samfundet stærkere?

Jeg ved ikke, om den genre findes, men jeg tror, at denne bog er alle tre ting på én gang! Du skal dog ikke være i tvivl om, at det er sociologen i mig, der ønsker, at denne bog bliver skrevet, fordi jeg gerne vil være med til at påvirke både min tid og min omverden med mit budskab om, at vi kvinder skal opdage og eje vores kvindelighed og værdi for både at få en højere livskvalitet og bidrage med mere til samfundet. Så på den måde begyndte den nok med at være en debatbog.

Er det så en feministisk bog? Den Store Danske definerer feminisme som en ideologi, ?der fremhæver kvinders samfundsmæssige betydning og individuelleværdi, og hvis mål det er at afskaffe diskriminering og undertrykkelse af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet. Feminismen kræver rettigheder og medindflydelse for kvinder og kan tillige rumme visioner om en alternativ samfundsindretning, der fremtidig i højere grad skal bygge på kvinders livssyn og værdier.? Ud fra denne definition kunne denne bog nok anses for at være et feministisk projekt. Men jeg har enormt stor modstand mod det, fordi jeg er megatræt af den næsten fjendtlige holdning til manden og det maskuline, der også ? nogle gange kun implicit ? ligger i begrebet. Og den indirekte desavouering og nedgørelse, der ligger i, at der skal tages et særligt hensyn til kvinder, der på den måde anses for at være ofre og nogle, det er synd for. Sådan ser jeg overhovedet ikke kvinder herhjemme. Måske i nogle lande i Vesten, og ja, helt sikkert i mange lande i Asien, Afrika og Mellemøsten. Men ikke herhjemme. Og derfor anser jeg ikke denne bog for et feministisk projekt.

Det er en bog om køn. Om det ene køns fortræffeligheder, hvis værdi vi skal til at (gen)opdage og sætte ind i en nutidig kontekst. Jeg synes, det er helt enestående fantastisk, hvor langt vi er nået i ligestillingen, når vi tænker på, at det kun er knap 100 år siden, at kvinder i Vesten, over en bred kam, fik stemmeret. Jeg nærer en næsegrus beundring og bundløs taknemmelighed for mine formødre, der har gjort det muligt for mig at uddanne og forsørge mig selv, bestemme over min krop og reproduktion og i øvrigt kunne gå efter det højeste embede i landet. Og jeg føler en dyb taknemmelighed over for de visionære og modige mænd, som har været frontløbere i at skabe den civilisation, vi i dag nyder godt af. I dag ligger vores udfordring et andet sted: i samfundets ånd og ikke i lovens bogstav. At kvinder skal have ligeløn, betalt barsel (også af farens virksomhed), lige adgang til uddannelse, pension, politik osv., må være minimum for ethvert samfund, og de steder, det ikke findes, er der en heftig kamp at kæmpe. Ja. Men i vores del af verden ser jeg, at vi skal i gang med en alliance og ikke en kamp. Nemlig at alliere det kvindelige med det mandlige for at opnå den stærkest mulige kombination. Til fordel for alle individer og fællesskabet.

I samme åndedrag må jeg også hoste op, at jeg er dødtræt af de temmelig latterlige forestillinger om, at hvis du aktivt søger det feminine, så er det naturligvis også, fordi du angler efter et liv med forklæde, tilbudsaviser og søstjernesex. Kun. Mens du afskyr læbestift, stiletter og en hovedet-på-skråadfærd, hvis du søger det maskuline. Ingen mennesker er stereotyper, og kønnet er for mig at se mest af alt en mulighed og ikke en rigid rolle, som begrænser os. Så nej, dette er ikke et feministisk projekt. Det er en ladycool bog.

Ladycool er vejen ud af skammen

?Lady?, fordi en dame er en kvinde af høj status. Og det er denne høje status, jeg gerne ser, at vi kvinder tager til os i vores kvindelighed. For mit ønske med denne bog er at tale det feminine op. Undersøge hvad det indeholder i

en moderne udgave. Især fordi jeg selv har så svært ved at forlige mig med tanken om, at en del af min selvforståelse skulle være styret af skam over de egenskaber, interesser, følelser og handlinger, der oftest knyttes til det at være kvinde. Det er vel også derfor, at det tog mig så mange år og så meget arbejde at nå til den erkendelse. Jeg har gennem de seneste år talt og undersøgt og diskuteret og debatteret med rigtig mange kvinder og prikket til dem og provokeret dem, og jeg bliver mere og mere sikker på, at skammen ligger i os som en samlende og begrænsende overbevisning, vi skal gøre os fri af, før vi er i stand til at hente os selv hjem som hele mennesker. Som hele kvinder.

Hvad vil det da sige at være en moderne kvinde? Med frihed til selv at vælge, hvem hun vil være? Med frihed til selv at skabe sin egen sociale, økonomiske og karrieremæssige position? Med frihed til selv at bestemme, hvad hun vil bruge sin egen kvindelighed til? Med frihed til selv at dyrke de mennesker, hun vil dele sit liv med? Med frihed til selv at vælge, hvad hun vil bidrage med til verden?

Med frihed til at være ? fortabt i friheden til at være kvinde? 

Som jeg ser det, er der fire områder i livet, som vi hver især skal eje for både at kunne være os selv 100 procent og samtidig bidrage til fællesskabet med hvert vores originale input, hvorfor det er de fire områder, som udgør de fire hoveddele i denne bog. Tilsammen skaber de også indholdet i ladycool som jeg har opfundet for at tilbyde et begreb, der skal minde os om, at vi hverken behøver at skamme os over os selv eller har en lavere status end mændene. Tværtimod er det indgangen til både at maksimere os selv og leve og indtage en naturlig høj status. Ladycool er dermed også en slags antiskam-medicin, som man kan tage i forskellige doser, afhængigt af hvor ens skam sidder mest fast. Eller hvor man har brug for at blive styrket mest.

De fire sætninger, der tilsammen udgør ladycool, er:

Jeg er elsket. 

Jeg er fri.

Jeg er smuk.

Jeg er vigtig. 

Nu sidder du måske og tænker, at nu er vi da virkelig ovre i selvhjælpsbogsgenren, for det lyder som et mantra fra en virkelig dårlig én af slagsen.På udsalg. Og jeg er tilbøjelig til at give dig ret! Det er virkelig ikke nogle særlige originale, spektakulære, nye, banebrydende eller trendsættende sætninger. De indskriver sig i den lange kulturarv, som alle kvinder er en del af. Men det er præcis derfor, at jeg har valgt de fire sætninger og begreber. Fordi hvis vi skal eje os selv på godt og ondt, skal vi først og fremmest eje det, der kan gøre os og traditionelt har gjort os svage, underdanige og uden status. Når vi gør det, vil vi være frie til at skabe vores egen kvindelige identitet.

I bogen finder du et billede fra mine forældres bryllup, som jeg elsker. På næsten underfundig vis afspejler det min spanske mors varme latinske rødder og min danske fars nordiske kølige reserverthed. Min mor, min mormor og min farmor repræsenterer hver især et liv og en historie, der genspejler tre af de fire ladycool sætninger og sætter dem ind i en kvindehistorisk sammenhæng, hvorfor jeg har valgt at indlede del II, del III og del IV med hver deres historie. Især fordi de rører mig. Hver gang. Og derfor tænker jeg, at de også vil røre dig. Del I indleder jeg selv. Med den situation, som har været mest grænseoverskridende og angstprovokerende for mig nogensinde i mit liv. Fordi jeg skulle gøre endeligt op med det selvbillede, jeg har haft siden min barndom. Og som ikke længere passede til den kvinde, som jeg er i dag.

Men inden vi når dertil, vil jeg slutte denne prolog af med en bøn til dig. Nemlig at tænke over, hvordan du kan komme til at eje det, som historien, kulturen, værdierne og andre har gjort dig svag på. I skrivningen af denne bog er det nemlig blevet tydeligere og tydeligere for mig, at først når jeg tager ejerskab for noget, kan jeg ændre dets betydning.

Desværre ser jeg også, at vi er millioner af kvinder i den vestligt dominerede verden, der ikke gør det. Vi ejer grundlæggende ikke vores eget køn. Vi stoler ikke for alvor på, at det har en særskilt indre værdi. Vi aner ikke, hvad det indeholder. Vi kan ikke mærke, hvad det giver os. Og vi ved slet ikke, hvordan vi skal række ud efter det og nænsomt og nysgerrigt begynde at aflokke det alle dets hemmeligheder, så vi kan tage ejerskab for dem, hver på vores måde. Og samtidig være så meget hjemme i os selv, at vi ikke anser hankønnet for noget, der skal bekæmpes, endsige ændres, men derimod som noget, der kompletterer os.

Det er dette, som denne bog handler om. At være ladycool handler om at stå hundrede procent i vores egen fulde kraft uden at synes, at vi skal holde os tilbage af skræk for enten at virke for feminine eller for maskuline. For jo mere du ejer din feminine side, desto mere vil du også eje din maskuline side, og så bliver det dig, der bestemmer, hvem du er. Hvilken identitet der giver mening for dig. Og hvad du vil med dit liv. Ikke samfundet. Ikke kulturen.

Ikke traditionerne. Ikke historien.

Dig.

Lyder det godt? Så læs videre ...

 - 267,3 KB

Anmeldelser

Monica Krog-Meyer: Jeg er midt i din bog. Den er fremragende. Det er vidunderligt spændende at læse, jeg bliver meget klog og der falder 10-ører i et væk. Endelig en kvindesagsbog uden had og vrede, men med selverkendelse og stolthed. Power Virkelig godt gået Jeg glæder mig til at tale om den, når vi mådes på torsdag i DR Byen, og jeg håber du får masser af ros af andre end mig Stor hilsen fra Monica

Berlingske Tidende

4 ****

Eva Agnete Selsing: »Ladycool« er et finurligt sammensurium af personlige anekdoter, sociologiske referencer, selvhjælpsråd og kønspolitiske statements. Men den er først og fremmest et forfriskende modigt forsvar for det særskilt kvindelige. … Argumentationen bogen igennem er spøjs, men med en retorik, der er hentet fra lige dele kvindesagskamp og kønsmæssig traditionalisme, får van Hauen alligevel præsenteret en overbevisende case for det feminine. For dets plads i samfundet. Og hvor er det befriende at høre en kvinde insistere på det kvindelige uden hverken at spille offerkortet eller forfalde til politiseret bitterhed….Vigtigst er det måske, at det er så tydeligt, at van Hauen skriver fra hjertet. Det giver bogen en uafviselig nerve, der er både afvæbnende og inspirerende. (uddrag af anmeldelsen).

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign