Tilbage til blog oversigten
søndag 2. april 2017 kl. 02:40
JP: Hvor meget har du ikke fået lavet i dag?

Spist tre æbler, en banan, lidt pappadums og 13 stykker tyggegummi, drukket syv krus te og seks glas vand, åbnet og lukket vinduet 6-7 gange, åbnet seks nyhedsbreve og fulgt diverse links på nettet, meldt mig til The Guardians nyhedsbreve, taget en personlighedstest, besøgt de sociale medier 21 gange og forstyrret kollegaer to gange. Nå ja, og været på fem toiletbesøg.

Det er også hvad jeg har lavet de sidste fem timer, mens jeg i virkeligheden skulle skrive denne kronik. Hvilket jeg har prøvet.

I den første udgave sidestillede jeg tv-serien Vikings med kult tv-serien Black Mirror (hvis du ikke har set den, så se den!), fordi de begge handler om hvordan samfundet udvikler sig. Den ene med historiske rødder, den anden gennem en række sci-fi fortællinger, der har lysnet mit hår helt gratis – så uhyggelige er perspektiverne ved den fremtid, som udrulles i de tre sæsoner, og som i en vis udstrækning allerede er til stede nu. Hvilket er præcis det, der gør denne serie så uhyggelig! Idéen opgav jeg efter at have skrevet kronikken i to udgaver, fordi jeg alligevel ikke kunne finde den helt rigtige vinkel.

I stedet kastede jeg mig så ud i at skrive om unge kvinders manglende anerkendelse og respekt for egen seksuelle lyst, inspireret af en fantastisk TED-talk med Peggy Orenstein. Men efter et par timers mindmaps og skriverier, kunne jeg heller ikke få det til at spille. Hvorfor ved jeg ikke, og jeg kommer også til at skrive den en dag, men i dag bliver det altså ikke. Og sådan gik der fem timer med…ingenting.

Deadline nærmer sig.

Og jeg har stadig intet.

Nada.

Det er i sådanne situationer at jeg drømmer om at være gartner. Eller bedemand. Eller noget hvor arbejdet er helt fysisk konkret og fastlagt på forhånd. Som at anlægge et staudebed. Eller at gøre et menneske så fint, som muligt, til det sidste samvær med sine kære.

I stedet har jeg lavet en bunke overspringshandlinger, som har givet mig en masse små pauser, der ikke har været frirum, men derimod øer af frustration. Alt imens tiden, som jeg har til opgaven, er blevet afkortet.

Afkortet.

Afkortet.

Mon du ikke selv ofte har været i den situation? Altså hvor du har skullet producere noget særligt; løse en specifik opgave eller komme med et særligt input, men hvor din hjerne mest af alt har bestået af mørke og tomhed? Eller været en ubrudt række af usammenhængende tanker?

Jeg tænker, at det har du.

For i takt med, at flere og flere jobs klares via en computer, og dermed ikke er funderet i noget praktisk, fysisk, noget vi kan bruge vores krop til, bliver vi i stigende grad også fremmedgjort overfor glæden ved at se, og ikke mindst mærke, resultaterne af vores indsats. Det kan godt være, at man er færdig med fx at bogføre månedens bilag, men altså – man kan jo ikke se resultatet, som andet end nogle tal på et stykke papir eller en skærm. Til forskel for at snedkerere et bord, som man kan samles om til måltiderne.

Men det er jo ikke kun det, der er vores udfordring.

Det er også, at vi forventes at være kreative, originale og selvstændigt tænkende. Hele tiden. Hver gang. Vi skal udvise initiativ og ansvar og helst også kunne løse de problemer, som vi selv opdager, at der er. I systemet. For sådan udviser vi rettidig omhu og tager et kollektivt ansvar for hele fællesskabets velbefindende og på den måde er vi også med til at skabe et godt arbejdsmiljø.

Problemet er bare, at ingen – ingen! – kan være så super kreative og nyskabende hele tiden. Det er jo ikke altid, at man lige kan diske op med en ny løsning til et gammelt problem, eller at man kan opfinde fremtiden, og nogle gange er man bare træt og vil enten underholdes eller have lov til at dimse rundt i ingenting for at samle tankerne. Hjertet. Kroppen.

Men det er stadig ikke kun det.

Det er, at listen er uendelig. Listen over ting, mennesker, opgaver og resultater, som vi skal tage os af og gøre noget ved, bliver nemlig aldrig nogensinde kortere. Ikke sådan for alvor. For hver gang vi kan strege en ting ud, er der kommet mindst to nye på, så vi når aldrig til den der frydefulde følelse af at være kommet frem.

Plus: Hvornår er noget godt nok?

Hvornår ved du helt positivt, at du er færdig med en opgave, fordi den umuligt kan blive bedre af at arbejde mere med den? For mange mennesker vil svaret være: Aldrig. For en kreativ opgave, der oven i købet ikke er fysisk konkret, kan jo altid blive bedre. Ved at nørkle mere med den, få mere viden om den, gøre den skarpere, større, mindre, enklere you-name-it! Så vi er sådan set hele tiden på spil.

Problemet er måske i virkeligheden, at vi alt for sjældent giver op.

Giver op på at tro, at vi skal kunne alt og nå det hele. Ingen kan altid følge med i alt og altid levere varen. Til tiden. Så når denne ikke-tilstand rammer os, den tilstand hvor man føler sig helt og aldeles produktions-tom, skulle vi måske bare blive bedre til at overgive os til dette ingenting og så se, hvor det bringer os. Mange gange sker der nemlig det, at når vi overgiver os til det, der faktisk findes lige nu og her, får vi noget, som er meget bedre, end den idé, som vi ellers ville tvinge igennem.

Mens jeg har skrevet denne udgave af dagens kronik, har jeg drukket en halvt krus te og taget én bid af et æble.

Og svaret på fire sms’er og en messengerbesked.

Kronik i Jyllandsposten 2. april 2017 

 

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign