Tilbage til blog oversigten
søndag 15. oktober 2017 kl. 00:58
JP: Død er du ikke, far

Kære søde far,

Jeg ved godt, at du er død. Sådan teknisk set. For jeg ved jo godt, at din krop ikke længere findes i denne verden, hvor jeg og alle vi levende for det meste befinder os.

For nogle gange drømmer eller mediterer vi os væk i en anden dimension, som jo er lige så virkelig, som den verden, hvor jeg kan mærke sult og kropslig smerte, og hvor jeg kan brække en lilletå, som jeg gjorde nogle dage før din begravelse, så jeg ikke kunne bære din kiste.

I stedet stod jeg med sok på, støttende mig til mine krykker, da din søn, mine sønner og din svigersøn bar dig ud af kirken. Ud i vognen. Og løftet videre ud i det blå, mens vi stod tilbage ved kirken og ikke rigtig vidste, hvad vi helt skulle gøre af os selv. Jo, vi samledes hjemme hos mig og jo, vi fik holdt gravøl og fik talt og mindet dig, men nej, vi vidste reelt ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. For du var jo borte. Den mand, det menneske, som sammen med mor, samlede hele familien. Og selvom du har været syg i nogle år nu, og døden var længe ventet – og nok også savnet for dit vedkommende – så er det jo ikke muligt at forberede sig på døden.

Det gode er, at vi fik sagt farvel.

Og jeg vil for altid være fyldt af taknemmelighed over, at jeg fik så mange timer med dig i dagene op til dit sidste åndedrag. Det var så sært befriende, så vederkvægende at sidde med din hånd i min, mens du for det meste lå og var væk i din egen verden. Måske på besøg i det univers, som du snart ville indtage for alvor, sådan for lige at tjekke det ud, så du vidste, hvad du gik ind til.

At rejse frem og tilbage var jo ikke noget nyt for dig, tværtimod, for du var ofte borte i næsten alle verdens lande, og havde spændende og eksotiske madvarer, smykker, dukker, billeder og historier med hjem, og var næsten selv som en anden Tintin, som vi tre børn elskede at læse de lange eftermiddage efter skole, liggende på vores brikse og med marmelademadder indenfor rækkevidde, den marmelade, som du stod i køkkenet og henkogte af blommer fra haven.

Engang til et loppemarked solgte jeg alle vores Tintin albummer og jeg har ærgret mig lige siden, for de var en del af vores familiehistorie og ingen pris havde kunnet betale for alle de gange, hvor jeg før spisetid kunne høre dine voksensko slå mod gulvet og nærme sig mit værelse, og du pludselig stod i døren med endnu et nyt album, og under middagen kunne supplere Hergé’s historier med flere detaljer fra de steder i verden, som du havde besøgt.

Nej, du var ikke reporter, du var forretningsmand, men du mødte også mange spændende mennesker og mysterier, og nogle af dem tog du med hjem og præsenterede for os andre, og da jeg blev voksen, tænkte jeg, at jeg ville gøre som dig og forfulgte en karriere som eksportchef, hvilket jeg blev, om end konsul blev jeg aldrig, det var kun dit velfortjente, for kort tid efter gik jeg min helt egen vej, for jeg var jo ikke dig.

Og alt det sad jeg og tænkte på, mens jeg holdt din hånd i min og du i de første dage af din indlæggelse, stadig kunne vågne op og kigge på mig, se mig direkte i øjnene og også sige mit navn og jeg smilede og lagde mit øre til din mund og forstod ikke, hvad du sagde, og så sagde du det igen og nu forstod jeg måske hvad du ville, for jeg gav dig lidt at drikke og duppede din varme pande. Og du var der. Til stede. Men om du virkelig forstod, at vi sad der sammen på Hvidovre hospital, og at du var indlagt, og at det nok ville være den sidste seng, du kom til at ligge i, det er jeg ikke sikker på.

Nogle dage senere var det kun din krop, der åndede på denne side af det kosmiske gardin, og din hånd blev koldere og koldere, og dagen efter blev jeg vækket af en sms fra sygeplejersken, der fortalte, at nu var det nu, nu skulle vi komme og sige farvel. Og det gjorde vi så. Hele familien var samlet omkring dig, da du trak vejret for sidste gang og du burde være væk.

Men det er nemlig det, far, for du er jo ikke væk. Du er jo lige her. Og det er nok det, jeg ikke helt forstår. Dit nærvær er nogle dage langt mere virkeligt end det var, da du var i live. Det føles, som om du er mere hos mig nu, end de sidste måneder af din sygdom. Hvor det var helt tydeligt, at du snart ikke gad denne verden mere. For der var for mange smerter og for lidt du kunne bidrage med, når du bare lå der i sengen.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne kalde på dig, og du så ville komme. Måske var det derfor, at du selv kom forbi sent om aftenen, den dag du døde. For at vise mig, at jeg stadig har adgang til dig. For pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var lige så glad og fjollet, som du var på dine bedste dage, og let var du også, nok fordi du var befriet for din krops smerte og måske alle de roller, som vi tager på os i dette liv, og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være.

Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været før, og det kan jo være, at det var fordi jeg mødte din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen. Og siden da, har jeg kunnet kalde på dig og du er her hos mig. Sådan føles det i hvert fald.

Så nej, far, du er ikke død. Ikke rigtigt. Din sjæl lever videre i os, der elskede dig, og som du elskede, og så længe mit hjerte slår og jeg ånder livet ind, lever du også.

Kronik i Jyllandsposten 15.10.17

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign