Tilbage til blog oversigten
fredag 22. september 2017 kl. 16:24
HR-chefen: KPI står for Konstant Pressede Individer

Alt for mange arbejdspladser lider under et succestyranni, som gør medarbejderne syge. Artiklen her viser hvilke vilkår, der skaber det og giver et forslag til vejen ud af det, som består i at have fokus på kun to ting.

”Nå, så var det hendes tur.”

Det vilde ved den bemærkning er, at den ikke blev afsluttet med et udråbstegn. Tværtimod blev den leveret som en jeg-drikker-sort-kaffe-sætning; sådan en helt lakonisk kommentar blottet for følelser, drama, forargelse eller overraskelse. Og du har måske gættet det, for den faldt i forlængelse af, at en medarbejder var gået ned med stress. Hvilket jo i virkeligheden burde oprøre alle os, der overhørte det, for i et samfund som vores, hvor vi har så meget overskud på så mange parametre, er det i bund og grund en vanvittig ”sygdom” at få. Men tallene viser ikke desto mindre, at næsten halvdelen af befolkningen føler sig stressede på et eller andet niveau, hvorfor dette er blevet den mest udbredte folkesygdom - og det er derfor, at ingen hævede et plukket øjenbryn, da det blev sagt.

Det der ikke burde ske, er gået hen og blevet normen.

Desværre er det faktisk endnu værre end det. For det viser sig også, at over 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression, og hertil kan vi lægge en stadig stigende oplevelse af ufrivillig ensomhed, som kan forkorte livet med op til 15 procent og er lige så skadeligt for helbredet som alkoholisme og rygning, og dermed begynder vi at have et billede af et samfund, der ikke er raskt. Især hvis vi kigger lidt på generationerne Y og Z, ser vi en stigning i disse diagnoser, og hertil skal også lægges selvskadende adfærd og misbrug. Så de, der skal bære samfundet videre, lider måske i endnu højere grad, hvilket ikke ligefrem giver forhåbninger for fremtiden.

Disse vilkår er naturligvis et kæmpe problem for både vores samfund og for vores arbejdspladser på praktisk taget alle parametre, fra økonomi, innovationskraft over produktivitet og arbejdsglæde/arbejdsmiljø. Værst er det dog for det menneske, der bryder sammen og ikke formår at have en normal hverdag. Før disse tilstande træder i karakter hos den enkelte, er der nemlig gået lange perioder hvor presset har været stigende, og det er dette pres, som jeg har beskrevet i min bog ”Succestyranniet – og vejen ud”, der udkom i maj i år.

For vi lever faktisk under nogle vilkår, som er direkte menneskefjendske. Udover et hav af statistikker, der på forskellig vis sætter tal på disse elendigheder, har jeg selv erfaret det ved et stort antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårrejsende historie efter den anden.

Hvad skyldes denne elendighed?

Det er naturligvis en kompleks problemstilling, der består af mange elementer, som forstærker hinanden, men jeg kan bedst beskrive det som et succestyranni, der er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det sjældent korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed og skaber livskvalitet.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet. Bla. ved at skulle leve op til de mange KPI’ere, key performance indicators, som de fleste medarbejdere og ledere måles efter. KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre er tilfældet i alt for mange organisationer.

Jeg har derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer.

For det er sådan de fleste mennesker føler sig. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed. Og så er vi tilbage i, at vi står overfor et kollektivt problem, når så mange mennesker ikke længere trives. Det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af.

Og det kan vi naturligvis også.

Det handler om at opnå meget mere af det, som kaldes for ontologisk sikkerhed, hvilket helt kort blot betyder: at føle sig sikker i sin egen væren.

For at kunne føle mening, værdi, nærvær, fællesskab har vi brug for at føle en grundlæggende sikkerhed i vores egen eksistens, og det kan HR være med til at skabe. For kuren mod succestyranniet er faktisk ret enkel. Den består nemlig af kun to enkle elementer, som man skal have fokus på, og som skal skabe det grundlag, man bygger ens eksistens op omkring. Og det gælder både som virksomhed og som privatperson.

For det første at være helt klar på, hvad man vil bidrage med til fællesskabet. Hvad er det for et problem man vil løse for andre? Og i forlængelse af det, at spørge sig selv om man egentlig gør de rigtige ting, så man bidrager med det, som man ønsker? Og har man som virksomhed sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, KPI’ere, der sørger for at det primære fokus er på ens bidrag? Hvilket vi ser de fremsynede virksomheder have, samtidig med at de har droppet performancemålingerne.

For det andet at dyrke relationerne. Både privat, men så sandelig også på arbejdspladsen, så man sørger for at styrke relationerne mellem medarbejderne og de partnere, man indgår samarbejde med, for at tilliden trives og det gode arbejdsmiljø driver innovationen.

I over tre år har jeg rejst landet rundt med dette budskab og har derfor erfaret, hvad det betyder for den enkelte - og for fællesskabet – at få håb, ved at blive husket på disse to ting:

Jo, du bidrager med noget, så du gør den der forskel, som vi alle har brug for at føle at vi gør.

Og jo, du betyder noget for os andre. Du er ikke alene.

For det er jo sådan det er: Bidrag og relationer skaber gode liv og gode virksomheder. Alt andet kommer i anden række.

Denne artikel er bragt i HR-Chefen, 4-17. Bogen ”Succestyranniet – og vejen ud”  udkom 2. maj 2017 på forlaget Rosinante. Der kan bookes foredrag. 

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign