Tilbage til blog oversigten
fredag 12. januar 2018 kl. 14:06
Femina: Det tunge nøglebundt

Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig lød det som en direkte provokation, da jeg smed mine nøgler på det lille bord i venteværelset. De faldt tungt og larmende og brød på en nærmest uhøflig og skrydende måde igennem stilheden, da de ramte bordpladen i en uskøn række af hørlige klonk, efterhånden som den ene nøgle efter den anden faldt til ro.

Den gamle dame med alpehuen, der stod ved stumtjeneren og tømte sin frakkes lommer, kiggede i en blanding af overraskelse og irritation, først på bundtet og siden på mig. Men det, der fik lov til at skinne igennem, var en sorgfuldhed, som jeg ikke lige kunne placere. Men som faldt på plads, da hun satte sig ned og på bordet lagde et brilleetui. Og en enkelt nøgle.

Det er så nemt at konkludere på andre menneskers liv, blot ved at iagttage dem. Og det er lige så let at tage fejl, og lade egne fordomme og forventninger styre de indsigter, som man gør sig på andres vegne. For min umiddelbare konklusion på den sorg, som jeg mente at se i hendes blik, var, at hun længtes efter at have flere nøgler i sit liv. Fordi de var symboler på hjem og mennesker hun havde adgang til og delte tillid og følelser med, og steder med mennesker, som forventede, at hun kom for at levere et bidrag.

Men jeg aner det jo ikke.

Mit eget nøglebundt er et rodsammen af mange slags nøgler, inklusiv et par stykker, som jeg faktisk ikke aner, hvad kan låse op, og mens vi sad der og ventede, tænkte jeg på, om det bundt mon kunne beskrive mit liv, som det er i dag?

Afspejler det kompleksiteten i mit liv? Eller antallet af relationer? Eller viser det bare et menneske, der ikke rydder nok op i sit liv, og som derfor slæber rundt på gamle nøgler, der ikke længere giver adgang til noget – eller nogen - som helst?

Jeg tænkte også på, hvilke nøgler jeg ikke havde, som jeg gerne ville have. Fx en nøgle til et sommerhus, hvor jeg kan forsvinde hen, når jeg har brug for at fordybe mig i både viden og natur. Jeg ville også elske at have en nøgle til en badeanstalt, selvom jeg hader koldt vandt, for jeg ville ønske, at jeg elskede at vinterbade, for alle siger jo det er så sundt og den bedste kur mod appelsinhud, og jeg er sikker på, at det er fantastisk. Bagefter!

Og så ville det være rart at have en nøgle til en kærestes hjem. En mand jeg elsker, også på trods af alt det, han har vist mig, som er knap så skide smukt. Og hvor vi hører så meget sammen, at vi gerne må låse os ind, mens den anden sover, uden at blive pandet ned af en stegepande, når vi lister os igennem mørket, men i stedet bliver taget imod af varme arme under dynen og et suk af overgivelse.

Når jeg bliver gammel, håber jeg, at jeg har mere end én nøgle. Jeg håber, at jeg har nøgler til alle mine børns hjem. Og til flere af mine venners hjem. Jeg håber det, fordi jeg håber at det også betyder, at vi ikke bare vander hinandens blomster, når vi er ude at rejse, men også hinandens hjerter til hverdag. Den slags nøgler må hellere end gerne gøre mit nøglebundt tungt.

Også i dag.

(Klumme i Femina 11. januar 2018)

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign