Tilbage til blog oversigten
mandag 27. november 2017 kl. 08:28
BØ: Hvis 51% af dig er kunstig intelligens, er du så stadig et menneske?

Det menneskelige handler om relationer. Det digitale handler om forbindelser. Desværre har samfundet en tendens til at optimere og styre efter det sidste, mens det er det første, der skaber meningsfulde og lykkelige liv. Og hvad andet bør vi egentlig stræbe efter?

Kronik i Børsen 26.11.17 

Hvis 49 procent af mig er maskine og kunstig intelligens, er jeg så stadig mest menneske? Skal jeg så stadig selv bestemme over mig selv og alle mine handlinger? Og kan jeg siges at have en selvstændig bevidsthed, som gør mig til et unikt individ, som har menneskelige rettigheder og status som borger?

Og hvad hvis jeg får en opgradering, som gør, at 51 procent af mig nu er digitalt, kan jeg så forvente, at jeg stadig har de samme rettigheder og samme status som menneske? Kunne jeg risikere, at nogen kunne tillade sig at slukke for mig, kassere mig, bestemme over mig og hvilke opgraderinger jeg nu skulle have og ikke mindst hvilken funktion jeg skulle udfylde?

Og hvem er ”nogen” egentlig?

Hvordan måler man det menneskelige?

Hvordan måler man, hvordan det fordeler sig mellem menneske og maskine? Fysisk? Bevidsthedsmæssigt? Altså hvis halvdelen af min fysiske krop er implantater og kunstige lemmer eller jeg er afhængig af et exo-skelet, er jeg så blevet til mere maskine end menneske? Eller er det i min hjerne, mit sind og min bevidsthed, at jeg først og fremmest er menneske?  

Mens generationerne Y og Z for alvor bliver voksne, vil vi som art komme til at skulle tage nogle moralske, etiske og tekniske drøftelser om, hvad det vil sige at være et menneske. Og det kommer blandt andet til at handle om rettigheder. Rettigheder til at være et individ og en borger med ansvar, pligter og adgang til behørig beskyttelse mod ydre farer. Men mest af alt kommer det til at handle om, hvordan vi definerer det autentisk menneskelige.

Hvad er så ufravigeligt menneskeligt, at det skal være til stede for at kræve status som et menneske? For hvis det går, som det har gået i over 10.000 år, vil menneskearten stadig være den suverænt dominerende livsform på kloden, og da vi indtil videre har krævet at have forrang frem for alt andet, inklusive andre levende væsener og naturen (selvom den nogle gange dominerer os totalt ved fx ved tsunamier og jordskælv), er der meget der tyder på, at dette statushierarki vil fortsætte med at bestå.

Den eksponentielle udvikling

Det siges, at vi lever i en tid med eksponentiel udvikling, hvor det er blevet helt umuligt at forudse, hvad de enkelte opfindelser kommer til at have af vidtrækkende konsekvenser. Lige nu står vi overfor landevindinger indenfor førerløse transportmuligheder, 3D-print, alle udgaver af virtual/augmented/mixed reality, bioteknologi og ikke mindst kunstig intelligens, og hver for sig er det svimlende, hvilken indflydelse de kan have på vores livsvilkår efterhånden som de udvikles.

Men de udvikles jo ikke isoleret. De udvikles alle sammen samtidig og påvirker hinanden gensidigt, så i virkeligheden er menneskeheden inviteret til den største teknologiske og digitale fætter-kusine fest, der nogensinde har været afholdt – og der er ingen festmester. Ingen har hverken det forkromede overblik over spilgalleriet og slet ikke kontrollen over, hvordan festen udvikler sig, selvom der nok er lidt længe til før 51 procent af os kan være kunstig.

Summa summarum: Vi har ingen anelse om, hvad vi egentlig er på vej ind i.

Dommedag! Det er et af de scenarier, som altid er blevet malende beskrevet, når talen er faldet på menneskehedens fremtid. For vi mennesker hader, når vi ikke kan forudsige og kontrollere vores egen fremtid. Og vi bliver bekræftet i denne dystopiske tilgang til det kommende gennem størstedelen af science fiction fortællingerne. Film, tv-serier og bøger indenfor denne genre elsker at tegne billedet af en horribel fremtid, hvor alt er sort i sort og hvor mennesket enten er reduceret til en tissemyre i klodens historie, eller må henslæbe tilværelsen under ulidelige forhold.

Jeg anerkender, at der skal være et dramaturgisk gnidningspunkt for at der overhovedet kan opstå en fortælling, men det gør ikke desto mindre denne kategori til den mest utroværdige genre overhovedet. For lige så længe vi har haft science fiction, lige så længe har den på det punkt notorisk taget fejl. Menneskeheden er nemlig fortsat med at få bedre og bedre levevilkår, med få overgangsproblemer, som fx da industrialiseringen medførte en enorm tilgang fra land til by med helt afskyelige arbejds-og boligvilkår til følge. Derfor er der også en stor sandsynlighed for, at den overvejende positive udvikling vil fortsætte.

Så nej, det er ikke den vi skal frygte.

Det vi skal frygte

Det vi skal frygte er til gengæld, at vi slet ikke har nok fokus på det, der gør det menneskelige menneskeligt, nemlig vores relationer. Hverken skolebørn eller unge, og ej heller de voksne, bliver trænede i at forstå, opsøge, skabe, vedligeholde, styrke og forpligte sig i de relationer, som beviseligt har en direkte indflydelse på vores livskvalitet. Det er der adskillige undersøgelser der viser, bla. ”The villageeffect” af Susan Pinker. Den mest imponerende studie er dog nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938, hvor man samlede 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer. Dem fulgte man ved at give dem et spørgeskema hvert andet år, lave en helbredsundersøgelse af dem hvert femte år og med jævne mellemrum interviewe dem om deres liv og deres helbredsmæssige og mentale tilstand. I 75 år – femoghalvfjerds! – er disse 724 mænd blevet fulgt tæt for at se, hvordan de udviklede sig, og i dag har vi svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv:

Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer. Hvis det sammenholdes med, at de psykiske skader er voldsomt i vækst, at ensomhed er et stigende problem og at halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, må vi indse, at vi som samfund er på vej i en meget forkert retning. De personlige konsekvenser af dette møder jeg gang på gang, når jeg er ude og holde foredrag om det her, for bagefter er der altid flere der vil dele deres historie, deres tvivl og fortvivlelse. Det findes. I virkeligheden.

Når vi handler som maskiner fremfor mennesker

Problemet er, at vi som samfund handler for meget som maskiner og for lidt som mennesker.

Det digitale, det maskinelle, det industrielle, har altid handlet om hastighed og effektivitet. Med andre ord har det i bund og grund handlet om at udvide antallet af forbindelser. Jo mere og flere, jo bedre og hurtigere.

Og det er bestemt ikke skidt. Det kan frigøre os mennesker fra dødssyge opgaver, og bla. skabe plads til flere ”varme hænder”, samt ikke mindst kan disse teknologier være med til at løse komplicerede og alvorligt truende problemer, som klima- og miljøkatastrofer og overbefolkning. Men skal vi ikke på vildspor som art, skal vi altså også opgradere vores evne til at skabe, fastholde og udvikle relationer. For det er præcis det, der er behov for, hvis vi skal have et balanceret samfund, der både dyrker innovationen, kreativitet og livskvaliteten. Og som sætter os i stand til at løse de kommende udfordringer, som vi kun har set skyggen af indtil videre.

I Danmark er vi vældig gode til at skabe forbindelser. Digitale forbindelser. Ifølge konsulentfirmaet Deloittes årlige trusselsbaromenter, Global Defence Outlook, er Danmark det fjerde mest sårbare land i forhold til cyberkriminalitet. Og det lyder jo ikke godt, men er altså også et indirekte udtryk for, at vi faktisk er meget godt med i digitaliseringen. Ellers kunne vi slet ikke være så sårbare.

Vi er samtidig også det land med den højeste grad af tillid mellem mennesker. Vi ligger i gennemsnit omkring de næsten 80 procent, der stoler på andre mennesker, mens bundskraberen er Brasilien på fem procent. Tillid er godt både menneskeligt og økonomisk; det skaber en rar kultur at leve i og det giver flere penge på bundlinjen, fordi ressourcerne bliver brugt på innovation og kreativitet, fremfor kontrol.

Ingen læring i at skabe relationer og fællesskaber

Desværre har det ikke givet anledning til at vi fx i skolesystemer lærer noget helt basalt om, hvordan vi som mennesker fungerer psykisk og socialt. Og vi lærer heller ikke noget om, hvordan vi fungerer i forskellige former for fællesskaber. Altså styrker vi ikke de kommende generationer i at klare sig i en social verden.

Det springende punkt er, at de systemer, som ellers har hjulpet folk ind i relationer, også er under opløsning. Fx foregår en del af undervisningen i dag elektronisk, så elever (og lærere) ikke mødes i den fysisk verden. På flere og flere arbejdspladser mødes man heller ikke fysisk hver dag. Skilsmisser optræder i halvdelen af alle ægteskaber og gør familien til et mere ustabilt – men somme tider også udvidet – fællesskab osv. Det kræver altså mere af os i dag at blive til medlemmer af et fællesskab og udvikle de relationer, samtidig med at det i andre tilfælde er blevet lettere, fordi man via de sociale medier kan indgå i langt flere end tidligere.

Alt dette betyder, at der stilles større og større krav til det enkelte menneske både at forstå og administrere socialiteten og skabe holdbare og gode relationer, som ultimativt handler om man har evnen til og øvelsen i at indgå i gensidigt forpligtende forhold. I kontrast hertil ser vi at samfundets fokus er på at øge antallet af teknologiske forbindelser og træne den enkelte borger i at passe ind i de systemer, som denne udvikling har medført (fx at forstå og bruge NemID, hvilket har fået flere indlagt for akut hjertestop!).

Dommedag sker fordi vi ikke opgraderer mennesket

Dommedagen findes ikke i selve digitaliseringen. Dommedagen findes i, at samfundet ikke sørger for at opgradere det menneskelige samtidig med, at det teknologiske hele tiden bliver udviklet. Det giver en skævhed i forholdet mellem mennesker og maskine og den er ikke til menneskets fordel!

Løsningen? At det sociale styrer det teknologiske. Relationer før forbindelser. Fællesskaber før profit. Samvær før KPI’ere.

Ja, det er så enkelt. Hvis vi altså vil mere og bedre, end blot at findes, som en vældig effektiv art.  

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign