søndag 24. juni 2018 kl. 09:08 | 0 kommentarer

Mens 95 procent af forældrene synes, at de har talt nok med deres unge om uddannelsesvalg, synes kun 50 procent af de unge selv, at samtalerne har været nok. Angsten for et forventningspres skabt af forældrene og en misforstået respekt for de unges frihed, holder mange voksne tilbage fra at mene noget helhjertet om situationen.

Paradoksalt nok er det her, at svigtet opstår. Ikke kun mht deres studievalg – som der er frist på nu den 5. juli. Mange unge er i dag under et sygeligt præstationspres og længes efter ærlige og åbne samtaler med voksne. En samtaleguide kan hjælpe begge parter på vej.  

”Hvis jeg havde haft denne samtale før jeg valgte mit første studie, havde jeg ikke valgt forkert!”

Så klart ryger ordene ud af Frederikke på Mors dag efter at hun lige har haft en samtale med sin mor om sit kommende studievalg. Vi er mange mødre og vores unge, der har forladt sollyset udenfor og i stedet tilbragt de sidste timer i sofaer og lænestole i den hyggelige uKirke på Vesterbro. Vi har nemlig sagt ja til at være med i et spændende eksperiment. Værten er Engineer the Future, der er en teknologisk alliance af mange parter, bla. Dansk Industri og Ingeniørforeningen. De har i samarbejde med psykologer og studievalgseksperter udviklet en samtaleguide (samtaleguide.dk), som forældre og unge kan følge, så man kommer tæt på det, der virkelig driver det unge menneske. Den fås i tre udgaver, der tager hensyn til den tid man har, og den kommer forbi emner som relationer, engagement, drømme, formål og selvfølgelig mål.   

Og de unge har seriøst brug for mange og gode samtaler. Generation Z, som står foran studievalg eller har været i gang i nogle år, er sammen med generation Y, som i 2025 ifølge Deloitte, vil udgøre 75 procent af arbejdsmarkedet, de mest pressede generationer nogensinde. Når vi måler på deres psykiske velbefindende. Se bare nogle uhyggelige statistikker:

40,5% af de unge piger mellem 16-24 år lider af høj stress, mens det gælder for 23,4% af de unge mænd. 20-30 procent lider af angst. 20 procent har en depression. 10-15 procent lider af selvskadende adfærd. Den mest ensomme gruppe i Danmark er i dag ikke de ældre, men de unge piger.

Nogle gange giver den slags tal anledning til kommentarer á la: Er de ikke bare curlingbørn, der aldrig har lært at klare sig selv? Er det ikke sådan noget pseudo-fis de lider af, fordi de ikke får det, som de vil ha’ det?!

Og hver gang synker mit hjerte, for det er ikke bare en respektløs udtalelse. Det er også en virkelig ukærlig og ignorant tanke, der ligger bag den slags ord. Helt faktuelt har skolen og uddannelsessystemet ændret sig afgørende henover et par generationer, og i dag testes og vurderes elever og studerende efter helt andre vilkår, end vi tidligere har set, hvilket Center for Ungdomsforskning har leveret mange undersøgelser om.

Det har fået mange unge til at udvikle såkaldte coping-strategier, der skal iscenesætte dem overfor læreren som dygtige til at præstere ved at give de svar, som systemet ønsker. Men det lærer dem ikke at mestre livet eller at blive dannede som mennesker. Tværtimod lærer de i al for høj grad, hvad der virker i de evindelige tests, som de hele tiden bliver målt ud fra, og ikke mindst hvad der gør sig til en eksamen. Forventeligt nok stimulerer det ikke deres nysgerrighed, eller holder dem åbne, tvivlende, famlende og opsøgende, så de kan finde deres egne svar. Og det har gjort dem langt mere sårbare, end nogen tidligere ung generation har været.

Det virkelig tåbelige er, at hvor vi tidligere var et foregangsland, der viste hvordan man gennem tillid og selvstændighed, kunne udvikle kreative elever og hele mennesker i skolesystemet, hvorfor udlandet valfartede hertil for at blive klogere, har vi i dag adopteret test- og målesystemet, som mange andre lande ønsker at forlade. Fordi det ikke skaber kreative og innovative borgere. Tværtimod. Så vi arbejder os bagud i stedet for fremad.

I årevis har jeg holdt foredrag om de unge og har derfor haft mange samtaler med både Y’ere og Z’ere, og det slår mig hver gang, hvor stor længslen er, efter at blive taget alvorligt af en voksen. Eller rettere: De længes efter at have dybe, åbne, ærlige samtaler med en voksen, som gider at se dem. Virkelig se dem. For alt er på spil i det tidspunkt af livet. Især deres identitet, køn, relationer, kærlighed, karriere, økonomi, krop, udseende og seksualitet. Så jo, de vil faktisk gerne have, at de voksne blander sig i deres liv. Så de bliver bedre til at mærke og blive klogere på sig selv.

At indblandingen skal ske på en respektfuld måde giver sig selv. Hvis man selv er lidt usikker, er samtaleguiden en virkelig fin indgang. Men det vigtigste er, at man lytter. Og lytter. Og lytter. Så man bliver den kærlige væg, der reflekterer den andens tanker tilbage til hende eller ham, så de kan blive klogere på sig selv. Det er også fint at dele egne erfaringer, holdninger og iagttagelser. Men det er no-go at forvente, at den anden er enig. Eller vil bruge det man kommer med. Det skal gives væk med åben hånd. Meningen er, at man bliver det sikre tyngdepunkt af fordomsfrihed og inspiration, som de kan læne sig ind i, når de føler sig hvirvlet ind i livets forvirring.

Samtalerne er nødvendige året rundt. Men lige nu er det aktuelt med studievalget, der skal ske senest den 5. juli. Heldigvis gik Engineer the Futures eksperimentet så godt, at de overvejer at gentage det til næste år. Flere steder i landet. Og selvom det er moren, der har størst indflydelse på de unges studievalg, er der planer om også at tilbyde muligheden på Fars dag. Bring it on!

Kronik i Jyllandsposten 24.6.18

Uddannelse giver karakterer. Dannelse giver karakter. Det første skaber en præstationskultur, mens det andet skaber en mestringskultur. For at klare sig godt i både skolen og livet, er der brug for en balance mellem begge.

Desværre er der i dag et alt for ensidigt fokus på måling af præstationerne, som træner eleverne i at føre (usunde) overlevelsesstrategier, hvilket giver alt for mange unge med psykiske lidelser og en overfladisk læringskultur. Det kan den gode lærer – og leder – være et effektivt bolværk imod.

”Hvad gør en lærer god? For jer? I er jo en generation, der er vokset op med spændende, korte og nogle gange ret vilde læringsvideoer fra Youtube om alt hvad, hvad I vil vide noget om, og I er også vant til at game jer til skills, så jeg er nysgerrig efter at høre, hvad der i dag gør en lærer god?”

Vi er langt inde i konferencen om de unges præstationskultur, arrangeret af CEFU, Center for Ungdomsforskning, da jeg får lejlighed til at stille spørgsmålet. For på scenen sidder der nu fire ex på det, som hele dagen handler om, nemlig generation Y, på randen til Z. De har delt generøst ud af deres tanker og erfaringer, så vi andre kan få menneskelige håb og frustrationer på de mange både spændende og nedslående statistikker, teorier og hypoteser, der er blevet præsenteret i løbet af dagen.

De vælger alle fire at svare på spørgsmålet. Og konklusionen i mine øjne er ret enkel, for den handler basalt set om en eneste ting: Nærvær.

Det at læreren ser dem, interesserer sig for dem, bekymrer sig om dem som enkeltindivider og vil noget med dem. Det er, hvad der betyder mest for de unge. Ikke at de kan trylle med fancy teknologiske hjælpemidler, at de ikke stiller krav og derfor er flinke eller at de forsøger at skabe troværdig rapport ved at klone sig selv ind i en wanna-be-YZ-udgave. Den nære oprigtige interesse er noget, som alle ledere – og selvfølgelig lærerne selv – bør tage til sig, hvis de vil have det bedste ud af relationen.

Hvilket er fuldstændig i tråd med konklusionerne på de seneste års mange undersøgelser, der er kommet frem om, hvad der egentlig skaber lykkelige og sunde liv. For her er der altid én parameter, der entydigt træder frem: De gode relationer. Dvs relationer hvor man kan stole på, at den anden er der for en, hvis man har brug for det. Skændes man i det daglige? Er man uenige om alt fra tandpastatuber og huskøb? No worries! Det der virkelig betyder noget er, at man føler en grundlæggende tillid til den andens loyalitet og hengivenhed, når man kalder vedkommende ind på banen.

Derfor kom deres svar ikke bag på mig. For det første fordi de gav udtryk for en almenmenneskelig længsel, som altid vil være present, uanset generation. Eller faglighed, køn, social klasse, nationalitet eller hvilke andre kategorier, vi kan finde på at dele os selv op i.

For det andet fordi jeg gennem flere år har beskæftige mig med denne aldersgruppe og det der altid rammer mig er, at de unge naturligvis (!) er nøjagtig lige som vi andre, hvilket alt for mange voksne desværre har en tendens til at glemme. De har brug for, lige som alle vi andre, have lov til at bidrage til fællesskabet og blive elsket, og det er måske værd at huske, når man enten som leder for eller kollega og forælder til dem, forsøger at forstå dem. For at kunne arbejde eller leve bedre sammen med dem.

Men samtidig viser CEFU’s egen undersøgelse, at de unge er ret trænede i strategisk overlevelse, når de har været igennem bla et gymnasieforløb. For i løbet af uddannelsens tre år, bliver karaktererne nogle, som jages målrettet uden at det nødvendigvis betyder, at den enkelte elev har flyttet sig i sin egen dannelse. De viser sig tydeligt i flere af de udtalelser, som de unge i undersøgelsen giver:

Altså, du rækker ikke hånden op, fordi du er interesseret og gerne vil deltage. Så rækker du hånden op, fordi du vil præstere og vise læreren at du er god.”

”Hvis du ikke forstår, hvad du siger, så er det lidt lige meget, du skal bare sige det, så kan læreren tro, du ved det. du behøver egentlig ikke rigtig forstå det, du skal bare gøre det.”

Det kommer også frem, at flere af dem rækker fingeren op uden at kende svaret, bare for at vise læreren, at de er aktive, og hvis de så bliver taget, siger de enten at de lige har glemt svaret eller at den elev før dem, lige har sagt det, de selv havde tænkt sig at sige.

Min absolut ynglings er dog denne, som fik salen til at storgrine: ”Jeg holder den bare lidt på klem, sådan der (viser en finger op, der er lidt bøjet).”

Udtalelserne er jo sjove, men gemmer i virkeligheden på en dyb tragik. For de – og mange flere findings i undersøgelsen – viser, at de unge desværre er langt mere orienterede mod at gøre en figur, der giver bonus i form af høje karakterer, end de er mod at træne sig selv i deres egen læring og mestring. Det er uhyggeligt, fordi vi i dag har så mange skræmmende tal på, hvordan de unge har det. 10 procent lider af selvskadende adfærd, halvdelen af stress, 20 procent af depressioner og 20-30 procent af angst. Og tallene er i stigning.

De unge lever i et konstant spejlkabinet, hvor de hele tiden monitorerer sig selv, deres konkrete præstationer og ikke mindst deres sociale værdi, hvilket giver alt for mange af dem en basal følelse af usikkerhed og manglende indre værd, og som måske kan hindre dem i at udvikle deres nysgerrighed og oprigtige læringslyst. Hvilket ikke bare betyder, at vi dyrker en ungdom, der føler sig ekstremt presset, men også skaber en generation, der ikke primært er drevet af viden og interesse, men derimod har lært at overfladisk afliring af eksisterende lærdom er vigtigere end at tænke og skabe selv, fordi man er drevet af ægte nysgerrighed og ærgerrighed efter at være med til at skabe en ny og bedre verden. Noget som altid har været ungdommens – til tider naive – privilegium.

Der er sket det, som CEFU kalder en instrumentalisering af læringsrummet, hvor eleverne ikke alene har en strategisk tilgang til undervisningen og læringen; de forsøger også samtidig på nærmest seismografisk vis at aflæse, hvad det er læreren gerne vil have, hvorefter de går i konstant dialog med sig selv, om de nu gjorde/sagde det godt nok, ved at aflæse lærerens reaktion, når de har sagt eller skrevet noget.

Læreren er på denne måde blevet mere en autoritær dommer, der vurderer deres præstation og personlighed, end en mentor, der flytter dem i dannelsen af deres sind og ånd. Hvilket er stik modsat det, vi som nation siden 1864 har dyrket, nemlig dannelsen af det enkelte menneske med dertil hørende selvstændig tænkning og gode frivillige fællesskaber. Folk fra hele verden har valfartet til vores samfundsmodel for at hive lærdom ud af den, og nu er vi selv på vej til at underminere den.

Karakterræset for at komme ind på en videregående uddannelse, fremmer ikke læringen blandt eleverne, men kan ligefrem ødelægge sjæle. Sjæle der måske kunne blomstre og bidrage kreativt og originalt til samfundsudviklingen, hvis der var fokus på relationen mellem læreren og eleven og mestringen af stoffet, mere end der som nu er fokus på de karakterer, der nemt kan manipuleres med og som ikke giver et reelt billede af den enkeltes læringsmæssige værd. Faktisk udtalte Jens Dolin fra Institut for Naturfagenens Didatik, at det ville være mere retfærdigt at trække lod om karaktererne end det er, sådan som systemet bliver brugt i dag.

Det handler ikke om naivitet, når man ikke vil bedømme de unge ud fra karakterer og konstante tests, hvilket er det klassiske argument for en præstationskultur. For ja, vel lever vi ikke udenfor det globale konkurrencesamfund. Men når det nu viser sig, at det rent faktisk er vores model baseret på selvstændighed og kritisk tænkning, der bliver brugt som inspirationskilde til andre landes modeller, virker det helt skævt, at vi herhjemme nu stræber efter en model, som mange andre lande forsøger at forbedre. Også med blik for, hvordan de unges velbefindende har det, som afslører en større grad af sårbarhed end vi nogensinde før har set det.

En god læringskultur er baseret på en balance mellem præstations- og mestringsorientering og det blev understreget af de unges svar om, hvad der gør en lærer til en god lærer, for netop den nære relation, nærværet, er det, der kan hjælpe en elev til at gå fra generiske præstationer til at ville ønske at mestre et fag. Og det kunne samtidig være med til at hive eleverne ud af karaktererne og ind i deres egen karakterdannelse.

Der er rigeligt i verden der hiver i de unges perfektionsgen, hvor overflader og synlige sammenlignelige præstationer kan skabe akut, men også meget flygtig social kapital. Derfor burde vi have et læringsmiljø, der netop sætter sig udover det flygtige og i stedet hjælper de unge til at mærke sig selv i forhold til det, man måske kunne kalde en form for livslæring.

Men måske er det vigtigste en god lærer kan gøre for den enkelte elev, at inspirere hende og ham til at få en sund relation til sig selv. Så de kan få en sund relation til egen læring, nysgerrighed – og verden omkring dem.

Kronik i Børsen 27.5.18

Blikket kommer ud under det lidt lange pandehår, og det er både direkte og skamfuldt på samme tid. Afspejler den dualitet, der også er i hendes spørgsmål.

”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg nogle gange begynder at græde, når jeg er gal?! Det er SÅ pinligt, især da det skete overfor min chef. Jeg var jo overhovedet ikke ked af det, men pisse vred over det han havde gjort!”

Hun er ikke den første, der til en coachingsession, har siddet og dirret af frustration over denne særlige situation. Mange kvinder før hende har givet udtryk for den samme irritation. Flere af dem i høje positioner og med en overrepræsentation af selvtillid. De har alle hadet, at de ikke sendte spytdråber af vrede i et råb mod den anden, der havde pisset dem af, men i stedet mærkede hvordan tårerne trak våde stier på kinderne.

Især fordi den andens reaktion ofte var et ”nååååeee” i alle afskygninger, iført en kappe af (nogle gange befippet) omsorg med det resultat, at magthierarkiet med et føltes som om hun blev etableret nederst. Fordi synlig sårbarhed i denne situation blev anset for svaghed.

Aaaaarrrrgggghhhh!

For helvede altså!

Kvinder der græder, når de er gale, er ofte piger, der har lært, at de gerne må være kede af det, for så kommer mor eller far og trøster dem og fjerner det, der gør ondt og får dem til at føle sig ok igen. Men, som når de bliver gale, og stiller sig op og råber, for det meste får den kolde skulder.

Så de lærer, at ked af det giver kærlighed. Og vrede udstøder dem og gør dem forkerte og ensomme. Derfor kommer alle de følelser, som vi plejer at kalde for negative, ud som gråd. Og ikke som aggression eller vrede.

Gråd er godt. Hvis det er et ægte signal om sårbarhed. Sorg. Handlingslammelse. For så kan der være et oprigtigt behov for beskyttelse og omsorg. Og gråd kan være en fin måde at kommunikere det på.

Gråd er skidt, hvis det er en skinadfærd for vrede og aggression, for begge to har en masse udøvende kraft i sig, og det skal bruges max, så man kommer tættere på det, der har fået vreden til at bryde ud. Selvfølgelig på en måde, så man hverken pander folk ned eller gør andre bange. Men de må gerne få respekt og mærke, at man mener det man siger og at man står ved den, man er.

Selv har jeg aldrig grædt, når jeg var gal.

Til gengæld har jeg masser af gange været et pindsvin af vrede og afvisning, når jeg mest af alt havde brug for at den anden lagde armen om skulderen på mig, så jeg kunne slippe skjoldet af pigge og i stedet læne hovedet trygt til siden og lade mig blive taget lidt af. Hvilket jeg på ingen måde havde modet til. Fordi jeg var angst for, at den anden ikke ville holde mig. Og fordi jeg ikke troede, at jeg kunne bære mig selv, hvis jeg først overgav mig til følelsen af magtesløshed. For den var født af følelsen af at være helt forkert på alle måder.

Så jeg blev til et vredt afvisende væsen, selvom jeg var ked af det. Som andre blev til grædende piger, selvom de var gale.

Som voksen står jeg oftest i hvad end jeg nu føler. Hvilket er en enorm og tryg befrielse. Og det er kun kommet, fordi jeg har været i benhård træning gennem terapi. Så når jeg ser unge piger og drenge forsøge at skjule deres ægte følelser, som alligevel bølger tydeligt henover deres fine ansigter, ville jeg ønske, at det vigtigste fag i skolen var ”selvforståelse”. Med alt hvad det inkluderer af psykologisk, mental, social og åndelig indsigt i, hvad det vil sige at være et menneske. Samt en del af et fællesskab. Vores planet og samfund har allerede for mange teknokrater, mens vi har brug for flere mennesker i indre balance. De skaber nemlig en klode i ligevægt. Og det er præcis hvad vi bør stræbe efter.

Klumme bragt i Femina 17.5.18

Nej, børnetissemænd og pinlige første forelskelser er ikke ok at udbasunere i en powerpoint-tale til konfirmanden. Ej heller er antallet af sexpartnere for nygifte eller drukture, der endte i latrinære udflugter, emner for en tale til hverken et bryllup eller en studenterfest. Det er ikke sjovt. I stedet høvler det sjælen på den, det handler om. Som taler har man én eneste opgave: At efterlade dem man taler for, gladere, end da man begyndte.

”Nej, nej, nej!!! Fjern det! Videre!!!”

Stemmen er en blanding af desperation med et skamfuldt grin lagt indover. For han kender jo godt reglerne. At man gerne må blive gjort grin med på sin store dag. At det hører til opmærksomheden. Og naturligvis skal man kunne tage noget røg. Blive ristet lidt. Og det kan han også. Selvfølgelig kan han det.

Men åh altså – skulle det der forbandede billede fra dengang han var 10 år gammel og glad stod og strittede med sin lille orm virkelig med??! Og lidt senere kommer det igen! Motivet. Genstanden. Ormen i al sin nøgne herlighed. Til skue for den pige, han har været vild med i hele tre måneder og som han uden helt at forstå sit held, faktisk er dukket op til festen med både rose og gave. Og synligt for hans venner, hvoraf nogle griner højlydt og går med på spøgen, mens andre begynder at shuffle med fødderne under bordet.

Der sidder konfirmanden iført sit første jakkesæt med sænkede øjne og ører der brænder og får lyst til at forsvinde.

I den alder er han nemlig mere sårbar end nogensinde før og har derfor brug for et spejl, der kan få ham til at se sig selv klarere. Og helst alle de gode ting, for de dårlige skal han nok fortælle sig selv. Det pres som de unge i dag oplever, er både ødelæggende og umenneskeligt, så de har ikke brug for også at være bekvemme statister, der frit kan latterliggøres, i talerens fortælling. Tværtimod har de brug for at vide, at de er elskede. Og at de kan noget. At de er noget værd. I al deres ubagthed.

Men det sker ikke i denne tale, så ordene og billedet bliver hængende og konfirmanden smiler sit skæve smil og tager joken med ophøjet ro, for han er hverken den første eller den sidste, der vil blive udstillet sådan. Og måske er det også meget sjovt. Måske. Selvom det overhovedet ikke er det i virkeligheden.

Overgangsriter er noget menneskeheden altid har benyttet sig af. For at sætte en transformation af identiteten, kroppen og den sociale rolle ind i et system, som bliver en slags symbolsk virkelighed, der kan skabe et minimum af tryghed i en sårbar situation. Og samtidig fungerer det også som en handling, der resocialiserer medlemmet i det eksisterende fællesskab, men nu i en ny rolle. Disse ”rites de passage” sikrer, at det enkelte menneske ikke står alene, isoleret og uerfaren i transitionen og dermed bliver det også til kollektivets manifestation af de delte værdier.

I ”gamle dage” kunne overgangen fra barn til voksen, være en ret vild og barsk oplevelse. At hænge i kødkroge eller andre fysiske udmattelsesraids, at nedlægge et rovdyr egenhændigt, at overleve flere dage alene i ødemarken er alle tre typiske teenage-overgangsriter. Herhjemme skal ingen konfirmand nedlægge en sabeltiger med de bare hænder, hvilket de fleste forældre nok er vældig glade for, men de unge skal altså til gengæld overvinde flere taler, som spænder mellem alt fra upassende grovheder, ringe jokes, dårlige historier til de afsindigt kedsommelige, der som regel også er alt, alt, alt for lange, så konfirmanden til sidste ender med at knalde hovedet ned i suppen i et snork. Teenagere er – ved vi jo – altid sultne og søvnige, så meget skal der ikke til.

Den samme sang om overgangsriter kan også bruges om studenterfester og bryllupper.

Studenterhuen har sit helt eget kommunikationssystem og talerne er oftere rettet mod fremtiden end fortiden, men også her er der tradition for at ydmyge studenten lidt, og så længe man er almindelig anstændig, når man begynder at dele historier, er det også fint nok.

Brylluppet er et hav af kendte og overraskende traditioner og ritualer, der skal sikre at parret vil elske hinanden for evigt. Hertil hører ikke taler, hvor ekskærester og sexpræferencer bliver udbasuneret. Det plejer ikke at skabe en bedre stemning. Slet ikke hos brudeparret. Tal om kærlighed. Mere vanskeligt er det ikke. Og det kan altså godt være både sjovt og underholdende, uden at være perfidt eller udleverende.

Det vigtigste pejlemærke når man forbereder en tale (ja, det gør man, så lad være med at improvisere, med mindre du kan aflevere talen under to minutter. Ikke at den nødvendigvis bliver bedre af det, men pinen bliver bare kortere!) er, at man taler TIL hovedpersonen.

Det er hans og hendes store dag. De skal have lov til at være det ubestridte centrum. Og det skal de have lov til at nyde. Så hold talen til det menneske, der skal fejres. Ikke til de andre gæster. De er ikke et publikum, der skal underholdes, og det er ikke dig, der skal shine. Du skal tværtimod få hende i den hvide kjole eller ham i det nye tøj til at stråle, og derfor hedder det:

”Dengang DU og jeg….” eller ”Det glæder mig sådan at se, at DU…”

Glem alle de der lange historier, om dengang ”han” eller ”hun” gjorde og sagde. Når man står midt i en overgang, er man ret skjoldløs, for man har lige lagt det gamle fra sig og er i gang med at iføre sig det nye, så man skal passes lidt på. Selvfølgelig må du gerne gøre grin. Du må gerne afsløre.

Du må gerne dele. Men gør det varsomt. Med hjertet i ordene og historierne, så sjælen får lov til at vokse. Også hos gæsterne.

Kronik i Jyllandsposten 29. april 2018

søndag 29. april 2018 kl. 06:01 | 1 kommentarer

Alt for mange mennesker – og organisationer - lever livet, som et ”som om”. Efter parolen: Gør det forventelige og du er home-free. Mens ens rigtige liv – altså det man drømmer om – får lov til at vente i kulisserne og først bliver kaldt frem, når det andet er overstået. Helst inden man dør! En hospicesygeplejerske og konfirmanderne kan vise os, hvorfor vi skal leve livet mere som en premiere. Men den bedste løsning er faktisk en tredje mulighed!

”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.”

Dette er, ifølge den australske hospicesygeplejerske Bronnie Ware, det, som de fleste mennesker fortryder, inden de dør. Hvilket hun har beskrevet i bogen De fem ting døende fortryder mest. Med andre ord lyder det, som om alt for mange mennesker lever deres liv som en generalprøve, hvor intet for alvor gælder. Hvor man er sikret sikkerhed, fordi man er en del af et bekvemt fællesskab, som har udstukket reglerne, retningen og resultaterne. Og hvor ens vigtigste opgave er at reproducere det, som allerede er kendt.

Sådan da.

Du kan selv lave et hurtigt tjek: Hvornår gjorde du sidst noget, hvor du fik hjertebanken? Hvornår stod du i en situation, hvor det, du skulle sige eller gøre, fik din puls op, så du knap kunne trække vejret normalt, hvor sveden begyndte at løbe ned langs nakken, hvor du rystede en smule på hænderne, hvor du blev tør i munden?

Hvornår var du sidst i en situation, hvor du ganske enkelt ikke anede, hvad udfaldet ville blive? Hvor du ikke var i kontrol over særligt meget? Men hvor du samtidig selv havde sat dig i den situation? Fordi der var noget du virkelig ønskede, som du satsede på og som fik dig til at række ud efter noget ukendt.

Er det i dag? I går? I sidste uge? For en måned siden? Er det flere år siden? Måske et job eller et ægteskab siden?

Eller står du og vrider dine hænder, fordi du ved, at i morgen går det løs? Kan du mærke både kvalmen og hypen på samme tid i din krop, livet der pludselig rejser sig i dig på alle måder, energien der løfter dig og gør dit sind så klart som en antarktisk isterning?

Paradokset

Paradokset er, at vi i dag både har mere frihed til at leve de liv, som vi ønsker at leve, end vi nogensinde har haft før. Hverken køn, race, social adkomst, uddannelse eller økonomi for den sags skyld, er lige så determinerende, som det har været tidligere. Og at vi helt naturligt higer efter at føle os i live på forelskelsesmåden, fordi hormonerne dopamin, oxytocin og serotonin får os til at føle os lykkelige, glade, veltilpasse. Men – og det er her, paradokset kommer ind - samtidig lever de fleste af os livet på en måde, hvor sikkerheden, forudsigeligheden og trygheden sætter rammerne og hvor adrenalinen højst skyller ind over os gennem fjernbetjeningen. Resultatet af det hører man som regel over rødvinsplimmelimmere, hvor der bliver klaget over, at livet er så keeedeligt…og hvad skal man dog gøre ved det?!

De sidste tre år har jeg haft det privilegium at rejse landet tyndt for at tale om blandt andet dette. Om hvordan vi kan skabe os et liv, der ikke føles som et meningsløst succestyranni, der gør os syge, men derimod et liv, hvor vi bidrager med hvad vi virkelig ønsker og dyrker de mennesker vi elsker. For at få livskvalitet og styrke fællesskabet. Og det er efter foredragene, at jeg er blevet opsøgt af den ene efter den anden, der har ønsket enten at dele sin egen oprørshistorie - eller bedt om redskaber til at slippe ud af sit eget dødvande.

Ud af generalprøvelivet.

Vi har travl med at få det...elendigt!

Fælles for dem er, at de undrer sig over, at de var eller er landet her. For de skulle jo netop ikke gøre som deres forældre og ende i det knastørre CV-hamsterhjul.

At alt for mange har travlt med alt for meget af det forkerte, bliver understøttet af et hav af statistikker. Stress er i dag en folkesygdom. 20-30 procent lider af angst. 20 procent bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. 20 procent lider af søvnløshed. Ensomheden stiger. 10 procent af de unge lider af selvskadende adfærd. Og en konklusion på disse nedslående tal kunne være, at vi efterhånden har fået enormt travlt med at…få det elendigt.

Det er naturligvis ikke det, vi siger til os selv. At vi knokler rumpetten ud af bukserne, for at få det dårligt, men det er desværre det, der faktuelt sker for rigtig mange. Mens for få bruger tid nok på det, der i mange undersøgelser beviseligt gør os lykkeligere, nemlig vores nære relationer. Ikke alene lever vi altså et generalprøveliv. Vi lever også efter et elendigt manuskript.

Konfirmanderne og premieren

Og her er det, at jeg gerne vil pifte landets konfirmander ind på banen, som en umiddelbar inspiration og aktivering af de følelser, der dominerede dengang. For der er ingen generalprøve over et konfirmandliv. Tværtimod. Her er det nærmest liv og død hvert minut. Det kan godt være, at de prøver at se helt cool og gerne en smule ophøjet ligeglade ud, men indenunder skjorten, huden, banker hjertet derudad i ottendedelstakt. Livet er en konstant premiere, hvor alt hvad de siger, alt hvad de ligner, alt hvad de gør, alt hvad de mener, er under deres egen nidkære overvågning, og bliver konstant klappet af, som enten en succes eller en fiasko.

At leve sit liv som en premiere er at foretrække for en generalprøve, for her kan man i det mindste mærke livet i livet. Og man er vågen til, hvem man er og gerne vil være. Men det kan også blive til et unødigt invaliderende pres, hvilket vi desværre ser hos alt for mange af de unge, der lider af for mange psykiske ubalancer.

Den tredje mulighed

Så derfor vil jeg gerne foreslå en helt tredje mulighed, der ophæver forestillingen om succes og fiasko og ophæver kravet om deadline, og i stedet sætter os fri til at være nærværende på en ikke dømmende måde, så vi hver især kan hive mest muligt godt ud af de år vi har på denne planet.  

Betragt dig selv og dit liv som et eksperiment og handl som en forsker. Gør noget, test det, find ud af om det virker eller ikke virker – og saml på mange erfaringer.  

Betragt alle disse erfaringer som data, der fortæller dig, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der tænder og slukker dig, hvad der gør dig mere eller mindre kompetent ift det, du gerne vil have ud af livet. Tjek ud hvad der gør dig mere og mere til det menneske, du ønsker at være – og lær lige så meget af det der virker, som det, der ikke virker.

Tag IKKE identitet efter succes eller fiasko

Og lad for himlens skyld være med nogensinde at tage identitet efter et resultat. Uanset hvad, er du aldrig selv enten en succes eller en fiasko. Begge dele vil være lige begrænsende for din selvforståelse og der er rigeligt med menneskeskæbner, der viser, hvor ødelæggende den manøvre kan være. Den svenske DJ Avicii’s overraskende død forrige fredag, højst sandsynligt pga alkoholmisbrug, er et af de seneste tragiske eksempler på, hvad det kan medføre af smerte at få knyttet sin identitet til succes.

Selvfølgelig må der nødvendigvis være en del af vores liv, der er præget af rutine og forudsigelighed, eller brænder vi op fra begge ender og det kan vi ikke holde til. Plus det faktum at ægte skills kommer af den gode gentagelse, og samtidig skal relationer vedligeholdes og have en vis grad af forudsigelighed, hvis vi skal turde stole på dem og føle social tryghed. Men. Det betyder altså ikke, at vi ikke kan have en meget mere legende, nysgerrig, eksperimenterende tilgang til hverdagen. Til det vi bidrager med. Og til hvem vi er.

Alt det her har ikke kun betydning for os privat. Det har så sandelig også en erhvervs- og samfundsmæssig betydning. Og især har det betydning for god ledelse. I dag er for meget ledelse nemlig styret af frygten for at være eller blive irrelevant, både hos lederen og hos medarbejderne, og det gør at der er for meget reproduktion af kendte resultater, værdier, KPI’ere. Hvilket ikke virker specielt revitaliserende på hverken udbuddet eller medarbejderne.

De seneste års hjerneforskning har vist os, at vores grå masse er langt mere plastisk end vi anede tidligere, så mon ikke også vores egen identitet er det? Og hvis vores identitet er det, så kan vores liv pludselig få lov til at folde sig ud i mange flere retninger, oplevelser, relationer og kunnen, end vi havde den vildeste forestilling om.

Selv dengang da vi var konfirmander og hele livet stod blafrende åbent.

Kronik bragt i Børsen 29.4.18  #borsen #succestyranniet #emiliavanhauen

onsdag 11. april 2018 kl. 14:39 | 0 kommentarer

Søndag aften. Nordhavns gamle bygninger ligger i lys og mørke for enden af mine vinduer og udgør pæne flader, der skaber ro og orden i mine tanker. Noget der ikke er i mit hjem efter en uge, hvor jeg har været konstant på farten og hvor teenagere har levet deres (meget rodede!) liv, så jeg burde rydde op, men jeg har en deadline mandag morgen, og derfor sidder jeg her i sofaen og ønsker, at jeg i stedet for en støvsuger, havde en robot stående i mit skab.

En robot jeg kunne kalde honey eller R2D2, og hvis eneste opgave var at servicere mig og min familie. Som kunne rydde op, gøre rent, købe ind, lave mad, holde styr på vores aftaler, give en gedigen god massage, og som kunne fodre mig med statistikker og fortælle om relevante undersøgelser, når jeg skulle inspireres. Tingens eksistens ville kun være rettet mod vores velbefindende. Og ville aldrig give mig dårlig samvittighed, fordi dens algoritme ikke indeholdt sårede følelser eller fordrede gensidig forpligtelse.

Sådan en robot findes ikke endnu. Men den er på vej. Og en dag bliver den lige så udbredt, som en vaskemaskine er det i dag.

Den dag glæder jeg mig til. Afgjort. Men dens forudsætninger giver mig rynker i panden, for ingen – selv ikke de klogeste af os - aner, hvad det egentlig kommer til at betyde for menneskeheden. Og vores arts eksistens. Som suveræne magthavere på kloden.

Førerløs transport, 3D-print, bioteknologi, virtual reality, kunstig intelligens, machine learning og robotteknologi er de mest forandrende og vigtige teknologier, som er i gang med at præge vores fremtid, og for hver især af dem, er det umuligt at forudsige, hvordan de kommer til at udvikle vores samfund. Lægges de alle syv sammen, har vi den perfekte sorte boks af total uforudsigelighed. Og det kan gå i alle retninger.

På årets World Economic Forum blev en noget skræmmende fremtid italesat af en af mine guruer, den israelske historieprofessor, Yuval Harrari. Han mener, at om 100 til 200 år, har vi skabt en cyborg, som er så optimeret og anderledes end mennesket, at det skal have sin egen artsbetegnelse. Og som naturligvis er mennesket total overlegen.

Til den tid vil kroppe, hjerner og bevidsthed være de mest værdifulde varer, vi kan have. Og som vi selv producerer. Og hvor efterlader det vores art? Farvel styrkeposition som den dominerende art på kloden.

Et mere optimistisk syn på fremtiden er, at vi mennesker er bevidste om, at teknologien udelukkende skal være med til at skabe de bedste forudsætninger og vilkår for det bedste liv for flest mulige mennesker på kloden. Det befriende er jo, at når størstedelen af al produktion varetages af maskiner, frigiver det mennesker til at bruge tid på det, der til alle tider har haft størst indflydelse på vores livskvalitet, nemlig vores relationer.

Vi skal ikke være bange for udviklingen.

Glem dommedagsprofetier, for historien viser med al tydelighed, at vi, som art – på tværs af alt - kun har fået det bedre og bedre. Men vi skal være kritiske! For vi må også indse, at vi aldrig tidligere har stået i en situation, hvor vi er så tæt på Gud til at skabe nogle nye forudsætninger for eksistensen i verden. Og hvis det lægges sammen med en øget koncentration af penge og magt på færre private hænder, står vi overfor et blåt ocean af uanede muligheder.

Udviklende og ødelæggende.

Vores opgave er derfor at bruge de nye muligheder til vores egen fordel og stille krav til både politikere og virksomheder om ordentlig beskyttelse af vores data og sikker brug af nye teknologier på en social og økonomisk retfærdig måde. Så den dag, hvor vores personlige R2D2 triller ind over dørtærsklen, er den ikke en trussel mod vores eksistens eller verdensfreden. Den er kun en hjælp til at få større livskvalitet. Og måske færre skænderier med teenagerne i hjemmet…

Klumme bragt i #Femina i uge 14, 2018.

I en virkelighed, der bliver stadig mere medieret, har vi brug for en bedre instinktiv forståelse for den æstetiske dimension i livet, så vi kan aflæse, indtage og selv sende de rette signaler. Både som individ og organisation.

Desværre bliver æstetik ofte misforstået. Det er nemlig meget mere end bare overflader og skønhed. Det er ren overlevelse. Og når det gælder vores udseende, har vi brug for at gøre op med det hykleriske statushierarki om det ydres underlegenhed ift det indre.

Sidst du bød på en 3-retters middag for nogen, hvordan gjorde du så:

Anrettede og serverede du retterne én ad gangen? Eller klaskede du al maden sammen på én tallerken og serverede den med ordene: ”Det går jo alt sammen samme vej, så… værs’go!”

Jeg gætter på det første.

Eksemplet er tåbeligt, fordi det trods alt er de færreste voksne, der vil servere såkaldte “ulækkermadder” for deres gæster. Som børn lærer vi tidligt, at mad ikke blot har en nærende funktion. Den har også en sanselig funktion, hvorfor dens æstetiske udtryk er helt afgørende for den samlede madoplevelse.

Det er den magt, som æstetiske oplevelser har. For æstetik vækker vores sanser, så vi bliver mere kreative, klogere, skarpere tænkende og får et bedre immunforsvar. Det hjælper os også til at øge vores opmærksomhed, fremme vores læring og styrke vores hukommelse.

Æstetik er tillige med til at ændre på vores humør og energiniveau, fordi det helt enkelt kan omforme negative emotioner til positive følelser. Hvis jeg f.eks. ser en sjov film, kan jeg blive i godt humør igen, selvom jeg lige har været gal. Æstetik kan også vende frygt til begejstring, og flugt kan omsættes til aktiv handling.

Det er en strategi, der bruges benhårdt i militæret ved at give alle soldater den samme uniform på, eller indenfor sport, hvor alle holdspillere har samme tøj på og deler et kampråb. En fælles og delt æstetik kan altså skabe overlevelse, fordi effekten af denne sanselige erkendelse er, at den skaber glæde ved deltagelsen af at være en del af et kollektiv, fordi deltagelsen både er kropslig og rammer bevidstheden.

Så jo, æstetik virker socialt, fysisk og emotionelt og har derfor igennem hele vores arts historie fungeret som en overlevelsesstrategi for os. Sagt i fire ord: Æstetik gør dig levende!

Moderne mennesker har imidlertid en trist tendens til at lægge alt for meget erkendelsesautoritet i kroppens øverste tiendedel, hvor logikken og intellektet antageligvis skulle findes, og med det effektiviseringsbål, der har hærget samfundet de seneste mange år, er der blevet mindre plads til kroppens sanselighed som bevidsthedskilde, hvilket har gjort os fattigere.

For vores krop er jo ikke blot et stativ til hovedet, og vores sanser er ikke bare nogle, der skal bedøves med chips, vin og tv-serier. Næh, nydelse, emotioner, indlevelse, medlevelse og oplevelse er også måder at skabe erfaringsdannelse på og få indsigt, hvilket gør os lykkeligere, hvorfor vi bør have meget mere træning i at bruge denne side af livet aktivt og bevidst. Punktum.

Nye generationers ændrede fokus

Vi står overfor en mindre revolution, hvor mere og mere af vores virkelighed bliver medieret. Det ved generationerne Y & Z (født mellem 1976-2010) godt, for de er allerede intensivt trænet i både at modtage og skabe medieret æstetik gennem deres udbredte brug af sociale medier, hvor de ofte kommunikerer gennem billeder og videoer. Lige i hælene på dem kommer den såkaldte touch-generation, som er endnu mere ekstreme.

Det oplevede jeg i et akvarium, hvor jeg så et barn i førskolealderen stå og betragte en fisk gennem ruden. Pludselig lægger han alle fem fingre på ruden i en lille cirkel – som han derefter udvider. Med en klar forventning om, at fisken ville opføre sig, som alle billederne på hans iPad gør, når de bliver strakt ud. Men fisken blev ikke større. For fisken var virkelig og ikke et billede, som kunne manipuleres i størrelse og form.

Vi bliver nødt til at forstå æstetikken

Hvis de kommende generationer har så intimt et forhold til medieskabt æstetik, er det døden at bilde sig selv ind, at æstetik bare handler om overflader og flygtig skønhed, hvilket det desværre ofte bliver italesat som. Tværtimod bliver vi nødt til at forstå æstetikkens væsen helt ind i dens dna for at kunne bruge det, som vi altid har brugt det: En kommunikations-og relationsstrategi, der får os til at overleve. Sammen.

Alt det her er jo fint. Men der mangler noget. Dig. Du er jo selv æstetik, og bevæger dig rundt i verden som en æstetisk enhed, der bliver mødt af andre. Derfor har du helt sikkert set dig selv i spejlet (eller på den sorte skærm på din mobil eller tablet) mindst én gang i dag. Har du ikke?

Gjorde den oplevelse dig glad? Eller ked af det? En eller anden følelse strejfede i hvert fald dit sind og hjerte, for sikkert er det, at du ikke er ligeglad. Hvordan du har det med dit eget udseende, har en direkte indflydelse på din oplevede livskvalitet, og på hvordan andre mennesker opfatter dig, og dermed giver dig af muligheder. Derfor bruger mange mennesker en del tid og kræfter på at se ud på en særlig måde.

Alligevel hersker der et hierarki om, at det indre er mere værd end det ydre. Forstået på den måde, at hvis du skal klare dig godt i dagens samfund, skal du helst både tage noget uddannelse, gerne løbende gennem hele livet, og du skal helst også kende dig selv godt, enten via kurser i selvindsigt eller ved at gå i terapi af en slags. Så for at være et attraktivt menneske, skal du helst manipulere med dit indre, fordi det ses som et tegn på, at du tager ansvar for dig selv, og derfor også udviser ansvar overfor fællesskabet. Det kaldes nysgerrighed og udvikling.

At fremhæve det ydre

Men hvis du ændrer på dit udseende ved at blive opereret, eller benytter dig af de mange muligheder for korrigerende behandlinger (botox, restylane m.m.), er der en større sandsynlighed for, at du får negative kommentarer. De fleste vil handle om, at du er både overfladisk og må mangle selvværd, siden du kan finde på at gøre ”sådan noget”.

Det er dermed et krav og giver anerkendelse, at vi ændrer på vores personlighed, vores viden og på vores indre følelsesunivers, selvom det jo i princippet samtidig er anset for at være det mest autentiske ved os selv. Mens det er negativt, og for nogle direkte forkasteligt, at ændre på vores ydre, selvom det jo altså bare anses for at være overfladiske tegn og symboler på, hvem vi gerne vil fremstå som. Hvordan skulle det give logisk mening? Og er der overhovedet behov for at skabe et hierarki mellem det ydre og det indre?

Dyrk den æstetiske intelligens bevidst

Alle ved jo udmærket godt, at smukke mennesker kun er smukke, hvis de også opfører sig smukt. Så det handler jo ikke om at snyde sig til at være et bedre menneske i længden, for det kan vi slet ikke.  Og selvfølgelig er ens egen - og andres – æstetik ikke ligegyldig og ren overflade. Kig op og find et fremmed menneske, du kan kigge på. Mærk begæret efter det menneske. Nå, ikke?

Æstetik er lige så ægte, autentisk og individuelt som personlighed, og både det ydre og det indre skaber tilsammen et helt menneske. For den måde man vælger at præsentere sig selv på, viser jo også en hel masse om, hvem man er indeni. Det er derfor et værre hykleri at mene, at det indre er det ægte, og det ydre bare noget overfladisk flygtigt gejl.

At dyrke begge dele er ægte respekt for det at være et levende væsen. Og lykkeniveauet vil afhænge af, om man finder frem til og er tro mod sin egen æstetik. Eller om man forsøger at forfølge nogle normskabte idealer, som man måske ikke kan matche, og som derfor gør en ulykkelig. Forsangeren for bandet Ghost, Beth Ditto, er et vidunderligt eksempel på et menneske, der har fuld smadder på sin æstetiske fremtoning og som derfor er blevet et stort stilikon, selvom hun på et afgørende punkt ikke lever op til tidens ideal. Google hende og find selv ud af hvorfor hun er en fest. En grundlæggende æstetisk tilgang til livet handler om at dyrke skønheden i både det indre og ydre og har ikke brug for at værdisætte det ene højere end det andet. Det spiller sammen. Og kun på den måde kan vi sætte os selv fri til at udtrykke hele vores personlighed eller organisation.

Med den stadig stigende mediering af vores virkelighed, er der kun én ting at sige: Dyrk den æstetiske intelligens bevidst, og vær med til at skabe den verden, du gerne selv vil bebo.

På alle planer!

Kronik bragt i Børsen 4.3.18 #borsen #succestyranniet

mandag 26. marts 2018 kl. 17:17 | 0 kommentarer

Hvis dit nytårsforsæt ikke er gået helt, som du ønsker det, har du helt sikkert en virkelig god grund til det. Som sagtens kan være dovenskab. Men som mere sandsynligt handler om frygt. Også selv om det er forklædt som mangel på motivation.

Hvordan går det med dit nye jeg?

Altså det ”jeg”, som du omkring nytåret besluttede dig for, at du gerne ville være? Tyndere. Sundere. Ærligere. Klogere. Modigere. Vildere. Kærligere. Mindre sur. Mere doven. Eller noget.

Andet. End det du allerede er. Eller var?

Nu er det nemlig snart otte uger siden, at det blev nytår, og du har haft 56 ud af de 66 dage, som det ifølge en nyere og langt mere seriøs undersøgelse af Philippa Lally, i gennemsnit tager at ændre en vane.

Glem alt om de 21 dage, som man ellers populært refererer til, og måske skal du også være ligeglad med de 66 dage, for undersøgelsen viser også, at det er individuelt, hvor lang tid det tager at manifestere den eller de nye sider af din personlighed, som du længes efter. Det, der virkelig betyder noget, er at du bliver ved med at praktisere det, du gerne vil være. Også efter at du er faldet i. Også selvom det er mange, mange gange. 

Hvis det ikke er gået helt, som du ønsker det, har du helt sikkert en virkelig god grund til det. Som sagtens kan være dovenskab. Men som mere sandsynligt handler om frygt. Også selvom det er forklædt, som mangel på motivation.

Da jeg skulle holde op med at ryge for 24 år siden, var jeg sindssygt motiveret. Jeg trængte i vild grad til at holde op med at være styret af min trang til nikotin, til at kunne trække vejret friere, komme i bedre form, ikke hoste hele tiden, ikke stinke af røg og til at kunne smage alting igen. Min motivation var altså kæmpe stor!

Min største forhindring var, at jeg skulle opgive min identitet som ryger. Som i min bog betød, at jeg pludselig mistede en synlig lidt vild og smårebelsk side. Gennem hele min ungdom havde ikke-rygerne været ”de kedelige og pæne” og nu var jeg bange for, at jeg ville blive til ”en af dem”. I min logik ville jeg altså ændre fuldstændig personlighed og blive uinteressant, blot fordi jeg holdt op med at gøre en fysisk ting, der systematisk nedbrød mit helbred.

Det var så skørt! Og fuldstændig normalt.

For det at opgive en del af vores egen personlighed, uanset hvor ødelæggende den end er, er uundgåeligt knyttet til frygt.

Derfor dur det ikke, at en beslutning om at ændre en del af sig selv, kun sker med den logiske del af vores selvforståelse. Eller kun er baseret på vores længsel og motivation.

Vi bliver simpelthen nødt til at gå igennem vores frygt for det vi mister, hvis vi laver ændringen, før vi overhovedet er i stand til helhjertet at lave selve ændringen.

Jeg blev nødt til at indse, at jeg ikke pludselig blev en kedelig forudsigelig velafrettet duks, ved at blive ikke-ryger. Jeg holdt bare op med at ryge. Og da det var på plads – og det tog mig ret lang tid at slutte fred med det – var der fuld skrue på motivationen og det lykkedes mig at stoppe.

Forandringer har altid at gøre med identitet. Og det kan være svært at opgive en identitet – uanset om den er positiv eller negativ i social eller helbredsmæssig sammenhæng - for alle ens identiteter har altid tjent en godt på et tidspunkt, hvor den var, eller føltes, nødvendig for ens overlevelse.

Alligevel skal man selvfølgelig gøre det! For når først længslen efter forandring har meldt sig, vil den forvandle sig til konstant selvpiskeri og nedbrydelse af ens selvværd, hvis ikke den bliver efterfulgt. Så find din frihed ved at gå gennem frygten. Og husk:

Bare i år har du mere end 300 dage tilbage til at øve dig i 😊

Klumme bragt i Femina 28.2.18 #femina #succestyranniet

søndag 11. marts 2018 kl. 00:56 | 0 kommentarer

”Hele mit liv er jeg kommet til at græde, når jeg er blevet gal i en konflikt, og det har været super ydmygende. Især når jeg stod overfor en mandlig kollega eller chef. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor pokker det var sådan, når jeg nu ikke var ked af det?! Indtil det forleden ramte mig, at piger jo opdrages til gerne at må græde, for så får de hjælp. Men hvis de bliver aggressive, så er det utiltalende og de bliver skældt ud.

Og så i går havde jeg faktisk et sammenstød med min chef, og i stedet for at græde, blev jeg lidt gal. Tænk – pludselig var det ikke en konflikt længere og jeg fik det, som jeg gerne ville have det. Så nu er jeg gået i gang med at coache min pige til både at turde blive ked af det og gal!”

Vi andre lytter og nikker og bliver inspireret. Samtalen udvikler sig for en stund i den retning, indtil en anden smider et nyt emne på bordet:

”Jeg har opdaget, at man har forskellige seksualiteter! Der er noget, der hedder Erotic Blueprint og jeg har taget testen og fundet ud af, at jeg var den type, jeg troede jeg var, men det har givet mig en helt anden forståelse for andres seksualitet. Og det betyder, at nu kan jeg faktisk give noget væk til min partner med stor kærlighed, som jeg før kunne være sådan adddrrr overfor. Det er fantastisk! Hvilken befrielse! Jeg sender jer lige et link, hvor I selv kan tage testen, hvis I vil?”

Det vil de fleste.

Siden jeg blev gammel nok til at forstå værdien af det, har jeg altid dyrket grupper af kvinder. I store og små enheder. For i de fælles rum, som vi sammen skaber, har vi en friplads for at dele fortællinger om livet, og om det at være kvinde og menneske, med de længsler, konflikter, oplevelser, erfaringer, sorger og glæder, som det byder på. Nogle er særskilt knyttet til kvinders kulturelle og historiske ophav, andre langt mere generelle. Og hver gang uden undtagelse opstår magien i at inspirere, befri og løfte hinanden, så vi hver især bliver stærkere, bedre og friere. Og sådan at ingen nogensinde efterlades ensom og isoleret i hendes egen situation.

Heldigvis er dette noget der sker over hele verden. Kvinder der samles i fælles formål, private og professionelle, og giver deres egen styrke videre til de andre og på den måde løfter og befrier hinanden. Det har kvinder – som mænd – altid gjort. Og i torsdags, på Kvindernes Internationale Kampdag, var der masser af netværksmøder, events, forestillinger og meget mere, som havde kvinden i centrum.

Vi har altså bevæget os langt væk fra dengang, hvor kvindens adgang til social status og sikkerhed, formel magt og økonomi, var afhængig af hendes far, mand eller bror. Og hvor kvinder derfor var i konstant konkurrence om at tiltrække og fastholde den stærkeste mands interesse og beskyttelse, så hun og hendes afkom kunne overleve bedst muligt. I dag kan de fleste kvinder i den vestlige verden selv levere det, og manden er for det meste hendes mere eller mindre ligeværdige partner. Det viser sig bla ved, at i Danmark er det i over 30 procent af husstandene kvinden, der tjener mest, og uddannelsesmæssigt er det ligeledes kvinderne, der i dag fører.

Alligevel skal kvinderne gang på gang blive vurderet, værdisat og kategoriseret efter det snæversynede, oldnordiske og nedværdigende udtryk: Kvinder er kvinder værst.

Udtrykket bliver ofte leveret med den største selvfølgelighed, nogle gange ledsaget af et snedigt udtryk, som om afsenderen har gennemskuet en sandhed om kvinder, som ingen andre ellers har set. Og hvis det bare var gamle sure bitre mænd, der kastede ordene op, ville det være ligegyldigt.

Men desværre hører jeg også mødre sige det til deres døtre og sønner, mandlige og kvindelige ledere sige det til deres medarbejdere, radio- og tv-værter sige det til deres gæster osv. Og det tjener ingen. For det er en løgn. Lige så stor en løgn, som at mænd altid vil være drenge (der bare skal lege og være uansvarlige).

Alle kvinder er sjovt nok ikke uselvstændige, magtesløse, lede kællinger, der kun kan eksistere i kraft af, at mændene anerkender deres ret til at eksistere (siden kvinder ikke er slemme overfor mænd, hvilket jo ligger implicit i udtrykket). Sådan et udtryk fjerner den menneskelige diversitet i den enkelte kvinde, mistænkeliggør alle hendes motiver ift andre hunkøn og reducerer hende til en bevidstløs maskine, der i evig gentagelse udviser en adfærd, der er ude af stand til at udvise sympati og solidaritet med hendes kønsfæller. Hvilket naturligvis ikke er sandheden. Den er til gengæld, at der selvfølgelig er masser af kvinder, der er lede overfor hinanden. Men der er mindst lige så mange, som løfter, besjæler, inspirerer, hjælper, elsker og passer på hinanden. Som kvinder altid har gjort. Og som mænd altid har gjort og gør.

For sådan er vi mennesker jo.

Udtrykket er altså top-absurd, totalt ude af tidens kontekst og stadig smerteligt ødelæggende for den solidaritet og sisterhood, som alle piger burde trænes i fra det øjeblik de fik bevidsthed på deres køn. For kvinder er ikke primært hinandens konkurrenter. Kvinder er primært hinandens fæller. Og derfor har vi brug for en ny udgave af det. I pagt med tidens lean-glæde, vil jeg derfor gerne foreslå, at man simpelthen halverer udtrykket ved at spare den sidste halvdel væk, så det, der er tilbage, er:

Kvinder er.

For det er præcis, hvad kvinder er. De er bare. I al deres menneskelige individuelle mangfoldighed, og bla. valgretten, ligelønsloven og #metoo bevægelsen, har gjort det lettere både at leve den diversitet ud. Og at dyrke søsterfællesskabet! Det var værd at hylde i torsdags og det er værd at praktisere de resterende 362 dage til vi næste gang skal fejre den 8. marts i solidaritet med alle verdens kvinder.

Kronik i Jyllandsposten 11.3.18

søndag 28. januar 2018 kl. 07:44 | 0 kommentarer

Tingsliggørelsen af mennesket og maskinlogikken om effektivitet skaber fremmedgørende samfund, der gør os syge i sjælen. Ægte disruption ville være at ændre det bærende princip for samfundsvækst fra økonomi til relationer. Kalder Disruptionrådet!

For danskerne er selskabet vigtigere end maden, når de spiser.

32 procent af danskerne mener, at det er de mennesker, som de hygger med, der gør måltidet godt. Det er kun 21 procent, der mener, at det er det, de putter i munden, som har størst betydning.

Det ved vi godt. Hvem har ikke været til en middag, hvor der blev serveret udsøgt mad, man ikke kunne nyde, fordi det eneste man faktisk ville nyde, var at stikke af. Og ikke bare nøjes med flere frihedsekspeditioner ud på toilettet.

Men nu er der altså kommet tal på, for nyheden blev præsenteret i tirsdags, hvor Madkulturen både lancerede rapporten Madindeks 2017 om den danske måltidskultur. Og afholdt en debat om rapporten med bla. fødevareministeren Esben Lunde Larsen, hvor vi i panelet også fik rundet den mentale sundhed. Sundhed handler nemlig langt fra kun om kontrolleret kost og megen motion. Flere internationale undersøgelser har gang på gang påvist, at menneskers primære kilde til lykke og sundhed er de andre.

Eller med andre ord er det vores gode relationer, der gør livet værd at leve.

Dette står desværre i kontrast til den overordnede dagsorden, der alt for ofte pushes som den eneste virkelige seriøse, nemlig den om effektivitet. Der i de fleste tilfælde ender i noget om økonomi. Vi kan have 17 menneskelige og klodevenlige verdensmål, vi kan mødes i Davos og diskutere klima, køn og social lighed, vi kan støtte eller gøre grin med #metoo. På et eller andet tidspunkt, er der altid nogen, der siger:

Det er alt sammen meget fint med de smukke tanker, men nu må vi lige blive seriøse et øjeblik: Hvor skal pengene komme fra?

Og ja ja. Vi ved det godt! At pengesystemet er fundamentet for den måde, som vi har bygget civilisationen op på. Men spørgsmålet er, om det også skal være den valuta, der i fremtiden skal styre vores udvikling? For når pengene er vores arts primære måleenhed for succes, bliver det alt for ofte også paradigmet om effektivitet, der skaber vores virkelighed. Og det er virkelig farligt, for vi står lige foran et afgørende gennembrud af mange teknologier, som kommer til at forme vores hverdag.

Det drejer sig bla om kunstig intelligens, robotteknologi, VR, 3D print, bioteknologi og førerløs transport, som hver for sig kan revolutionere både flere brancher og naturligvis vores hverdag, men som til sammen vil give os den eksponentielle udvikling, som alle taler om, men som ingen kan fremskrive. Hvordan skulle vi på nogen måde kunne overskue, hvad en eksponentiel funktion af mange eksponentielle funktioner vil udvikle sig til?! Nope – det kan vi ikke. Så det vi plejer at gøre, er at have en konkret konstant, der kan styre udviklingen i den retning, som vi er vant til at styre efter. Og den konstant har i tusindvis af generationer været penge. Hvis noget på et samfundsmæssigt niveau skal have legitim værdi, skal det altid kunne knyttes til en eller anden økonomisk relevans.

Det er her, det går galt.

For det første fordi også økonomien er under eksponentiel udvikling. Med virtuel valuta, blockchainteknologi og en begyndende disruption af det økonomiske marked, hvor crowdfunding og lignende tiltag, baseret på fællesskaber, tillid til mennesker mere end til systemer (i hvert fald på overfladen), og en vis grad af civil ulydighed overfor det eksisterende finansielle marked, er der ved at blive sat en ny dagsordenen, hvor pengesystemet ikke længere i samme form kan fungere som den evige konstant og hvor økonomien, som bærende princip, bliver kraftigt udfordret.

For det andet fordi en masse deprimerende tal viser, at vi er ved at undergrave vores egen eksistens. Halvdelen af befolkningen lider af stress, 20-30 procent lider af angst, 20 procent lider af depressioner og over 250.000 danskere lider af ufrivillig ensomhed, mens forsikringsselskaber råber vagt i gevær, fordi det er de psykiske skader, der er mest i vækst. Og det vel og mærke i vores uhyre privilegerede samfund.

Derfor er tiden måske kommet til, at vi finder en anden konstant. At vi bekender os til et andet bærende princip, der trumfer alle andre, og som i alle situationer og sammenhænge er det, alt tager udgangspunkt i.

Og nu er vi kommet til overskriften.

For det er ikke tilfældigt, at der er et spørgsmålstegn til sidst. For nogle uger siden havde jeg en samtale med en bekendt, som kan fortælle mange historier fra besøg i sexklubber, og som på et tidspunkt i samtalen udbryder: ”Han er virkelig effektiv sex!”

Først nikkede jeg bare og tænkte, at det lød egentlig ret ok. Sådan en form for sexresultatgaranti, kunne måske være ret besnærende at gå efter. Men få sekunder efter var det som om mine tanker pludselig brød op og ikke passede sammen mere. Effektiv sex?? Mange ord har jeg sat sammen med sex, men aldrig ordet effektiv. Hvis sex kun er et middel for at opnå fx afstressning eller forløsning, og ikke et mål i sig selv, lyder det som virkelig dårlig sex, og så kan man i stedet benytte sig af en sexrobot.

For de fleste mennesker handler sex nemlig primært om relationen. Det er ”den anden” der initierer lysten, og sex bliver derfor oftest knyttet til ord som dejligt, begær, frækt, nært, kærligt, sensuelt og intimt, og det der søges er oftest en følelsesmæssig og kropslig tilfredsstillelse. Og vel næppe effektivitet.

Det er tingsliggørelsen af mødet mellem mennesker, der affortryller det magiske i det menneskelige, for vi mennesker er jo netop ikke effektive KPI-enheder, der først og fremmest skal levere et særligt resultat. Vores eneste eksistensberettigelse er selve det levede liv, og næstefter basale elementer som mad og logi, er det vores relationer, der overhovedet giver livet mening. God mad smager elendigt, hvis selskabet er møg. Effektiv sex er onani for begyndere. Og økonomi som bærende princip gør os til ulykkelige ensomme menneskemaskiner.

For nylig samledes en del af nærværende blads debattører for at diskutere hvad disruption egentlig kan gøre for den danske og globale udvikling. Begrebet bliver italesat, når det bærende princip i en branche bliver udfordret af et nyt bærende princip, som oftest laver om på det eksisterende magthierarki.

Hvis vi retter blikket mod de forfærdende tal på stress, angst, depression og ensomhed, som oven i købet er i stigning, og lægger det sammen med den øgede sociale ulighed kloden rundt, er der tegn nok på, at vi er ved at underminere vores egen eksistens indefra. Den teknologiske udvikling tyder samtidig på, at vi er ved at gøre os selv fysisk overflødige som produktionsenheder. Altså er der to faktorer der i virkeligheden spiller smukt sammen, om at sige farvel og tak til økonomisk effektivitet som vores rettesnor for succes. I stedet bør vi interessere os langt mere for, hvordan relationer kunne agere som bærende princip for vækst og samfundsudvikling.

Nej, det er ikke naivt. Det er nødvendigt. Hvis vi altså vil artens bedste. Men selvfølgelig er udfordringen uhyre kompleks og der skal tænkes meget langsigtet her. Derfor er det heldigt, at vi har en gruppe kloge og indsigtsfulde mennesker samlet i Disruptionrådet, som jeg godt kunne tænke mig at stille dette spørgsmål:

Hvordan kan man ændre det bærende princip fra økonomi til relationer i vores danske samfundsmodel, så vi ikke blot øger livskvaliteten for vores borgere, men også bidrager til den globale verdensorden ved at være et fremsynet, visionært og modigt land? 

Kronik i Børsen 28. januar 2018

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign