fredag 8. december 2017 kl. 16:23 | 0 kommentarer

Da jeg var gravid med mit ældste barn, vidste jeg bare, at det var en pige. Da jeg var gravid med mit andet barn, vidste jeg igen, lige så sikkert, at det var en pige.

I 15 år har jeg nu været mor til to lækre, skønne, vidunderlige drenge, som jeg elsker meget højt.

Alligevel er det tab ikke at have en datter.

Hvilket selvfølgelig ikke har en pind at gøre med mine sønner; jeg ville bare også gerne have haft en datter, som jeg kunne dele køn og dermed måske også visse interesser og erfaringer, som potentielt kunne knytte tættere bånd. Og så fordi hun og veninderne ville være fantastiske studieobjekter på første hånd, for sådan en kultursociolog som mig!

Det sidste lyder ikke specielt kærligt, men faktisk er det ren kærlighed fra min side.

Der er nemlig desværre tonsvis af statistik, der viser, at de yngre generationer kæmper på langt flere fronter end nogensinde før, og at de i uhyrlig grad er præget af angst, depression, ensomhed og ikke mindst stress, så alt hvad vi voksne kan gøre for at hjælpe dem til et liv med færre komplikationer, er en opgave vi bør tage på os. Jeg forsøger derfor at lære dem bedre at kende ved ind i mellem at ”låne” nogle unge piger, så de selv kan fortælle, hvad der præger deres liv og hjerter.

Ikke overraskende er der alle de klassiske spørgsmål på spil om kærlighed, tilhørsforhold, ambitioner, livsformål osv. Men der er en væsentlig forskel fra min barn- og ungdom:

Det ekstreme er blevet normen.

Da jeg var barn og ung, var der en vis afstand fra de såkaldt ”almindelige” piger og til deres idoler og forbilleder, og der var en udbredt forståelse af, at det almindelige var at være almindelig.

Sådan er det ikke i dag, hvor det ”almindelige” er at være noget særligt. Enten ved at være særligt positivt privilegeret, fx ved at have titusindvis af følgere på Instagram, eller ved at være særligt negativt udfordret, fx ved at have været udsat for overgreb, men hvor hun har overkommet det, og på den måde har fået en både særlig stærk position og derigennem en særlig form for positiv opmærksomhed. 

Problemet er bare, at det naturligvis er løgn. For det almindelige er stadig at være almindelig. Og heldigvis lever de fleste piger såkaldt ”helt almindelige liv” med en god og jævn opvækst, hvor de klarer sig godt både i skolen og socialt.

Det forhindrer dem dog ikke i at udkæmpe hårde kampe i deres indre, og de bliver ind i mellem frygtelig kede af det, nogle gange uden en særlig ydre grund, og de føler sig udenfor, uden nødvendigvis at blive mobbet, og de føler sig jævnligt helt forkert, selvom alle andre synes det kører for dem. De må bare ikke føle sådan. Synes de selv. For det er jo ikke særlige problemer.

Og på den måde rammer de sig selv med dobbelt skam. Skam over ikke at være noget særligt. Og skam over at have det dårligt, selvom de har helt almindelige liv.

Det er her vi voksne kan træde til og gøre dem ”normale” på den gode måde. Ved at spejle dem i al deres normalitet og give dem plads til at føle præcis det, de føler. For som voksen ved man jo, at livet er et langt ridt af opture og nedture, og at man selv som ”normal” i perioder kan føle sig så grundforkert og grundulykkelig, at man faktisk ikke rigtig kan stille noget op mod det. Man ved også, at det på et tidspunkt går over, og at man nok skal blive glad igen.

Det de almindelige piger faktisk har mest brug for, er at få fred fra det særlige. Hvilket også er det, som alle de ”særlige” har brug for! Og det er måske det, vi voksne mest af alt skal give dem, udover kærlighed: Fred til at være, som de er.

Klumme bragt i Femina 7. december 2017

Har du en datter eller en søn, der trænger til et positivt indspark, kan de melde sig til en årlig gratis event eller få inspiration ud på deres skole. Se mere på www.GlobalDignity.dk

søndag 3. december 2017 kl. 08:43 | 0 kommentarer

Hvis du var konge over en øde ø, hvem var du så? Nemlig! Ingen. For hvem skulle du være konge over?!

Det er en af de virkelig dårlige sociologvittigheder, som oftest bliver afleveret med et vådt grin en sen nat, når tiden er komme til det platte og indlysende. Men så dårlig er den nu alligevel ikke, for den samler noget fuldstændig essentielt om vi mennesker, nemlig:

Uden de andre, er vi ingen!

Og vi ved det jo godt. Helt instinktivt ved vi godt, at det eneste, der virkelig tæller, er vores relationer. Det er blevet bevist i utallige undersøgelser, og et af de mest imponerende studier over deres betydning er nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938. Dengang samlede man 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer og fulgte dem i 75 år (!), hvor formålet var at finde svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv: Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer.

Hvilket jo ikke bare gælder på individplan, men sørme også på kollektivt plan. Gode, sunde og lykkelige samfund får vi, når vi har tillid til hinanden og skaber sammenhængskraft ved at føle et frivilligt tilhørsforhold til kollektivet.

Dette står desværre i skærende modsætning til den udvikling, som vi har kunne iagttage igennem de senere mange år. Nemlig at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning.

Familien er det første og ofte mest stabile fællesskab, som vi har igennem livet. Men den er under kraftig omkalfatring, og vi ser bla, at hele 27 procent af befolkningen ifølge en YouGov undersøgelse svarer, at de slet ikke har kontakt med ét eller flere nære familiemedlemmer. Det har naturligvis noget at gøre med, at vi ikke længere er direkte økonomisk eller socialt afhængige af vores familie, hvorfor de i højere grad bliver til frivillige følelsesmæssige fællesskaber end et tvungent og nødvendigt. Unge kan klare sig med en SU, kvinder kan klare sig uden mandens indtægt, skilsmissetallet ligger omkring de 50, og de ældre bliver passet af staten, så det sætter det enkelte individ fri til at forfølge de relationer, som man selv lyster.

Familien er dog ikke det eneste sted, hvor der sker en opløsning. Flere og flere arbejdspladser har flydende eller virtuelle kontorer, hvor man ikke behøver dagligt at møde ind fysisk, hvis man da nogensinde gør det, og antallet af år, hvor man bliver i samme organisation er for nedadgående. Vi ser også, at mange fællesskaber og venskaber i dag kun eksisterer via nettet, og selvom der stadig findes mange foreninger, er der ikke desto mindre sket et skred især indenfor sportsforeninger, hvor de uforpligtende fitnesscentre tiltrækker mange medlemmer ved at tilbyde individuel træning, som man kan kaste sig over, når det passer ind i ens egen kalender.

Familier, ægteskaber, venskaber, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og sportsforeninger er nogle af mere grundlæggende sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed. Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer.

Hvilket igen kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser, som en tendens i vores tid. Fx viser en af de nyeste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark. Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, alzheimers, forhøjet blodtryk og forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op ti 14%. Det værste ved denne udvikling er, at det især rammer de unge generationer hårdere end nogensinde før.

Ingen tvivl om, at bundne og tvungne fællesskaber bestemt ikke alle er fyldt af perlelatter, kærlighed og gensidig respekt, så det er jo ikke fordi vi skal fastholde den slags fællesskaber, men de leverer ikke desto mindre en klar følelse af både tilhørsforhold og tryghed, og ved opløsningen af dem, kræver det, at de bliver erstattet af andre relationer, der kan skabe social tryghed.

Og det er her, vi har den største udfordring som samfund.

For mens vi gladeligt bruger mange kræfter på at optimere og effektivisere hele den teknologiske, digitale og maskinelle del af verden, bruger vi ikke penge, tid og kræfter på at lære, hvordan vi skaber, udvikler og fastholder relationer og fællesskaber.  

Som samfund står vi altså overfor en situation, hvor den faktor, der er altafgørende for at vi på individplan oplever livskvalitet og dermed overskud til netop at være kreative og innovative og sunde, også er den faktor, der er mest udsat i den måde, som vi organiserer vores samfund på i dag.

Det er jo ren Titanic.

Derfor bliver vi nødt til at indse, at en af de egenskaber vi skal have opgraderet, og som uden tvivl burde indføres som et selvstændigt fag i folkeskolen, netop er relationer. Hvad en god relation er og består af, hvordan den udvikles og fastholdes, og ikke mindst hvordan vi skaber og udvikler fællesskaber, så de fungerer bedst muligt. For det kan vi helt åbenlyst ikke finde godt nok ud af!

Det virkelig paradoksale er nemlig, at det eneste der for alvor har skabt vores herskerstilling som art på kloden, netop er vores evne til at organisere os i fællesskaber, der virker, fordi vi – indtil nu – har forstået, hvordan vi skal organisere vores relationer i troværdige systemer og strukturer. Og når de opløses, er der kun det enkelte individs troværdighed tilbage. Som jo kun kan komme i spil, hvis vi rent faktisk kan finde ud af at indgå i disse gensidigt forpligtende og samtidig frivillige relationer.

Måske er svaret at indføre et nyt ministerium. Så problemet kan få den vægt og seriøsitet, som det kræver. Vi burde få en relationsminister. Og hen skal placeres ved siden af – og ikke under - finansministeren. 

Kronik i Jyllandsposten 3. december 2017

mandag 27. november 2017 kl. 12:08 | 1 kommentarer

Hun havde kort lyst hår, et vidunderligt smil og et super sjovt grin, hun var skarp og varm og var stolt over at kunne kalde sig amerkaner. Første gang hun sagde det højt, var min skepsis åbenbart så tydelig, at hun med et smil sagde: Os, der bor på Amager.

Aha!

Hun udvidede min verden på måder, som jeg ikke have prøvet før, og vi grinte os igennem en ret dødssyg regnskabsafdelingshverdag, og jeg delte alle mine personlige kvaler med hende og hun med mig. I seks måneder var hun nærmest min nærmeste, hun hed Lisbeth og da min elevtid var færdig, sås vi aldrig igen.

Dét var ægte kontorkærlighed!

De fleste får et smørret smil på og ligner nogle, der kunne finde på at sige ”hø hø”, når jeg nævner begrebet kontorkærlighed. Hvilket jeg godt forstår, for det mest oplagte er naturligvis at tænke i kopimaskinesex og sexting på tværs af kontorlandskabet.

Men det er altså ikke kontorkærlighed.

Tænk et øjeblik tilbage på alle dine Lisbeth’er. For var der ikke en eller flere kollegaer, der kom til at betyde noget særligt for dig på de arbejdspladser, som du har været på? Er på? Som du har en stærk fortrolighed med? Som du ser hver ugedag, og som du glæder dig til at dele oplevelser, tanker, følelser og erfaringer med? Og som måske i virkeligheden kender dig bedre end dine andre nærmeste?

Well, sådaner kontorkærlighed. Og det er så enkelt, at ægte kontorkærlighed også er ægte kærlighed. Mellem mennesker som tilfældigvis arbejder sammen.

Vi taler bare sjældent om det, som kærlighed. Ofte taler man i stedet om ”et godt forhold”. For man elsker jo ikke sin kollega. Problemet er, at vi ser kærlighed som et hierarki.

Finest er den romantiske kærlighed. Man er for alvor elskelig (læs: værdifuld) hvis man har et menneske i sit liv, der elsker dig på trods af alle dine elendige sider, og som har committet sig til dig på nærmest alle områder i livet. Næstfinest er der kærligheden til og fra børnene, og herefter kommer resten af familien og til sidst er der vennekærligheden, som har fået en hel del højere status de senere år.

Med denne gammeldags hierarkiske tilgang til kærlighed, afskærer os selv fra at modtage og give en masse kærlighed, som ikke nødvendigvis er indenfor ovenstående rammer. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte.

Hvilket er virkelig trist, for i virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er kærlighed, og uanset i hvilken form den end kommer, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op og skabe forbindelse til et andet menneske. Hvis du altså lader den gøre det!

Det gælder også de af dine kollegaer, som du med tiden har valgt at have et nært forhold til. Så elsk dem nu bare, og nyd at din arbejdsdag ikke kun fylder din lønkonto, men også dit hjerte op. Og tro ikke, at den bliver mindre ægte af at løbe ud, når I stopper med at arbejde sammen. Det var bare så længe den varede og livet går videre…nu beriget med endnu mere ægte kærlighed.

Denne klumme er bragt i Femina i oktober 2017. 

Det menneskelige handler om relationer. Det digitale handler om forbindelser. Desværre har samfundet en tendens til at optimere og styre efter det sidste, mens det er det første, der skaber meningsfulde og lykkelige liv. Og hvad andet bør vi egentlig stræbe efter?

Kronik i Børsen 26.11.17 

Hvis 49 procent af mig er maskine og kunstig intelligens, er jeg så stadig mest menneske? Skal jeg så stadig selv bestemme over mig selv og alle mine handlinger? Og kan jeg siges at have en selvstændig bevidsthed, som gør mig til et unikt individ, som har menneskelige rettigheder og status som borger?

Og hvad hvis jeg får en opgradering, som gør, at 51 procent af mig nu er digitalt, kan jeg så forvente, at jeg stadig har de samme rettigheder og samme status som menneske? Kunne jeg risikere, at nogen kunne tillade sig at slukke for mig, kassere mig, bestemme over mig og hvilke opgraderinger jeg nu skulle have og ikke mindst hvilken funktion jeg skulle udfylde?

Og hvem er ”nogen” egentlig?

Hvordan måler man det menneskelige?

Hvordan måler man, hvordan det fordeler sig mellem menneske og maskine? Fysisk? Bevidsthedsmæssigt? Altså hvis halvdelen af min fysiske krop er implantater og kunstige lemmer eller jeg er afhængig af et exo-skelet, er jeg så blevet til mere maskine end menneske? Eller er det i min hjerne, mit sind og min bevidsthed, at jeg først og fremmest er menneske?  

Mens generationerne Y og Z for alvor bliver voksne, vil vi som art komme til at skulle tage nogle moralske, etiske og tekniske drøftelser om, hvad det vil sige at være et menneske. Og det kommer blandt andet til at handle om rettigheder. Rettigheder til at være et individ og en borger med ansvar, pligter og adgang til behørig beskyttelse mod ydre farer. Men mest af alt kommer det til at handle om, hvordan vi definerer det autentisk menneskelige.

Hvad er så ufravigeligt menneskeligt, at det skal være til stede for at kræve status som et menneske? For hvis det går, som det har gået i over 10.000 år, vil menneskearten stadig være den suverænt dominerende livsform på kloden, og da vi indtil videre har krævet at have forrang frem for alt andet, inklusive andre levende væsener og naturen (selvom den nogle gange dominerer os totalt ved fx ved tsunamier og jordskælv), er der meget der tyder på, at dette statushierarki vil fortsætte med at bestå.

Den eksponentielle udvikling

Det siges, at vi lever i en tid med eksponentiel udvikling, hvor det er blevet helt umuligt at forudse, hvad de enkelte opfindelser kommer til at have af vidtrækkende konsekvenser. Lige nu står vi overfor landevindinger indenfor førerløse transportmuligheder, 3D-print, alle udgaver af virtual/augmented/mixed reality, bioteknologi og ikke mindst kunstig intelligens, og hver for sig er det svimlende, hvilken indflydelse de kan have på vores livsvilkår efterhånden som de udvikles.

Men de udvikles jo ikke isoleret. De udvikles alle sammen samtidig og påvirker hinanden gensidigt, så i virkeligheden er menneskeheden inviteret til den største teknologiske og digitale fætter-kusine fest, der nogensinde har været afholdt – og der er ingen festmester. Ingen har hverken det forkromede overblik over spilgalleriet og slet ikke kontrollen over, hvordan festen udvikler sig, selvom der nok er lidt længe til før 51 procent af os kan være kunstig.

Summa summarum: Vi har ingen anelse om, hvad vi egentlig er på vej ind i.

Dommedag! Det er et af de scenarier, som altid er blevet malende beskrevet, når talen er faldet på menneskehedens fremtid. For vi mennesker hader, når vi ikke kan forudsige og kontrollere vores egen fremtid. Og vi bliver bekræftet i denne dystopiske tilgang til det kommende gennem størstedelen af science fiction fortællingerne. Film, tv-serier og bøger indenfor denne genre elsker at tegne billedet af en horribel fremtid, hvor alt er sort i sort og hvor mennesket enten er reduceret til en tissemyre i klodens historie, eller må henslæbe tilværelsen under ulidelige forhold.

Jeg anerkender, at der skal være et dramaturgisk gnidningspunkt for at der overhovedet kan opstå en fortælling, men det gør ikke desto mindre denne kategori til den mest utroværdige genre overhovedet. For lige så længe vi har haft science fiction, lige så længe har den på det punkt notorisk taget fejl. Menneskeheden er nemlig fortsat med at få bedre og bedre levevilkår, med få overgangsproblemer, som fx da industrialiseringen medførte en enorm tilgang fra land til by med helt afskyelige arbejds-og boligvilkår til følge. Derfor er der også en stor sandsynlighed for, at den overvejende positive udvikling vil fortsætte.

Så nej, det er ikke den vi skal frygte.

Det vi skal frygte

Det vi skal frygte er til gengæld, at vi slet ikke har nok fokus på det, der gør det menneskelige menneskeligt, nemlig vores relationer. Hverken skolebørn eller unge, og ej heller de voksne, bliver trænede i at forstå, opsøge, skabe, vedligeholde, styrke og forpligte sig i de relationer, som beviseligt har en direkte indflydelse på vores livskvalitet. Det er der adskillige undersøgelser der viser, bla. ”The villageeffect” af Susan Pinker. Den mest imponerende studie er dog nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938, hvor man samlede 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer. Dem fulgte man ved at give dem et spørgeskema hvert andet år, lave en helbredsundersøgelse af dem hvert femte år og med jævne mellemrum interviewe dem om deres liv og deres helbredsmæssige og mentale tilstand. I 75 år – femoghalvfjerds! – er disse 724 mænd blevet fulgt tæt for at se, hvordan de udviklede sig, og i dag har vi svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv:

Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer. Hvis det sammenholdes med, at de psykiske skader er voldsomt i vækst, at ensomhed er et stigende problem og at halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, må vi indse, at vi som samfund er på vej i en meget forkert retning. De personlige konsekvenser af dette møder jeg gang på gang, når jeg er ude og holde foredrag om det her, for bagefter er der altid flere der vil dele deres historie, deres tvivl og fortvivlelse. Det findes. I virkeligheden.

Når vi handler som maskiner fremfor mennesker

Problemet er, at vi som samfund handler for meget som maskiner og for lidt som mennesker.

Det digitale, det maskinelle, det industrielle, har altid handlet om hastighed og effektivitet. Med andre ord har det i bund og grund handlet om at udvide antallet af forbindelser. Jo mere og flere, jo bedre og hurtigere.

Og det er bestemt ikke skidt. Det kan frigøre os mennesker fra dødssyge opgaver, og bla. skabe plads til flere ”varme hænder”, samt ikke mindst kan disse teknologier være med til at løse komplicerede og alvorligt truende problemer, som klima- og miljøkatastrofer og overbefolkning. Men skal vi ikke på vildspor som art, skal vi altså også opgradere vores evne til at skabe, fastholde og udvikle relationer. For det er præcis det, der er behov for, hvis vi skal have et balanceret samfund, der både dyrker innovationen, kreativitet og livskvaliteten. Og som sætter os i stand til at løse de kommende udfordringer, som vi kun har set skyggen af indtil videre.

I Danmark er vi vældig gode til at skabe forbindelser. Digitale forbindelser. Ifølge konsulentfirmaet Deloittes årlige trusselsbaromenter, Global Defence Outlook, er Danmark det fjerde mest sårbare land i forhold til cyberkriminalitet. Og det lyder jo ikke godt, men er altså også et indirekte udtryk for, at vi faktisk er meget godt med i digitaliseringen. Ellers kunne vi slet ikke være så sårbare.

Vi er samtidig også det land med den højeste grad af tillid mellem mennesker. Vi ligger i gennemsnit omkring de næsten 80 procent, der stoler på andre mennesker, mens bundskraberen er Brasilien på fem procent. Tillid er godt både menneskeligt og økonomisk; det skaber en rar kultur at leve i og det giver flere penge på bundlinjen, fordi ressourcerne bliver brugt på innovation og kreativitet, fremfor kontrol.

Ingen læring i at skabe relationer og fællesskaber

Desværre har det ikke givet anledning til at vi fx i skolesystemer lærer noget helt basalt om, hvordan vi som mennesker fungerer psykisk og socialt. Og vi lærer heller ikke noget om, hvordan vi fungerer i forskellige former for fællesskaber. Altså styrker vi ikke de kommende generationer i at klare sig i en social verden.

Det springende punkt er, at de systemer, som ellers har hjulpet folk ind i relationer, også er under opløsning. Fx foregår en del af undervisningen i dag elektronisk, så elever (og lærere) ikke mødes i den fysisk verden. På flere og flere arbejdspladser mødes man heller ikke fysisk hver dag. Skilsmisser optræder i halvdelen af alle ægteskaber og gør familien til et mere ustabilt – men somme tider også udvidet – fællesskab osv. Det kræver altså mere af os i dag at blive til medlemmer af et fællesskab og udvikle de relationer, samtidig med at det i andre tilfælde er blevet lettere, fordi man via de sociale medier kan indgå i langt flere end tidligere.

Alt dette betyder, at der stilles større og større krav til det enkelte menneske både at forstå og administrere socialiteten og skabe holdbare og gode relationer, som ultimativt handler om man har evnen til og øvelsen i at indgå i gensidigt forpligtende forhold. I kontrast hertil ser vi at samfundets fokus er på at øge antallet af teknologiske forbindelser og træne den enkelte borger i at passe ind i de systemer, som denne udvikling har medført (fx at forstå og bruge NemID, hvilket har fået flere indlagt for akut hjertestop!).

Dommedag sker fordi vi ikke opgraderer mennesket

Dommedagen findes ikke i selve digitaliseringen. Dommedagen findes i, at samfundet ikke sørger for at opgradere det menneskelige samtidig med, at det teknologiske hele tiden bliver udviklet. Det giver en skævhed i forholdet mellem mennesker og maskine og den er ikke til menneskets fordel!

Løsningen? At det sociale styrer det teknologiske. Relationer før forbindelser. Fællesskaber før profit. Samvær før KPI’ere.

Ja, det er så enkelt. Hvis vi altså vil mere og bedre, end blot at findes, som en vældig effektiv art.  

De unge er løsningen. Ikke problemet!

På vej til Sabro for at holde endnu et foredrag om de unge generationer, vores unge generationer, slog det mig pludselig, hvad der også lå bag det spørgsmål, som en kvinde en måned før, havde stillet til årets Cranet konference, der blev afholdt på Copenhagen Business School. I år var temaet hvordan man skaber meningsfulde organisationer, og fordi netop det er et af de væsentligste succeskriterier, hvis man gerne vil tiltrække Y og Z-generationerne, var bla. jeg og to repræsentanter fra generation Y hyret til at holde indlæg om, hvad de unge prioriterer på en arbejdsplads, hvis den skal være attraktiv og give mening for dem.

Kvinden der fik det sidste spørgsmål til vores indlæg, og som selv må have tilhørt generation X, leverede det i en lettere frustreret tone. Ikke som i foragt. Men mere som i opgivenhed. Undren. Og med et vift af vrede.

”Helt ærligt, synes I selv, at I er en attraktiv generation?...!”

Vi tre på scenen blev noget paf. For hvad skal man egentlig svare på det spørgsmål? Det var i hendes ”helt ærligt” at man fornemmede uviljen mod generationen, som jeg antager var funderet i nogle personlige og mindre positive erfaringer. Desværre står hun ikke alene med sin frustration, som heller ikke er ny og som samtidig er helt forståelig. ”De unge” har altid været en udskældt gruppe af de voksne og ældre, fordi de har det med at udfordre det eksisterende, og det i sig selv kan jo være ret besværligt i en hverdag, der i forvejen er presset af alt det eksisterende. Men det gør ikke desto mindre hendes spørgsmål irrelevant, for det eneste fornuftige man i virkeligheden kunne svare på det, er:

Attraktiv eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er den generation, der er!

Det kunne lyde som en provokation, men var bestemt ikke ment sådan. Pointen er nemlig den indlysende, at uanset om man kan lide dem eller ej, så er de unge vi har, altså også dem vi må arbejde sammen med. På godt og ondt. Og det implicitte i svaret er måske endnu mere irriterende: Vi tidligere generationer har selv været med til at forme dem.

Og nu er vi tilbage til turen til Sabro, for omkring Middelfart slog det mig pludselig, hvad det var for en undertone, der havde ringet bag frustrationen og den latente vrede i hendes spørgsmål:

Angsten for det fremmede.

Ikke bare i, at de er anderledes og besværlige, men i at de er virkelig fremmede. At de lever deres liv på andre præmisser og med helt andre værdier, som for sjældent korrelerer med en organisations systemer. Især belønningssystemer, hvilket sætter de unge udenfor det traditionelle hierarki, og det gør dem derfor i bund og grund ustyrlige: De er uforudsigelige i deres adfærd, fordi den ikke er båret af de gængse normer, hvilket gør dem til et usikkert aktiv. Dermed udgør de unge en indirekte trussel; både mod det eksisterende system og de mennesker, der har skabt det.

Men de unge er jo ikke fremmede. De er som os. Og de kan oven i købet blive os i en meget bedre udgave, hvis vi hjælper dem til at blive det.

Denne påstand vil blive fundet ulidelig banal af de brancher, som har base i en ungdomskultur. Men der er jo langt flere brancher, som har vokset sig store og stærke, fordi de er funderet i et klart erfarings-hierarki, og mon ikke den kvinde, der stillede det lidt umulige spørgsmål, kom fra sådan en?

Bag alle de særlige vilkår, som de unge i dag både fordrer af os og samtidig tilbyder (mere om dem senere) ligger nemlig det fuldstændig indlysende vilkår, at de først og fremmest er mennesker, og at de derfor helt enkelt har brug for to ting:

At få lov til at bidrage med noget til fællesskabet, så de på den måde oplever, at de har værdi. Og så at være elsket. ”Elsket” kan så ske på mange niveauer af gensidig respektfuld socialitet, for det handler jo basalt set om at blive inviteret ind i et tilhørsforhold til andre.

Så de unge vil bruges og holdes af, og det er så almenmenneskeligt, som det kan blive, og derfor ikke spor fremmed. Tværtimod.

Heldigvis er det langt fra kun frygt, som de unge bliver mødt med; det er også nysgerrighed. Oprigtig interesse. Og netop kærlighed. Disse tre ting er fundamentet for den anden del, nemlig at de også er på vej til at blive en bedre udgave af os, de tidligere generationer. Hvis vi altså hjælper dem til at blive det.

For de unge er nemlig ikke problemet. De er løsningen.

I 2025 siges 75 procent af arbejdsstyrken at udgøres af generation Y, altså dem der er født mellem 1980 og 2000. Det betyder med stor sandsynlighed, at du meget snart kan stå i den situation, at du skal ansættes af ”sådan én”. Hvilket kan virke en smule (angst)provokerende for generation X’ere og endnu ældre. På det tidspunkt er generation Z (2000-2010) allerede godt i gang med at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet også, og selvom Y’erne siges at være digitale indfødte, er det faktisk først Z’erne, der for alvor er det. Det betyder, at en af de største forskelle på de to generationer er deres tilgang til fællesskaber. Hvor Y’erne stadig har stor fokus på individualisering, så er Z’erne først og fremmest fællesskabsorienterede i deres grundsjæl; alt hvad de gør, tager udgangspunkt i hvilke udvalgte fællesskaber de gerne vil placere sig i og hvordan.

Det er ordet ”udvalgte” du skal studse over, hvis du gerne vil have dem ind i din organisation.

Når en ung er på instagram, facebook, twitter eller et andet socialt medie midt i sin arbejdstid, er det langt fra sikkert, at han sidder og holder frikvarter. Han kan sagtens være i gang med at rekruttere den helt rigtige person til en opgave ved at bruge sit sociale netværk. Det er heller ikke utænkeligt, at hun kan være i gang med selv at finde sig et nyt job, som bagefter kan hive sin nuværende arbejdsplads ind i en opgave, som hun får på det nye job. Og når en 22årig poster et billede fra sin arbejdsplads, som ikke umiddelbart har en pind at gøre med jobbet, så er det fuldstændig nødvendig reklame, der tjener til at tiltrække de næste unge medarbejdere. De unges netværk har ingen grænser mellem arbejde og privatliv, ligesom deres arbejdstider, opgaver, elektroniske skærme af alle slags heller ikke har det. Hvorfor man som organisation skal huske at give dem en vis frihed til at selv at vælge, hvordan og hvor meget og ikke mindst hvad de skal bevæge sig på. Altså er en adfærd, der kan virke vanvittigt provokerende, i virkeligheden en styrke for organisationen.

At de trives med en anden form for frihed, betyder dog ikke, at de ikke skal levere varen. Selvfølgelig skal de det! Hvilket fører direkte tilbage til, at de unge også bare gerne vil bruges, så de ved, at de er noget værd. Deres niveau for anerkendelse er bare noget højere end det vi har set hos tidligere generationer. De er nemlig vokset op med en rating-kultur, hvor de konstant af deres forældre, deres lærere, de mange spil, de spiller og via de sociale medier, har fået en ret kontant og konkret feedback på dem selv. Og får de ikke den form for løbende tilbagemeldinger, føler de sig simpelthen ikke hverken set eller hørt. Selvom de får uforbeholden ros til den årlige medarbejderudviklingssamtale.

Er det skidt?

Det er der blevet skrevet lange afhandlinger om, som ikke er enige i konklusionen, men igen: Det er ligegyldigt om det er godt eller skidt, for det er sådan, det er. Så hvis du vil holde og tiltrække de unge generationer, er det også et af de vilkår, som du skal levere.

Generationerne Y og Z er vores løsning på en verden, hvor snart halvdelen af alle indbyggere kan forventes at blive over 100 år. Hvor vi står overfor en situation, som i lyset af den eksponentielle udvikling er fuldstændig uforudsigelig, men som med stor sandsynlighed i hvert fald vil blive præget af et stort overskud af arbejdskraft, en total omkalfatring af mange brancher pga førerløse biler, 3D-print og virtual reality. Samt en næsten fuldkommen uvidenhed om hvad der vil ske med både vi mennesker og vores samfund, hvis den kunstige intelligens får den udbredelse og dermed magt, som den for nuværende spås at få.

Derfor er vores alle sammens opgave at gøre de yngre generationer bedre end de foregående. Hvilket vi kan lykkes med, ved at gøre to enkle ting:

1. Anerkende deres særlige bidrag: Giv dem lov til at komme med det, som spejler deres liv, værdier og behov – og som derfor er med til at udvikle samfund, så vi gør mere end bare at overleve.

2. Stil krav til dem: Det viser dem indirekte, at vi både stoler på dem og tror, at de kan levere det nødvendige. I dette ligger også en opdragelse i at anerkende det system, som har fødet dem, og som selvfølgelig også har brug for en vis stabilisering for at kunne tjene fællesskabet.

Nysgerrighed er vejen frem. Ikke frygt. Og det gælder faktisk alle generationer. Hvilket jeg på den mest rørende vis fik bekræftet efter mit foredrag i Sabro. For dagen efter foredraget fik jeg en mail fra en af de få unge, der havde deltaget. Hun ville bare takke for at have sat ord på den fremmedgørelse, hun alt for ofte følte sig mødt med hos visse af de ældre generationer. Især af sin chef. Hun havde samme dag taget en snak med hende og de havde fundet en ny forståelse for hinanden. Ja, jeg ved det. Det kan virke som pral fra min side lige at skulle hamre min pointe fast og vise åh, hvor meget ret jeg har. Men jeg håber, at det, du i virkeligheden læser, er, at der faktisk ikke skal mere til for at spejle og møde den længsel, som vi alle – også de unge – i virkeligheden har, for bare at blive anerkendt i vores eksistens.

Resten er i virkeligheden bare praktik. 

Kronik bragt i Børsen 29.10.17 

mandag 16. oktober 2017 kl. 13:00 | 0 kommentarer

Emilia van Hauens far døde i september. Her beskriver hun, hjerteskærende smukt, de sidste dage på hospitalet og de første dage i livet uden sin far. Om dagene hvor hun sad og holdt ham i hånden, tænkte over om han mon vidste, at hun var der og bare forsøgte at få det sidste med af sin elskede far. (Denne tekst har været bragt i Point of View International )

 

Torsdag

Kæreste far,

Måske er det sidste gang jeg har set dig ind i øjnene.

Måske. Selvom jeg også er i tvivl om, hvor meget du så. Om du egentlig vidste det var mig. Du sagde mit navn, ja. Flere gange. Og du kiggede direkte på mig, fangede mit blik. Flere gange. Så jo, du har nok set mig.

Men om du helt vidste vidste, at det var mig, denne dag i september i dette år, og at vi sad der på hospitalet, det tror jeg ikke.

For far, du var så udmattet. Af de sidste års indlæggelser og din sygdom. Men måske mest af alt udmattet over, at du var udmattet. At du ikke længere kunne noget. At du følte dig som en belastning, fordi du ikke længere kunne bidrage, gøre noget, som du ellers har gjort hele dit liv.

Så hver gang du vågnede op og sagde noget, som jeg ikke helt forstod, men som jeg nikkede og smilede til, mens jeg holdt dig i hånden, holdt dig på armen, forsøgte jeg at fange din sjæl med øjnene, forsøgte at kigge dig igennem og nå dig, der hvor du stadig er dig, men inden jeg nåede helt så langt, lukkede du hver gang øjnene og faldt i søvn igen.

Og nu sidder jeg her på færgen for jeg er på vej til Frederikshavn og ville ønske, at jeg ikke skulle helt så langt væk, for tænk, hvis du er væk, før jeg kommer tilbage?

Fredag

Sødeste far,

Musikken flød ud af døren og næsten hentede mig ind på din stue, da jeg kom gående ned ad gangen. Jeg blev så rørt over, at sygeplejersken havde sat en af de klassiske CD’ere på, som jeg havde taget med til dig, så noderne kunne fortrænge de skarpe hospitalslyde og gøre din hverdag en smule mere blød. Mere levende.

Jeg er glad for, at dagene stadig er lange, for turen hjem fra Frederikshavn var også lang og jeg kom lidt sent, men i dit rum blandede lyset sig med musikken og gav dig fred. Kunne jeg se. For du lå der og var væk i din egen verden. Måske var du i virkeligheden stukket lidt af for at besøge det rige, du snart vil blive en del af? Eller måske stod du, som en lille dreng og trykkede næsen flad mod den kosmiske rude, uden helt at kunne beslutte dig for, om det virkelig var nu, du skulle være med i dén fest?

Væk var du i hvert fald, da jeg kom og bænkede mig på stolen ved siden af din seng, så jeg tog din hånd i min, og så sad vi der i timer, bare sad der sammen. Og nogle gange vågnede du op og kiggede igen direkte på mig, sagde noget jeg ikke forstod, selvom jeg lagde mit øre helt tæt på din mund, så jeg nikkede bare og sagde at alt er ok, og tørrede dig på panden med en våd serviet, og satte mig ned igen, stadig med din hånd i min, til solen gik ned og jeg mærkede, at nu skulle jeg gå.

Nu skulle du have fred.

Og så gik jeg. Mit hjerte var tungt, men min sjæl var let, for bare at sidde sammen med dig på den måde, havde lagt sig som flydende kærlighed ind i mange af de sprækker, som livet har givet mig, og jeg følte mig mindre alene end da jeg kom. Men mest af alt var jeg fyldt af taknemmelighed overfor alt det, som du har givet mig gennem livet.

Lørdag

Dejligste far,

Du var væk. Og kom slet ikke til stede. Og jeg ville sådan ønske at du havde set tre af dine bedstebørn være der for dig. Mine drenge. For at sige farvel. For det er jo det, vi er ved at gøre.

De gik formålsløse rundt på din stue, kunne ikke finde ud af at sætte sig ned og bare være. For når man er teenager, er en mand på 85 - som du selv engang sagde med et stort grin, da du blev 80, ja, nu er jeg så det man i gamle dage kaldte ”olding” - med iltslange i næsen og en tynd ældet krop med spor af livet og mærket af døden, ikke tilstrækkelig velkendt til, at de kan placere sig selv med ro i det. Så vi gik efter en time. Måske kun en halv. Men farvel, det fik de sagt. Og jeg tror du hørte det.

Hvor end du var.

Søndag

Far far far,

Jeg så det allerede fra døren. Og måske så mor det også. En ny skarphed omkring din næse. Parret med et forsigtigt grønt skær. Øjne der var faldet lidt mere ind end i går. Da jeg tog din hånd var den ikke længere varm. Men fugtig. På en fremmed frysende måde.

Far – hvor er du henne nu?

For du var ikke her hos os. Mor satte sig ved din side og tog dig i hånden. Hvordan siger man farvel efter mere end 50 år sammen? Min fantasi strækker slet ikke så langt. For ville noget som helst overhovedet give mening at gøre eller sige efter så meget liv sammen? Ville noget som helst virkelig kunne binde den sløjfe, der fuldendte forholdet og tog smerten og savnet bort fra hende, når du er væk væk?

Jeg står tavs ved din side og forsøger at forestille mig mors sorg og tomrum, der må strække sig uendeligt under hende. Over hende. Omkring hende. Og jeg ville ønske, at jeg kunne nå hende derinde, hvor hendes mørke bor.

Ville det ikke være smukt, hvis I kunne mødes der, hvor du er lige nu? Eller hvis du lige åbnede øjnene og gav hende det sidste blik og på den måde fik bundet en bro af kærlighed, hun kunne krydse, når livet på denne side blev for ensomt. Jeg ved ikke, om du har bundet den bro for mig, men det føles sådan. Selvom du aldrig åbnede øjnene og inviterede mig til at gå de første skridt henad den.

Mandag

Kæreste, sødeste, dejligste far,
I dag sov du så endelig stille og fredfyldt ind, mens jeg sad med din nu iskolde hånd i min. Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at være der. I de mange timer før du gav slip, sad vi der alle sammen omkring dig og fik talt om dig og livet. Og hvor var det vildt at se, hvordan du først var her, hvordan du trak vejret ind, hvordan din puls bankede, og så hvordan du forlod livet lidt efter lidt, trak vejret mindre ind og mindre ind, til du til sidst trak det ind for sidste gang og lod det glide ud af dig, mens du slap denne dimension og forlod os, mens vi forsøgte at følge dig så langt ind i det nye, som vi kunne. Og jeg kyssede dig igen og igen på din endnu varme pande og sagde tak og kiggede på dig, sådan rigtig kiggede på dig, lod hver en fold, hvert et hår, hvert et livsmærke i dit ansigt lejre sig i min hukommelse, så jeg kunne bære dig med mig lidt tid endnu. Hvilket jeg gjorde.

For om aftenen stod jeg og holdt foredrag, og det skete i et vemodigt vakuum, hvor jeg både var mere nærværende end nogensinde, for livet var pludselig mere nærværende end nogensinde, og samtidig befandt jeg mig i min egen verden, der var helt ny, en verden jeg ikke har kendt til før, men hvor du var og en masse nye følelser af tab, forvirring, savn og taknemmelighed også boede.

Hvordan jeg kom igennem det, aner jeg faktisk ikke, men da jeg endelig kom hjem og kunne slippe alt, sad jeg i min seng og måtte meditere lidt for at sætte dagen på plads, og så kom du forbi.

Pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var glad, glad, glad og let, nu befriet for din krops smerte og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være. Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været, for nu var du ikke blot befriet din fysiske smerte, du var også befriet de roller, som du havde på vores side af tæppet. Måske mødte jeg din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen.

Tirsdag

Søvnen er barmhjertig, far, for det var først da jeg vågnede, at jeg huskede.

Hvem er jeg nu, hvor du ikke er her længere? Hvor meget er jeg stadig dig? Hvad med alt det, jeg ikke længere kan spørge dig om? Hvor skal jeg gå hen med det? Er du her stadig? Som du var i går? Er du her, far?

 Fredag

Jeg brækkede min lilletå i dag. For syvende gang. Jeg kender kuren og bandt den op med hudtape. Nu kan jeg ikke bære din kiste i overmorgen. Har ikke ord for, hvor forkert det føles.

Søndag

Vi havde møde med præsten i dag, far. Fik valgt salmer og tekststykker. Og vi var hele tiden enige om det hele. Så tydelig en person var du altså. Jeg syntes aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dig, at jeg for alvor fik adgang til dig, selvom vi havde mange snakke, også om det svære, men måske kendte jeg meget af det, der var dig alligevel? Men hvorfor gjorde det mig ked af det i stedet for glad? Fordi savnet af dig blev tydeligere? Fordi du for alvor er blevet væk, nu hvor jeg fandt dig så tydeligt?   

Mandag

Hvorfor var du kun så svagt til stede ved bisættelsen, far? Betød den ikke noget for dig? Jeg ville ellers gerne have mærket dig meget mere under de mange ritualer og salmer. Var det da mig, der lukkede af for at komme igennem det? Måske var det så bare mig. For da alle var gået fra gravøllet og roen kommet tilbage til huset, fandt jeg dig igen, og mærkede hvordan du atter indtog det faste tyngdepunkt af kærlighed og støtte, som du aldrig fraveg, da du var i live. Åh farmand, du er så savnet!

 Fredag

Min brækkede lilletå kan nu pakkes ind i en støvle, der passer bedre til vejret, end den åbne sandal med japanersokken i, som jeg ellers har gået rundt i. Men mine negle sørger. Flossede. Afskallede i lakken. Røde med mellemrum. Mærkeligt hvordan sorg kan ytre sig på forskellige og uventede måder.

I dagene efter din død blev jeg næsten to personer: En der var og en der så.

For pludselig opdagede jeg, hvordan jeg kunne lade køleskabet stå åbent efter at have taget mælken ud. Eller jeg efterlod tomme kontaktlinsehylstre i vasken, i stedet for helt rutinemæssigt at smide dem ud med det samme, som jeg har gjort hver dag i over 30 år. Jeg præsterede også at gå ud af døren med kun en sko på, hvilket jeg heldigvis opdagede i elevatoren.

Det var, som om jeg kun var en halv person.

Som om jeg kun gjorde første del af tingene og så blev distraheret og aldrig fik gjort det færdigt. Og mens jeg gik rundt og ikke-gjorde ting, iagttog jeg samtidig min adfærd. Med en ny form for ømhed og tolerance overfor mig selv. Som måske i virkeligheden var rettet mod dig, far.

Forleden talte jeg så med en ven, der sagde noget meget klogt, som jeg ikke selv havde tænkt på. "Det er jo en helt anden slags sorg end når man har kærestesorg." Og ja, det er det jo. Men det havde jeg bare ikke tænkt på. For sorgen over at miste et menneske, er som regel knyttet til et levende menneske, som man af forskellige grunde ophører med at se.

Men sorgen over at miste en forælder, er en helt anden sorg. Som hos mig ikke har vist sig som tårer eller mørke, som jeg kender fra kærestesorg. I stedet har den vist sig som et særligt rum inde i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Og som består af savn, længsel, dårlig samvittighed og en hel masse glæde over alt det, som du var og gav mig.

Rummet er næsten helt fysisk inde i mig og har også særlige farver og en skiftende stemning. Og det rum åbner sig med mellemrum, og nogle gange træder jeg ind i det og lukker døren og så taler vi sammen og jeg mindes dig. Andre gange har jeg bare kigget ind og gået videre.

Jeg tror også, at det rum har mange flere nuancer end jeg foreløbig har set. Tror jeg i et stykke tid endnu vil blive ved med at gå på opdagelse i det rum, for jeg fornemmer, at der vil dukke mange flere følelser og minder op end jeg indtil nu har fået adgang til.

…og far…jeg tror også, at du nok må finde dig i at jeg kalder på dig mange gange endnu. For vi to er ikke færdige med at tale sammen.

 

søndag 15. oktober 2017 kl. 00:58 | 0 kommentarer

Kære søde far,

Jeg ved godt, at du er død. Sådan teknisk set. For jeg ved jo godt, at din krop ikke længere findes i denne verden, hvor jeg og alle vi levende for det meste befinder os.

For nogle gange drømmer eller mediterer vi os væk i en anden dimension, som jo er lige så virkelig, som den verden, hvor jeg kan mærke sult og kropslig smerte, og hvor jeg kan brække en lilletå, som jeg gjorde nogle dage før din begravelse, så jeg ikke kunne bære din kiste.

I stedet stod jeg med sok på, støttende mig til mine krykker, da din søn, mine sønner og din svigersøn bar dig ud af kirken. Ud i vognen. Og løftet videre ud i det blå, mens vi stod tilbage ved kirken og ikke rigtig vidste, hvad vi helt skulle gøre af os selv. Jo, vi samledes hjemme hos mig og jo, vi fik holdt gravøl og fik talt og mindet dig, men nej, vi vidste reelt ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. For du var jo borte. Den mand, det menneske, som sammen med mor, samlede hele familien. Og selvom du har været syg i nogle år nu, og døden var længe ventet – og nok også savnet for dit vedkommende – så er det jo ikke muligt at forberede sig på døden.

Det gode er, at vi fik sagt farvel.

Og jeg vil for altid være fyldt af taknemmelighed over, at jeg fik så mange timer med dig i dagene op til dit sidste åndedrag. Det var så sært befriende, så vederkvægende at sidde med din hånd i min, mens du for det meste lå og var væk i din egen verden. Måske på besøg i det univers, som du snart ville indtage for alvor, sådan for lige at tjekke det ud, så du vidste, hvad du gik ind til.

At rejse frem og tilbage var jo ikke noget nyt for dig, tværtimod, for du var ofte borte i næsten alle verdens lande, og havde spændende og eksotiske madvarer, smykker, dukker, billeder og historier med hjem, og var næsten selv som en anden Tintin, som vi tre børn elskede at læse de lange eftermiddage efter skole, liggende på vores brikse og med marmelademadder indenfor rækkevidde, den marmelade, som du stod i køkkenet og henkogte af blommer fra haven.

Engang til et loppemarked solgte jeg alle vores Tintin albummer og jeg har ærgret mig lige siden, for de var en del af vores familiehistorie og ingen pris havde kunnet betale for alle de gange, hvor jeg før spisetid kunne høre dine voksensko slå mod gulvet og nærme sig mit værelse, og du pludselig stod i døren med endnu et nyt album, og under middagen kunne supplere Hergé’s historier med flere detaljer fra de steder i verden, som du havde besøgt.

Nej, du var ikke reporter, du var forretningsmand, men du mødte også mange spændende mennesker og mysterier, og nogle af dem tog du med hjem og præsenterede for os andre, og da jeg blev voksen, tænkte jeg, at jeg ville gøre som dig og forfulgte en karriere som eksportchef, hvilket jeg blev, om end konsul blev jeg aldrig, det var kun dit velfortjente, for kort tid efter gik jeg min helt egen vej, for jeg var jo ikke dig.

Og alt det sad jeg og tænkte på, mens jeg holdt din hånd i min og du i de første dage af din indlæggelse, stadig kunne vågne op og kigge på mig, se mig direkte i øjnene og også sige mit navn og jeg smilede og lagde mit øre til din mund og forstod ikke, hvad du sagde, og så sagde du det igen og nu forstod jeg måske hvad du ville, for jeg gav dig lidt at drikke og duppede din varme pande. Og du var der. Til stede. Men om du virkelig forstod, at vi sad der sammen på Hvidovre hospital, og at du var indlagt, og at det nok ville være den sidste seng, du kom til at ligge i, det er jeg ikke sikker på.

Nogle dage senere var det kun din krop, der åndede på denne side af det kosmiske gardin, og din hånd blev koldere og koldere, og dagen efter blev jeg vækket af en sms fra sygeplejersken, der fortalte, at nu var det nu, nu skulle vi komme og sige farvel. Og det gjorde vi så. Hele familien var samlet omkring dig, da du trak vejret for sidste gang og du burde være væk.

Men det er nemlig det, far, for du er jo ikke væk. Du er jo lige her. Og det er nok det, jeg ikke helt forstår. Dit nærvær er nogle dage langt mere virkeligt end det var, da du var i live. Det føles, som om du er mere hos mig nu, end de sidste måneder af din sygdom. Hvor det var helt tydeligt, at du snart ikke gad denne verden mere. For der var for mange smerter og for lidt du kunne bidrage med, når du bare lå der i sengen.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne kalde på dig, og du så ville komme. Måske var det derfor, at du selv kom forbi sent om aftenen, den dag du døde. For at vise mig, at jeg stadig har adgang til dig. For pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var lige så glad og fjollet, som du var på dine bedste dage, og let var du også, nok fordi du var befriet for din krops smerte og måske alle de roller, som vi tager på os i dette liv, og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være.

Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været før, og det kan jo være, at det var fordi jeg mødte din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen. Og siden da, har jeg kunnet kalde på dig og du er her hos mig. Sådan føles det i hvert fald.

Så nej, far, du er ikke død. Ikke rigtigt. Din sjæl lever videre i os, der elskede dig, og som du elskede, og så længe mit hjerte slår og jeg ånder livet ind, lever du også.

Kronik i Jyllandsposten 15.10.17

Alt for mange arbejdspladser lider under et succestyranni, som gør medarbejderne syge. Artiklen her viser hvilke vilkår, der skaber det og giver et forslag til vejen ud af det, som består i at have fokus på kun to ting.

”Nå, så var det hendes tur.”

Det vilde ved den bemærkning er, at den ikke blev afsluttet med et udråbstegn. Tværtimod blev den leveret som en jeg-drikker-sort-kaffe-sætning; sådan en helt lakonisk kommentar blottet for følelser, drama, forargelse eller overraskelse. Og du har måske gættet det, for den faldt i forlængelse af, at en medarbejder var gået ned med stress. Hvilket jo i virkeligheden burde oprøre alle os, der overhørte det, for i et samfund som vores, hvor vi har så meget overskud på så mange parametre, er det i bund og grund en vanvittig ”sygdom” at få. Men tallene viser ikke desto mindre, at næsten halvdelen af befolkningen føler sig stressede på et eller andet niveau, hvorfor dette er blevet den mest udbredte folkesygdom - og det er derfor, at ingen hævede et plukket øjenbryn, da det blev sagt.

Det der ikke burde ske, er gået hen og blevet normen.

Desværre er det faktisk endnu værre end det. For det viser sig også, at over 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression, og hertil kan vi lægge en stadig stigende oplevelse af ufrivillig ensomhed, som kan forkorte livet med op til 15 procent og er lige så skadeligt for helbredet som alkoholisme og rygning, og dermed begynder vi at have et billede af et samfund, der ikke er raskt. Især hvis vi kigger lidt på generationerne Y og Z, ser vi en stigning i disse diagnoser, og hertil skal også lægges selvskadende adfærd og misbrug. Så de, der skal bære samfundet videre, lider måske i endnu højere grad, hvilket ikke ligefrem giver forhåbninger for fremtiden.

Disse vilkår er naturligvis et kæmpe problem for både vores samfund og for vores arbejdspladser på praktisk taget alle parametre, fra økonomi, innovationskraft over produktivitet og arbejdsglæde/arbejdsmiljø. Værst er det dog for det menneske, der bryder sammen og ikke formår at have en normal hverdag. Før disse tilstande træder i karakter hos den enkelte, er der nemlig gået lange perioder hvor presset har været stigende, og det er dette pres, som jeg har beskrevet i min bog ”Succestyranniet – og vejen ud”, der udkom i maj i år.

For vi lever faktisk under nogle vilkår, som er direkte menneskefjendske. Udover et hav af statistikker, der på forskellig vis sætter tal på disse elendigheder, har jeg selv erfaret det ved et stort antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårrejsende historie efter den anden.

Hvad skyldes denne elendighed?

Det er naturligvis en kompleks problemstilling, der består af mange elementer, som forstærker hinanden, men jeg kan bedst beskrive det som et succestyranni, der er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det sjældent korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed og skaber livskvalitet.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet. Bla. ved at skulle leve op til de mange KPI’ere, key performance indicators, som de fleste medarbejdere og ledere måles efter. KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre er tilfældet i alt for mange organisationer.

Jeg har derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer.

For det er sådan de fleste mennesker føler sig. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed. Og så er vi tilbage i, at vi står overfor et kollektivt problem, når så mange mennesker ikke længere trives. Det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af.

Og det kan vi naturligvis også.

Det handler om at opnå meget mere af det, som kaldes for ontologisk sikkerhed, hvilket helt kort blot betyder: at føle sig sikker i sin egen væren.

For at kunne føle mening, værdi, nærvær, fællesskab har vi brug for at føle en grundlæggende sikkerhed i vores egen eksistens, og det kan HR være med til at skabe. For kuren mod succestyranniet er faktisk ret enkel. Den består nemlig af kun to enkle elementer, som man skal have fokus på, og som skal skabe det grundlag, man bygger ens eksistens op omkring. Og det gælder både som virksomhed og som privatperson.

For det første at være helt klar på, hvad man vil bidrage med til fællesskabet. Hvad er det for et problem man vil løse for andre? Og i forlængelse af det, at spørge sig selv om man egentlig gør de rigtige ting, så man bidrager med det, som man ønsker? Og har man som virksomhed sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, KPI’ere, der sørger for at det primære fokus er på ens bidrag? Hvilket vi ser de fremsynede virksomheder have, samtidig med at de har droppet performancemålingerne.

For det andet at dyrke relationerne. Både privat, men så sandelig også på arbejdspladsen, så man sørger for at styrke relationerne mellem medarbejderne og de partnere, man indgår samarbejde med, for at tilliden trives og det gode arbejdsmiljø driver innovationen.

I over tre år har jeg rejst landet rundt med dette budskab og har derfor erfaret, hvad det betyder for den enkelte - og for fællesskabet – at få håb, ved at blive husket på disse to ting:

Jo, du bidrager med noget, så du gør den der forskel, som vi alle har brug for at føle at vi gør.

Og jo, du betyder noget for os andre. Du er ikke alene.

For det er jo sådan det er: Bidrag og relationer skaber gode liv og gode virksomheder. Alt andet kommer i anden række.

Denne artikel er bragt i HR-Chefen, 4-17. Bogen ”Succestyranniet – og vejen ud”  udkom 2. maj 2017 på forlaget Rosinante. Der kan bookes foredrag. 

fredag 15. september 2017 kl. 11:56 | 0 kommentarer

Spontan selvantændelse. Sådan føltes mit hjerte i det sekund jeg så dagbogen og jeg måtte bare eje den. Om natten drømte jeg mig ind i dens omslag, og stod på kysten med en spids bambushat på hovedet under de blomstrende kirsebærtræer, mens jeg kiggede ud på junkerne med de udspilede sejl og da jeg vågnede, var det med en dyb længsel efter dette fremmede land, som jeg vidste, at jeg engang måtte besøge. Den blev fyldt ud med historier fra mit 12årige liv, og en dag mange år efter at jeg var flyttet hjemmefra, røg den ved en fejl i ”småt brandbart”, men længslen efter landet med kirsebærtræerne, kimonoerne og det hellige Fuji-san var intakt, og jo mere jeg læste om landet og jo flere film jeg så, jo mere trak det i mig.

Og i år blev så året, hvor jeg endelig mødte dagbogslandet for real.

Det blev en hæsblæsende tur rundt i et land, der var så fremmed, at der ofte skete én af to ting: Enten blev jeg så ovenud begejstret over, at noget kunne være eksotisk og fantastisk, som fx deres natur, et tempel, noget tøj med et særligt æstetisk snit, en serveringsform, en ret, en gestus, en adfærd. Eller også blev jeg simpelthen så træt af, at ting jeg selv syntes var logiske, ikke kunne lade sig gøre. Overhovedet. Og derfor var jeg også dybt taknemmelig for rejsebureauet, der havde arrangeret al logistik, så jeg trods alt kunne slappe af og koncentrere mig om kulturen og oplevelserne, for det er virkelig et vildt land at rejse rundt i.

For det var jo det: Jeg troede, at jeg vidste noget om hvad Japan ville være og det viste sig, at det gjorde jeg bare overhovedet ikke. Og jeg fik heller aldrig rigtig den der romantiske dagbogsfølelse undervejs, okay jo, i små glimt som fx en nat, hvor jeg lå i hotellets varme kilde og kiggede op på stjernerne, mens jeg kunne mærke Fuji’s nærvær, men det var en af de få gange. Og det mærkelige er, at det ikke gjorde noget!

I min seneste bog skriver jeg, at vi skal lære at slå vores drømme ihjel. De drømme som i virkeligheden gør os kede af det, fordi de aldrig bliver indfriet.

Jeg tror, at jeg har taget fejl.

Det er ikke drømmene vi skal slå ihjel. Det er forventningerne til, hvordan de skal opleves, vi skal slå ihjel. For at sætte os selv fri til at opleve præcis det, der sker. Og så lade os berige af den nye erfaring.

Drømmene om, hvad vi engang skal opleve, hvem vi engang skal blive, hvor meget vi engang skal opnå er fine nok. De inspirerer os ofte til at skabe ting i vores liv, som vi ellers aldrig ville have skabt. Men når vi bliver skuffede, gale eller kede af det, hvis virkeligheden viser sig anderledes end det billede og den stemning, som vi havde skabt i vores sind, hjerte og krop, så er den gal.

For så bliver det pludselig selve forventningen, der kommer til at spærre for den virkelige oplevelse, som måske i virkeligheden giver meget mere af noget, man ikke havde forestillet sig, men som kunne vise sig langt mere værdifuldt, end at blive bekræftet i sin drøm. Og det ville da være trist at gå glip af.

Præcis sådan var min rejse i Japan!

Nej, turen lod mig ikke flytte ind i mit dagbogsomslag og få indfriet den historie, som jeg havde skabt om landet og mig. Til gengæld fik jeg mange andre oplevelser. Fra de helt store som at besøge Nattergalepaladset i Kyoto, til de helt små, som et meget langvarigt møde med en fod&underbensmassagemaskine, som gav mine fødder vinger igen til næste dags udflugter. Så Japan og jeg er ikke færdige med hinanden. Slet, slet ikke.

Klumme i Femina den 14.9.17.

Hvem vil du helst have til bords:

En der arbejder med at påvirke lovene?

En der arbejder med at skaffe penge og fordele dem?

En der arbejder med fortællinger om livet og menneskene?

Da det her ikke er sådan en ”der kom en rabbiner, en præst og en iman ind på en bar”-gåde, er der ikke et rigtigt svar på den. Men jeg har testet den ad mange omgange og der er kun en enkelt, der engang valgte den med pengene. ”Fordi”, forklarede han, ”jeg er lige blevet afvist af min bank til et boliglån”. Fire har valgt den med lovene. Og resten har helt utvetydigt valgt den sidste. Også revisorer og jurister.

Men når jeg så spurgte dem bagefter, om hvilken minister de helst ville være: Statsminister, finansminister eller kulturminister, så fordelte svarene sig pludselig helt anderledes. For kun de færreste havde lyst til at have den post i regeringen, som rangerer blandt de laveste.

Du har nok gættet, hvor jeg er på vej hen nu, ikke?

Inden jeg går videre, skal vi dog lige lægge vejen forbi Mors, der i sidste uge fejrede kulturlivet i 48 timer med så mange arrangementer, events, debatter og foredrag, at kataloget over dem var blevet tykt og tungt. Hvorfor over 20.000 mennesker trippede og travede rundt mellem byger og sol, fra telt til bygning i en mangfoldighed af ord, meninger, oplevelser og kulturpersonligheder, for at undersøge årets emne: At lukke op.

Selv var jeg kulturmødejomfru, og havde forberedt de fem debatter, som jeg skulle forsøge at styre, men anede ellers ikke, hvad jeg kunne forvente. Det viste sig at være ret meget. For dette møde er det femte i rækken, hvilket betyder, at det efterhånden er blevet en etableret begivenhed. Men helt så kendt som Folkemødet, der har været afholdt siden 2011, er det ikke endnu.

Faktisk bliver Kulturmødet på Mors af nogle set som en slags lillesøster, der med charme og indlevelse er et interessant bekendtskab, men som ikke er lige så magtfuldt som det politiske folkemøde, der i høj grad også er præget af tilstedeværelse af både erhvervsliv og organisationer.

Og så er vi tilbage til starten af kronikken. For kulturen kæmper ofte med at have en lavere status i samfundet end politik og penge. På trods af, at det er kulturen, der giver de fleste mennesker mening, livsglæde, relationer og tilhørsforhold (jvnf den foretrukne borddame/herre), og igennem den, at samfundet for alvor får manifesteret et (værdi)fællesskab.

Paradokset er, at kulturen er grundlaget for hvordan vi både former og udøver vores politik, og hvordan vi vælger vores omgang med penge, men hvor de to sidstnævnte har uomtvistelig status af need-to-have, står kulturen ofte og flagrer i en nice-to-have tilstand.

Som et modtræk til dette, er der de seneste år fremkommet flere undersøgelser, der har stadfæstet hvilken værdi kulturen har. Altså i penge! Og det kan jo lyde godt, for så burde penge- og politikmenneskerne endelig fatte, hvorfor det giver mening at allokere mange flere midler til kulturen end fx sundhedsvæsenet, så vi kan få et mere velfungerende samfund med gladere borgere. Problemet er naturligvis bare, at man ved at lave den slags undersøgelser, for det første indskriver sig i paradigmet om, at det er økonomien, der validerer om noget overhovedet er noget værd. Og for det andet, at man bliver nødt til at måle kulturen på nogle parametre, som måske passer fint til økonomi, men ikke nødvendigvis passer til kultur. Og på den måde kan man risikere at hive kulturen ud af kulturen og tilbage står en tom skal af noget, der engang var levende i sin egen ret.

Hvordan kan man for alvor måle værdien af et godt grin i teateret en aften, hvor man ellers følte sig ensom? Eller af at blive så rørt over en udstilling, at man går direkte hjem og annullerer sin separation? Eller netop beder om skilsmisse og får modet til at afslutte et ødelæggende forhold? Eller at man skrotter det job, som har brudt en med stress og i stedet starter en ny uddannelse, fordi man har læst en roman? Eller at man løber den første tur af mange, efter at man har set en inspirerende film, så man næste gang til kontrolvejning på hospitalet får at vide, at nu går det endelig den rigtige vej mod større sundhed? Eller at man slår sig sammen med fire andre og skaber et fællesskab i lokalsamfundet om musikalske oplevelser efter at man har været til en koncert? Eller….fortsæt selv listen. For det kan du nemlig godt. Vi ved alle, hvad kultur er. For kultur er – med et kendt citat – alting. Og det må siges at være ret meget.

Skulle man måle alt det der levet liv ved at undersøge folks velbefindende før og efter forbruget? Eller måske ved at se på graden af de afledte effekter? Eller hvor stærk en transformationsmagt oplevelsen har? Eller hvor afgørende det er, altså det enkelte kulturudbud, for at skabe en større sammenhængskraft i samfundet, eller hvor meget det styrker fællesskabet? Hvis man altså formår at definere præcis hvad det fællesskab egentlig indebærer. Ud fra hvilken skala skulle man måle det her? Tal? Procenter? Udvikling? Hvad hvis den afledte effekt faktisk ført viser sig ti år efter; hvordan tager man højde for det? Og kunne man i virkeligheden få det mest troværdige billede af kulturens betydning ved helt at fjerne den og så se, hvilken type samfund det ville give? Men hvordan så fjerne en kultur?

Det er naturligvis en fuldstændig absurd tanke, for hvis man fjerner vores kultur, har vi intet andet tilbage end tomme systemer, som ikke vil skabe værdi for nogen.

At måle en kulturs værdi ud fra økonomiske principper, er som at skulle måle livskvalitet ud fra en kalorietabel. Eller måle kærlighed ud fra afkastprincipper. Det vil helt naturligt undergrave kulturens immanente betydning i et samfund, og samtidig underkende kulturen ret til at eksistere på egne vilkår.

Kulturens måske vigtigste op(gave) er, at den synliggør det menneskelige.

Kulturen gør det tilgængeligt på en måde, så vi forstår hvem vi selv er, hvorfor vi er og hvordan vi er. På mange måder handler kultur derfor først og fremmest om relationer; relationer til hinanden, til systemer, ideologier, oplevelser, følelser, liv, ting, ambitioner; til alt hvad vi kan forestille os. Kort sagt er kultur det, der gør os mest menneskelige, mens penge fx i første omgang er et konkret middel til at skabe kultur og politik er en afledt effekt af kultur. Som igen er med til at tegne kulturen i et dialektisk forhold. Men kulturen kommer altså først og danner grund for at kunne skabe en politik. Hvilket ethvert blik ud i verden vil bevise.

I disse tider hvor vi mødes af terrorhandlinger og flygtningekriser og diskuterer danskhed, kan vi lave love og allokere midler til forskellige politikker, der skal dæmme op for konflikterne og forsøge at samle os som nation. Men det der for alvor samler et fællesskab er vores værdier og de drømme vi deler om fremtiden, og de fødes først i kulturen, før de manifesterer sig på alle andre områder af livet og samfundet.

Det er logik for ministre, at uden penge og politik kommer vi ingen vegne, men kigger vi ud i fremtiden, kan kulturens status måske endelig blive højnet. Officielt. Fordi mange flere borgere af sig selv, ved at leve op til kravet om at være skabende, kreativ, synlig og i udvikling, i dag er aktive og netop synlige medskabere af kulturen, som vi deler. Men også fordi vi har brug for andre typer af ledere end vi har haft hidtil.

Det siges, at hvor den klassiske leder før i tiden var storebroren, er det i dag lillesøsteren. Fordi hun er tilstrækkelig anarkistisk, kreativ og uhierarkisk i sin tilgang til opgaver, at hun lever op til kravet om disruption og innovation. Hvor storebroren er virkelig dygtig til at lede efter de gamle magtprincipper, hvor statusmagten virker oppefra og ned, er lillesøsteren langt mere agil og flydende som leder, og formår at tiltrække de og det rigtige, der spejler den aktuelle tidsånd. Og som leder nedefra og op.

Dette er naturligvis en grov forenkling, men tankegangen afslører lidt om hvad vi har brug for i fremtiden, og lillesøsteren minder langt mere om kulturen, mens storebroren mere ligner (de traditionelle) penge og politik. Det interessante er, at den udvikling allerede er i gang. For turismen er nemlig verdens største og hurtigst voksende økonomi, og det handler først og fremmest om kulturudveksling! Blandt helt almindelige borgere, mere end blandt politikere og magthavere. I det globale perspektiv bliver opgaven for det enkelte land altså at kunne skabe en plet på kloden, der er interessant nok til at tiltrække besøgende, arbejdende og studerende i første omgang, så de i anden omgang kan være med til at forbedre økonomien.

Det er derfor, at Kulturmødet er lige så afgørende vigtigt som Folkemødet, fordi vi som land får en samlet mulighed for at blive mere bevidste om hvilken kultur vi ønsker at leve af. På. Og med. Og også derfor, at både statsministeren og finansministeren burde møde op på Mors. Muligvis for efter debatterne at møde kulturministeren på en bar. 

Kronik i Børsen 3.9.17

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign