mandag 16. oktober 2017 kl. 13:00 | 0 kommentarer

Emilia van Hauens far døde i september. Her beskriver hun, hjerteskærende smukt, de sidste dage på hospitalet og de første dage i livet uden sin far. Om dagene hvor hun sad og holdt ham i hånden, tænkte over om han mon vidste, at hun var der og bare forsøgte at få det sidste med af sin elskede far. (Denne tekst har været bragt i Point of View International )

 

Torsdag

Kæreste far,

Måske er det sidste gang jeg har set dig ind i øjnene.

Måske. Selvom jeg også er i tvivl om, hvor meget du så. Om du egentlig vidste det var mig. Du sagde mit navn, ja. Flere gange. Og du kiggede direkte på mig, fangede mit blik. Flere gange. Så jo, du har nok set mig.

Men om du helt vidste vidste, at det var mig, denne dag i september i dette år, og at vi sad der på hospitalet, det tror jeg ikke.

For far, du var så udmattet. Af de sidste års indlæggelser og din sygdom. Men måske mest af alt udmattet over, at du var udmattet. At du ikke længere kunne noget. At du følte dig som en belastning, fordi du ikke længere kunne bidrage, gøre noget, som du ellers har gjort hele dit liv.

Så hver gang du vågnede op og sagde noget, som jeg ikke helt forstod, men som jeg nikkede og smilede til, mens jeg holdt dig i hånden, holdt dig på armen, forsøgte jeg at fange din sjæl med øjnene, forsøgte at kigge dig igennem og nå dig, der hvor du stadig er dig, men inden jeg nåede helt så langt, lukkede du hver gang øjnene og faldt i søvn igen.

Og nu sidder jeg her på færgen for jeg er på vej til Frederikshavn og ville ønske, at jeg ikke skulle helt så langt væk, for tænk, hvis du er væk, før jeg kommer tilbage?

Fredag

Sødeste far,

Musikken flød ud af døren og næsten hentede mig ind på din stue, da jeg kom gående ned ad gangen. Jeg blev så rørt over, at sygeplejersken havde sat en af de klassiske CD’ere på, som jeg havde taget med til dig, så noderne kunne fortrænge de skarpe hospitalslyde og gøre din hverdag en smule mere blød. Mere levende.

Jeg er glad for, at dagene stadig er lange, for turen hjem fra Frederikshavn var også lang og jeg kom lidt sent, men i dit rum blandede lyset sig med musikken og gav dig fred. Kunne jeg se. For du lå der og var væk i din egen verden. Måske var du i virkeligheden stukket lidt af for at besøge det rige, du snart vil blive en del af? Eller måske stod du, som en lille dreng og trykkede næsen flad mod den kosmiske rude, uden helt at kunne beslutte dig for, om det virkelig var nu, du skulle være med i dén fest?

Væk var du i hvert fald, da jeg kom og bænkede mig på stolen ved siden af din seng, så jeg tog din hånd i min, og så sad vi der i timer, bare sad der sammen. Og nogle gange vågnede du op og kiggede igen direkte på mig, sagde noget jeg ikke forstod, selvom jeg lagde mit øre helt tæt på din mund, så jeg nikkede bare og sagde at alt er ok, og tørrede dig på panden med en våd serviet, og satte mig ned igen, stadig med din hånd i min, til solen gik ned og jeg mærkede, at nu skulle jeg gå.

Nu skulle du have fred.

Og så gik jeg. Mit hjerte var tungt, men min sjæl var let, for bare at sidde sammen med dig på den måde, havde lagt sig som flydende kærlighed ind i mange af de sprækker, som livet har givet mig, og jeg følte mig mindre alene end da jeg kom. Men mest af alt var jeg fyldt af taknemmelighed overfor alt det, som du har givet mig gennem livet.

Lørdag

Dejligste far,

Du var væk. Og kom slet ikke til stede. Og jeg ville sådan ønske at du havde set tre af dine bedstebørn være der for dig. Mine drenge. For at sige farvel. For det er jo det, vi er ved at gøre.

De gik formålsløse rundt på din stue, kunne ikke finde ud af at sætte sig ned og bare være. For når man er teenager, er en mand på 85 - som du selv engang sagde med et stort grin, da du blev 80, ja, nu er jeg så det man i gamle dage kaldte ”olding” - med iltslange i næsen og en tynd ældet krop med spor af livet og mærket af døden, ikke tilstrækkelig velkendt til, at de kan placere sig selv med ro i det. Så vi gik efter en time. Måske kun en halv. Men farvel, det fik de sagt. Og jeg tror du hørte det.

Hvor end du var.

Søndag

Far far far,

Jeg så det allerede fra døren. Og måske så mor det også. En ny skarphed omkring din næse. Parret med et forsigtigt grønt skær. Øjne der var faldet lidt mere ind end i går. Da jeg tog din hånd var den ikke længere varm. Men fugtig. På en fremmed frysende måde.

Far – hvor er du henne nu?

For du var ikke her hos os. Mor satte sig ved din side og tog dig i hånden. Hvordan siger man farvel efter mere end 50 år sammen? Min fantasi strækker slet ikke så langt. For ville noget som helst overhovedet give mening at gøre eller sige efter så meget liv sammen? Ville noget som helst virkelig kunne binde den sløjfe, der fuldendte forholdet og tog smerten og savnet bort fra hende, når du er væk væk?

Jeg står tavs ved din side og forsøger at forestille mig mors sorg og tomrum, der må strække sig uendeligt under hende. Over hende. Omkring hende. Og jeg ville ønske, at jeg kunne nå hende derinde, hvor hendes mørke bor.

Ville det ikke være smukt, hvis I kunne mødes der, hvor du er lige nu? Eller hvis du lige åbnede øjnene og gav hende det sidste blik og på den måde fik bundet en bro af kærlighed, hun kunne krydse, når livet på denne side blev for ensomt. Jeg ved ikke, om du har bundet den bro for mig, men det føles sådan. Selvom du aldrig åbnede øjnene og inviterede mig til at gå de første skridt henad den.

Mandag

Kæreste, sødeste, dejligste far,
I dag sov du så endelig stille og fredfyldt ind, mens jeg sad med din nu iskolde hånd i min. Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at være der. I de mange timer før du gav slip, sad vi der alle sammen omkring dig og fik talt om dig og livet. Og hvor var det vildt at se, hvordan du først var her, hvordan du trak vejret ind, hvordan din puls bankede, og så hvordan du forlod livet lidt efter lidt, trak vejret mindre ind og mindre ind, til du til sidst trak det ind for sidste gang og lod det glide ud af dig, mens du slap denne dimension og forlod os, mens vi forsøgte at følge dig så langt ind i det nye, som vi kunne. Og jeg kyssede dig igen og igen på din endnu varme pande og sagde tak og kiggede på dig, sådan rigtig kiggede på dig, lod hver en fold, hvert et hår, hvert et livsmærke i dit ansigt lejre sig i min hukommelse, så jeg kunne bære dig med mig lidt tid endnu. Hvilket jeg gjorde.

For om aftenen stod jeg og holdt foredrag, og det skete i et vemodigt vakuum, hvor jeg både var mere nærværende end nogensinde, for livet var pludselig mere nærværende end nogensinde, og samtidig befandt jeg mig i min egen verden, der var helt ny, en verden jeg ikke har kendt til før, men hvor du var og en masse nye følelser af tab, forvirring, savn og taknemmelighed også boede.

Hvordan jeg kom igennem det, aner jeg faktisk ikke, men da jeg endelig kom hjem og kunne slippe alt, sad jeg i min seng og måtte meditere lidt for at sætte dagen på plads, og så kom du forbi.

Pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var glad, glad, glad og let, nu befriet for din krops smerte og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være. Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været, for nu var du ikke blot befriet din fysiske smerte, du var også befriet de roller, som du havde på vores side af tæppet. Måske mødte jeg din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen.

Tirsdag

Søvnen er barmhjertig, far, for det var først da jeg vågnede, at jeg huskede.

Hvem er jeg nu, hvor du ikke er her længere? Hvor meget er jeg stadig dig? Hvad med alt det, jeg ikke længere kan spørge dig om? Hvor skal jeg gå hen med det? Er du her stadig? Som du var i går? Er du her, far?

 Fredag

Jeg brækkede min lilletå i dag. For syvende gang. Jeg kender kuren og bandt den op med hudtape. Nu kan jeg ikke bære din kiste i overmorgen. Har ikke ord for, hvor forkert det føles.

Søndag

Vi havde møde med præsten i dag, far. Fik valgt salmer og tekststykker. Og vi var hele tiden enige om det hele. Så tydelig en person var du altså. Jeg syntes aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dig, at jeg for alvor fik adgang til dig, selvom vi havde mange snakke, også om det svære, men måske kendte jeg meget af det, der var dig alligevel? Men hvorfor gjorde det mig ked af det i stedet for glad? Fordi savnet af dig blev tydeligere? Fordi du for alvor er blevet væk, nu hvor jeg fandt dig så tydeligt?   

Mandag

Hvorfor var du kun så svagt til stede ved bisættelsen, far? Betød den ikke noget for dig? Jeg ville ellers gerne have mærket dig meget mere under de mange ritualer og salmer. Var det da mig, der lukkede af for at komme igennem det? Måske var det så bare mig. For da alle var gået fra gravøllet og roen kommet tilbage til huset, fandt jeg dig igen, og mærkede hvordan du atter indtog det faste tyngdepunkt af kærlighed og støtte, som du aldrig fraveg, da du var i live. Åh farmand, du er så savnet!

 Fredag

Min brækkede lilletå kan nu pakkes ind i en støvle, der passer bedre til vejret, end den åbne sandal med japanersokken i, som jeg ellers har gået rundt i. Men mine negle sørger. Flossede. Afskallede i lakken. Røde med mellemrum. Mærkeligt hvordan sorg kan ytre sig på forskellige og uventede måder.

I dagene efter din død blev jeg næsten to personer: En der var og en der så.

For pludselig opdagede jeg, hvordan jeg kunne lade køleskabet stå åbent efter at have taget mælken ud. Eller jeg efterlod tomme kontaktlinsehylstre i vasken, i stedet for helt rutinemæssigt at smide dem ud med det samme, som jeg har gjort hver dag i over 30 år. Jeg præsterede også at gå ud af døren med kun en sko på, hvilket jeg heldigvis opdagede i elevatoren.

Det var, som om jeg kun var en halv person.

Som om jeg kun gjorde første del af tingene og så blev distraheret og aldrig fik gjort det færdigt. Og mens jeg gik rundt og ikke-gjorde ting, iagttog jeg samtidig min adfærd. Med en ny form for ømhed og tolerance overfor mig selv. Som måske i virkeligheden var rettet mod dig, far.

Forleden talte jeg så med en ven, der sagde noget meget klogt, som jeg ikke selv havde tænkt på. "Det er jo en helt anden slags sorg end når man har kærestesorg." Og ja, det er det jo. Men det havde jeg bare ikke tænkt på. For sorgen over at miste et menneske, er som regel knyttet til et levende menneske, som man af forskellige grunde ophører med at se.

Men sorgen over at miste en forælder, er en helt anden sorg. Som hos mig ikke har vist sig som tårer eller mørke, som jeg kender fra kærestesorg. I stedet har den vist sig som et særligt rum inde i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Og som består af savn, længsel, dårlig samvittighed og en hel masse glæde over alt det, som du var og gav mig.

Rummet er næsten helt fysisk inde i mig og har også særlige farver og en skiftende stemning. Og det rum åbner sig med mellemrum, og nogle gange træder jeg ind i det og lukker døren og så taler vi sammen og jeg mindes dig. Andre gange har jeg bare kigget ind og gået videre.

Jeg tror også, at det rum har mange flere nuancer end jeg foreløbig har set. Tror jeg i et stykke tid endnu vil blive ved med at gå på opdagelse i det rum, for jeg fornemmer, at der vil dukke mange flere følelser og minder op end jeg indtil nu har fået adgang til.

…og far…jeg tror også, at du nok må finde dig i at jeg kalder på dig mange gange endnu. For vi to er ikke færdige med at tale sammen.

 

søndag 15. oktober 2017 kl. 00:58 | 0 kommentarer

Kære søde far,

Jeg ved godt, at du er død. Sådan teknisk set. For jeg ved jo godt, at din krop ikke længere findes i denne verden, hvor jeg og alle vi levende for det meste befinder os.

For nogle gange drømmer eller mediterer vi os væk i en anden dimension, som jo er lige så virkelig, som den verden, hvor jeg kan mærke sult og kropslig smerte, og hvor jeg kan brække en lilletå, som jeg gjorde nogle dage før din begravelse, så jeg ikke kunne bære din kiste.

I stedet stod jeg med sok på, støttende mig til mine krykker, da din søn, mine sønner og din svigersøn bar dig ud af kirken. Ud i vognen. Og løftet videre ud i det blå, mens vi stod tilbage ved kirken og ikke rigtig vidste, hvad vi helt skulle gøre af os selv. Jo, vi samledes hjemme hos mig og jo, vi fik holdt gravøl og fik talt og mindet dig, men nej, vi vidste reelt ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. For du var jo borte. Den mand, det menneske, som sammen med mor, samlede hele familien. Og selvom du har været syg i nogle år nu, og døden var længe ventet – og nok også savnet for dit vedkommende – så er det jo ikke muligt at forberede sig på døden.

Det gode er, at vi fik sagt farvel.

Og jeg vil for altid være fyldt af taknemmelighed over, at jeg fik så mange timer med dig i dagene op til dit sidste åndedrag. Det var så sært befriende, så vederkvægende at sidde med din hånd i min, mens du for det meste lå og var væk i din egen verden. Måske på besøg i det univers, som du snart ville indtage for alvor, sådan for lige at tjekke det ud, så du vidste, hvad du gik ind til.

At rejse frem og tilbage var jo ikke noget nyt for dig, tværtimod, for du var ofte borte i næsten alle verdens lande, og havde spændende og eksotiske madvarer, smykker, dukker, billeder og historier med hjem, og var næsten selv som en anden Tintin, som vi tre børn elskede at læse de lange eftermiddage efter skole, liggende på vores brikse og med marmelademadder indenfor rækkevidde, den marmelade, som du stod i køkkenet og henkogte af blommer fra haven.

Engang til et loppemarked solgte jeg alle vores Tintin albummer og jeg har ærgret mig lige siden, for de var en del af vores familiehistorie og ingen pris havde kunnet betale for alle de gange, hvor jeg før spisetid kunne høre dine voksensko slå mod gulvet og nærme sig mit værelse, og du pludselig stod i døren med endnu et nyt album, og under middagen kunne supplere Hergé’s historier med flere detaljer fra de steder i verden, som du havde besøgt.

Nej, du var ikke reporter, du var forretningsmand, men du mødte også mange spændende mennesker og mysterier, og nogle af dem tog du med hjem og præsenterede for os andre, og da jeg blev voksen, tænkte jeg, at jeg ville gøre som dig og forfulgte en karriere som eksportchef, hvilket jeg blev, om end konsul blev jeg aldrig, det var kun dit velfortjente, for kort tid efter gik jeg min helt egen vej, for jeg var jo ikke dig.

Og alt det sad jeg og tænkte på, mens jeg holdt din hånd i min og du i de første dage af din indlæggelse, stadig kunne vågne op og kigge på mig, se mig direkte i øjnene og også sige mit navn og jeg smilede og lagde mit øre til din mund og forstod ikke, hvad du sagde, og så sagde du det igen og nu forstod jeg måske hvad du ville, for jeg gav dig lidt at drikke og duppede din varme pande. Og du var der. Til stede. Men om du virkelig forstod, at vi sad der sammen på Hvidovre hospital, og at du var indlagt, og at det nok ville være den sidste seng, du kom til at ligge i, det er jeg ikke sikker på.

Nogle dage senere var det kun din krop, der åndede på denne side af det kosmiske gardin, og din hånd blev koldere og koldere, og dagen efter blev jeg vækket af en sms fra sygeplejersken, der fortalte, at nu var det nu, nu skulle vi komme og sige farvel. Og det gjorde vi så. Hele familien var samlet omkring dig, da du trak vejret for sidste gang og du burde være væk.

Men det er nemlig det, far, for du er jo ikke væk. Du er jo lige her. Og det er nok det, jeg ikke helt forstår. Dit nærvær er nogle dage langt mere virkeligt end det var, da du var i live. Det føles, som om du er mere hos mig nu, end de sidste måneder af din sygdom. Hvor det var helt tydeligt, at du snart ikke gad denne verden mere. For der var for mange smerter og for lidt du kunne bidrage med, når du bare lå der i sengen.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne kalde på dig, og du så ville komme. Måske var det derfor, at du selv kom forbi sent om aftenen, den dag du døde. For at vise mig, at jeg stadig har adgang til dig. For pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var lige så glad og fjollet, som du var på dine bedste dage, og let var du også, nok fordi du var befriet for din krops smerte og måske alle de roller, som vi tager på os i dette liv, og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være.

Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været før, og det kan jo være, at det var fordi jeg mødte din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen. Og siden da, har jeg kunnet kalde på dig og du er her hos mig. Sådan føles det i hvert fald.

Så nej, far, du er ikke død. Ikke rigtigt. Din sjæl lever videre i os, der elskede dig, og som du elskede, og så længe mit hjerte slår og jeg ånder livet ind, lever du også.

Kronik i Jyllandsposten 15.10.17

Alt for mange arbejdspladser lider under et succestyranni, som gør medarbejderne syge. Artiklen her viser hvilke vilkår, der skaber det og giver et forslag til vejen ud af det, som består i at have fokus på kun to ting.

”Nå, så var det hendes tur.”

Det vilde ved den bemærkning er, at den ikke blev afsluttet med et udråbstegn. Tværtimod blev den leveret som en jeg-drikker-sort-kaffe-sætning; sådan en helt lakonisk kommentar blottet for følelser, drama, forargelse eller overraskelse. Og du har måske gættet det, for den faldt i forlængelse af, at en medarbejder var gået ned med stress. Hvilket jo i virkeligheden burde oprøre alle os, der overhørte det, for i et samfund som vores, hvor vi har så meget overskud på så mange parametre, er det i bund og grund en vanvittig ”sygdom” at få. Men tallene viser ikke desto mindre, at næsten halvdelen af befolkningen føler sig stressede på et eller andet niveau, hvorfor dette er blevet den mest udbredte folkesygdom - og det er derfor, at ingen hævede et plukket øjenbryn, da det blev sagt.

Det der ikke burde ske, er gået hen og blevet normen.

Desværre er det faktisk endnu værre end det. For det viser sig også, at over 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression, og hertil kan vi lægge en stadig stigende oplevelse af ufrivillig ensomhed, som kan forkorte livet med op til 15 procent og er lige så skadeligt for helbredet som alkoholisme og rygning, og dermed begynder vi at have et billede af et samfund, der ikke er raskt. Især hvis vi kigger lidt på generationerne Y og Z, ser vi en stigning i disse diagnoser, og hertil skal også lægges selvskadende adfærd og misbrug. Så de, der skal bære samfundet videre, lider måske i endnu højere grad, hvilket ikke ligefrem giver forhåbninger for fremtiden.

Disse vilkår er naturligvis et kæmpe problem for både vores samfund og for vores arbejdspladser på praktisk taget alle parametre, fra økonomi, innovationskraft over produktivitet og arbejdsglæde/arbejdsmiljø. Værst er det dog for det menneske, der bryder sammen og ikke formår at have en normal hverdag. Før disse tilstande træder i karakter hos den enkelte, er der nemlig gået lange perioder hvor presset har været stigende, og det er dette pres, som jeg har beskrevet i min bog ”Succestyranniet – og vejen ud”, der udkom i maj i år.

For vi lever faktisk under nogle vilkår, som er direkte menneskefjendske. Udover et hav af statistikker, der på forskellig vis sætter tal på disse elendigheder, har jeg selv erfaret det ved et stort antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårrejsende historie efter den anden.

Hvad skyldes denne elendighed?

Det er naturligvis en kompleks problemstilling, der består af mange elementer, som forstærker hinanden, men jeg kan bedst beskrive det som et succestyranni, der er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det sjældent korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed og skaber livskvalitet.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet. Bla. ved at skulle leve op til de mange KPI’ere, key performance indicators, som de fleste medarbejdere og ledere måles efter. KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre er tilfældet i alt for mange organisationer.

Jeg har derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer.

For det er sådan de fleste mennesker føler sig. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed. Og så er vi tilbage i, at vi står overfor et kollektivt problem, når så mange mennesker ikke længere trives. Det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af.

Og det kan vi naturligvis også.

Det handler om at opnå meget mere af det, som kaldes for ontologisk sikkerhed, hvilket helt kort blot betyder: at føle sig sikker i sin egen væren.

For at kunne føle mening, værdi, nærvær, fællesskab har vi brug for at føle en grundlæggende sikkerhed i vores egen eksistens, og det kan HR være med til at skabe. For kuren mod succestyranniet er faktisk ret enkel. Den består nemlig af kun to enkle elementer, som man skal have fokus på, og som skal skabe det grundlag, man bygger ens eksistens op omkring. Og det gælder både som virksomhed og som privatperson.

For det første at være helt klar på, hvad man vil bidrage med til fællesskabet. Hvad er det for et problem man vil løse for andre? Og i forlængelse af det, at spørge sig selv om man egentlig gør de rigtige ting, så man bidrager med det, som man ønsker? Og har man som virksomhed sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, KPI’ere, der sørger for at det primære fokus er på ens bidrag? Hvilket vi ser de fremsynede virksomheder have, samtidig med at de har droppet performancemålingerne.

For det andet at dyrke relationerne. Både privat, men så sandelig også på arbejdspladsen, så man sørger for at styrke relationerne mellem medarbejderne og de partnere, man indgår samarbejde med, for at tilliden trives og det gode arbejdsmiljø driver innovationen.

I over tre år har jeg rejst landet rundt med dette budskab og har derfor erfaret, hvad det betyder for den enkelte - og for fællesskabet – at få håb, ved at blive husket på disse to ting:

Jo, du bidrager med noget, så du gør den der forskel, som vi alle har brug for at føle at vi gør.

Og jo, du betyder noget for os andre. Du er ikke alene.

For det er jo sådan det er: Bidrag og relationer skaber gode liv og gode virksomheder. Alt andet kommer i anden række.

Denne artikel er bragt i HR-Chefen, 4-17. Bogen ”Succestyranniet – og vejen ud”  udkom 2. maj 2017 på forlaget Rosinante. Der kan bookes foredrag. 

fredag 15. september 2017 kl. 11:56 | 0 kommentarer

Spontan selvantændelse. Sådan føltes mit hjerte i det sekund jeg så dagbogen og jeg måtte bare eje den. Om natten drømte jeg mig ind i dens omslag, og stod på kysten med en spids bambushat på hovedet under de blomstrende kirsebærtræer, mens jeg kiggede ud på junkerne med de udspilede sejl og da jeg vågnede, var det med en dyb længsel efter dette fremmede land, som jeg vidste, at jeg engang måtte besøge. Den blev fyldt ud med historier fra mit 12årige liv, og en dag mange år efter at jeg var flyttet hjemmefra, røg den ved en fejl i ”småt brandbart”, men længslen efter landet med kirsebærtræerne, kimonoerne og det hellige Fuji-san var intakt, og jo mere jeg læste om landet og jo flere film jeg så, jo mere trak det i mig.

Og i år blev så året, hvor jeg endelig mødte dagbogslandet for real.

Det blev en hæsblæsende tur rundt i et land, der var så fremmed, at der ofte skete én af to ting: Enten blev jeg så ovenud begejstret over, at noget kunne være eksotisk og fantastisk, som fx deres natur, et tempel, noget tøj med et særligt æstetisk snit, en serveringsform, en ret, en gestus, en adfærd. Eller også blev jeg simpelthen så træt af, at ting jeg selv syntes var logiske, ikke kunne lade sig gøre. Overhovedet. Og derfor var jeg også dybt taknemmelig for rejsebureauet, der havde arrangeret al logistik, så jeg trods alt kunne slappe af og koncentrere mig om kulturen og oplevelserne, for det er virkelig et vildt land at rejse rundt i.

For det var jo det: Jeg troede, at jeg vidste noget om hvad Japan ville være og det viste sig, at det gjorde jeg bare overhovedet ikke. Og jeg fik heller aldrig rigtig den der romantiske dagbogsfølelse undervejs, okay jo, i små glimt som fx en nat, hvor jeg lå i hotellets varme kilde og kiggede op på stjernerne, mens jeg kunne mærke Fuji’s nærvær, men det var en af de få gange. Og det mærkelige er, at det ikke gjorde noget!

I min seneste bog skriver jeg, at vi skal lære at slå vores drømme ihjel. De drømme som i virkeligheden gør os kede af det, fordi de aldrig bliver indfriet.

Jeg tror, at jeg har taget fejl.

Det er ikke drømmene vi skal slå ihjel. Det er forventningerne til, hvordan de skal opleves, vi skal slå ihjel. For at sætte os selv fri til at opleve præcis det, der sker. Og så lade os berige af den nye erfaring.

Drømmene om, hvad vi engang skal opleve, hvem vi engang skal blive, hvor meget vi engang skal opnå er fine nok. De inspirerer os ofte til at skabe ting i vores liv, som vi ellers aldrig ville have skabt. Men når vi bliver skuffede, gale eller kede af det, hvis virkeligheden viser sig anderledes end det billede og den stemning, som vi havde skabt i vores sind, hjerte og krop, så er den gal.

For så bliver det pludselig selve forventningen, der kommer til at spærre for den virkelige oplevelse, som måske i virkeligheden giver meget mere af noget, man ikke havde forestillet sig, men som kunne vise sig langt mere værdifuldt, end at blive bekræftet i sin drøm. Og det ville da være trist at gå glip af.

Præcis sådan var min rejse i Japan!

Nej, turen lod mig ikke flytte ind i mit dagbogsomslag og få indfriet den historie, som jeg havde skabt om landet og mig. Til gengæld fik jeg mange andre oplevelser. Fra de helt store som at besøge Nattergalepaladset i Kyoto, til de helt små, som et meget langvarigt møde med en fod&underbensmassagemaskine, som gav mine fødder vinger igen til næste dags udflugter. Så Japan og jeg er ikke færdige med hinanden. Slet, slet ikke.

Klumme i Femina den 14.9.17.

Hvem vil du helst have til bords:

En der arbejder med at påvirke lovene?

En der arbejder med at skaffe penge og fordele dem?

En der arbejder med fortællinger om livet og menneskene?

Da det her ikke er sådan en ”der kom en rabbiner, en præst og en iman ind på en bar”-gåde, er der ikke et rigtigt svar på den. Men jeg har testet den ad mange omgange og der er kun en enkelt, der engang valgte den med pengene. ”Fordi”, forklarede han, ”jeg er lige blevet afvist af min bank til et boliglån”. Fire har valgt den med lovene. Og resten har helt utvetydigt valgt den sidste. Også revisorer og jurister.

Men når jeg så spurgte dem bagefter, om hvilken minister de helst ville være: Statsminister, finansminister eller kulturminister, så fordelte svarene sig pludselig helt anderledes. For kun de færreste havde lyst til at have den post i regeringen, som rangerer blandt de laveste.

Du har nok gættet, hvor jeg er på vej hen nu, ikke?

Inden jeg går videre, skal vi dog lige lægge vejen forbi Mors, der i sidste uge fejrede kulturlivet i 48 timer med så mange arrangementer, events, debatter og foredrag, at kataloget over dem var blevet tykt og tungt. Hvorfor over 20.000 mennesker trippede og travede rundt mellem byger og sol, fra telt til bygning i en mangfoldighed af ord, meninger, oplevelser og kulturpersonligheder, for at undersøge årets emne: At lukke op.

Selv var jeg kulturmødejomfru, og havde forberedt de fem debatter, som jeg skulle forsøge at styre, men anede ellers ikke, hvad jeg kunne forvente. Det viste sig at være ret meget. For dette møde er det femte i rækken, hvilket betyder, at det efterhånden er blevet en etableret begivenhed. Men helt så kendt som Folkemødet, der har været afholdt siden 2011, er det ikke endnu.

Faktisk bliver Kulturmødet på Mors af nogle set som en slags lillesøster, der med charme og indlevelse er et interessant bekendtskab, men som ikke er lige så magtfuldt som det politiske folkemøde, der i høj grad også er præget af tilstedeværelse af både erhvervsliv og organisationer.

Og så er vi tilbage til starten af kronikken. For kulturen kæmper ofte med at have en lavere status i samfundet end politik og penge. På trods af, at det er kulturen, der giver de fleste mennesker mening, livsglæde, relationer og tilhørsforhold (jvnf den foretrukne borddame/herre), og igennem den, at samfundet for alvor får manifesteret et (værdi)fællesskab.

Paradokset er, at kulturen er grundlaget for hvordan vi både former og udøver vores politik, og hvordan vi vælger vores omgang med penge, men hvor de to sidstnævnte har uomtvistelig status af need-to-have, står kulturen ofte og flagrer i en nice-to-have tilstand.

Som et modtræk til dette, er der de seneste år fremkommet flere undersøgelser, der har stadfæstet hvilken værdi kulturen har. Altså i penge! Og det kan jo lyde godt, for så burde penge- og politikmenneskerne endelig fatte, hvorfor det giver mening at allokere mange flere midler til kulturen end fx sundhedsvæsenet, så vi kan få et mere velfungerende samfund med gladere borgere. Problemet er naturligvis bare, at man ved at lave den slags undersøgelser, for det første indskriver sig i paradigmet om, at det er økonomien, der validerer om noget overhovedet er noget værd. Og for det andet, at man bliver nødt til at måle kulturen på nogle parametre, som måske passer fint til økonomi, men ikke nødvendigvis passer til kultur. Og på den måde kan man risikere at hive kulturen ud af kulturen og tilbage står en tom skal af noget, der engang var levende i sin egen ret.

Hvordan kan man for alvor måle værdien af et godt grin i teateret en aften, hvor man ellers følte sig ensom? Eller af at blive så rørt over en udstilling, at man går direkte hjem og annullerer sin separation? Eller netop beder om skilsmisse og får modet til at afslutte et ødelæggende forhold? Eller at man skrotter det job, som har brudt en med stress og i stedet starter en ny uddannelse, fordi man har læst en roman? Eller at man løber den første tur af mange, efter at man har set en inspirerende film, så man næste gang til kontrolvejning på hospitalet får at vide, at nu går det endelig den rigtige vej mod større sundhed? Eller at man slår sig sammen med fire andre og skaber et fællesskab i lokalsamfundet om musikalske oplevelser efter at man har været til en koncert? Eller….fortsæt selv listen. For det kan du nemlig godt. Vi ved alle, hvad kultur er. For kultur er – med et kendt citat – alting. Og det må siges at være ret meget.

Skulle man måle alt det der levet liv ved at undersøge folks velbefindende før og efter forbruget? Eller måske ved at se på graden af de afledte effekter? Eller hvor stærk en transformationsmagt oplevelsen har? Eller hvor afgørende det er, altså det enkelte kulturudbud, for at skabe en større sammenhængskraft i samfundet, eller hvor meget det styrker fællesskabet? Hvis man altså formår at definere præcis hvad det fællesskab egentlig indebærer. Ud fra hvilken skala skulle man måle det her? Tal? Procenter? Udvikling? Hvad hvis den afledte effekt faktisk ført viser sig ti år efter; hvordan tager man højde for det? Og kunne man i virkeligheden få det mest troværdige billede af kulturens betydning ved helt at fjerne den og så se, hvilken type samfund det ville give? Men hvordan så fjerne en kultur?

Det er naturligvis en fuldstændig absurd tanke, for hvis man fjerner vores kultur, har vi intet andet tilbage end tomme systemer, som ikke vil skabe værdi for nogen.

At måle en kulturs værdi ud fra økonomiske principper, er som at skulle måle livskvalitet ud fra en kalorietabel. Eller måle kærlighed ud fra afkastprincipper. Det vil helt naturligt undergrave kulturens immanente betydning i et samfund, og samtidig underkende kulturen ret til at eksistere på egne vilkår.

Kulturens måske vigtigste op(gave) er, at den synliggør det menneskelige.

Kulturen gør det tilgængeligt på en måde, så vi forstår hvem vi selv er, hvorfor vi er og hvordan vi er. På mange måder handler kultur derfor først og fremmest om relationer; relationer til hinanden, til systemer, ideologier, oplevelser, følelser, liv, ting, ambitioner; til alt hvad vi kan forestille os. Kort sagt er kultur det, der gør os mest menneskelige, mens penge fx i første omgang er et konkret middel til at skabe kultur og politik er en afledt effekt af kultur. Som igen er med til at tegne kulturen i et dialektisk forhold. Men kulturen kommer altså først og danner grund for at kunne skabe en politik. Hvilket ethvert blik ud i verden vil bevise.

I disse tider hvor vi mødes af terrorhandlinger og flygtningekriser og diskuterer danskhed, kan vi lave love og allokere midler til forskellige politikker, der skal dæmme op for konflikterne og forsøge at samle os som nation. Men det der for alvor samler et fællesskab er vores værdier og de drømme vi deler om fremtiden, og de fødes først i kulturen, før de manifesterer sig på alle andre områder af livet og samfundet.

Det er logik for ministre, at uden penge og politik kommer vi ingen vegne, men kigger vi ud i fremtiden, kan kulturens status måske endelig blive højnet. Officielt. Fordi mange flere borgere af sig selv, ved at leve op til kravet om at være skabende, kreativ, synlig og i udvikling, i dag er aktive og netop synlige medskabere af kulturen, som vi deler. Men også fordi vi har brug for andre typer af ledere end vi har haft hidtil.

Det siges, at hvor den klassiske leder før i tiden var storebroren, er det i dag lillesøsteren. Fordi hun er tilstrækkelig anarkistisk, kreativ og uhierarkisk i sin tilgang til opgaver, at hun lever op til kravet om disruption og innovation. Hvor storebroren er virkelig dygtig til at lede efter de gamle magtprincipper, hvor statusmagten virker oppefra og ned, er lillesøsteren langt mere agil og flydende som leder, og formår at tiltrække de og det rigtige, der spejler den aktuelle tidsånd. Og som leder nedefra og op.

Dette er naturligvis en grov forenkling, men tankegangen afslører lidt om hvad vi har brug for i fremtiden, og lillesøsteren minder langt mere om kulturen, mens storebroren mere ligner (de traditionelle) penge og politik. Det interessante er, at den udvikling allerede er i gang. For turismen er nemlig verdens største og hurtigst voksende økonomi, og det handler først og fremmest om kulturudveksling! Blandt helt almindelige borgere, mere end blandt politikere og magthavere. I det globale perspektiv bliver opgaven for det enkelte land altså at kunne skabe en plet på kloden, der er interessant nok til at tiltrække besøgende, arbejdende og studerende i første omgang, så de i anden omgang kan være med til at forbedre økonomien.

Det er derfor, at Kulturmødet er lige så afgørende vigtigt som Folkemødet, fordi vi som land får en samlet mulighed for at blive mere bevidste om hvilken kultur vi ønsker at leve af. På. Og med. Og også derfor, at både statsministeren og finansministeren burde møde op på Mors. Muligvis for efter debatterne at møde kulturministeren på en bar. 

Kronik i Børsen 3.9.17

søndag 27. august 2017 kl. 00:04 | 1 kommentarer

Den suverænt mærkeligste video jeg nogensinde har set er japansk. Sagt på en pæn måde ville jeg virkelig aldrig ønske at være inde i det hoved, som har skabt den, for det kan altså ikke være helt raskt. Og hvis du nu er blevet nysgerrig, skal du bare skrive: ”Weirdest video you will ever see. Guaranteed!” på youtube og den kommer op.

Men jeg advarer dig: Du bliver aldrig helt normal igen!

Heldigvis er selve landet slet ikke så mærkeligt. Overhovedet! Men meget anderledes end Danmark er det nu alligevel. Hvilket jeg mærkede på alle mine erfaringskanaler, da jeg denne sommer tilbragte 16 dage i Japan sammen med mine to store teenagedrenge.

At besøge landet har været en drøm, siden jeg som lille pige fik en dagbog med et gyldent brokadeomslag med junker og hytter og japanske kirsebærtræer vævet ind, og med tiden fik det magiske træ, som groede i mig, flere og flere blomster på med historier og billeder om Fuji, samuraier, geishaer, kimonoer, harakiri, teceremonier, bonsai, romaner af Murakami, tegnefilm af Miyazaki, sushi og masser af andre ting, som jeg sugede til mig som grundvand og som hele tiden forstærkede magien, til landet havde fået næsten mytisk karakter i min verden. Og da vi endelig stod der, forvandlede magien sig til at blive noget helt vildt virkeligt, som – surprise! - selvfølgelig ikke kunne leve op til myten.

Men som til gengæld gav os en million gange mere.

For rejsen handlede jo ikke kun om at krydse nogle landegrænser og opsøge nyt territorie og opleve en anden kultur. Det kom lige så meget til at handle om at krydse egne grænser og opsøge nye uopdagede områder i vores egen personlighed. Hvoraf nogle desværre viste sig at være omtrent lige så kønne som Fugu-fisk eller lige så charmerende som de godzillastore lysaviser, der væltede ned i hovedet på os i Shinjuku-kvarteret i Tokyo, men de lærte os ikke desto mindre mere om, hvem vi var og hvad vi ville. Også sammen.

Det særligt interessante ved ferie er ikke, at den har en særlig plads i vores hjerter. Og hukommelse.

Eksperiment: Kan du huske hvad du lavede på din sidste ferie? Højst sandsynligt. Kan du så huske hvad du lavede i tirsdags? Med mindre du ligefrem blev gift eller vandt en million (lucky you!), poppede det nok ikke lige så hurtigt op som din ferie.

Kronologisk hænger det altså ikke sammen, men oplevelsesmæssigt er det ren logik. For ferier er vores egen-forkælelse. Og mange gange er ferie også lig med nye oplevelser, særlige eventyr og et væk-fra-hverdagen frirum. Så nej, det er ikke mærkeligt at vi huske ferien bedst.

Men det er bare overfladen. For det særligt interessant ved ferier er, at vi giver os selv mulighed for at være nogle andre, end dem vi normalt er. Vi tør mere. Er mere åbne overfor fremmede ting, oplevelser, smage, relationer, skikke, adfærd og tidens udstrækning, så det at komme lidt for sent eller alt for tidligt og bare sidde på en mole og lade livet glide forbi, mens man venter, bliver pludselig en gave. Noget der ellers i hverdagen kunne få os fluks på mobilen i et anfald af mikrokedsomhed og irritation.

Det ukendtes invadering beliver os, og vi gør gerne plads til det. Og nogle gange smiler vi fjollet, når vi opdager, at vi lige har gjort noget, som vi ellers aldrig kunne finde på i de normale rammer, og det føles godt. Fordi vi føler os nye. Levende. Håbefulde.

Ikke fordi vi er zombier i det daglige, men fordi vi slipper den holdthed, som de fleste af os føler os tilskyndede til at have, for at kunne klare et liv, hvor vi skal administrere vores krop, økonomi, sundhed, fremtoning, job, penge, bolig, børn, husholdning, partner, sexliv, (videre)uddannelse og sociale liv, mens vi samtidig følger med i nyhederne og kan surfe nogenlunde sikkert rundt i det digitale univers.

Det moderne liv er blevet alt for lineært, vi skal nå alt indenfor en stærkt begrænset tidsramme, og selv vores relationer bliver rammesat, så vi kan overskue dem, og det gør os faktisk ulykkelige. Forsikringsselskaber fortæller, at den største stigning ses indenfor psykiske skader, altså indenfor stress, angst, depression mm og det gør livet til et succestyranni, som de færreste i virkeligheden kan undslippe.

Uhyggeligt.

For vi mennesker er netop ikke lineære. Vi er ikke et regnestykke eller en teknisk ligning; vi er faktisk mere et kirsebærtræ, der kan vokse lidt i vildskud, men som indgår i en organisk forbindelse med sin omverden.

Og det er det, som ferier gør ved os. Gør os organiske igen. Og det er derfor, at vi skal bestræbe os på at tage ferieadfærden med ind i vores dagligliv, så vi hver dag bliver belivet, fordi vi tillader os at blive opfyldt af noget fremmed, noget nyt, fordi vi åbner os mod det. Jamen, siger mange, jeg har ikke tid i hverdagen! Jo, du har. For hvad er det ellers du skynder dig med? At få overstået livet? Så du bagefter endelig kan leve det liv, som du så længe har gået glædet dig til at kunne leve? Det bliver nok lidt svært at gennemføre, hvis du først er død.

Jeg har været på mange vilde ferier, men denne her kommer til at stå for noget helt særligt. For aldrig har jeg været i et land så fuld af kontraster, og japanerne er altså bare super mærkelige (læs: anderledes!) og naturen er så smuk og byerne er så ekstreme, at de åbnede alle mine sanser og sparkede min nysgerrighed op på et nyt niveau, og det blev så toppet af at mine sønner er i gang med en identitetsproces, der kører for fuld smadder, så selvom jeg på helt dinosauragtig rejsevis havde fået Jysk Rejsebureau til at sørge for alt, så jeg ikke også behøvede at bekymre mig om praktiske detaljer (!), så var jeg totalt udmattet da jeg kom hjem, fordi alt i mig havde stået åbent. Men kors hvor følte jeg mig også i live!

Tak for det.

Kronik i Jyllandsposten 28.8.17 

Fremtidens to vigtigste evner - både som privatperson og virksomhed - har danskere mere af end japanerne. Til gengæld har de noget, som vi skal blive meget bedre til!

”Sorry”, siger han bare.

Uden udråbstegn. Efterfulgt af et stort smil, flere nik og et buk. Jeg smiler også. Nikker lidt. Og kommer så med den sætning, som udvider hans øjne og får hans mund til at krølle sammen.

”Okay. Then I would like to speak to the General Manager, please!”

Hvilket jeg leverer med et stort smil og intet nik. Intet buk. Kun et meget vedholdende blik på receptionistens øjne. Well, en af de tre receptionister, der efterhånden er blevet involveret i vores lille sag.

Vi står ved lågen ind til et poolområde, som er lukket af. Der kommer først vand i bassinet ugen efter, og det er sådan set fint nok, det kan vi godt leve med. Men min søn vil rigtig gerne bare have noget sol, og vi har derfor spurgt, om han kan lægge sig på en af de solvogne, der også står på området.

Det kan han ikke. For de åbner først området næste uge, er beskeden. Jamen, prøver jeg, han skal kun lige lægge på den der solvogn, men niks madame, der er intet at gøre, han kan ikke gå ind på det område, der er lukket af og åbner først ugen efter.

Det skal bemærkes, at udover en konference på 90 mennesker, som er optaget af indlæg og opgaver hele dagen og aftenen (jeg ser dem nemlig være i gang) er der på hotellet kun et ældre ægtepar og så jeg, med mine to teenagedrenge.

Men min søn må altså stadig ikke lægge sig på solvognen.

Efter en masse perpleks dialog, henter de en mand med jakkesæt og et hår, der ser uønsket vindblæst ud. Mens jeg fremfører vores ønske, tager han sig flere gange til garnet med nervøse bevægelser, og ender med at smile og nikke og sige: ”Sorry.”

Enden på hele denne ballade bliver - efter at jeg, igen med et smil, samt al den danske rettighedskultur jeg kan opbyde, beder dem om at løse problemet på den måde, som passer dem bedst, bare min søn kan få lov til at sole sig på dette badehotel - at Vice President’en banker på vores dør og glædestrålende annoncerer, at de har fundet på en løsning. Som består i at placere et bord og en stol ude på det lille græsstykke foran hotellet, hvor bilerne kører op, for at sætte gæsterne af til hotellet.

Hvordan det skulle være mere en mere diskret løsning end at lægge sig på en solvogn i et afskærmet område på bagsiden af hotellet er mig en gåde, men vi tager til takke med løsningen og min søn får solet sig. Mens vi desværre nok får bekræftet forestillingen om danskere, som verdens mest uhøflige folkefærd. Min undskyldning (til mig selv!) er, at når man er et badehotel og ønsker turister fra andre lande, må man også være indstillet på at møde andre krav end de, som japanere normalt selv stiller.

Dette var blot en af flere episoder, på vores lange og helt fantastiske rejse rundt i Japan, hvor kulturforskellen for alvor viste sig. I årevis har jeg ønsket at komme dertil og landet havde med tiden fået næsten mytisk karakter i mit sind.

Jeg syntes, at jeg havde forberedt mig godt, talt med mange japanrejsende, blevet guidet grundigt af Line fra Jysk Rejsebureau, som havde arrangeret hele baduljen for os, (ja, så gammeldags er jeg J Ville gerne være sikker på al logistikken, så jeg kunne nyde turen max!) og læst bøger og artikler, men som i alt andet, er teori langt fra det samme som praksis. Fx når man står og skal bruge en solplet.

Japan er verdens tredjestørste økonomi, hvilket er imponerende, især med tanke på, at de har haft enorme problemer med at komme igen efter at boblen sprang i 80erne. Det er lysnet lidt de senere år, selvom de er stadig på hælene, og måske skyldes det især deres manglende fleksibilitet, der har rod i en udpræget uselvstændighedskultur.

Det sindssygt spændende med Japan er bla, at det er et land fuld af kontraster. For en dansker altså, for det synes de jo nok ikke selv! For mens de er det mest høflige og venlige folkefærd, er de samtidig dem, der har givet mig den klart ringeste service ever. Fordi de altid følger deres regler til punkt og prikke. Ikke på noget tidspunkt oplevede jeg en japaner (med mindre det var en af de øverste bosser), tage et selvstændigt initiativ eller ansvar. Alt var by the book.

Denne manglende fleksibilitet i kulturen, der let kan opleves som manglende selvstændighed hos den enkelte, ser man som en af deres største udfordringer i fremtiden, når det gælder kravet om innovation.

For mens Japan er et afsindigt smukt land, der har så utroligt meget at byde på, og med nogle storbyer, der er så dynamiske, at København ikke engang tangerer en perifer provinsby i sammenligning, er de samtidig begrænset af, at de fleste forventes at være reproduktive på det eksisterende og tro mod traditioner, hierarkier og systemer. Hvilket jo ikke er med til at styrke innovationskraften i landet. I fleksibiliteten, eller agiliteten i CXO-sprog, ligger bla. også at være selvstændigt agerende og ansvarlig og at man tør bryde med de gældende regler og strukturer, for at kunne tilpasse situationen til virkeligheden.

Innovationen er imidlertid også afgørende afhængig af en anden evne, nemlig at kunne skabe gode, tillidsvækkende relationer, som betyder, at man er i stand til at tiltrække de mennesker, som er innovative, og at man dermed også er i stand til at skabe et fællesskab, som fastholder dem. Bla ved et fravær af klassiske hierarkier.

For at kunne skabe relationer, kræver det, at man er åben af natur. Både som organisation, leder og på det personlige plan. Åben overfor nye mennesker, nye kulturer og nye arbejdsformer. Der er snesevis af organisationer, som allerede har set lyset, med Google som en af de mest kendte.

Danmark kan pudse sin glorie når det kommer til at have borgere, der er opdraget til selvstændighed, ansvar, fleksibilitet og til at være relationel (hvor meget gruppearbejde, har vi dog ikke trænet os selv i?!), så når det kommer til at skabe et grundlag for en innovativ kultur, er vi meget godt kørende, mens Japan halter bagefter.

Men.

Vi mangler noget, som japanerne til gengæld er mestre i. En fælles kultur, som er meget tydelig. Som de ærer og holder fast i. Og som kom dem til gode i rædselsåret 2011, hvor de blev ramt af tre katastrofer på én gang; jordskælv, tsunami og atomreaktorudslip. I stedet for at gå i panik, optrådte befolkningen med ro og værdighed og fik hurtigt hjulpet hinanden videre. At regeringen og myndighederne ikke levede op til deres ansvar, diskuteres til gengæld stadig.

Jo, jo, det er denne stærke kultur, der gør dem ufleksible, men det vi i høj grad skal tage ved lære af, er den forpligtelse, som de hver især føler overfor ”de andre”. Mens vi gennem velfærdssamfundet, har fået opbygget en individualiseret rettighedskultur, der gør, at vi sætter mig’et før os’et, og retten før pligten, forstår de den helt grundlæggende sandhed om, at ”uden de andre er vi ingen”. Hvorfor jeg’et selvfølgelig altid skal sætte sig selv i forhold til ”de andre”, altså samfundet, fællesskabet, hvis jeg’et for alvor vil udrette noget som helst.

Det kræver ydmyghed.

Og også det bør vi klart blive bedre til. Så vi kan blive bedre til at blive bedre. De fleste danskere tror jo – viser flere undersøgelser - at vi har verdens bedste samfund, mens statistikkerne viser noget andet. Vi er langt fra de bedste. Og på mange områder er vi længere nede på den globale rangstige end for 10, 20 og 30 år siden. Så vi har brug for at styrke vores egen kultur og ikke mindst dyrke pligten overfor fællesskabet og den personlige ydmyghed, så vi kan blive endnu dygtigere til at være fleksible, åbne, selvstændige og dermed innovative.

På nær, selvfølgelig, når man lige skal finde en solplet på et badehotel, der har lukket poolområdet. Så må man gerne være irriterende selvstændig og…selvretfærdig! ;-)

Kronik i Børsen 29.7.17 

torsdag 27. juli 2017 kl. 15:13 | 0 kommentarer

Nå.

Nåede du så alt det der afslapning og zen og nærvær, som du havde planlagt at du skulle nå i din ferie?

Fik du læst de bøger du havde glædet dig til at forsvinde ind i? Gik du de lange ture hånd i hånd med din elskede, mens I forbandt jer til hinanden igen og fik styrket det kærlighedsbånd, som i hverdagen trævler lidt for meget? Var du den vidunderlige og generøse og overbærende og sjove mor, som du havde set for dig i din indre film, da du bestilte rejsen? Fik du trænet appelsinhuden væk, strøget rynken mellem øjnene bort med din nye morgenmeditationspraksis og fik du strakt kroppen hver dag i en vederkvægende yogarutine? Levede du af grøntsager, frugt, øko-rosé og blev lækker ”tanned” fordi du altid huskede at tage solcreme på i den rette dosis?

Ha!

Selvfølgelig ikke.

Måske fordi du slet ikke er kommet hjem fra ferie endnu! Men selv hvis du er, så er sandsynligheden for, at du har levet det der syyyygt perfekte liv i din ferie, minimal.

Til gengæld.

Til gengæld har du nok fået en hel masse andet. Fx uventede oplevelser. Fremmede relationer. Oplysende aha’er. Nye kilo. Måske ligefrem en (ny) elsker, interesse, kultur, madingrediens. Højst sandsynligt bare ét stykke nyt tøj hænger der nu i din garderobe, hvis ikke der skulle hænge nye tanker, nye ideer, nye følelser på din indre hjernestang.

Og det er godt.

For det er jo sådan livet er. En lang række af forstyrrelser.  

Eller.

Det er i hvert fald dem, vi normalt husker bedst. Alt det, der ikke gik som planlagt. Alt det, der overraskede os. Alt det, vi ikke selv havde besluttet, men som skete alligevel.

Noget af det er godt. Noget af det er skidt. Noget af det er fuldstændig vidunderligt magisk. Og noget af det er virkelig katastrofalt.

Men det er altså også sådan livet er.

Og måske ville de mørke klumper være lettere at bære, føles mere venlige, hvis vi bare lod dem ske.

Problemet er, at det gør vi desværre sjældent. For oven i de brudte forventninger, som vi måske ikke selv har en andel i, lægger vi ofte også en selvbebrejdelse. Over at det ønskede ikke skete. Eller at vi ikke fik det planlagte gjort. Og på den måde dobler vi op på skam/skyld/skuffet-kontoen.

Det bliver vi ikke ligefrem lykkeligere af.

Og hvem siger overhovedet, at vi skal være lykkelige. Det er altså et ret stort ord at bruge om et menneske, om et liv. Hvad med bare at være tilfredse? Det er sguda ikke helt tosset, vel?

Derfor.

Hvis du nu er kommet hjem fra ferien og ærgrer dig over, at den ikke visnede din hjerne på den helt fede måde, så den blev ren og klar igen. At den ikke helede dit hjerte fyldigt og vibrerende igen. At den ikke mugede din krop ud for alt det overflødige slam, som du gerne ville af med og gjorde den stærk og sund igen. Så slap bare af.

Hva’ så hvis det ikke skete?

Det gør jo ikke dig til et ringere menneske. Du fik bare ikke gjort det, du havde planlagt. Livet gik videre alligevel.

Og du fik holdt ferie. Tillykke med det 😊

Klumme i Femina 27.7.17

søndag 16. juli 2017 kl. 01:43 | 0 kommentarer

Når du læser disse linjer, bevæger jeg mig rundt i Japan med mine to teenagedrenge på sådan en slags rundrejse, hvor vi som sushistykker på vandring lader os dyppe i forskellige kultursojaer i dette fantastiske land.

Det er helt sikkert en fest. Men jeg ved også, at jeg på dette tidspunkt indtil flere gange har forsøgt at mægle mellem dem, eller trukket mor-kortet og skåret igennem ved at tage en førerbeslutning.

Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem, ved at stille dem dette enkle spørgsmål:

Vil du have ret? Eller relationer?

Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige ”stop”, før situationen er landet på ”total destruktion”.

På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude af en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk - at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at hverken den ene eller den anden behøver at give op på hverken egne behov eller standpunkter.

Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.

Hvis jeg nu også selv var i stand til at svæve viis og tålmodig over brødrevandene og fik fikset konflikterne gennem gensidigt indfølende dialog, ville det naturligvis være lidt cool. Men sådan er virkeligheden selvfølgelig langt fra. Tværtimod ender det lidt for ofte i ren kamikazekonflikt, når jeg blander mig, fordi jeg selv bliver så provokeret og træt af situationen. Og jo jo, det er da sket mere end én gang, at drengene med den mest selvretfærdige mine, som kun teenagere kan opbyde, har returneret sætningen og smidt den i hovedet på mig:

Hva’ så mor, vil du ha’ ret eller relationer!

Umiddelbart kan de fleste konflikter ligne en kamp på ego’er. Men. Bag kampen om dagsordener og selvretfærdighed, ligger et sårbart ønske om at blive set, respekteret og anerkendt af ”de andre” som dem vi er, med vores behov og ønsker. Og i det ligger implicit, at de fleste jo drømmer om at indgå i gnidningsfrie relationer, som fortrinsvis er båret af gensidig kærlighed, forståelse og tolerance. Fordi man som menneske bliver større, bedre, sjovere af at være sammen med ”de andre”.

Ikke desto mindre har de fleste af os oplevet at blive fanget af vores eget ego, og ofte opdager vi først, at vi står i den situation, når den allerede er ved at accelerere ud af kontrol. Hvilket ikke kun gælder situationer med egne børn. Det gælder også med ens partner, venner, kollegaer eller med helt fremmede. Især det sidste ses overraskende meget i trafikken, hvilket kan være ret underholdende, når man ikke selv er en del af det, men som i virkeligheden er et dybt tragisk bevis på, at vi ganske enkelt er for pressede i hverdagen.

Det sværeste lige der, er at stoppe op i situationen. Give sig selv – og den anden – en pause, for at kalibrere ind på:

Hvad er det egentlig vi står og diskuterer lige nu?! Hvor vigtigt er det, at det er mig, der får ret? Kunne vi finde en fælles løsning?

Og hvis man lige dér opdager, at man faktisk er den, der har dummet sig, at man så tager sig sammen og giver den der undskyldning, som jo ikke behøver at handle om, at man er forkert, men bare om at man lige der tabte hovedet og lod sig rive med. Af sin egen stolthed fx

På en ferie kan ret-eller-relationer konstruktionen blive forstærket. Begge veje. Fordi de strukturer, den hverdag, som normalt skaber en genkendelig og forudsigelig ramme om forholdene, brydes op og nye skal på plads.

Den fede udgave er, at alle bliver mere laid-back og tolerante, fordi der er mere plads til bare at slappe af og have det godt sammen.

Den ufede er, at der skal tages revanche for alle de hensyn, man har taget i en presset hverdag, og når det så ikke lykkes, bliver man endnu mere konfliktsøgende end i den strukturerede dagligdag, og så kører det helt af sporet.

Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.

Sproget er det middel vi har til at opnå begge dele.

Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge ”den andens” behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.

Og så kan alle få ret – sådan på skift – for at dyrke og styrke relationerne.

Jeg ved, at vi tre er godt i gang med at øve os mellem Osaka og Tokyo. Jeg ved også, at jeg ved foden af Fuji, midt på rejsen, vil stå og helt seriøst overveje, om den bedste løsning faktisk er at skubbe begge poder ned i vulkanen. Sådan for verdensfredens skyld. Men mon ikke, at jeg bare vælger den svære løsning: At blive ved med at mægle og give plads til dem begge.

Det håber jeg virkelig, at jeg gør!

Kronik bragt i Jyllandsposten den 9.7.17

Der er kun to ting du behøver at tænke over på din ferie, for at komme ny og frisk tilbage.     

”Ved du hvad?”

Han taler drævende. Med lange a’er og korte e’er.

Selvbevidst.

Overbevist.

Venter ikke på svar.

”Jeg tror simpelthen ik, at der nogen som helst af de hersens fancy mennesker, der ved hvodden man slapper ornligt af!”

Først tager han en meget lang tår af sin øl, og så smækker han den ned mellem benene og trækker i den ternede kasket. Jeg sender ham et smil. En smule skævt. For jeg er ikke enig.

Dem han henviser til er ”sådan en” læser som dig. Eller en skribent som jeg. Du ville nemlig (højst sandsynligt) ikke læse nærværende blad, hvis ikke det er fordi, du på en eller anden måde er mere end gennemsnitligt engageret i dit job. Og da du sikkert snart er på vej på ferie, er du måske ”en af dem”, der ifølge den ternede kasket ikke kan slappe ”ornligt” af, når du om lidt smækker computeren sammen og stiller planten over til kollegaen, der heller ikke får vandet den, mens du er på ferie.

Hans bemærkning falder en eftermiddag på en bænk i solen, mens der er kalas i de professionelles højborg:

Folkemødet på Bornholm.

Hvor end jeg kigger, er der et kendt ansigt. Fra tv. Fra andre medier. Fra erhvervslivet. Fra politik. Eller fra ”kulturen”. Hver gang jeg bladrer med øjnene mellem menneskene, ramler de ind i nogle træk, som jeg enten kender kender, eller som jeg bare genkender, fordi de er offentlige personer af den ene eller anden slags.

Og snakken går hele tiden.

Hvilket den jo gør ved de fleste sociale lejligheder. Selv begravelser. Men her er koncentration af mennesker med eksplicitte dagsordner lige så tæt, som myggesværme i Lapland en varm sommer, og det gør, at snakken ikke bare er en jævn behagelig summen af stemmer, men derimod en hel masse staccato udbrud af sandheder, som gerne serveres med samme overbevisning, som når en 3-årig plager efter sin første is på en varm sommerdag.

Om aftenen skifter stemningen lidt og nu bliver der også danset, sunget og flirtet (ok, det sidste bliver der faktisk hele tiden!) og også drukket en del mere, så man skulle tro, at folk slap den professionelle snak.

Men det sker ikke.

For der bliver til stadighed diskuteret politik, magt, indflydelse, nu blot sat ind i en beruset sammenhæng, der sjældent skærper vinklen og argumentet. Men som til gengæld øger sladderen. Om hvem der har fået hvilken stilling. Eller ikke fået den. Om hvem, der knalder med hvem. Eller nu er holdt op. Om hvem der er ved at finde sammen i det skjulte. Professionelt. Privat.

Betyder dette, at denne ”klasse” af mennesker, der har søgt til øen, fordi de har noget på hjerte og enten gerne vil aflevere et budskab til andre, eller selv blive fyldt af et eller flere budskaber. Eller fordi de gerne vil udøve eller opnå magt/indflydelse, ikke kan slappe ”ornligt” af?

Selvfølgelig ikke.

Men afslapningen for ”sådan nogle som os” handler sjældent om at sidde på en bænk med en bajer og iagttage andre. Oftere handler afslapningen om et tankemæssigt frirum, hvor man tillader sig selv at søge inspiration fra andre end de normale kilder, eller opsøge stilhed og tomhed, som renser og gør plads til nyt.

Fordi job og personlighed oftest er smeltet sammen i en skøn og til tider lidt anstrengende fætter-kusine fest, hvorfor man i virkeligheden aldrig har rigtig fri.

Hvis du nu er som de der ”fancy” mennesker er flest, vil en del af din afslapning nok derfor bestå i at evaluere dit livs kvalitet, og måske deraf også revidere dine fremtidige mål og ønskede vilkår. Simpelthen for at få luftet ud.

De sidste tre år har jeg beskæftiget mig ret indgående med, hvad succes og fiasko egentlig er. Og i den ligning indgår spørgsmålet om, hvad der skaber et liv, der er værd at leve. Med mening. Nærvær. Og værdi.

Svaret er så enkelt, at selv myggesværmen i Lapland vil kunne forstå det, for det består nemlig kun af to elementer.

Bidrag. Og relationer.

Det lyder banalt, det er det også og hurra for det, for det gør det både sandt og tilgængeligt. Problemet er imidlertid, at vi lader os forvirre af og forføre til at have fokus på alt muligt andet, og derfor ser vi, at alt for mange bukker under for stress, angst, depressioner, mens resten det meste af tiden føler sig bagud med det meste.

Så hvis du helt på selvhjælpsbogsagtig maner (efter Svend Brinkmann må alt gerne være selvhjælpsbogsagtigt!) vil lave en enkel evaluering, hvor du samtidig sikrer, at det væsentlige er med, kan du med fordel tage udgangspunkt i netop de her to områder.

Starter vi med bidraget, er det en befriet form for formål. Flere og flere lider nemlig af decideret formlskvalme, fordi der er gået WHY i alting, og det er blevet for stort, helligt og ukonkret til, at det faktisk kan implementeres i en travl hverdag.

Koncentrerer man sig i stedet om, hvad man helt konkret bidrager med til markedet eller samfundet, eller ind i organisationen, er man allerede i gang og gør det. Dvs man manifesterer hver dag noget, som skaber den der forskel, som er så populær at tale om.

Ferien er et glimrende tidspunkt at tænke over, hvad man egentlig ønsker at bidrage med. Sådan helt enkelt og konkret. Både personligt. Og på/med sit arbejde. Eller sin organisation.

Så:

Hvad vil du gerne bidrage med? Hvad er det du helt praktisk gør hver dag, som skaber en eller anden form for værdi i dit eget og dine andres liv?

Og hvis du er leder, hvad mener du så, at din virksomhed skal bidrage med? Til samfundet? Til kunderne? Til medarbejderne? Igen: Fuldstændig konkret og ikke en eller anden luftig why-idé.

Det andet er dine relationer.

Du ved allerede det, du skal til at læse nu, men de seneste år har vi været så snøret ind af forestillingen om individualiseringen, at vi kan have glemt den mest enkle sandhed vi har om mennesker, nemlig:

Uden de andre, er vi ingen.

Punktum.

Så vi har brug for at dyrke vores relationer, for at være hele mennesker. Masser af undersøgelser viser os vigtigheden af dem, og måske bedst undersøgelsen Harvard Study of Adult Development, der blev startet i 1938 og som fulgte 724 unge mænd i 75 år, for at finde ud af, hvad der skaber lykkelige og sunde liv.

Svaret var ret entydigt: Gode relationer.

Ferien kan bruges til to ting i den sammenhæng. Det ene er selvfølgelig at bruge så meget tid som overhovedet muligt med de mennesker, som du elsker.

Det andet er, at overveje hvem der egentlig er ”dine” mennesker.

Altså:

Hvem skal have adgang til dig og dine følelser og din forpligtelse, fordi de får dig til at føle dig hjemme? Alt for mange lader sig påvirke alt for meget af mennesker, som de reelt ikke har en gensidig forpligtende relation til, men som alligevel får adgang til at gøre dem kede af det, stressede, føle sig forkerte eller bliver gale på, og det er livet simpelthen for kort til, så derfor er en virkelig værdifuld øvelse at finde ud af, hvem man gerne vil bruge sin tid og følelser på, hvordan det skal ske og hvem der til gengæld må hænge i periferien uden krav på dig.

I min seneste bog Succestyranniet – og vejen ud har jeg mere indgående beskrevet begge dele, hvis du vil have det uddybet.

For den ternede kasket lyder ovenstående måske mere som et narcissistisk stykke arbejde, der ville være en straf at udføre. Men når ens hverdag bevæger sig i et komplekst univers, hvor meget skal overskues og ikke mindst skabes, vil man uvilkårligt have brug for at kende sig selv og sine motiver, for at kunne yde sit bedste, og derfor er der brug for denne slags overvejelser. Som netop kan blive til en kærkommen afslapningsøvelse, fordi den i sidste ende renser ud og rydder op, så der faktisk bliver plads til at være nærværende og i ro.

Måske mens man drikker en bajer på bænken?

Kronik i Børsen den 26.6.17. #borsendk #emiliavanhauen #succestyranniet 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign