Der er kun to ting du behøver at tænke over på din ferie, for at komme ny og frisk tilbage.     

”Ved du hvad?”

Han taler drævende. Med lange a’er og korte e’er.

Selvbevidst.

Overbevist.

Venter ikke på svar.

”Jeg tror simpelthen ik, at der nogen som helst af de hersens fancy mennesker, der ved hvodden man slapper ornligt af!”

Først tager han en meget lang tår af sin øl, og så smækker han den ned mellem benene og trækker i den ternede kasket. Jeg sender ham et smil. En smule skævt. For jeg er ikke enig.

Dem han henviser til er ”sådan en” læser som dig. Eller en skribent som jeg. Du ville nemlig (højst sandsynligt) ikke læse nærværende blad, hvis ikke det er fordi, du på en eller anden måde er mere end gennemsnitligt engageret i dit job. Og da du sikkert snart er på vej på ferie, er du måske ”en af dem”, der ifølge den ternede kasket ikke kan slappe ”ornligt” af, når du om lidt smækker computeren sammen og stiller planten over til kollegaen, der heller ikke får vandet den, mens du er på ferie.

Hans bemærkning falder en eftermiddag på en bænk i solen, mens der er kalas i de professionelles højborg:

Folkemødet på Bornholm.

Hvor end jeg kigger, er der et kendt ansigt. Fra tv. Fra andre medier. Fra erhvervslivet. Fra politik. Eller fra ”kulturen”. Hver gang jeg bladrer med øjnene mellem menneskene, ramler de ind i nogle træk, som jeg enten kender kender, eller som jeg bare genkender, fordi de er offentlige personer af den ene eller anden slags.

Og snakken går hele tiden.

Hvilket den jo gør ved de fleste sociale lejligheder. Selv begravelser. Men her er koncentration af mennesker med eksplicitte dagsordner lige så tæt, som myggesværme i Lapland en varm sommer, og det gør, at snakken ikke bare er en jævn behagelig summen af stemmer, men derimod en hel masse staccato udbrud af sandheder, som gerne serveres med samme overbevisning, som når en 3-årig plager efter sin første is på en varm sommerdag.

Om aftenen skifter stemningen lidt og nu bliver der også danset, sunget og flirtet (ok, det sidste bliver der faktisk hele tiden!) og også drukket en del mere, så man skulle tro, at folk slap den professionelle snak.

Men det sker ikke.

For der bliver til stadighed diskuteret politik, magt, indflydelse, nu blot sat ind i en beruset sammenhæng, der sjældent skærper vinklen og argumentet. Men som til gengæld øger sladderen. Om hvem der har fået hvilken stilling. Eller ikke fået den. Om hvem, der knalder med hvem. Eller nu er holdt op. Om hvem der er ved at finde sammen i det skjulte. Professionelt. Privat.

Betyder dette, at denne ”klasse” af mennesker, der har søgt til øen, fordi de har noget på hjerte og enten gerne vil aflevere et budskab til andre, eller selv blive fyldt af et eller flere budskaber. Eller fordi de gerne vil udøve eller opnå magt/indflydelse, ikke kan slappe ”ornligt” af?

Selvfølgelig ikke.

Men afslapningen for ”sådan nogle som os” handler sjældent om at sidde på en bænk med en bajer og iagttage andre. Oftere handler afslapningen om et tankemæssigt frirum, hvor man tillader sig selv at søge inspiration fra andre end de normale kilder, eller opsøge stilhed og tomhed, som renser og gør plads til nyt.

Fordi job og personlighed oftest er smeltet sammen i en skøn og til tider lidt anstrengende fætter-kusine fest, hvorfor man i virkeligheden aldrig har rigtig fri.

Hvis du nu er som de der ”fancy” mennesker er flest, vil en del af din afslapning nok derfor bestå i at evaluere dit livs kvalitet, og måske deraf også revidere dine fremtidige mål og ønskede vilkår. Simpelthen for at få luftet ud.

De sidste tre år har jeg beskæftiget mig ret indgående med, hvad succes og fiasko egentlig er. Og i den ligning indgår spørgsmålet om, hvad der skaber et liv, der er værd at leve. Med mening. Nærvær. Og værdi.

Svaret er så enkelt, at selv myggesværmen i Lapland vil kunne forstå det, for det består nemlig kun af to elementer.

Bidrag. Og relationer.

Det lyder banalt, det er det også og hurra for det, for det gør det både sandt og tilgængeligt. Problemet er imidlertid, at vi lader os forvirre af og forføre til at have fokus på alt muligt andet, og derfor ser vi, at alt for mange bukker under for stress, angst, depressioner, mens resten det meste af tiden føler sig bagud med det meste.

Så hvis du helt på selvhjælpsbogsagtig maner (efter Svend Brinkmann må alt gerne være selvhjælpsbogsagtigt!) vil lave en enkel evaluering, hvor du samtidig sikrer, at det væsentlige er med, kan du med fordel tage udgangspunkt i netop de her to områder.

Starter vi med bidraget, er det en befriet form for formål. Flere og flere lider nemlig af decideret formlskvalme, fordi der er gået WHY i alting, og det er blevet for stort, helligt og ukonkret til, at det faktisk kan implementeres i en travl hverdag.

Koncentrerer man sig i stedet om, hvad man helt konkret bidrager med til markedet eller samfundet, eller ind i organisationen, er man allerede i gang og gør det. Dvs man manifesterer hver dag noget, som skaber den der forskel, som er så populær at tale om.

Ferien er et glimrende tidspunkt at tænke over, hvad man egentlig ønsker at bidrage med. Sådan helt enkelt og konkret. Både personligt. Og på/med sit arbejde. Eller sin organisation.

Så:

Hvad vil du gerne bidrage med? Hvad er det du helt praktisk gør hver dag, som skaber en eller anden form for værdi i dit eget og dine andres liv?

Og hvis du er leder, hvad mener du så, at din virksomhed skal bidrage med? Til samfundet? Til kunderne? Til medarbejderne? Igen: Fuldstændig konkret og ikke en eller anden luftig why-idé.

Det andet er dine relationer.

Du ved allerede det, du skal til at læse nu, men de seneste år har vi været så snøret ind af forestillingen om individualiseringen, at vi kan have glemt den mest enkle sandhed vi har om mennesker, nemlig:

Uden de andre, er vi ingen.

Punktum.

Så vi har brug for at dyrke vores relationer, for at være hele mennesker. Masser af undersøgelser viser os vigtigheden af dem, og måske bedst undersøgelsen Harvard Study of Adult Development, der blev startet i 1938 og som fulgte 724 unge mænd i 75 år, for at finde ud af, hvad der skaber lykkelige og sunde liv.

Svaret var ret entydigt: Gode relationer.

Ferien kan bruges til to ting i den sammenhæng. Det ene er selvfølgelig at bruge så meget tid som overhovedet muligt med de mennesker, som du elsker.

Det andet er, at overveje hvem der egentlig er ”dine” mennesker.

Altså:

Hvem skal have adgang til dig og dine følelser og din forpligtelse, fordi de får dig til at føle dig hjemme? Alt for mange lader sig påvirke alt for meget af mennesker, som de reelt ikke har en gensidig forpligtende relation til, men som alligevel får adgang til at gøre dem kede af det, stressede, føle sig forkerte eller bliver gale på, og det er livet simpelthen for kort til, så derfor er en virkelig værdifuld øvelse at finde ud af, hvem man gerne vil bruge sin tid og følelser på, hvordan det skal ske og hvem der til gengæld må hænge i periferien uden krav på dig.

I min seneste bog Succestyranniet – og vejen ud har jeg mere indgående beskrevet begge dele, hvis du vil have det uddybet.

For den ternede kasket lyder ovenstående måske mere som et narcissistisk stykke arbejde, der ville være en straf at udføre. Men når ens hverdag bevæger sig i et komplekst univers, hvor meget skal overskues og ikke mindst skabes, vil man uvilkårligt have brug for at kende sig selv og sine motiver, for at kunne yde sit bedste, og derfor er der brug for denne slags overvejelser. Som netop kan blive til en kærkommen afslapningsøvelse, fordi den i sidste ende renser ud og rydder op, så der faktisk bliver plads til at være nærværende og i ro.

Måske mens man drikker en bajer på bænken?

Kronik i Børsen den 26.6.17. #borsendk #emiliavanhauen #succestyranniet 

Hvis du tager en uddannelse, for at blive klogere. Og måske få nogle bedre jobmuligheder. Hvis du går i terapi for at ændre på nogle sider af din personlighed, som forhindrer dig i at opnå det du vil. Altså hvis du ”arbejder” med dig selv og udvider din viden.

Så er det godt!

Det er den mest udbredte overbevisning i vores tid og samfund, fordi det ses som et tegn på, at du tager ansvar for dig selv, og derfor også udviser ansvar overfor fællesskabet.

Og så er det jo godt, at du arbejder hårdt for det!

Men hvis du ændrer på dit udseende ved at blive opereret. Fx får større bryster eller mindre næse eller en fedtsugning. Eller hvis du begynder at bruge botox eller fillers. Så vil du hurtigt kunne få mange negative kommentarer.

De fleste vil handle om, at du er både overfladisk og må mangle selvværd, siden du kan finde på at gøre ”sådan noget”. De der går lidt længere, kommer også med kommentarer om manglende solidaritet overfor de, der ikke har råd til at få gjort det samme.

Og atter andre vil komme med spidsfindige bemærkninger om, at man har underlagt sig et undertrykkende kvindeideal, skabt af mændene, som gør kvinder til mandens begærsobjekt.

Det er dermed ok, ligefrem beundringsværdigt og giver anerkendelse, at vi ændrer på vores personlighed og på vores indre. Mens det er negativt og for nogle direkte forkasteligt at ændre på vores ydre, selvom det samtidig er langt mere overfladisk, ifølge de samme personer.

Så det der ifølge dén overbevisning virkelig skulle definere hvem du er, det skal vi helst ændre på og udvikle, mens det der bare anses for at være overfladiske tegn og symboler på hvem vi gerne vil fremstå som, det må vi ikke ændre på eller udvikle? Hvis vi altså skal være troværdige og hele som mennesker!

Hvordan skulle det give logisk mening?

Og hvorfor overhovedet dette hierarki mellem det indre og det ydre?

Hierarkiet opstår måske, fordi vi har en udbredt opfattelse af, at det er vores personlighed, der er ”det ægte”, mens vores ydre kan være ”uægte” – især hvis det bliver manipuleret gennem kirurgi eller andre indgreb.

De eneste ydre ændringer vi hellere end gerne må foretage os, er ved at ændre på vores kost(indtag) og træne kroppen hårdt. Fordi det jo bliver til fysiske udtryk på en indre vilje til at ville ændre det ydre. Og så er det pludselig lovligt.

Så for at være ”ægte” skal der arbejdes hårdt. Men kun til en vis grænse. For hvis man bliver for muskuløs eller for tynd, så er den også gal. Så er man også i ubalance.

De samme regler gælder til gengæld ikke, hvis man har en masse uddannelser eller har gået i terapi i årevis. Tværtimod må vi gerne manipulere med os selv på den måde hele livet igennem.

Det kaldes nysgerrighed og udvikling.

Hierarkiet baserer sig på fordomme skabt af uvidenhed. For masser af forskning viser gang på gang, at æstetik øger vores livskvalitet. Og vi har som art til alle tider benyttet os af æstetik, som en overlevelsesstrategi.

Så det handler altså ikke blot om overfladisk forskønnelse, når vi er optaget af vores ydre. Det styrker så sandelig også vores indre.

Derfor er det på tide, at vi indser, at et ”ægte” menneske er et menneske, hvor det indre er i balance med det ydre. På den måde, at vi selv vælger, hvor meget og hvordan vi har lyst til at manipulere med både vores indre og vores ydre. Så begge sider af os får lov til at komme frit til udtryk. Så vi hver især får det bedst. Og dermed kan yde vores bedste til fællesskabet.

Så enkelt kunne man også vælge at se på det.

Klumme i Femina 15.6.17 #femina #emiliavanhauen

tirsdag 13. juni 2017 kl. 21:02 | 0 kommentarer

Jeg kommenterer på lokale begivenheder i hele landet og fortæller om min nye bog Succestyranniet - og vejen ud.

 

DEN GODE LEDER ER ET VÆRN MOD SUCCESTYRANNIET

Indtil jeg hørte sætningen, havde jeg siddet ret uanfægtet af de andres samtaler på caféen, for jeg var koncentreret om den kronik, som skulle afleveres få timer senere. Stemmen kom bagfra. Og var meget intens. På nær lige, da ordet hader blev sagt højt. Så fik den lufthuller, der lige akkurat knækkede den.

”Men du var da ret vild med ham sidste gang vi talte sammen?” En ny stemme var på banen. Lidt lysere. Med mere vidde på.

”Ja! Og det er jeg stadig!!! I know. Du behøver ikke at kigge på mig med det blik. Jeg forstår det heller ikke selv.”

I tyve minutter sad jeg og smuglyttede på en samtale, som slet ikke var min. Men som jeg følte var min, fordi den bekræftede min nyeste bogs hovedtese: At vores største udfordring i dag er et fravær af det, man kalder for ontologisk sikkerhed.  Altså en manglende evne til at føle sig sikker i sin egen væren.

”I starten syntes jeg, at han var cool, fordi han hele tiden udfordrede mig. Gav mig nye opgaver, som jeg selv syntes var fede. Og som rykkede mig. Og jeg følte, at han virkelig så mig og mit potentiale. Kan du huske, at jeg fortalte dig om min første MUS-samtale med ham?”

Der havde været en pause, så jeg tænker, at den anden nikkede.

”Jeg var bare helt høj bagefter!! Fuldstændig! Men nu – jeg får sgu tics, hver gang jeg ser ham. For så minder han mig om, at der altid er noget, jeg ikke har nået endnu. Og selvom jeg lige har afleveret en opgave, som jeg har fået ros for, så kan jeg ikke engang glæde mig over det – for jeg er allerede i gang med at tænke over, hvordan fanden jeg skal nå alle de andre ting, som jeg også skal lave…”

Da de to unge fyre endelig rejste sig og gik forbi mig, kiggede jeg nysgerrigt efter dem. Den ene havde et smalt jakkesæt på og langt hår i en hestehale; den anden var lidt mere hipsteragtig med fuldskæg, men stadig tilstrækkelig nobel til, at han havde en slags mappe under armen. Tydeligvis unge mennesker på vej.

Den 2. maj udkom jeg med bogen Succestyranniet – og vejen ud, som jeg har skrevet, fordi vi i dag lever under nogle vilkår, som på mange måder er direkte menneskefjendske. Det viser et uendeligt antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårde historie efter den anden. Historierne underbygges af statistik, for tallene afslører, at næsten halvdelen af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså at vores indre tilstand kommer i ubalance fordi vi ikke kan klare det ydre pres.

Normalt knyttes stress, angst og depression til det enkelte individ. Det er op til hver af os at kunne administrere vores liv, så vi ikke knækker. Og der er rigeligt med kurser og litteratur, som kan vise os, hvordan vi skal sige ”nej” og stå fast på os selv, så vi ikke forsvinder i et hav af deadlines og urimelige krav. Men problemet er, at intet menneske står alene. Og hvis du er afhængig af en chef, der skal kunne give dig nogle rimelige arbejdsvilkår, men som ikke gør det, nytter det sjældent at sige nej. Ikke, hvis du vil beholde dit job.

De to unge mænd, som jeg så skamløst aflyttede uden deres vidende, satte mange ord på denne situation. For de var hårdt ramt af det. De var begge to unge i starten af deres karriere, men de var allerede trætte. De lød som to kommende pensionister, og det var tydeligt, at de var ved at miste modet til at køre på. I stedet udviklede samtalen sig i retning af, hvad de egentlig længtes efter, men som de ikke følte, at de kunne forfølge endnu. Fordi de endnu ikke havde sikret sig en plads på arbejdsmarkedet. De ambitioner, som de havde startet karrieren med, var på vej til at blive slukket og i stedet skinnede skuffelserne ved virkeligheden tydeligst igennem.

Det var deres chefer, der fik lov til at stå mest for skud.

Paradoksalt nok fordi deres ledere gav dem præcis, hvad de havde bedt om! Nemlig en masse udfordringer, hvor de unge fik lov til at være både ansvarlige og kreative, og som modnede dem hurtigt. Det jeg imidlertid hørte mellem linjerne var, at deres chefer ikke var i stand til at passe på dem. At de ikke kom til at fungere som et brugbart værn mod det, som jeg kalder for succestyranniet, og som er det, der smadrer alt for mange menneskers hverdag. Og sjæl.

Succestyranniet er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Det er her, at den gode leder kan træde i karakter.

Ved at være netop et værn mod alle de faktorer, som den enkelte medarbejder ofte føler sig presset af og som isolerer ham og hende fra resten af fællesskabet i forsøget på at være en individuel succes, mens det alt for ofte føles som en fiasko.

Hvordan kan lederen gøre det?

Kompleksitetsreduktion. Et langt og besværligt ord for noget enkelt: Nemlig at mindske antallet af KPI’ere, som den enkelte bliver målt på, så der kun står de tilbage, der for alvor afspejler det, som organisationen og den enkelte medarbejder skal bidrage med.

Så simpelt er det faktisk. For alvor at skære det daglige arbejde ned til at definere, hvad det egentlig er, man skal bidrage med. Og derfra tilbyde nogle meningsfulde KPI’er eller nøgletal, som virker motiverende fremfor destruerende.

Bidraget eller KPI’erne bliver blot til symboler på, hvad vi som mennesker skal bruges til. For det er faktisk det, der er tale om.

Vi har jo alle brug for at blive brugt; det ligger helt eksistentielt i os. Men vi skal bruges rigtigt. Og hvis vi bliver brugt på alt for mange måder i alt for mange sammenhænge, som ikke selv giver sammenhæng, bliver vi ganske enkelt skøre i hovederne. Og den eksponentielle udviklingshastighed, som er vores vilkår i dag, hjælper ikke ligefrem på situationen.

Derfor er den gode leders fornemste opgave at være et værn mod dette succestyranni ved at kunne mindske kompleksiteten i en hverdag, der netop er hyperkompleks. Så den enkelte medarbejder rent faktisk opnår en følelse af at være sikker i sin egen væren. Hvilket naturligvis vil skabe et godt og kreativt arbejdsmiljø for alle.

Også for den øverste leder. Der jo oftest må være sit eget værn mod succestyranniet. Med mindre hun eller han vælger at dele den byrde med mindst et andet menneske, hvor relationen er baseret på tillid. Og ikke på KPI-succeser.

Kronik bragt i Børsen 28. maj 2017. Den blev den 3. mest læste artikel på borsen.dk den dag. Nok fordi den desværre afspejler noget, der er gældende for alt for mange.

Husk du kan teste dit eget niveau for succestyranni her på sitet http://www.emiliavanhauen.dk/flx/test_dig_selv/succestyranniet/ 

#børsen #emiliavanhauen #succestyranniet

lørdag 20. maj 2017 kl. 22:25 | 0 kommentarer

This too shall pass.

Hun sad og mumlede det ind i sit hår, og kom til at hænge i mit ydre synsfelt, kun fordi hun havde røde sko på, der lyste op i alt det mudrede. Den brune gyngebænk, det grå underlag, hendes farveforladte tøj.

”Undskyld, sagde du noget til mig?”

Først da jeg var flere skridt forbi hende, ramte hendes ord min bevidsthed, selvom de var blevet sagt højt, lige da jeg passerede hende. Så jeg gik tilbage.

Ansigtet kom frem mellem de lange baner af hår, der blev slået lidt til siden. Hov, hun havde grædt. Jo, hun var ung. Nej, hun havde ikke sagt det til mig. Og nu trak hun sine røde fødder til sig op på bænken, så knæene stak frem som et borgværn.

”Er du ok?”

Det var hun så overhovedet ikke. For lige der krakelerede hendes ansigt ind i en maske af fuldstændig forladthed, og jeg stod og følte mig som en ufrivillig voyeur til et menneskes sjælesammenbrud.

Forlegen satte jeg mig ved siden af hende.

Et par dage forinden var min nyeste bog, Succestyranniet – og vejen ud, udkommet. Jeg har skrevet den som et modsvar til den skånselsløse tid, vi lever i. Hvor man taler om at udviklingshastigheden er blevet eksponentiel, hvor den før var overskuelig lineær, og som derfor har skabt et direkte menneskefjendsk pres på os, som de fleste selvfølgelig vantrives med, fordi vi konstant og hver eneste dag føler os bagud med det meste. Selv i vores relationer!

Der er aldrig tid nok til nogen eller noget, og ingen af os kan nå at følge med i alt det, som vi selv synes vi burde følge med i, samtidig med at vi skal præstere kreativt, originalt og synligt hele tiden, hvilket ingen selvfølgelig er i stand til, så vi sætter os selv i en situation, hvor vi næsten kun kan mislykkes.

Et af resultaterne af tidens vilkår er, at 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså braser vores indre sammen på grund af nogle ydre krav, som alt for mange ikke kan honorere. Dertil kan også lægges en invaliderende ensomhed, som hjemsøger flere end nogensinde før. Faktisk vælter det frem med statistikker på, hvor galt det allerede er, og når vi fremskriver de tal, ser det kun endnu mere skræmmende ud.

Hvor vanvittigt er det ikke? I et samfund, der har alle odds for at skabe et mere balanceret fællesskab.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, samt vores helt almindelige livskvalitet, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet.

”Du må udvikle din robusthed!” er blevet det nye mantra i organisationerne, der på den måde bekvemt kan lægge de udslagsgivende konkurrenceprægede strukturer fra sig, og i stedet sende aben videre til den isolerede medarbejder, der ikke har noget værn mod denne logik.

Men det ER jo et kollektivt problem, når så mange bliver ramt af det! Og det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af. For det værste er, at flere og flere unge bliver ramt af det. Lige der hvor de i deres liv for alvor skal slå sig selv løs og favne verden, bliver de i stedet slået hjem og krøller sammen indeni af netop stress, angst, depression, eller får selvskadende adfærd eller bliver misbrugere.

Den unge pige på gyngen var ”en af dem”.

Mens vi begge sad og blev kolde, fortalte hun stykvis, hvorfor hun sad der. Og ikke sammen med sine venner eller hjemme hos sine forældre. For hun havde begge dele. Men hun kunne ikke klare at være i nærheden af dem, for hun følte sig som den største fiasko, og hun havde ingen steder at gå hen med det. Ingen ville nemlig tage hende seriøst, sagde hun, for udadtil så det meste godt ud.

Og hun var også ramt af tidens sindssyge krav om at skulle drømme stort, kæmpe, mega, for hun anede faktisk ikke, hvad hun skulle stræbe efter, drømme om at opnå, og det var frygteligt skamfuldt, så mens hun forsøgte at samle alle trådene i sit liv til et overskueligt mønster, var hendes hjerne ved at brænde sammen. Som den dag på legepladsen, hvor jeg tilfældigvis kom forbi. 

”Jeg er så bange for at snappe,” sagde hun, og fortalte om en af hendes klassekammerater, der en dag ikke kom i skole og ikke siden havde vist sig, men rygterne sagde, at hun var blevet tvangsindlagt. 

Til sidst blev jeg nødt til at gå. Jeg bad om hendes mobilnummer eller hendes navn, for jeg ville ikke bare slippe hende der, men hun gav mig intet, så jeg aner ikke, hvor hun er i dag.

Om hun er.

En af de tv-serier, der trender i øjeblikket, er ”Døde piger lyver ikke”. Den handler om en ung piges vej til selvmord, og den har sat fokus på hvor og hvorfor mange unge gør det, hvilket den får anerkendelse for, mens den også bliver kritiseret for at glamourisere selvmord.

De unge ved udmærket godt, at livet ikke kun er en legeplads. Og jeg får lyst til at spytte de bedrevidende mennesker i øjet, der hævder, at de unge ”bare skal tage sig sammen”. Vi er alle underlagt den overordnede struktur i et samfund, og her burde vi ældre generationer passe bedre på de unge ved ikke at medskabe det blinde målbare succestyranni, der har infiltreret alle skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor man ikke længere får lov til at blive klogere ved at tage fejl, men i stedet paces frem til at være produktiv og færdig så hurtigt som muligt, så man misdannes indeni, i stedet for at dannes som et helt menneske.

Livet er jo ikke et resultat, der skal opnås hurtigst muligt. Heller ikke for de unge!

Kronik i Jyllandsposten den 21. maj 2017 #emiliavanhauen #succestyranniet

torsdag 4. maj 2017 kl. 14:22 | 0 kommentarer

Bliver du nogle gange forundret over, hvad andre mennesker tænker om dig?

Som i at du har langt mere tjek på tingene, er langt mere vidende, har en meget sikrere faglig position, er meget bedre til at lave mad, er langt mere populær eller noget helt sjette end det du selv føler og oplever, at du har?

Hvis du ikke ligefrem lider af skingrende storhedsvanvid og er bare nogenlunde (!) normal, så er det nok sådan. Jeg tænker det sker, fordi vi jo selv ved, hvordan vi har det. Hele tiden altså. Også når vi føler os hjælpeløse, bliver dumpet, tager fejl, bliver smålige eller andet i samme skuffe, som jo oftest er situationer, vi ikke blæser op offentligt.

Vores selvbillede er altså langt mere nuanceret - og umiddelbart mere virkeligt - end det, som andre oftest ser. Eller oplever, at de bliver præsenteret for.

Det virkelig underlige er, at det der overskudsbillede ofte fortsætter med at være det dominerende andre har af os, selv når vi åbner for minusposen og viser vores sårbarhed, fortæller om vores fiaskoer, ytrer vores tvivl og deler vores sorg.

Med andre ord viser, at vi helt enkelt er menneskelige.

Selvfølgelig. Hvad skulle vi ellers være? Guder?

Hvor meget det gør sig gældende, er blevet nærværende for mig, fordi jeg lige har udgivet en bog, der handler om succes og fiasko. I den fortæller jeg om, hvordan én enkelt anmeldelse sendte mig ud i en slags eksistentiel krise. Og det, der kom fuldstændig bag på mig, er, at næsten alle, der har læst bogen, er kommet med kommentarer á la: Tænk at du blev slået ud af en enkelt anmeldelse. Du virker, som om du har tjek på det hele!

Efterfulgt af et åbent spørgende blik med en næsten gennemsigtig skygge af mistro.

Første gang jeg fik spørgsmålet måtte jeg læne mig lidt frem og sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt, mens denne tanke ræsede rundt i min hjerne og fræsede enhver logik op: Sig mig, har hun slet ikke læst bogen?!!

Jo, hun havde. Og derfor havde hun også læst, hvorfor jeg gik ned med flaget. Og at jeg igennem det meste af mit liv har følt mig dum og udenfor, så det der med at være tjekket, er ikke ligefrem min mest gennemgående følelse. Hvilket jeg også har forsøgt at dele i mange andre sammenhænge. Fx i klummer i nærværende blad.

I kølvandet på dette, er jeg begyndt at spørge andre, om hvor tjekkede de egentlig føler sig. Og ikke én jeg har talt med (også mænd) føler sig halvt så tjekkede, ovenpå, i balance osv som vi andre har en tendens til at opfatte dem.

Interessant, ikke?

For hvad fortæller det os i virkeligheden? Ja, måske at vi er alt for hårde ved os selv og har nogle fuldstændig urealistiske idealer vi måler os efter, så vi i virkeligheden er langt mere tjekkede end vi selv føler os.

Men er det vigtigt? At vi føler os tjekkede?

Altså, det kan jo virke som en meget forførende tanke. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville orke det. Helt ærligt.

I stedet ville jeg meget hellere give op på det, og så fokusere på, hvordan jeg kunne føle mig mere hjemme i min menneskelighed. Og med det mener jeg, at jeg kunne finde hvile i at have det helt ad helvede til nogle gange, og andre gange helt vildt fantastisk. I virkeligheden bare glide med det, som livet tilbyder, uden altid at skulle forholde mig til om det nu er godt, tjekket, skidt eller forfærdeligt.

Jeg er bestemt ikke der endnu. Men jeg øver mig. Måske lykkes det mig, når jeg bliver 82. Måske først når jeg er 101. Hmmm…jeg håber, at jeg bliver meget gammel. 

Klumme bragt i Femina 4.5.17 #femina #emiliavanhauen #succestyranniet

”Ved du, hvilket spørgsmål mine patienter stiller, inden de dør?”

Hun kigger på mig med en transparent sorg i øjnene, som trækker tråde langt ind i hjertet på mig. Måske fordi den er så upersonlig. Måske fordi jeg i det blik føler mig genkendt i den smerte, som har tjæret mig nede i månedsvis, og som jeg bare ikke har kunnet trække mig fri af.

Hun er sygeplejerske på et hospice, vi er mødtes tilfældigt, og denne dag er muligvis lavpunktet i den personlige krise, som har ramt mig måneder før, og som har udraderet den grund af middelmådig sikkerhed, der i hele mit voksne liv har føltes solidt nok til at give mig en form for eksistentiel ro. Nu er der kun mørke i mit sind, når jeg vågner, og de første mange minutter hver morgen går med at skabe lyshuller i min bevidsthed, så jeg får lyst til at stå op og bare gøre noget.

Jeg ryster på hovedet. Hun svarer:

”Vil jeg blive savnet, når jeg dør?”

Hun tager min hånd. Den er varm. Tør. Med et fast greb. Præcis som en trøstende hånd skal være. Hendes svar låser min smerte op, og da hun slipper min hånd igen, har jeg fået den nøgle, som jeg fremover vender tilbage til for at finde perspektiv og mening, hver gang krisen tager mig ned igen.

En samfundspatologi

Min krise startede med en anmeldelse. Én anmeldelse. Én.

7. marts 2014 udkom jeg med bogen ”Ladycool. Dit køn er en styrke, brug det!” Det var min femte bog og handler om moderne kvindelighed. Foromtalerne havde været meget positive. Jeg var fortrøstningsfuld. Indtil den søndag morgen, hvor søndags-Politiken bragte den første rigtige anmeldelse af bogen.

To hjerter. Ud af seks.

Anmelderen hudflettede både mig og bogen. Nogle måneder senere anbefalede han min bog som årets sommerlæsning i Politikens særlige ferietillæg. Mellem disse to episoder havde bogen været på bestsellerlisten, solgt udmærket, fået fire stjerner i de andre anmeldelser og massiv presse, og jeg var blevet booket til langt flere foredrag, end jeg havde forestillet mig muligt med denne bog. Ifølge den plan over ønskede mål, som jeg havde lavet inden udgivelsen, var bogen en succes. Men inden i mig var der kun mørke. Og skam.

Anmeldelsen blev starten på en indre vagabondering, hvor jeg rejste fra indsigt til indsigt og gennem en masse samtaler og research fik sat begreber og indsigter på det, jeg mener, er en af vor tids største samfundspatologier, nemlig succestyranniet.

Succestyranniet er mit begreb for det overordnede og ødelæggende pres, som de fleste af os oplever i hverdagen, fordi vi forsøger at være på en særlig måde og gøre nogle særlige ting, så vi har en oplevelse af, at vi kan følge med. Følge med tiden. Samfundet. De andre. Så vi kan bevise, at vi er en succes. Både over for os selv og de andre. Og at vi derfor har krav på at blive anerkendt af – og dermed har ret til at være inkluderet i – fællesskabet.

Tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, så det er ikke gruppepresset, der er det særlige. Det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder.

Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Er det virkelig så alvorligt, at det ligefrem kan kategoriseres som en samtidssygdom?

Ifølge lægen Marianne Mørk skyldes 40 procent af alt sygefravær stress, angst og depression. Altså bliver vi syge, fordi vores indre ikke kan klare det ydre pres, på trods af at vi lever i et samfund, hvor vi langtfra er i fysisk livsfare hver dag.

Symptomet

Hvis succestyranniet er sygdommen, hvad er så symptomet?

Det er KPI.

KPI er et managementbegreb, som flittigt bruges inden for erhvervslivet, og som er en forkortelse for ”Key Performance Indicators”. Selv mener jeg, at KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre har vist sig at være tilfældet i alt for mange organisationer.

Men virker den tankegang også, når vi taler om det private rum? Kan man have KPI’er i et ægteskab? Et forældreskab? Et venskab? Kan man KPI’e sig til sin egen personlige lykke? Eller identitet?

Det er langt mere problematisk, for det giver en instrumentel tilgang til de sider af livet, som erfaring viser, trives bedst i en ånd af frit flow og gensidig tillid.

I min verden har jeg derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer. For det er de vilkår, som jeg ser, at det moderne menneske primært lever under. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed.

Spørgsmålet er, hvordan vi skaber et samfund, hvor det enkelte menneske kan leve et liv, der styrker både sig selv og fællesskabet på samme tid. I forening.

Vi har brug for at kigge nærmere på, om de strukturer, altså de generelle vilkår og de eksplicitte succesparametre, som vi lever under, er de rigtige. Debatten skal tages på et samfundsniveau. For det er i høj grad en politisk diskussion. Men de, der for alvor forandrer samfundet, er den store masse af mennesker, som dagligt manifesterer et liv og dermed skaber en fælles virkelighed.

Ontologisk sikkerhed

Sygdommens virkelige konsekvens er et fatalt fravær af det, der hedder ontologisk sikkerhed. Ikke at kunne føle sikkerhed i sin egen væren.

Ontologisk sikkerhed samler i mine øjne den grundlæggende udfordring, som et samfund uden tilstrækkelig grundfæstelse savner, hvilket kan give grobund for en social usikkerhed.

Vi har brug for at slippe for at være en KPI’er, et Konstant Presset Individ, og i stedet bruge vores kræfter på at forsøge at opnå ontologisk sikkerhed. Ontologisk Sikkerhed. OS. Et vi. Lykkes vi med den bevægelse, vil vi nemlig med sikkerhed kunne svare »ja« til spørgsmålet, om vi vil blive savnet, når vi dør. For som del af et os vil der altid være nogen, der vil savne os.

Hvordan kan vi gøre det? Hvad er kuren mod succestyranniet? Den består af to elementer:

1. Bidrag med det, der giver mening for dig, til fællesskabet

2. Dyrk dine relationer

Bidrag og relationer er det, der skaber et liv med mening, nærvær og værdi. For at opleve ontologisk sikkerhed og føle os hjemme i vore egne liv har vi brug for begge dele: Både at vide, at det, vi bidrager med til fællesskabet, giver os en basal følelse af eksistensberettigelse, fordi det har en værdi for fællesskabet. Og samtidig føle, at vi har mindst ét andet menneske, for hvem vi betyder noget særligt, og som vi har en nær relation til.

Er det virkelig så enkelt? Ja.

Spørgsmålet fra indledningen om, hvorvidt vi vil blive savnet, kan derfor formuleres mere konkret:

Gør du de rigtige ting, så du bidrager med det, du ønsker – og dyrker de mennesker, du elsker?

Og har vi som samfund sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, der er med til at rette borgernes opmærksomhed mod at bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet og styrke følelsen af fællesskab og sammenhængskraft?

Som det ser ud lige nu, er der lidt langt til, at vi alle kan gå rundt og føle denne ontologiske sikkerhed, både som borgere og som medarbejdere.

Denne kronik er bragt i Berlingske den 30. april og er en bearbejdning og forkortelse af prologen til bogen "Succestyanniet. Og vejen ud." som udkommer 2. maj 2017.

Spist tre æbler, en banan, lidt pappadums og 13 stykker tyggegummi, drukket syv krus te og seks glas vand, åbnet og lukket vinduet 6-7 gange, åbnet seks nyhedsbreve og fulgt diverse links på nettet, meldt mig til The Guardians nyhedsbreve, taget en personlighedstest, besøgt de sociale medier 21 gange og forstyrret kollegaer to gange. Nå ja, og været på fem toiletbesøg.

Det er også hvad jeg har lavet de sidste fem timer, mens jeg i virkeligheden skulle skrive denne kronik. Hvilket jeg har prøvet.

I den første udgave sidestillede jeg tv-serien Vikings med kult tv-serien Black Mirror (hvis du ikke har set den, så se den!), fordi de begge handler om hvordan samfundet udvikler sig. Den ene med historiske rødder, den anden gennem en række sci-fi fortællinger, der har lysnet mit hår helt gratis – så uhyggelige er perspektiverne ved den fremtid, som udrulles i de tre sæsoner, og som i en vis udstrækning allerede er til stede nu. Hvilket er præcis det, der gør denne serie så uhyggelig! Idéen opgav jeg efter at have skrevet kronikken i to udgaver, fordi jeg alligevel ikke kunne finde den helt rigtige vinkel.

I stedet kastede jeg mig så ud i at skrive om unge kvinders manglende anerkendelse og respekt for egen seksuelle lyst, inspireret af en fantastisk TED-talk med Peggy Orenstein. Men efter et par timers mindmaps og skriverier, kunne jeg heller ikke få det til at spille. Hvorfor ved jeg ikke, og jeg kommer også til at skrive den en dag, men i dag bliver det altså ikke. Og sådan gik der fem timer med…ingenting.

Deadline nærmer sig.

Og jeg har stadig intet.

Nada.

Det er i sådanne situationer at jeg drømmer om at være gartner. Eller bedemand. Eller noget hvor arbejdet er helt fysisk konkret og fastlagt på forhånd. Som at anlægge et staudebed. Eller at gøre et menneske så fint, som muligt, til det sidste samvær med sine kære.

I stedet har jeg lavet en bunke overspringshandlinger, som har givet mig en masse små pauser, der ikke har været frirum, men derimod øer af frustration. Alt imens tiden, som jeg har til opgaven, er blevet afkortet.

Afkortet.

Afkortet.

Mon du ikke selv ofte har været i den situation? Altså hvor du har skullet producere noget særligt; løse en specifik opgave eller komme med et særligt input, men hvor din hjerne mest af alt har bestået af mørke og tomhed? Eller været en ubrudt række af usammenhængende tanker?

Jeg tænker, at det har du.

For i takt med, at flere og flere jobs klares via en computer, og dermed ikke er funderet i noget praktisk, fysisk, noget vi kan bruge vores krop til, bliver vi i stigende grad også fremmedgjort overfor glæden ved at se, og ikke mindst mærke, resultaterne af vores indsats. Det kan godt være, at man er færdig med fx at bogføre månedens bilag, men altså – man kan jo ikke se resultatet, som andet end nogle tal på et stykke papir eller en skærm. Til forskel for at snedkerere et bord, som man kan samles om til måltiderne.

Men det er jo ikke kun det, der er vores udfordring.

Det er også, at vi forventes at være kreative, originale og selvstændigt tænkende. Hele tiden. Hver gang. Vi skal udvise initiativ og ansvar og helst også kunne løse de problemer, som vi selv opdager, at der er. I systemet. For sådan udviser vi rettidig omhu og tager et kollektivt ansvar for hele fællesskabets velbefindende og på den måde er vi også med til at skabe et godt arbejdsmiljø.

Problemet er bare, at ingen – ingen! – kan være så super kreative og nyskabende hele tiden. Det er jo ikke altid, at man lige kan diske op med en ny løsning til et gammelt problem, eller at man kan opfinde fremtiden, og nogle gange er man bare træt og vil enten underholdes eller have lov til at dimse rundt i ingenting for at samle tankerne. Hjertet. Kroppen.

Men det er stadig ikke kun det.

Det er, at listen er uendelig. Listen over ting, mennesker, opgaver og resultater, som vi skal tage os af og gøre noget ved, bliver nemlig aldrig nogensinde kortere. Ikke sådan for alvor. For hver gang vi kan strege en ting ud, er der kommet mindst to nye på, så vi når aldrig til den der frydefulde følelse af at være kommet frem.

Plus: Hvornår er noget godt nok?

Hvornår ved du helt positivt, at du er færdig med en opgave, fordi den umuligt kan blive bedre af at arbejde mere med den? For mange mennesker vil svaret være: Aldrig. For en kreativ opgave, der oven i købet ikke er fysisk konkret, kan jo altid blive bedre. Ved at nørkle mere med den, få mere viden om den, gøre den skarpere, større, mindre, enklere you-name-it! Så vi er sådan set hele tiden på spil.

Problemet er måske i virkeligheden, at vi alt for sjældent giver op.

Giver op på at tro, at vi skal kunne alt og nå det hele. Ingen kan altid følge med i alt og altid levere varen. Til tiden. Så når denne ikke-tilstand rammer os, den tilstand hvor man føler sig helt og aldeles produktions-tom, skulle vi måske bare blive bedre til at overgive os til dette ingenting og så se, hvor det bringer os. Mange gange sker der nemlig det, at når vi overgiver os til det, der faktisk findes lige nu og her, får vi noget, som er meget bedre, end den idé, som vi ellers ville tvinge igennem.

Mens jeg har skrevet denne udgave af dagens kronik, har jeg drukket en halvt krus te og taget én bid af et æble.

Og svaret på fire sms’er og en messengerbesked.

Kronik i Jyllandsposten 2. april 2017 

 

”Du skal helst underspille din styrke”

”Du skal sørge for at gafle ham lige når han er blevet skilt, ellers er han hurtigt videre!”

”Mænd vil helst have kvinder under 35, så….” efterfulgt af et underfundigt blik.

”Hvis ikke han har ringet igen efter to dage, så glem alt om ham!”

”Mænd er mest interesserede i sex. Og du må endelig ikke knalde på den første date! Så mister han interessen!!”

Er du også træt nu?

Det her er nemlig nogle få af de ”regler”, som jeg har fået stukket i hovedet af velmenende mennesker, siden jeg blev single for lidt over et år siden. Efter 21 års faste forhold.

Og måske fordi det netop er så længe siden, at jeg sidst var ”på markedet”, har de set det nødvendigt at prep’e mig, så jeg ikke skulle….dumme mig for meget? Blive for hurtigt skuffet? Blive såret? Eller invaderet. For regler om hvordan jeg kan holde dem på behørig afstand, har jeg såmænd også fået rigeligt af!

I starten undrede jeg mig bare, når jeg fik den slags uopfordrede ”gode” råd om hvordan jeg skulle opføre mig, hvem jeg skulle være, hvad jeg skulle sige og ikke mindst hvad jeg kunne forvente. Naivt nok, var jeg fuldstændig uforberedt på, at kærligheden åbenbart skulle være underlagt så mange regler og rammer for at lykkes.

Du har nok gættet i hvilken retning denne kommentar nu går, ikke? For efter kort tid fik jeg regelkvalme, og lige så hurtigt robotblikket på, når folk med et fortroligt klem på armen og hovedet let på skrå, afleverede deres scorings-visdom.

Min erfaring er nemlig, at kærlighed er befriende regelløs!

Jeg er faldet for de mest usandsynlige mænd. Og de for mig. Og det er sket under uventede og i utrolige situationer og steder. Faktisk kan jeg ikke sætte et eneste af mine forhold ind i en skabelon.

Ej heller kan jeg sætte ”mine” mænd ind i en af de der håbløse faste formler. Der oftest er både fordomsfulde og indskrænkede overfor mænd!

Det jeg elsker mest ved kærligheden er, at den bryder de fleste grænser for, hvad man kan forvente. Livet har vist mig, at hvis bare jeg er åben nok, kommer kærligheden til mig. Og altså gerne under uventede begivenheder og i overraskende partnere, der begaver mig med skønne og livgivende oplevelser, som fylder mit hjerte op og gør det blødt og taknemmeligt. 

Jeg er muligvis naiv, når det kommer til kærlighed, for der er virkelig ikke én fiber i min krop der tvivler på, at jeg indenfor overskuelig fremtid vil finde sammen med en ny livslang kærlighed.

Heller ikke de nætter, hvor jeg vågner og føler mig meget alene, meget forladt og meget ked af det. Disse nætter bruger jeg ikke til at disciplinere mig selv, så jeg kan leve efter eller op til de mange åndssvage og begrænsende regler, som jeg uønsket har fået serveret som sandheder det seneste år. I stedet finder jeg fred i den eneste regel, som jeg tror på:

Hvis jeg findes – så findes han også.

Så enkelt er det i mit univers. Indtil jeg så møder ham, beriger jeg mit liv ved at gå på eventyr hos de andre mænd, der krydser min vej. Det har ikke været kedeligt indtil nu. Tværtimod. Halleluja for det. Og dem!

Kommentar i Berlingske 2. april 2017 

torsdag 30. marts 2017 kl. 12:53 | 1 kommentarer

Hvad har PostNord, Generationerne XYZ og en sci-fi tv-serie med hinanden at gøre?

Det finder du ud af lige om lidt. For jeg vil starte med at spørge dig, om du generelt er et optimistisk menneske? Med en god portion tiltro til menneskeheden og fremtiden? Well, hvis du er, er du ligesom jeg. Hver gang en sci-fi fortælling har malet fremtiden sort og fuld af klæbende død og undertrykkelse, har jeg med et let overbærende smil hevet fakta frem om verdens sande tilstand, der jo fx viser, at der siden 1990 er kommet 1.2 mia mennesker ud af ekstrem fattigdom, så andelen på verdensplan er faldet fra 35 procent til kun 10 procent. Eller at antallet af mennesker, der sulter, er halveret på 25 år. Eller at langt færre mennesker dør i krig. At også piger i dag for størstedelen går i skole, så vi som art simpelthen bliver mere oplyste og selvstændige. Og at ozonlaget over Antarktis er ved at hele. Med andre ord er der virkelig meget der tyder på, at mennesket i store træk har fået det bedre og bedre med tiden, hvilket er langt fra det billede, som næsten alle sci-fi historier forsøger at iscenesætte. Noget der basalt set gør genren utroværdig, fordi fremtiden i nutid aldrig bliver en brøkdel så dystopisk, som de formidler.

Men det var før jeg så kult tv-serien Black Mirror.

I takt med at jeg har ædt mig ind på afsnit efter afsnit, har jeg fået en helt gratis lysning af håret, for den skræmmende fremtid, som den skitserer i en lang række af uafhængige afsnit, er så snublende tæt på virkeligheden lige-nu-og-her, og skitserer samtidig nogle livsvilkår, der er så socialt klaustrofobiske, at man dårligt kan trække vejret af skræk for at hive noget fremmed med ind, som ikke gerne skulle lande inde i ens krop. Eller – endnu værre – inde i ens sind!  

Det er her at PostNord kommer ind i billedet. Eller rettere: PostNords ledelse. For hvis de havde set denne serie i god tid før deres kollaps, havde de forstået, at hele deres forretningsstrategi tilhører tiden fra før man kunne stave til digitalisering. Med andre ord har direktionen ganske enkelt ikke fulgt med udviklingen, og deres kunders vilkår og dermed ændrede adfærd, så hvis du sidder med i en direktion eller i en eller flere bestyrelser, skal du i dag gøre to ting:

For det første skal du begynde at lede efter en person, der har et indgående kendskab til hvad digitaliseringen både betyder og indebærer for jeres forretning, og som samtidig kan veksle de mange muligheder, som denne digitalisering tilbyder, til tiltag, der kan sikre bundlinjen. Og når du har fundet vedkommende, skal du ansætte hende eller ham på et tilstrækkeligt højt hierarkisk niveau til at det gør en afgørende forskel for hele organisationen, når hen (han/hun) siger, at noget skal gøres, ændres, oprettes, udskiftes.

For det andet skal du begynde at streame denne tv-serie. Punktum. Og se den til ende, selvom den gør ondt. For det gør den! Du skal indtage den. Processere den. Og forsøge at forstå den. For at blive tilstrækkelig paranoid på den helt fornuftige måde.

Serien handler nemlig om hvad teknologien/digitaliseringen kan komme til at betyde for os i fremtiden og flere af afsnittene er totalt mindfucking (ja, undskyld mit sprog, men jeg kan simpelthen ikke komme på et bedre ord!). Nogle af dem er så frygtindgydende, at man ville ønske, at man aldrig havde set det, så man kunne leve videre i uvidenhedens velsignelse.

Det virkelig uhyggelige ved seriens uafhængige historier er nemlig, at alle temaerne og teknologien er snublende nær på vores egen tid og muligheder. Men at de alligevel lige er nogle nøk længere fremme i den teknologiske udvikling, hvilket giver nogle ret omfattende konsekvenser, som virker helt uoverskuelige. Alt dette gør, at man allerede før rulleteksterne er færdige er på vej ud på toilettet for at hælde mobilen i kummen, for derefter at smide alt computergrej på et bål og i øvrigt er i gang med at planlægge, hvordan man kan sprænge alt netværk i hele verden i luften, for hovedkonklusionen på serien er, at vi for meget længe siden holdt op med at eje os selv. For slet ikke at tale om vores bevidsthed.

Selvom vi tror, at det modsatte gør sig gældende.

Det virkelig raffinerede ved vores tid er nemlig, at vi tror, at vi ejer os selv mere end nogensinde før. Den generelle overbevisning er, at vi aldrig tidligere har været så frie, fordi vi jo i dag har fået adgang til flere muligheder for såkaldt personlige valg end nogensinde før og i øvrigt har adgang til mere viden end tidligere set. Men mængden af personlige valg gør, at vi komplicerer vores tilværelse i en grad, så vi hellere end gerne overlader en masse af valgene til dem eller det, der bedyrer os om, at de kan gøre alting lettere og mere customized til os, så vi får max på lykkekontoen og oplevelsesfronten. Og mængden af viden er også vokset så eksponentielt, samtidig med at vi oversvømmes af kanaler, hvorfra denne viden kan komme, uden at vi kan sikre os mod fake-news og hvad det ellers bliver betegnet, at vi på mange måder er langt større ofre for ignorance end tidligere. Oven i denne suppe-steg-is kombi skal vi huske på, at nettet ved alt om dig, og husker meget, meget, meget bedre end dig! Det husker nemlig alt du har foretaget dig i det og også hvor du har været og hvornår og med hvem, så hvis du tror at privatliv er noget, du har, så er det på tide at vågne op, for vi er overvåget og registreret i en grad, som de færreste gør sig begreb om, og som ofte får de fleste til at sige: Jeg har opgivet at følge med og jeg er også lidt ligeglad, for jeg har jo ikke noget at skjule, så de må da gerne følge med.

For de yngre generationer Y og Z er det et udbredt svar, når man taler med dem om deres brug af nettet. Til forskel for generation X, kender de spillereglerne men har affundet sig med dem, mens X’erne i al for stor udstrækning er for uvidende om, hvor mange spor de efterlader. Ufrivilligt. X’erne har dog en særlig rolle at spille i dette game, for de er den sidste generation, der er vokset op uden at være digitaliseret og er derfor også den sidste generation, som kan huske og har levet i den analoge verden. Hvilket giver dem et særligt ansvar: Nemlig at skabe en balance mellem den analoge og den digitale verden. Som art har vi jo nogle helt basale fysiske behov for at føle os til stede i vores egne liv, og vi har også brug for at kunne overskue vores sind og dets udstrækning, hvis ikke vi skal blive til noget, som vi ikke selv har overblik over.

Black Mirror viser hvor galt det kan gå, når denne balance ikke holdes i hævd. Og det virkelig geniale ved serien er, at den tager fat i de helt fundamentale vilkår, som vi mennesker altid har været drevet af og leger rundt med dem, så man til sidst ikke ved, hvad der er op og ned på nogetsomhelst. Og dermed mister fornemmelsen for, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Mest af alt kommer det til at stå som et falmet fjernt billede på noget, som vi svagt kan mindes, men ikke rigtig kan (be)gribe længere. Og der skulle vi jo meget nødigt ende i virkeligheden.

Så på den ene side skal vi frygte fremtiden tilpas meget til, at vi ikke bare overgiver os til alle de lette muligheder for afvikling af autonomi og kritik i bytte for et customized liv, der imødeser og opfylder alle dine synlige og skjulte behov, som digitaliseringen tilbyder os. På den anden side skal vi simpelthen følge med i udviklingen af det, for ellers bliver man sejlet agterud og ender som en anden Nokia, Kodak eller PostNord og sætter os selv helt udenfor indflydelse.

Ja, nogen nem opgave er det ikke at blive præsenteret for sådan en søndag. Den letteste start i hele denne ballade er nok er række ud efter pc’en eller fjernekontrollen og starte serien op. Og hertil kan jeg kun sige: Hold på hat og sind, for lige om lidt får du en rutsjetur i 4 dimensioner. Og bered dig på, at du aldrig bliver den samme igen!

Denne kronik blev bragt i Børsen den 26.3.17 #børsen #emiliavanhauen #succestyranniet #KonstantPressedeIndivider

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign