Blikket kommer ud under det lidt lange pandehår, og det er både direkte og skamfuldt på samme tid. Afspejler den dualitet, der også er i hendes spørgsmål.

”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg nogle gange begynder at græde, når jeg er gal?! Det er SÅ pinligt, især da det skete overfor min chef. Jeg var jo overhovedet ikke ked af det, men pisse vred over det han havde gjort!”

Hun er ikke den første, der til en coachingsession, har siddet og dirret af frustration over denne særlige situation. Mange kvinder før hende har givet udtryk for den samme irritation. Flere af dem i høje positioner og med en overrepræsentation af selvtillid. De har alle hadet, at de ikke sendte spytdråber af vrede i et råb mod den anden, der havde pisset dem af, men i stedet mærkede hvordan tårerne trak våde stier på kinderne.

Især fordi den andens reaktion ofte var et ”nååååeee” i alle afskygninger, iført en kappe af (nogle gange befippet) omsorg med det resultat, at magthierarkiet med et føltes som om hun blev etableret nederst. Fordi synlig sårbarhed i denne situation blev anset for svaghed.

Aaaaarrrrgggghhhh!

For helvede altså!

Kvinder der græder, når de er gale, er ofte piger, der har lært, at de gerne må være kede af det, for så kommer mor eller far og trøster dem og fjerner det, der gør ondt og får dem til at føle sig ok igen. Men, som når de bliver gale, og stiller sig op og råber, for det meste får den kolde skulder.

Så de lærer, at ked af det giver kærlighed. Og vrede udstøder dem og gør dem forkerte og ensomme. Derfor kommer alle de følelser, som vi plejer at kalde for negative, ud som gråd. Og ikke som aggression eller vrede.

Gråd er godt. Hvis det er et ægte signal om sårbarhed. Sorg. Handlingslammelse. For så kan der være et oprigtigt behov for beskyttelse og omsorg. Og gråd kan være en fin måde at kommunikere det på.

Gråd er skidt, hvis det er en skinadfærd for vrede og aggression, for begge to har en masse udøvende kraft i sig, og det skal bruges max, så man kommer tættere på det, der har fået vreden til at bryde ud. Selvfølgelig på en måde, så man hverken pander folk ned eller gør andre bange. Men de må gerne få respekt og mærke, at man mener det man siger og at man står ved den, man er.

Selv har jeg aldrig grædt, når jeg var gal.

Til gengæld har jeg masser af gange været et pindsvin af vrede og afvisning, når jeg mest af alt havde brug for at den anden lagde armen om skulderen på mig, så jeg kunne slippe skjoldet af pigge og i stedet læne hovedet trygt til siden og lade mig blive taget lidt af. Hvilket jeg på ingen måde havde modet til. Fordi jeg var angst for, at den anden ikke ville holde mig. Og fordi jeg ikke troede, at jeg kunne bære mig selv, hvis jeg først overgav mig til følelsen af magtesløshed. For den var født af følelsen af at være helt forkert på alle måder.

Så jeg blev til et vredt afvisende væsen, selvom jeg var ked af det. Som andre blev til grædende piger, selvom de var gale.

Som voksen står jeg oftest i hvad end jeg nu føler. Hvilket er en enorm og tryg befrielse. Og det er kun kommet, fordi jeg har været i benhård træning gennem terapi. Så når jeg ser unge piger og drenge forsøge at skjule deres ægte følelser, som alligevel bølger tydeligt henover deres fine ansigter, ville jeg ønske, at det vigtigste fag i skolen var ”selvforståelse”. Med alt hvad det inkluderer af psykologisk, mental, social og åndelig indsigt i, hvad det vil sige at være et menneske. Samt en del af et fællesskab. Vores planet og samfund har allerede for mange teknokrater, mens vi har brug for flere mennesker i indre balance. De skaber nemlig en klode i ligevægt. Og det er præcis hvad vi bør stræbe efter.

Klumme bragt i Femina 17.5.18

Nej, børnetissemænd og pinlige første forelskelser er ikke ok at udbasunere i en powerpoint-tale til konfirmanden. Ej heller er antallet af sexpartnere for nygifte eller drukture, der endte i latrinære udflugter, emner for en tale til hverken et bryllup eller en studenterfest. Det er ikke sjovt. I stedet høvler det sjælen på den, det handler om. Som taler har man én eneste opgave: At efterlade dem man taler for, gladere, end da man begyndte.

”Nej, nej, nej!!! Fjern det! Videre!!!”

Stemmen er en blanding af desperation med et skamfuldt grin lagt indover. For han kender jo godt reglerne. At man gerne må blive gjort grin med på sin store dag. At det hører til opmærksomheden. Og naturligvis skal man kunne tage noget røg. Blive ristet lidt. Og det kan han også. Selvfølgelig kan han det.

Men åh altså – skulle det der forbandede billede fra dengang han var 10 år gammel og glad stod og strittede med sin lille orm virkelig med??! Og lidt senere kommer det igen! Motivet. Genstanden. Ormen i al sin nøgne herlighed. Til skue for den pige, han har været vild med i hele tre måneder og som han uden helt at forstå sit held, faktisk er dukket op til festen med både rose og gave. Og synligt for hans venner, hvoraf nogle griner højlydt og går med på spøgen, mens andre begynder at shuffle med fødderne under bordet.

Der sidder konfirmanden iført sit første jakkesæt med sænkede øjne og ører der brænder og får lyst til at forsvinde.

I den alder er han nemlig mere sårbar end nogensinde før og har derfor brug for et spejl, der kan få ham til at se sig selv klarere. Og helst alle de gode ting, for de dårlige skal han nok fortælle sig selv. Det pres som de unge i dag oplever, er både ødelæggende og umenneskeligt, så de har ikke brug for også at være bekvemme statister, der frit kan latterliggøres, i talerens fortælling. Tværtimod har de brug for at vide, at de er elskede. Og at de kan noget. At de er noget værd. I al deres ubagthed.

Men det sker ikke i denne tale, så ordene og billedet bliver hængende og konfirmanden smiler sit skæve smil og tager joken med ophøjet ro, for han er hverken den første eller den sidste, der vil blive udstillet sådan. Og måske er det også meget sjovt. Måske. Selvom det overhovedet ikke er det i virkeligheden.

Overgangsriter er noget menneskeheden altid har benyttet sig af. For at sætte en transformation af identiteten, kroppen og den sociale rolle ind i et system, som bliver en slags symbolsk virkelighed, der kan skabe et minimum af tryghed i en sårbar situation. Og samtidig fungerer det også som en handling, der resocialiserer medlemmet i det eksisterende fællesskab, men nu i en ny rolle. Disse ”rites de passage” sikrer, at det enkelte menneske ikke står alene, isoleret og uerfaren i transitionen og dermed bliver det også til kollektivets manifestation af de delte værdier.

I ”gamle dage” kunne overgangen fra barn til voksen, være en ret vild og barsk oplevelse. At hænge i kødkroge eller andre fysiske udmattelsesraids, at nedlægge et rovdyr egenhændigt, at overleve flere dage alene i ødemarken er alle tre typiske teenage-overgangsriter. Herhjemme skal ingen konfirmand nedlægge en sabeltiger med de bare hænder, hvilket de fleste forældre nok er vældig glade for, men de unge skal altså til gengæld overvinde flere taler, som spænder mellem alt fra upassende grovheder, ringe jokes, dårlige historier til de afsindigt kedsommelige, der som regel også er alt, alt, alt for lange, så konfirmanden til sidste ender med at knalde hovedet ned i suppen i et snork. Teenagere er – ved vi jo – altid sultne og søvnige, så meget skal der ikke til.

Den samme sang om overgangsriter kan også bruges om studenterfester og bryllupper.

Studenterhuen har sit helt eget kommunikationssystem og talerne er oftere rettet mod fremtiden end fortiden, men også her er der tradition for at ydmyge studenten lidt, og så længe man er almindelig anstændig, når man begynder at dele historier, er det også fint nok.

Brylluppet er et hav af kendte og overraskende traditioner og ritualer, der skal sikre at parret vil elske hinanden for evigt. Hertil hører ikke taler, hvor ekskærester og sexpræferencer bliver udbasuneret. Det plejer ikke at skabe en bedre stemning. Slet ikke hos brudeparret. Tal om kærlighed. Mere vanskeligt er det ikke. Og det kan altså godt være både sjovt og underholdende, uden at være perfidt eller udleverende.

Det vigtigste pejlemærke når man forbereder en tale (ja, det gør man, så lad være med at improvisere, med mindre du kan aflevere talen under to minutter. Ikke at den nødvendigvis bliver bedre af det, men pinen bliver bare kortere!) er, at man taler TIL hovedpersonen.

Det er hans og hendes store dag. De skal have lov til at være det ubestridte centrum. Og det skal de have lov til at nyde. Så hold talen til det menneske, der skal fejres. Ikke til de andre gæster. De er ikke et publikum, der skal underholdes, og det er ikke dig, der skal shine. Du skal tværtimod få hende i den hvide kjole eller ham i det nye tøj til at stråle, og derfor hedder det:

”Dengang DU og jeg….” eller ”Det glæder mig sådan at se, at DU…”

Glem alle de der lange historier, om dengang ”han” eller ”hun” gjorde og sagde. Når man står midt i en overgang, er man ret skjoldløs, for man har lige lagt det gamle fra sig og er i gang med at iføre sig det nye, så man skal passes lidt på. Selvfølgelig må du gerne gøre grin. Du må gerne afsløre.

Du må gerne dele. Men gør det varsomt. Med hjertet i ordene og historierne, så sjælen får lov til at vokse. Også hos gæsterne.

Kronik i Jyllandsposten 29. april 2018

søndag 29. april 2018 kl. 06:01 | 1 kommentarer

Alt for mange mennesker – og organisationer - lever livet, som et ”som om”. Efter parolen: Gør det forventelige og du er home-free. Mens ens rigtige liv – altså det man drømmer om – får lov til at vente i kulisserne og først bliver kaldt frem, når det andet er overstået. Helst inden man dør! En hospicesygeplejerske og konfirmanderne kan vise os, hvorfor vi skal leve livet mere som en premiere. Men den bedste løsning er faktisk en tredje mulighed!

”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.”

Dette er, ifølge den australske hospicesygeplejerske Bronnie Ware, det, som de fleste mennesker fortryder, inden de dør. Hvilket hun har beskrevet i bogen De fem ting døende fortryder mest. Med andre ord lyder det, som om alt for mange mennesker lever deres liv som en generalprøve, hvor intet for alvor gælder. Hvor man er sikret sikkerhed, fordi man er en del af et bekvemt fællesskab, som har udstukket reglerne, retningen og resultaterne. Og hvor ens vigtigste opgave er at reproducere det, som allerede er kendt.

Sådan da.

Du kan selv lave et hurtigt tjek: Hvornår gjorde du sidst noget, hvor du fik hjertebanken? Hvornår stod du i en situation, hvor det, du skulle sige eller gøre, fik din puls op, så du knap kunne trække vejret normalt, hvor sveden begyndte at løbe ned langs nakken, hvor du rystede en smule på hænderne, hvor du blev tør i munden?

Hvornår var du sidst i en situation, hvor du ganske enkelt ikke anede, hvad udfaldet ville blive? Hvor du ikke var i kontrol over særligt meget? Men hvor du samtidig selv havde sat dig i den situation? Fordi der var noget du virkelig ønskede, som du satsede på og som fik dig til at række ud efter noget ukendt.

Er det i dag? I går? I sidste uge? For en måned siden? Er det flere år siden? Måske et job eller et ægteskab siden?

Eller står du og vrider dine hænder, fordi du ved, at i morgen går det løs? Kan du mærke både kvalmen og hypen på samme tid i din krop, livet der pludselig rejser sig i dig på alle måder, energien der løfter dig og gør dit sind så klart som en antarktisk isterning?

Paradokset

Paradokset er, at vi i dag både har mere frihed til at leve de liv, som vi ønsker at leve, end vi nogensinde har haft før. Hverken køn, race, social adkomst, uddannelse eller økonomi for den sags skyld, er lige så determinerende, som det har været tidligere. Og at vi helt naturligt higer efter at føle os i live på forelskelsesmåden, fordi hormonerne dopamin, oxytocin og serotonin får os til at føle os lykkelige, glade, veltilpasse. Men – og det er her, paradokset kommer ind - samtidig lever de fleste af os livet på en måde, hvor sikkerheden, forudsigeligheden og trygheden sætter rammerne og hvor adrenalinen højst skyller ind over os gennem fjernbetjeningen. Resultatet af det hører man som regel over rødvinsplimmelimmere, hvor der bliver klaget over, at livet er så keeedeligt…og hvad skal man dog gøre ved det?!

De sidste tre år har jeg haft det privilegium at rejse landet tyndt for at tale om blandt andet dette. Om hvordan vi kan skabe os et liv, der ikke føles som et meningsløst succestyranni, der gør os syge, men derimod et liv, hvor vi bidrager med hvad vi virkelig ønsker og dyrker de mennesker vi elsker. For at få livskvalitet og styrke fællesskabet. Og det er efter foredragene, at jeg er blevet opsøgt af den ene efter den anden, der har ønsket enten at dele sin egen oprørshistorie - eller bedt om redskaber til at slippe ud af sit eget dødvande.

Ud af generalprøvelivet.

Vi har travl med at få det...elendigt!

Fælles for dem er, at de undrer sig over, at de var eller er landet her. For de skulle jo netop ikke gøre som deres forældre og ende i det knastørre CV-hamsterhjul.

At alt for mange har travlt med alt for meget af det forkerte, bliver understøttet af et hav af statistikker. Stress er i dag en folkesygdom. 20-30 procent lider af angst. 20 procent bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. 20 procent lider af søvnløshed. Ensomheden stiger. 10 procent af de unge lider af selvskadende adfærd. Og en konklusion på disse nedslående tal kunne være, at vi efterhånden har fået enormt travlt med at…få det elendigt.

Det er naturligvis ikke det, vi siger til os selv. At vi knokler rumpetten ud af bukserne, for at få det dårligt, men det er desværre det, der faktuelt sker for rigtig mange. Mens for få bruger tid nok på det, der i mange undersøgelser beviseligt gør os lykkeligere, nemlig vores nære relationer. Ikke alene lever vi altså et generalprøveliv. Vi lever også efter et elendigt manuskript.

Konfirmanderne og premieren

Og her er det, at jeg gerne vil pifte landets konfirmander ind på banen, som en umiddelbar inspiration og aktivering af de følelser, der dominerede dengang. For der er ingen generalprøve over et konfirmandliv. Tværtimod. Her er det nærmest liv og død hvert minut. Det kan godt være, at de prøver at se helt cool og gerne en smule ophøjet ligeglade ud, men indenunder skjorten, huden, banker hjertet derudad i ottendedelstakt. Livet er en konstant premiere, hvor alt hvad de siger, alt hvad de ligner, alt hvad de gør, alt hvad de mener, er under deres egen nidkære overvågning, og bliver konstant klappet af, som enten en succes eller en fiasko.

At leve sit liv som en premiere er at foretrække for en generalprøve, for her kan man i det mindste mærke livet i livet. Og man er vågen til, hvem man er og gerne vil være. Men det kan også blive til et unødigt invaliderende pres, hvilket vi desværre ser hos alt for mange af de unge, der lider af for mange psykiske ubalancer.

Den tredje mulighed

Så derfor vil jeg gerne foreslå en helt tredje mulighed, der ophæver forestillingen om succes og fiasko og ophæver kravet om deadline, og i stedet sætter os fri til at være nærværende på en ikke dømmende måde, så vi hver især kan hive mest muligt godt ud af de år vi har på denne planet.  

Betragt dig selv og dit liv som et eksperiment og handl som en forsker. Gør noget, test det, find ud af om det virker eller ikke virker – og saml på mange erfaringer.  

Betragt alle disse erfaringer som data, der fortæller dig, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der tænder og slukker dig, hvad der gør dig mere eller mindre kompetent ift det, du gerne vil have ud af livet. Tjek ud hvad der gør dig mere og mere til det menneske, du ønsker at være – og lær lige så meget af det der virker, som det, der ikke virker.

Tag IKKE identitet efter succes eller fiasko

Og lad for himlens skyld være med nogensinde at tage identitet efter et resultat. Uanset hvad, er du aldrig selv enten en succes eller en fiasko. Begge dele vil være lige begrænsende for din selvforståelse og der er rigeligt med menneskeskæbner, der viser, hvor ødelæggende den manøvre kan være. Den svenske DJ Avicii’s overraskende død forrige fredag, højst sandsynligt pga alkoholmisbrug, er et af de seneste tragiske eksempler på, hvad det kan medføre af smerte at få knyttet sin identitet til succes.

Selvfølgelig må der nødvendigvis være en del af vores liv, der er præget af rutine og forudsigelighed, eller brænder vi op fra begge ender og det kan vi ikke holde til. Plus det faktum at ægte skills kommer af den gode gentagelse, og samtidig skal relationer vedligeholdes og have en vis grad af forudsigelighed, hvis vi skal turde stole på dem og føle social tryghed. Men. Det betyder altså ikke, at vi ikke kan have en meget mere legende, nysgerrig, eksperimenterende tilgang til hverdagen. Til det vi bidrager med. Og til hvem vi er.

Alt det her har ikke kun betydning for os privat. Det har så sandelig også en erhvervs- og samfundsmæssig betydning. Og især har det betydning for god ledelse. I dag er for meget ledelse nemlig styret af frygten for at være eller blive irrelevant, både hos lederen og hos medarbejderne, og det gør at der er for meget reproduktion af kendte resultater, værdier, KPI’ere. Hvilket ikke virker specielt revitaliserende på hverken udbuddet eller medarbejderne.

De seneste års hjerneforskning har vist os, at vores grå masse er langt mere plastisk end vi anede tidligere, så mon ikke også vores egen identitet er det? Og hvis vores identitet er det, så kan vores liv pludselig få lov til at folde sig ud i mange flere retninger, oplevelser, relationer og kunnen, end vi havde den vildeste forestilling om.

Selv dengang da vi var konfirmander og hele livet stod blafrende åbent.

Kronik bragt i Børsen 29.4.18  #borsen #succestyranniet #emiliavanhauen

onsdag 11. april 2018 kl. 14:39 | 0 kommentarer

Søndag aften. Nordhavns gamle bygninger ligger i lys og mørke for enden af mine vinduer og udgør pæne flader, der skaber ro og orden i mine tanker. Noget der ikke er i mit hjem efter en uge, hvor jeg har været konstant på farten og hvor teenagere har levet deres (meget rodede!) liv, så jeg burde rydde op, men jeg har en deadline mandag morgen, og derfor sidder jeg her i sofaen og ønsker, at jeg i stedet for en støvsuger, havde en robot stående i mit skab.

En robot jeg kunne kalde honey eller R2D2, og hvis eneste opgave var at servicere mig og min familie. Som kunne rydde op, gøre rent, købe ind, lave mad, holde styr på vores aftaler, give en gedigen god massage, og som kunne fodre mig med statistikker og fortælle om relevante undersøgelser, når jeg skulle inspireres. Tingens eksistens ville kun være rettet mod vores velbefindende. Og ville aldrig give mig dårlig samvittighed, fordi dens algoritme ikke indeholdt sårede følelser eller fordrede gensidig forpligtelse.

Sådan en robot findes ikke endnu. Men den er på vej. Og en dag bliver den lige så udbredt, som en vaskemaskine er det i dag.

Den dag glæder jeg mig til. Afgjort. Men dens forudsætninger giver mig rynker i panden, for ingen – selv ikke de klogeste af os - aner, hvad det egentlig kommer til at betyde for menneskeheden. Og vores arts eksistens. Som suveræne magthavere på kloden.

Førerløs transport, 3D-print, bioteknologi, virtual reality, kunstig intelligens, machine learning og robotteknologi er de mest forandrende og vigtige teknologier, som er i gang med at præge vores fremtid, og for hver især af dem, er det umuligt at forudsige, hvordan de kommer til at udvikle vores samfund. Lægges de alle syv sammen, har vi den perfekte sorte boks af total uforudsigelighed. Og det kan gå i alle retninger.

På årets World Economic Forum blev en noget skræmmende fremtid italesat af en af mine guruer, den israelske historieprofessor, Yuval Harrari. Han mener, at om 100 til 200 år, har vi skabt en cyborg, som er så optimeret og anderledes end mennesket, at det skal have sin egen artsbetegnelse. Og som naturligvis er mennesket total overlegen.

Til den tid vil kroppe, hjerner og bevidsthed være de mest værdifulde varer, vi kan have. Og som vi selv producerer. Og hvor efterlader det vores art? Farvel styrkeposition som den dominerende art på kloden.

Et mere optimistisk syn på fremtiden er, at vi mennesker er bevidste om, at teknologien udelukkende skal være med til at skabe de bedste forudsætninger og vilkår for det bedste liv for flest mulige mennesker på kloden. Det befriende er jo, at når størstedelen af al produktion varetages af maskiner, frigiver det mennesker til at bruge tid på det, der til alle tider har haft størst indflydelse på vores livskvalitet, nemlig vores relationer.

Vi skal ikke være bange for udviklingen.

Glem dommedagsprofetier, for historien viser med al tydelighed, at vi, som art – på tværs af alt - kun har fået det bedre og bedre. Men vi skal være kritiske! For vi må også indse, at vi aldrig tidligere har stået i en situation, hvor vi er så tæt på Gud til at skabe nogle nye forudsætninger for eksistensen i verden. Og hvis det lægges sammen med en øget koncentration af penge og magt på færre private hænder, står vi overfor et blåt ocean af uanede muligheder.

Udviklende og ødelæggende.

Vores opgave er derfor at bruge de nye muligheder til vores egen fordel og stille krav til både politikere og virksomheder om ordentlig beskyttelse af vores data og sikker brug af nye teknologier på en social og økonomisk retfærdig måde. Så den dag, hvor vores personlige R2D2 triller ind over dørtærsklen, er den ikke en trussel mod vores eksistens eller verdensfreden. Den er kun en hjælp til at få større livskvalitet. Og måske færre skænderier med teenagerne i hjemmet…

Klumme bragt i #Femina i uge 14, 2018.

I en virkelighed, der bliver stadig mere medieret, har vi brug for en bedre instinktiv forståelse for den æstetiske dimension i livet, så vi kan aflæse, indtage og selv sende de rette signaler. Både som individ og organisation.

Desværre bliver æstetik ofte misforstået. Det er nemlig meget mere end bare overflader og skønhed. Det er ren overlevelse. Og når det gælder vores udseende, har vi brug for at gøre op med det hykleriske statushierarki om det ydres underlegenhed ift det indre.

Sidst du bød på en 3-retters middag for nogen, hvordan gjorde du så:

Anrettede og serverede du retterne én ad gangen? Eller klaskede du al maden sammen på én tallerken og serverede den med ordene: ”Det går jo alt sammen samme vej, så… værs’go!”

Jeg gætter på det første.

Eksemplet er tåbeligt, fordi det trods alt er de færreste voksne, der vil servere såkaldte “ulækkermadder” for deres gæster. Som børn lærer vi tidligt, at mad ikke blot har en nærende funktion. Den har også en sanselig funktion, hvorfor dens æstetiske udtryk er helt afgørende for den samlede madoplevelse.

Det er den magt, som æstetiske oplevelser har. For æstetik vækker vores sanser, så vi bliver mere kreative, klogere, skarpere tænkende og får et bedre immunforsvar. Det hjælper os også til at øge vores opmærksomhed, fremme vores læring og styrke vores hukommelse.

Æstetik er tillige med til at ændre på vores humør og energiniveau, fordi det helt enkelt kan omforme negative emotioner til positive følelser. Hvis jeg f.eks. ser en sjov film, kan jeg blive i godt humør igen, selvom jeg lige har været gal. Æstetik kan også vende frygt til begejstring, og flugt kan omsættes til aktiv handling.

Det er en strategi, der bruges benhårdt i militæret ved at give alle soldater den samme uniform på, eller indenfor sport, hvor alle holdspillere har samme tøj på og deler et kampråb. En fælles og delt æstetik kan altså skabe overlevelse, fordi effekten af denne sanselige erkendelse er, at den skaber glæde ved deltagelsen af at være en del af et kollektiv, fordi deltagelsen både er kropslig og rammer bevidstheden.

Så jo, æstetik virker socialt, fysisk og emotionelt og har derfor igennem hele vores arts historie fungeret som en overlevelsesstrategi for os. Sagt i fire ord: Æstetik gør dig levende!

Moderne mennesker har imidlertid en trist tendens til at lægge alt for meget erkendelsesautoritet i kroppens øverste tiendedel, hvor logikken og intellektet antageligvis skulle findes, og med det effektiviseringsbål, der har hærget samfundet de seneste mange år, er der blevet mindre plads til kroppens sanselighed som bevidsthedskilde, hvilket har gjort os fattigere.

For vores krop er jo ikke blot et stativ til hovedet, og vores sanser er ikke bare nogle, der skal bedøves med chips, vin og tv-serier. Næh, nydelse, emotioner, indlevelse, medlevelse og oplevelse er også måder at skabe erfaringsdannelse på og få indsigt, hvilket gør os lykkeligere, hvorfor vi bør have meget mere træning i at bruge denne side af livet aktivt og bevidst. Punktum.

Nye generationers ændrede fokus

Vi står overfor en mindre revolution, hvor mere og mere af vores virkelighed bliver medieret. Det ved generationerne Y & Z (født mellem 1976-2010) godt, for de er allerede intensivt trænet i både at modtage og skabe medieret æstetik gennem deres udbredte brug af sociale medier, hvor de ofte kommunikerer gennem billeder og videoer. Lige i hælene på dem kommer den såkaldte touch-generation, som er endnu mere ekstreme.

Det oplevede jeg i et akvarium, hvor jeg så et barn i førskolealderen stå og betragte en fisk gennem ruden. Pludselig lægger han alle fem fingre på ruden i en lille cirkel – som han derefter udvider. Med en klar forventning om, at fisken ville opføre sig, som alle billederne på hans iPad gør, når de bliver strakt ud. Men fisken blev ikke større. For fisken var virkelig og ikke et billede, som kunne manipuleres i størrelse og form.

Vi bliver nødt til at forstå æstetikken

Hvis de kommende generationer har så intimt et forhold til medieskabt æstetik, er det døden at bilde sig selv ind, at æstetik bare handler om overflader og flygtig skønhed, hvilket det desværre ofte bliver italesat som. Tværtimod bliver vi nødt til at forstå æstetikkens væsen helt ind i dens dna for at kunne bruge det, som vi altid har brugt det: En kommunikations-og relationsstrategi, der får os til at overleve. Sammen.

Alt det her er jo fint. Men der mangler noget. Dig. Du er jo selv æstetik, og bevæger dig rundt i verden som en æstetisk enhed, der bliver mødt af andre. Derfor har du helt sikkert set dig selv i spejlet (eller på den sorte skærm på din mobil eller tablet) mindst én gang i dag. Har du ikke?

Gjorde den oplevelse dig glad? Eller ked af det? En eller anden følelse strejfede i hvert fald dit sind og hjerte, for sikkert er det, at du ikke er ligeglad. Hvordan du har det med dit eget udseende, har en direkte indflydelse på din oplevede livskvalitet, og på hvordan andre mennesker opfatter dig, og dermed giver dig af muligheder. Derfor bruger mange mennesker en del tid og kræfter på at se ud på en særlig måde.

Alligevel hersker der et hierarki om, at det indre er mere værd end det ydre. Forstået på den måde, at hvis du skal klare dig godt i dagens samfund, skal du helst både tage noget uddannelse, gerne løbende gennem hele livet, og du skal helst også kende dig selv godt, enten via kurser i selvindsigt eller ved at gå i terapi af en slags. Så for at være et attraktivt menneske, skal du helst manipulere med dit indre, fordi det ses som et tegn på, at du tager ansvar for dig selv, og derfor også udviser ansvar overfor fællesskabet. Det kaldes nysgerrighed og udvikling.

At fremhæve det ydre

Men hvis du ændrer på dit udseende ved at blive opereret, eller benytter dig af de mange muligheder for korrigerende behandlinger (botox, restylane m.m.), er der en større sandsynlighed for, at du får negative kommentarer. De fleste vil handle om, at du er både overfladisk og må mangle selvværd, siden du kan finde på at gøre ”sådan noget”.

Det er dermed et krav og giver anerkendelse, at vi ændrer på vores personlighed, vores viden og på vores indre følelsesunivers, selvom det jo i princippet samtidig er anset for at være det mest autentiske ved os selv. Mens det er negativt, og for nogle direkte forkasteligt, at ændre på vores ydre, selvom det jo altså bare anses for at være overfladiske tegn og symboler på, hvem vi gerne vil fremstå som. Hvordan skulle det give logisk mening? Og er der overhovedet behov for at skabe et hierarki mellem det ydre og det indre?

Dyrk den æstetiske intelligens bevidst

Alle ved jo udmærket godt, at smukke mennesker kun er smukke, hvis de også opfører sig smukt. Så det handler jo ikke om at snyde sig til at være et bedre menneske i længden, for det kan vi slet ikke.  Og selvfølgelig er ens egen - og andres – æstetik ikke ligegyldig og ren overflade. Kig op og find et fremmed menneske, du kan kigge på. Mærk begæret efter det menneske. Nå, ikke?

Æstetik er lige så ægte, autentisk og individuelt som personlighed, og både det ydre og det indre skaber tilsammen et helt menneske. For den måde man vælger at præsentere sig selv på, viser jo også en hel masse om, hvem man er indeni. Det er derfor et værre hykleri at mene, at det indre er det ægte, og det ydre bare noget overfladisk flygtigt gejl.

At dyrke begge dele er ægte respekt for det at være et levende væsen. Og lykkeniveauet vil afhænge af, om man finder frem til og er tro mod sin egen æstetik. Eller om man forsøger at forfølge nogle normskabte idealer, som man måske ikke kan matche, og som derfor gør en ulykkelig. Forsangeren for bandet Ghost, Beth Ditto, er et vidunderligt eksempel på et menneske, der har fuld smadder på sin æstetiske fremtoning og som derfor er blevet et stort stilikon, selvom hun på et afgørende punkt ikke lever op til tidens ideal. Google hende og find selv ud af hvorfor hun er en fest. En grundlæggende æstetisk tilgang til livet handler om at dyrke skønheden i både det indre og ydre og har ikke brug for at værdisætte det ene højere end det andet. Det spiller sammen. Og kun på den måde kan vi sætte os selv fri til at udtrykke hele vores personlighed eller organisation.

Med den stadig stigende mediering af vores virkelighed, er der kun én ting at sige: Dyrk den æstetiske intelligens bevidst, og vær med til at skabe den verden, du gerne selv vil bebo.

På alle planer!

Kronik bragt i Børsen 4.3.18 #borsen #succestyranniet

mandag 26. marts 2018 kl. 17:17 | 0 kommentarer

Hvis dit nytårsforsæt ikke er gået helt, som du ønsker det, har du helt sikkert en virkelig god grund til det. Som sagtens kan være dovenskab. Men som mere sandsynligt handler om frygt. Også selv om det er forklædt som mangel på motivation.

Hvordan går det med dit nye jeg?

Altså det ”jeg”, som du omkring nytåret besluttede dig for, at du gerne ville være? Tyndere. Sundere. Ærligere. Klogere. Modigere. Vildere. Kærligere. Mindre sur. Mere doven. Eller noget.

Andet. End det du allerede er. Eller var?

Nu er det nemlig snart otte uger siden, at det blev nytår, og du har haft 56 ud af de 66 dage, som det ifølge en nyere og langt mere seriøs undersøgelse af Philippa Lally, i gennemsnit tager at ændre en vane.

Glem alt om de 21 dage, som man ellers populært refererer til, og måske skal du også være ligeglad med de 66 dage, for undersøgelsen viser også, at det er individuelt, hvor lang tid det tager at manifestere den eller de nye sider af din personlighed, som du længes efter. Det, der virkelig betyder noget, er at du bliver ved med at praktisere det, du gerne vil være. Også efter at du er faldet i. Også selvom det er mange, mange gange. 

Hvis det ikke er gået helt, som du ønsker det, har du helt sikkert en virkelig god grund til det. Som sagtens kan være dovenskab. Men som mere sandsynligt handler om frygt. Også selvom det er forklædt, som mangel på motivation.

Da jeg skulle holde op med at ryge for 24 år siden, var jeg sindssygt motiveret. Jeg trængte i vild grad til at holde op med at være styret af min trang til nikotin, til at kunne trække vejret friere, komme i bedre form, ikke hoste hele tiden, ikke stinke af røg og til at kunne smage alting igen. Min motivation var altså kæmpe stor!

Min største forhindring var, at jeg skulle opgive min identitet som ryger. Som i min bog betød, at jeg pludselig mistede en synlig lidt vild og smårebelsk side. Gennem hele min ungdom havde ikke-rygerne været ”de kedelige og pæne” og nu var jeg bange for, at jeg ville blive til ”en af dem”. I min logik ville jeg altså ændre fuldstændig personlighed og blive uinteressant, blot fordi jeg holdt op med at gøre en fysisk ting, der systematisk nedbrød mit helbred.

Det var så skørt! Og fuldstændig normalt.

For det at opgive en del af vores egen personlighed, uanset hvor ødelæggende den end er, er uundgåeligt knyttet til frygt.

Derfor dur det ikke, at en beslutning om at ændre en del af sig selv, kun sker med den logiske del af vores selvforståelse. Eller kun er baseret på vores længsel og motivation.

Vi bliver simpelthen nødt til at gå igennem vores frygt for det vi mister, hvis vi laver ændringen, før vi overhovedet er i stand til helhjertet at lave selve ændringen.

Jeg blev nødt til at indse, at jeg ikke pludselig blev en kedelig forudsigelig velafrettet duks, ved at blive ikke-ryger. Jeg holdt bare op med at ryge. Og da det var på plads – og det tog mig ret lang tid at slutte fred med det – var der fuld skrue på motivationen og det lykkedes mig at stoppe.

Forandringer har altid at gøre med identitet. Og det kan være svært at opgive en identitet – uanset om den er positiv eller negativ i social eller helbredsmæssig sammenhæng - for alle ens identiteter har altid tjent en godt på et tidspunkt, hvor den var, eller føltes, nødvendig for ens overlevelse.

Alligevel skal man selvfølgelig gøre det! For når først længslen efter forandring har meldt sig, vil den forvandle sig til konstant selvpiskeri og nedbrydelse af ens selvværd, hvis ikke den bliver efterfulgt. Så find din frihed ved at gå gennem frygten. Og husk:

Bare i år har du mere end 300 dage tilbage til at øve dig i 😊

Klumme bragt i Femina 28.2.18 #femina #succestyranniet

søndag 11. marts 2018 kl. 00:56 | 0 kommentarer

”Hele mit liv er jeg kommet til at græde, når jeg er blevet gal i en konflikt, og det har været super ydmygende. Især når jeg stod overfor en mandlig kollega eller chef. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor pokker det var sådan, når jeg nu ikke var ked af det?! Indtil det forleden ramte mig, at piger jo opdrages til gerne at må græde, for så får de hjælp. Men hvis de bliver aggressive, så er det utiltalende og de bliver skældt ud.

Og så i går havde jeg faktisk et sammenstød med min chef, og i stedet for at græde, blev jeg lidt gal. Tænk – pludselig var det ikke en konflikt længere og jeg fik det, som jeg gerne ville have det. Så nu er jeg gået i gang med at coache min pige til både at turde blive ked af det og gal!”

Vi andre lytter og nikker og bliver inspireret. Samtalen udvikler sig for en stund i den retning, indtil en anden smider et nyt emne på bordet:

”Jeg har opdaget, at man har forskellige seksualiteter! Der er noget, der hedder Erotic Blueprint og jeg har taget testen og fundet ud af, at jeg var den type, jeg troede jeg var, men det har givet mig en helt anden forståelse for andres seksualitet. Og det betyder, at nu kan jeg faktisk give noget væk til min partner med stor kærlighed, som jeg før kunne være sådan adddrrr overfor. Det er fantastisk! Hvilken befrielse! Jeg sender jer lige et link, hvor I selv kan tage testen, hvis I vil?”

Det vil de fleste.

Siden jeg blev gammel nok til at forstå værdien af det, har jeg altid dyrket grupper af kvinder. I store og små enheder. For i de fælles rum, som vi sammen skaber, har vi en friplads for at dele fortællinger om livet, og om det at være kvinde og menneske, med de længsler, konflikter, oplevelser, erfaringer, sorger og glæder, som det byder på. Nogle er særskilt knyttet til kvinders kulturelle og historiske ophav, andre langt mere generelle. Og hver gang uden undtagelse opstår magien i at inspirere, befri og løfte hinanden, så vi hver især bliver stærkere, bedre og friere. Og sådan at ingen nogensinde efterlades ensom og isoleret i hendes egen situation.

Heldigvis er dette noget der sker over hele verden. Kvinder der samles i fælles formål, private og professionelle, og giver deres egen styrke videre til de andre og på den måde løfter og befrier hinanden. Det har kvinder – som mænd – altid gjort. Og i torsdags, på Kvindernes Internationale Kampdag, var der masser af netværksmøder, events, forestillinger og meget mere, som havde kvinden i centrum.

Vi har altså bevæget os langt væk fra dengang, hvor kvindens adgang til social status og sikkerhed, formel magt og økonomi, var afhængig af hendes far, mand eller bror. Og hvor kvinder derfor var i konstant konkurrence om at tiltrække og fastholde den stærkeste mands interesse og beskyttelse, så hun og hendes afkom kunne overleve bedst muligt. I dag kan de fleste kvinder i den vestlige verden selv levere det, og manden er for det meste hendes mere eller mindre ligeværdige partner. Det viser sig bla ved, at i Danmark er det i over 30 procent af husstandene kvinden, der tjener mest, og uddannelsesmæssigt er det ligeledes kvinderne, der i dag fører.

Alligevel skal kvinderne gang på gang blive vurderet, værdisat og kategoriseret efter det snæversynede, oldnordiske og nedværdigende udtryk: Kvinder er kvinder værst.

Udtrykket bliver ofte leveret med den største selvfølgelighed, nogle gange ledsaget af et snedigt udtryk, som om afsenderen har gennemskuet en sandhed om kvinder, som ingen andre ellers har set. Og hvis det bare var gamle sure bitre mænd, der kastede ordene op, ville det være ligegyldigt.

Men desværre hører jeg også mødre sige det til deres døtre og sønner, mandlige og kvindelige ledere sige det til deres medarbejdere, radio- og tv-værter sige det til deres gæster osv. Og det tjener ingen. For det er en løgn. Lige så stor en løgn, som at mænd altid vil være drenge (der bare skal lege og være uansvarlige).

Alle kvinder er sjovt nok ikke uselvstændige, magtesløse, lede kællinger, der kun kan eksistere i kraft af, at mændene anerkender deres ret til at eksistere (siden kvinder ikke er slemme overfor mænd, hvilket jo ligger implicit i udtrykket). Sådan et udtryk fjerner den menneskelige diversitet i den enkelte kvinde, mistænkeliggør alle hendes motiver ift andre hunkøn og reducerer hende til en bevidstløs maskine, der i evig gentagelse udviser en adfærd, der er ude af stand til at udvise sympati og solidaritet med hendes kønsfæller. Hvilket naturligvis ikke er sandheden. Den er til gengæld, at der selvfølgelig er masser af kvinder, der er lede overfor hinanden. Men der er mindst lige så mange, som løfter, besjæler, inspirerer, hjælper, elsker og passer på hinanden. Som kvinder altid har gjort. Og som mænd altid har gjort og gør.

For sådan er vi mennesker jo.

Udtrykket er altså top-absurd, totalt ude af tidens kontekst og stadig smerteligt ødelæggende for den solidaritet og sisterhood, som alle piger burde trænes i fra det øjeblik de fik bevidsthed på deres køn. For kvinder er ikke primært hinandens konkurrenter. Kvinder er primært hinandens fæller. Og derfor har vi brug for en ny udgave af det. I pagt med tidens lean-glæde, vil jeg derfor gerne foreslå, at man simpelthen halverer udtrykket ved at spare den sidste halvdel væk, så det, der er tilbage, er:

Kvinder er.

For det er præcis, hvad kvinder er. De er bare. I al deres menneskelige individuelle mangfoldighed, og bla. valgretten, ligelønsloven og #metoo bevægelsen, har gjort det lettere både at leve den diversitet ud. Og at dyrke søsterfællesskabet! Det var værd at hylde i torsdags og det er værd at praktisere de resterende 362 dage til vi næste gang skal fejre den 8. marts i solidaritet med alle verdens kvinder.

Kronik i Jyllandsposten 11.3.18

søndag 28. januar 2018 kl. 07:44 | 0 kommentarer

Tingsliggørelsen af mennesket og maskinlogikken om effektivitet skaber fremmedgørende samfund, der gør os syge i sjælen. Ægte disruption ville være at ændre det bærende princip for samfundsvækst fra økonomi til relationer. Kalder Disruptionrådet!

For danskerne er selskabet vigtigere end maden, når de spiser.

32 procent af danskerne mener, at det er de mennesker, som de hygger med, der gør måltidet godt. Det er kun 21 procent, der mener, at det er det, de putter i munden, som har størst betydning.

Det ved vi godt. Hvem har ikke været til en middag, hvor der blev serveret udsøgt mad, man ikke kunne nyde, fordi det eneste man faktisk ville nyde, var at stikke af. Og ikke bare nøjes med flere frihedsekspeditioner ud på toilettet.

Men nu er der altså kommet tal på, for nyheden blev præsenteret i tirsdags, hvor Madkulturen både lancerede rapporten Madindeks 2017 om den danske måltidskultur. Og afholdt en debat om rapporten med bla. fødevareministeren Esben Lunde Larsen, hvor vi i panelet også fik rundet den mentale sundhed. Sundhed handler nemlig langt fra kun om kontrolleret kost og megen motion. Flere internationale undersøgelser har gang på gang påvist, at menneskers primære kilde til lykke og sundhed er de andre.

Eller med andre ord er det vores gode relationer, der gør livet værd at leve.

Dette står desværre i kontrast til den overordnede dagsorden, der alt for ofte pushes som den eneste virkelige seriøse, nemlig den om effektivitet. Der i de fleste tilfælde ender i noget om økonomi. Vi kan have 17 menneskelige og klodevenlige verdensmål, vi kan mødes i Davos og diskutere klima, køn og social lighed, vi kan støtte eller gøre grin med #metoo. På et eller andet tidspunkt, er der altid nogen, der siger:

Det er alt sammen meget fint med de smukke tanker, men nu må vi lige blive seriøse et øjeblik: Hvor skal pengene komme fra?

Og ja ja. Vi ved det godt! At pengesystemet er fundamentet for den måde, som vi har bygget civilisationen op på. Men spørgsmålet er, om det også skal være den valuta, der i fremtiden skal styre vores udvikling? For når pengene er vores arts primære måleenhed for succes, bliver det alt for ofte også paradigmet om effektivitet, der skaber vores virkelighed. Og det er virkelig farligt, for vi står lige foran et afgørende gennembrud af mange teknologier, som kommer til at forme vores hverdag.

Det drejer sig bla om kunstig intelligens, robotteknologi, VR, 3D print, bioteknologi og førerløs transport, som hver for sig kan revolutionere både flere brancher og naturligvis vores hverdag, men som til sammen vil give os den eksponentielle udvikling, som alle taler om, men som ingen kan fremskrive. Hvordan skulle vi på nogen måde kunne overskue, hvad en eksponentiel funktion af mange eksponentielle funktioner vil udvikle sig til?! Nope – det kan vi ikke. Så det vi plejer at gøre, er at have en konkret konstant, der kan styre udviklingen i den retning, som vi er vant til at styre efter. Og den konstant har i tusindvis af generationer været penge. Hvis noget på et samfundsmæssigt niveau skal have legitim værdi, skal det altid kunne knyttes til en eller anden økonomisk relevans.

Det er her, det går galt.

For det første fordi også økonomien er under eksponentiel udvikling. Med virtuel valuta, blockchainteknologi og en begyndende disruption af det økonomiske marked, hvor crowdfunding og lignende tiltag, baseret på fællesskaber, tillid til mennesker mere end til systemer (i hvert fald på overfladen), og en vis grad af civil ulydighed overfor det eksisterende finansielle marked, er der ved at blive sat en ny dagsordenen, hvor pengesystemet ikke længere i samme form kan fungere som den evige konstant og hvor økonomien, som bærende princip, bliver kraftigt udfordret.

For det andet fordi en masse deprimerende tal viser, at vi er ved at undergrave vores egen eksistens. Halvdelen af befolkningen lider af stress, 20-30 procent lider af angst, 20 procent lider af depressioner og over 250.000 danskere lider af ufrivillig ensomhed, mens forsikringsselskaber råber vagt i gevær, fordi det er de psykiske skader, der er mest i vækst. Og det vel og mærke i vores uhyre privilegerede samfund.

Derfor er tiden måske kommet til, at vi finder en anden konstant. At vi bekender os til et andet bærende princip, der trumfer alle andre, og som i alle situationer og sammenhænge er det, alt tager udgangspunkt i.

Og nu er vi kommet til overskriften.

For det er ikke tilfældigt, at der er et spørgsmålstegn til sidst. For nogle uger siden havde jeg en samtale med en bekendt, som kan fortælle mange historier fra besøg i sexklubber, og som på et tidspunkt i samtalen udbryder: ”Han er virkelig effektiv sex!”

Først nikkede jeg bare og tænkte, at det lød egentlig ret ok. Sådan en form for sexresultatgaranti, kunne måske være ret besnærende at gå efter. Men få sekunder efter var det som om mine tanker pludselig brød op og ikke passede sammen mere. Effektiv sex?? Mange ord har jeg sat sammen med sex, men aldrig ordet effektiv. Hvis sex kun er et middel for at opnå fx afstressning eller forløsning, og ikke et mål i sig selv, lyder det som virkelig dårlig sex, og så kan man i stedet benytte sig af en sexrobot.

For de fleste mennesker handler sex nemlig primært om relationen. Det er ”den anden” der initierer lysten, og sex bliver derfor oftest knyttet til ord som dejligt, begær, frækt, nært, kærligt, sensuelt og intimt, og det der søges er oftest en følelsesmæssig og kropslig tilfredsstillelse. Og vel næppe effektivitet.

Det er tingsliggørelsen af mødet mellem mennesker, der affortryller det magiske i det menneskelige, for vi mennesker er jo netop ikke effektive KPI-enheder, der først og fremmest skal levere et særligt resultat. Vores eneste eksistensberettigelse er selve det levede liv, og næstefter basale elementer som mad og logi, er det vores relationer, der overhovedet giver livet mening. God mad smager elendigt, hvis selskabet er møg. Effektiv sex er onani for begyndere. Og økonomi som bærende princip gør os til ulykkelige ensomme menneskemaskiner.

For nylig samledes en del af nærværende blads debattører for at diskutere hvad disruption egentlig kan gøre for den danske og globale udvikling. Begrebet bliver italesat, når det bærende princip i en branche bliver udfordret af et nyt bærende princip, som oftest laver om på det eksisterende magthierarki.

Hvis vi retter blikket mod de forfærdende tal på stress, angst, depression og ensomhed, som oven i købet er i stigning, og lægger det sammen med den øgede sociale ulighed kloden rundt, er der tegn nok på, at vi er ved at underminere vores egen eksistens indefra. Den teknologiske udvikling tyder samtidig på, at vi er ved at gøre os selv fysisk overflødige som produktionsenheder. Altså er der to faktorer der i virkeligheden spiller smukt sammen, om at sige farvel og tak til økonomisk effektivitet som vores rettesnor for succes. I stedet bør vi interessere os langt mere for, hvordan relationer kunne agere som bærende princip for vækst og samfundsudvikling.

Nej, det er ikke naivt. Det er nødvendigt. Hvis vi altså vil artens bedste. Men selvfølgelig er udfordringen uhyre kompleks og der skal tænkes meget langsigtet her. Derfor er det heldigt, at vi har en gruppe kloge og indsigtsfulde mennesker samlet i Disruptionrådet, som jeg godt kunne tænke mig at stille dette spørgsmål:

Hvordan kan man ændre det bærende princip fra økonomi til relationer i vores danske samfundsmodel, så vi ikke blot øger livskvaliteten for vores borgere, men også bidrager til den globale verdensorden ved at være et fremsynet, visionært og modigt land? 

Kronik i Børsen 28. januar 2018

søndag 21. januar 2018 kl. 08:54 | 0 kommentarer

”Det jeg frygter mest er, at jeg holder op med at elske hende!”

Sætningen giver umiddelbart ingen mening i forhold til situationen. Og måske derfor har hans stemme en underlig tør klang. Som kom den fra en tom kagedåse. For ordene tilhører et menneske, der ugen før blev forladt af sin kæreste, og som nu er knust af hjertesorg.

Men sætningen giver faktisk mening.

For frygten for at miste kærligheden til den elskede, bunder i angsten for at opdage, at der så aldrig mere kommer en, som kan træde ind i hans hjerte og lyse det op indefra. Hvis håbet forsvinder, er der intet tilbage. Så hellere mærke kærligheden i al sin smerte. Også selvom den gør hans krop for lille til de følelser af hjemløs kærlighed, som jagter ham vågen dag og nat.

Så jeg siger, at jeg forstår. For det gør jeg. Jeg har jo selv været der. Som de fleste.

Desværre lever vi i en kultur, der er smerteforskrækket. Alt hvad der gør ondt, skal helst fikses på fire minutter, og selv vejen ud af smerten, må gerne være bedøvet, så vi slet ikke mærker noget som helst, men bare er hurtigt videre. Og det er denne Skrid-Smerte-Skrid holdning, han hele tiden bliver mødt med, når han deler sine følelser.

Og det går ham på. For han kan ikke få dem til at gå væk. Og han har heller ikke lyst til at de bare forsvinder. Det siger han under vores tredje samtale denne uge og måske burde jeg bare sidde og lytte. Og lytte. Til han var tømt for alle chokreaktioner og famlende fejlslutninger på den manglende logik i situationen. Men jeg er irriterende ambitiøs på hans vegne og vil netop have ham til at få noget ud af alle de følelser, der pludselig er åbnet op i ham. Så jeg spørger ind. Til hvad han føler lige nu. Til hvad han har mistet. Og hvorfor det er et tab.

For hjertesorg er aldrig noget man bare skal se at komme over. Aldrig.

Tværtimod. Man skal sørge, for at komme godt igennem den. Gaven i et forrevet hjerte er nemlig, at det giver adgang til at erfare sig selv uden filter. Lige som når man er forelsket. Bare med omvendt fortegn. Bogstaveligt talt. Og lige der, i angsten og sorgen og smerten, finder vi som regel ind til, hvem vi også er. Hvilke bundløse dybder vi indeholder, og ikke blot hvilke skønne højder, vi stræber efter. Det er kun i spændvidet mellem lys og mørke, at vi for alvor kan mærke, hvad vi inderst inde længes efter. Og ikke før vi kender og tager ejerskab for det, vil vi kunne finde og få det. Og måske der, justere os selv på plads på ny.

Hjertesorg handler ikke kun om tabet af en elsker.

Det opleves i alle relationer. Også de, der stadig eksisterer, men som pludselig ændrer karakter. Fx når børnene bliver voksne. Eller når et voksent barn må tage et opgør med en forælder. Eller når et venskab må tilpasses. Den opstår også, når man må opgive en vigtig drøm, fordi man erkender, at den aldrig kommer til at ske. Eller når man opgiver en passion, som man har investeret sig selv og sin fremtid i, fordi man en dag oplever, at den ikke længere er vigtig. Og at længslen den var båret af, nu er blevet til en diffus tomhed, der gør kroppen urolig og sindet retningsløst.

Og den kan også opstå, når man pludselig mister sit job og sine kollegaer, som mange medarbejdere oplever i disse dage med de mange statslige udflytninger.

I alle situationer er hjertesorgen en smerte, der vil dig noget godt. Fordi den er et bevis på, at du ikke er ligeglad. Men i stedet for at haste videre til noget nyt, skal vi altså give os plads og tid til at lære noget af smerten. Ligesom vi skal respektere, at sorg er en proces med flere stadier. Det er fornuftigt at overgive sig til det, for forskning viser, at de, der reelt kommer hurtigst og bedst videre, er de, der kigger på både sig selv og bruddet med kritiske øjne, for at blive klogere. Især på sig selv.

Problemet er dog, at vores effektivitetsparadigme hundser alt for mange hurtigt videre. Desværre ofte til noget, som er forkert. For det viser sig gang på gang, at de der skynder sig videre, ofte oplever at de taber sig selv. Igen. Især dem, der søger at ”vinde” et partnerbrud ved at være den første til at vise sig med en ny kæreste. Der de fleste gange handler om, at ”rebound-partneren” skal agere både følelsesmæssig skraldespand og bekvemt ”Se-hvor-uimodståelig-JEEEEG-er!” bagtæppe.

Forskning viser, at mænd oftere end kvinder benytter sig af denne model. En undersøgelse blandt 5700 ny-singler fra 96 forskellige lande, viser dog også, at mens kvinder ofte kommer sig helt efter et brud, er der desværre en stor overvægt af mænd, der aldrig kommer sig over det. Selv de, der finder sammen med en ny. Måske har det noget at gøre med, at cirka 2/3 af alle brud initieres af kvinden, så selvom han snart sidder og kissermisser med en anden, er det altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at han ikke elsker hende mere og er kommet sig over hende. Måske ligefrem tværtimod. Så hvis du er mand og i hjertesorg, skulle du måske give din sorg lidt mere tid og plads, så du bruger den til udvikling fremfor afvikling.

Hvorfor hjertesorg gør fysisk ondt kan forklares videnskabeligt.

Det samme område i hjernen, der reagerer på fysisk smerte, reagerer også når vi føler os ekskluderet eller oplever tabet af en social relation. Faktisk viser studier, at vi hellere vil opleve fysisk smerte end at føle social udelukkelse. Det handler om basal overlevelse. Vi mennesker har brug for at være i nære relationer for at overleve, så vi bliver fra naturens side hjulpet til at opsøge de situationer, som styrker vores overlevelse (forelskelse) og føle smerte ved de situationer, som svækker den (brud). Hælder du derfor til at isolere dig i hjertesorg med grædeis, hulkepopcorn og tudete, mens du binger romantiske film, så sørg for at gøre det i selskab med andre.

Og drop hyggestalkingen af din ex på de sociale medier. Hjertesorg giver (partner)abstinenser på linje med kokain og nikotin, så eneste vej frem er at lave en kold tyrker, i stedet for at aktivere smerten igen og igen, for det forlænger bare pinen. Og lige dét, lærer du intet af!

Hjertesorg skal tages alvorligt og tages hånd om. Den er en reel smerte, som du skal give tid til at heale. Den er også dit wake-up call fra din sjæl og dine dybeste længsler, så:

Lid. Lyt. Lær.

Dét er vejen frem til en ny – bedre! - kærlighed.

Kronik i Jyllandsposten 21. januar 2018 #jyllandsposten #emiliavanhauen #hjertesorg

fredag 12. januar 2018 kl. 14:06 | 0 kommentarer

Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig lød det som en direkte provokation, da jeg smed mine nøgler på det lille bord i venteværelset. De faldt tungt og larmende og brød på en nærmest uhøflig og skrydende måde igennem stilheden, da de ramte bordpladen i en uskøn række af hørlige klonk, efterhånden som den ene nøgle efter den anden faldt til ro.

Den gamle dame med alpehuen, der stod ved stumtjeneren og tømte sin frakkes lommer, kiggede i en blanding af overraskelse og irritation, først på bundtet og siden på mig. Men det, der fik lov til at skinne igennem, var en sorgfuldhed, som jeg ikke lige kunne placere. Men som faldt på plads, da hun satte sig ned og på bordet lagde et brilleetui. Og en enkelt nøgle.

Det er så nemt at konkludere på andre menneskers liv, blot ved at iagttage dem. Og det er lige så let at tage fejl, og lade egne fordomme og forventninger styre de indsigter, som man gør sig på andres vegne. For min umiddelbare konklusion på den sorg, som jeg mente at se i hendes blik, var, at hun længtes efter at have flere nøgler i sit liv. Fordi de var symboler på hjem og mennesker hun havde adgang til og delte tillid og følelser med, og steder med mennesker, som forventede, at hun kom for at levere et bidrag.

Men jeg aner det jo ikke.

Mit eget nøglebundt er et rodsammen af mange slags nøgler, inklusiv et par stykker, som jeg faktisk ikke aner, hvad kan låse op, og mens vi sad der og ventede, tænkte jeg på, om det bundt mon kunne beskrive mit liv, som det er i dag?

Afspejler det kompleksiteten i mit liv? Eller antallet af relationer? Eller viser det bare et menneske, der ikke rydder nok op i sit liv, og som derfor slæber rundt på gamle nøgler, der ikke længere giver adgang til noget – eller nogen - som helst?

Jeg tænkte også på, hvilke nøgler jeg ikke havde, som jeg gerne ville have. Fx en nøgle til et sommerhus, hvor jeg kan forsvinde hen, når jeg har brug for at fordybe mig i både viden og natur. Jeg ville også elske at have en nøgle til en badeanstalt, selvom jeg hader koldt vandt, for jeg ville ønske, at jeg elskede at vinterbade, for alle siger jo det er så sundt og den bedste kur mod appelsinhud, og jeg er sikker på, at det er fantastisk. Bagefter!

Og så ville det være rart at have en nøgle til en kærestes hjem. En mand jeg elsker, også på trods af alt det, han har vist mig, som er knap så skide smukt. Og hvor vi hører så meget sammen, at vi gerne må låse os ind, mens den anden sover, uden at blive pandet ned af en stegepande, når vi lister os igennem mørket, men i stedet bliver taget imod af varme arme under dynen og et suk af overgivelse.

Når jeg bliver gammel, håber jeg, at jeg har mere end én nøgle. Jeg håber, at jeg har nøgler til alle mine børns hjem. Og til flere af mine venners hjem. Jeg håber det, fordi jeg håber at det også betyder, at vi ikke bare vander hinandens blomster, når vi er ude at rejse, men også hinandens hjerter til hverdag. Den slags nøgler må hellere end gerne gøre mit nøglebundt tungt.

Også i dag.

(Klumme i Femina 11. januar 2018)

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign