Fremtidens to vigtigste evner - både som privatperson og virksomhed - har danskere mere af end japanerne. Til gengæld har de noget, som vi skal blive meget bedre til!

”Sorry”, siger han bare.

Uden udråbstegn. Efterfulgt af et stort smil, flere nik og et buk. Jeg smiler også. Nikker lidt. Og kommer så med den sætning, som udvider hans øjne og får hans mund til at krølle sammen.

”Okay. Then I would like to speak to the General Manager, please!”

Hvilket jeg leverer med et stort smil og intet nik. Intet buk. Kun et meget vedholdende blik på receptionistens øjne. Well, en af de tre receptionister, der efterhånden er blevet involveret i vores lille sag.

Vi står ved lågen ind til et poolområde, som er lukket af. Der kommer først vand i bassinet ugen efter, og det er sådan set fint nok, det kan vi godt leve med. Men min søn vil rigtig gerne bare have noget sol, og vi har derfor spurgt, om han kan lægge sig på en af de solvogne, der også står på området.

Det kan han ikke. For de åbner først området næste uge, er beskeden. Jamen, prøver jeg, han skal kun lige lægge på den der solvogn, men niks madame, der er intet at gøre, han kan ikke gå ind på det område, der er lukket af og åbner først ugen efter.

Det skal bemærkes, at udover en konference på 90 mennesker, som er optaget af indlæg og opgaver hele dagen og aftenen (jeg ser dem nemlig være i gang) er der på hotellet kun et ældre ægtepar og så jeg, med mine to teenagedrenge.

Men min søn må altså stadig ikke lægge sig på solvognen.

Efter en masse perpleks dialog, henter de en mand med jakkesæt og et hår, der ser uønsket vindblæst ud. Mens jeg fremfører vores ønske, tager han sig flere gange til garnet med nervøse bevægelser, og ender med at smile og nikke og sige: ”Sorry.”

Enden på hele denne ballade bliver - efter at jeg, igen med et smil, samt al den danske rettighedskultur jeg kan opbyde, beder dem om at løse problemet på den måde, som passer dem bedst, bare min søn kan få lov til at sole sig på dette badehotel - at Vice President’en banker på vores dør og glædestrålende annoncerer, at de har fundet på en løsning. Som består i at placere et bord og en stol ude på det lille græsstykke foran hotellet, hvor bilerne kører op, for at sætte gæsterne af til hotellet.

Hvordan det skulle være mere en mere diskret løsning end at lægge sig på en solvogn i et afskærmet område på bagsiden af hotellet er mig en gåde, men vi tager til takke med løsningen og min søn får solet sig. Mens vi desværre nok får bekræftet forestillingen om danskere, som verdens mest uhøflige folkefærd. Min undskyldning (til mig selv!) er, at når man er et badehotel og ønsker turister fra andre lande, må man også være indstillet på at møde andre krav end de, som japanere normalt selv stiller.

Dette var blot en af flere episoder, på vores lange og helt fantastiske rejse rundt i Japan, hvor kulturforskellen for alvor viste sig. I årevis har jeg ønsket at komme dertil og landet havde med tiden fået næsten mytisk karakter i mit sind.

Jeg syntes, at jeg havde forberedt mig godt, talt med mange japanrejsende, blevet guidet grundigt af Line fra Jysk Rejsebureau, som havde arrangeret hele baduljen for os, (ja, så gammeldags er jeg J Ville gerne være sikker på al logistikken, så jeg kunne nyde turen max!) og læst bøger og artikler, men som i alt andet, er teori langt fra det samme som praksis. Fx når man står og skal bruge en solplet.

Japan er verdens tredjestørste økonomi, hvilket er imponerende, især med tanke på, at de har haft enorme problemer med at komme igen efter at boblen sprang i 80erne. Det er lysnet lidt de senere år, selvom de er stadig på hælene, og måske skyldes det især deres manglende fleksibilitet, der har rod i en udpræget uselvstændighedskultur.

Det sindssygt spændende med Japan er bla, at det er et land fuld af kontraster. For en dansker altså, for det synes de jo nok ikke selv! For mens de er det mest høflige og venlige folkefærd, er de samtidig dem, der har givet mig den klart ringeste service ever. Fordi de altid følger deres regler til punkt og prikke. Ikke på noget tidspunkt oplevede jeg en japaner (med mindre det var en af de øverste bosser), tage et selvstændigt initiativ eller ansvar. Alt var by the book.

Denne manglende fleksibilitet i kulturen, der let kan opleves som manglende selvstændighed hos den enkelte, ser man som en af deres største udfordringer i fremtiden, når det gælder kravet om innovation.

For mens Japan er et afsindigt smukt land, der har så utroligt meget at byde på, og med nogle storbyer, der er så dynamiske, at København ikke engang tangerer en perifer provinsby i sammenligning, er de samtidig begrænset af, at de fleste forventes at være reproduktive på det eksisterende og tro mod traditioner, hierarkier og systemer. Hvilket jo ikke er med til at styrke innovationskraften i landet. I fleksibiliteten, eller agiliteten i CXO-sprog, ligger bla. også at være selvstændigt agerende og ansvarlig og at man tør bryde med de gældende regler og strukturer, for at kunne tilpasse situationen til virkeligheden.

Innovationen er imidlertid også afgørende afhængig af en anden evne, nemlig at kunne skabe gode, tillidsvækkende relationer, som betyder, at man er i stand til at tiltrække de mennesker, som er innovative, og at man dermed også er i stand til at skabe et fællesskab, som fastholder dem. Bla ved et fravær af klassiske hierarkier.

For at kunne skabe relationer, kræver det, at man er åben af natur. Både som organisation, leder og på det personlige plan. Åben overfor nye mennesker, nye kulturer og nye arbejdsformer. Der er snesevis af organisationer, som allerede har set lyset, med Google som en af de mest kendte.

Danmark kan pudse sin glorie når det kommer til at have borgere, der er opdraget til selvstændighed, ansvar, fleksibilitet og til at være relationel (hvor meget gruppearbejde, har vi dog ikke trænet os selv i?!), så når det kommer til at skabe et grundlag for en innovativ kultur, er vi meget godt kørende, mens Japan halter bagefter.

Men.

Vi mangler noget, som japanerne til gengæld er mestre i. En fælles kultur, som er meget tydelig. Som de ærer og holder fast i. Og som kom dem til gode i rædselsåret 2011, hvor de blev ramt af tre katastrofer på én gang; jordskælv, tsunami og atomreaktorudslip. I stedet for at gå i panik, optrådte befolkningen med ro og værdighed og fik hurtigt hjulpet hinanden videre. At regeringen og myndighederne ikke levede op til deres ansvar, diskuteres til gengæld stadig.

Jo, jo, det er denne stærke kultur, der gør dem ufleksible, men det vi i høj grad skal tage ved lære af, er den forpligtelse, som de hver især føler overfor ”de andre”. Mens vi gennem velfærdssamfundet, har fået opbygget en individualiseret rettighedskultur, der gør, at vi sætter mig’et før os’et, og retten før pligten, forstår de den helt grundlæggende sandhed om, at ”uden de andre er vi ingen”. Hvorfor jeg’et selvfølgelig altid skal sætte sig selv i forhold til ”de andre”, altså samfundet, fællesskabet, hvis jeg’et for alvor vil udrette noget som helst.

Det kræver ydmyghed.

Og også det bør vi klart blive bedre til. Så vi kan blive bedre til at blive bedre. De fleste danskere tror jo – viser flere undersøgelser - at vi har verdens bedste samfund, mens statistikkerne viser noget andet. Vi er langt fra de bedste. Og på mange områder er vi længere nede på den globale rangstige end for 10, 20 og 30 år siden. Så vi har brug for at styrke vores egen kultur og ikke mindst dyrke pligten overfor fællesskabet og den personlige ydmyghed, så vi kan blive endnu dygtigere til at være fleksible, åbne, selvstændige og dermed innovative.

På nær, selvfølgelig, når man lige skal finde en solplet på et badehotel, der har lukket poolområdet. Så må man gerne være irriterende selvstændig og…selvretfærdig! ;-)

Kronik i Børsen 29.7.17 

torsdag 27. juli 2017 kl. 15:13 | 0 kommentarer

Nå.

Nåede du så alt det der afslapning og zen og nærvær, som du havde planlagt at du skulle nå i din ferie?

Fik du læst de bøger du havde glædet dig til at forsvinde ind i? Gik du de lange ture hånd i hånd med din elskede, mens I forbandt jer til hinanden igen og fik styrket det kærlighedsbånd, som i hverdagen trævler lidt for meget? Var du den vidunderlige og generøse og overbærende og sjove mor, som du havde set for dig i din indre film, da du bestilte rejsen? Fik du trænet appelsinhuden væk, strøget rynken mellem øjnene bort med din nye morgenmeditationspraksis og fik du strakt kroppen hver dag i en vederkvægende yogarutine? Levede du af grøntsager, frugt, øko-rosé og blev lækker ”tanned” fordi du altid huskede at tage solcreme på i den rette dosis?

Ha!

Selvfølgelig ikke.

Måske fordi du slet ikke er kommet hjem fra ferie endnu! Men selv hvis du er, så er sandsynligheden for, at du har levet det der syyyygt perfekte liv i din ferie, minimal.

Til gengæld.

Til gengæld har du nok fået en hel masse andet. Fx uventede oplevelser. Fremmede relationer. Oplysende aha’er. Nye kilo. Måske ligefrem en (ny) elsker, interesse, kultur, madingrediens. Højst sandsynligt bare ét stykke nyt tøj hænger der nu i din garderobe, hvis ikke der skulle hænge nye tanker, nye ideer, nye følelser på din indre hjernestang.

Og det er godt.

For det er jo sådan livet er. En lang række af forstyrrelser.  

Eller.

Det er i hvert fald dem, vi normalt husker bedst. Alt det, der ikke gik som planlagt. Alt det, der overraskede os. Alt det, vi ikke selv havde besluttet, men som skete alligevel.

Noget af det er godt. Noget af det er skidt. Noget af det er fuldstændig vidunderligt magisk. Og noget af det er virkelig katastrofalt.

Men det er altså også sådan livet er.

Og måske ville de mørke klumper være lettere at bære, føles mere venlige, hvis vi bare lod dem ske.

Problemet er, at det gør vi desværre sjældent. For oven i de brudte forventninger, som vi måske ikke selv har en andel i, lægger vi ofte også en selvbebrejdelse. Over at det ønskede ikke skete. Eller at vi ikke fik det planlagte gjort. Og på den måde dobler vi op på skam/skyld/skuffet-kontoen.

Det bliver vi ikke ligefrem lykkeligere af.

Og hvem siger overhovedet, at vi skal være lykkelige. Det er altså et ret stort ord at bruge om et menneske, om et liv. Hvad med bare at være tilfredse? Det er sguda ikke helt tosset, vel?

Derfor.

Hvis du nu er kommet hjem fra ferien og ærgrer dig over, at den ikke visnede din hjerne på den helt fede måde, så den blev ren og klar igen. At den ikke helede dit hjerte fyldigt og vibrerende igen. At den ikke mugede din krop ud for alt det overflødige slam, som du gerne ville af med og gjorde den stærk og sund igen. Så slap bare af.

Hva’ så hvis det ikke skete?

Det gør jo ikke dig til et ringere menneske. Du fik bare ikke gjort det, du havde planlagt. Livet gik videre alligevel.

Og du fik holdt ferie. Tillykke med det 😊

Klumme i Femina 27.7.17

søndag 16. juli 2017 kl. 01:43 | 0 kommentarer

Når du læser disse linjer, bevæger jeg mig rundt i Japan med mine to teenagedrenge på sådan en slags rundrejse, hvor vi som sushistykker på vandring lader os dyppe i forskellige kultursojaer i dette fantastiske land.

Det er helt sikkert en fest. Men jeg ved også, at jeg på dette tidspunkt indtil flere gange har forsøgt at mægle mellem dem, eller trukket mor-kortet og skåret igennem ved at tage en førerbeslutning.

Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem, ved at stille dem dette enkle spørgsmål:

Vil du have ret? Eller relationer?

Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige ”stop”, før situationen er landet på ”total destruktion”.

På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude af en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk - at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at hverken den ene eller den anden behøver at give op på hverken egne behov eller standpunkter.

Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.

Hvis jeg nu også selv var i stand til at svæve viis og tålmodig over brødrevandene og fik fikset konflikterne gennem gensidigt indfølende dialog, ville det naturligvis være lidt cool. Men sådan er virkeligheden selvfølgelig langt fra. Tværtimod ender det lidt for ofte i ren kamikazekonflikt, når jeg blander mig, fordi jeg selv bliver så provokeret og træt af situationen. Og jo jo, det er da sket mere end én gang, at drengene med den mest selvretfærdige mine, som kun teenagere kan opbyde, har returneret sætningen og smidt den i hovedet på mig:

Hva’ så mor, vil du ha’ ret eller relationer!

Umiddelbart kan de fleste konflikter ligne en kamp på ego’er. Men. Bag kampen om dagsordener og selvretfærdighed, ligger et sårbart ønske om at blive set, respekteret og anerkendt af ”de andre” som dem vi er, med vores behov og ønsker. Og i det ligger implicit, at de fleste jo drømmer om at indgå i gnidningsfrie relationer, som fortrinsvis er båret af gensidig kærlighed, forståelse og tolerance. Fordi man som menneske bliver større, bedre, sjovere af at være sammen med ”de andre”.

Ikke desto mindre har de fleste af os oplevet at blive fanget af vores eget ego, og ofte opdager vi først, at vi står i den situation, når den allerede er ved at accelerere ud af kontrol. Hvilket ikke kun gælder situationer med egne børn. Det gælder også med ens partner, venner, kollegaer eller med helt fremmede. Især det sidste ses overraskende meget i trafikken, hvilket kan være ret underholdende, når man ikke selv er en del af det, men som i virkeligheden er et dybt tragisk bevis på, at vi ganske enkelt er for pressede i hverdagen.

Det sværeste lige der, er at stoppe op i situationen. Give sig selv – og den anden – en pause, for at kalibrere ind på:

Hvad er det egentlig vi står og diskuterer lige nu?! Hvor vigtigt er det, at det er mig, der får ret? Kunne vi finde en fælles løsning?

Og hvis man lige dér opdager, at man faktisk er den, der har dummet sig, at man så tager sig sammen og giver den der undskyldning, som jo ikke behøver at handle om, at man er forkert, men bare om at man lige der tabte hovedet og lod sig rive med. Af sin egen stolthed fx

På en ferie kan ret-eller-relationer konstruktionen blive forstærket. Begge veje. Fordi de strukturer, den hverdag, som normalt skaber en genkendelig og forudsigelig ramme om forholdene, brydes op og nye skal på plads.

Den fede udgave er, at alle bliver mere laid-back og tolerante, fordi der er mere plads til bare at slappe af og have det godt sammen.

Den ufede er, at der skal tages revanche for alle de hensyn, man har taget i en presset hverdag, og når det så ikke lykkes, bliver man endnu mere konfliktsøgende end i den strukturerede dagligdag, og så kører det helt af sporet.

Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.

Sproget er det middel vi har til at opnå begge dele.

Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge ”den andens” behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.

Og så kan alle få ret – sådan på skift – for at dyrke og styrke relationerne.

Jeg ved, at vi tre er godt i gang med at øve os mellem Osaka og Tokyo. Jeg ved også, at jeg ved foden af Fuji, midt på rejsen, vil stå og helt seriøst overveje, om den bedste løsning faktisk er at skubbe begge poder ned i vulkanen. Sådan for verdensfredens skyld. Men mon ikke, at jeg bare vælger den svære løsning: At blive ved med at mægle og give plads til dem begge.

Det håber jeg virkelig, at jeg gør!

Kronik bragt i Jyllandsposten den 9.7.17

Der er kun to ting du behøver at tænke over på din ferie, for at komme ny og frisk tilbage.     

”Ved du hvad?”

Han taler drævende. Med lange a’er og korte e’er.

Selvbevidst.

Overbevist.

Venter ikke på svar.

”Jeg tror simpelthen ik, at der nogen som helst af de hersens fancy mennesker, der ved hvodden man slapper ornligt af!”

Først tager han en meget lang tår af sin øl, og så smækker han den ned mellem benene og trækker i den ternede kasket. Jeg sender ham et smil. En smule skævt. For jeg er ikke enig.

Dem han henviser til er ”sådan en” læser som dig. Eller en skribent som jeg. Du ville nemlig (højst sandsynligt) ikke læse nærværende blad, hvis ikke det er fordi, du på en eller anden måde er mere end gennemsnitligt engageret i dit job. Og da du sikkert snart er på vej på ferie, er du måske ”en af dem”, der ifølge den ternede kasket ikke kan slappe ”ornligt” af, når du om lidt smækker computeren sammen og stiller planten over til kollegaen, der heller ikke får vandet den, mens du er på ferie.

Hans bemærkning falder en eftermiddag på en bænk i solen, mens der er kalas i de professionelles højborg:

Folkemødet på Bornholm.

Hvor end jeg kigger, er der et kendt ansigt. Fra tv. Fra andre medier. Fra erhvervslivet. Fra politik. Eller fra ”kulturen”. Hver gang jeg bladrer med øjnene mellem menneskene, ramler de ind i nogle træk, som jeg enten kender kender, eller som jeg bare genkender, fordi de er offentlige personer af den ene eller anden slags.

Og snakken går hele tiden.

Hvilket den jo gør ved de fleste sociale lejligheder. Selv begravelser. Men her er koncentration af mennesker med eksplicitte dagsordner lige så tæt, som myggesværme i Lapland en varm sommer, og det gør, at snakken ikke bare er en jævn behagelig summen af stemmer, men derimod en hel masse staccato udbrud af sandheder, som gerne serveres med samme overbevisning, som når en 3-årig plager efter sin første is på en varm sommerdag.

Om aftenen skifter stemningen lidt og nu bliver der også danset, sunget og flirtet (ok, det sidste bliver der faktisk hele tiden!) og også drukket en del mere, så man skulle tro, at folk slap den professionelle snak.

Men det sker ikke.

For der bliver til stadighed diskuteret politik, magt, indflydelse, nu blot sat ind i en beruset sammenhæng, der sjældent skærper vinklen og argumentet. Men som til gengæld øger sladderen. Om hvem der har fået hvilken stilling. Eller ikke fået den. Om hvem, der knalder med hvem. Eller nu er holdt op. Om hvem der er ved at finde sammen i det skjulte. Professionelt. Privat.

Betyder dette, at denne ”klasse” af mennesker, der har søgt til øen, fordi de har noget på hjerte og enten gerne vil aflevere et budskab til andre, eller selv blive fyldt af et eller flere budskaber. Eller fordi de gerne vil udøve eller opnå magt/indflydelse, ikke kan slappe ”ornligt” af?

Selvfølgelig ikke.

Men afslapningen for ”sådan nogle som os” handler sjældent om at sidde på en bænk med en bajer og iagttage andre. Oftere handler afslapningen om et tankemæssigt frirum, hvor man tillader sig selv at søge inspiration fra andre end de normale kilder, eller opsøge stilhed og tomhed, som renser og gør plads til nyt.

Fordi job og personlighed oftest er smeltet sammen i en skøn og til tider lidt anstrengende fætter-kusine fest, hvorfor man i virkeligheden aldrig har rigtig fri.

Hvis du nu er som de der ”fancy” mennesker er flest, vil en del af din afslapning nok derfor bestå i at evaluere dit livs kvalitet, og måske deraf også revidere dine fremtidige mål og ønskede vilkår. Simpelthen for at få luftet ud.

De sidste tre år har jeg beskæftiget mig ret indgående med, hvad succes og fiasko egentlig er. Og i den ligning indgår spørgsmålet om, hvad der skaber et liv, der er værd at leve. Med mening. Nærvær. Og værdi.

Svaret er så enkelt, at selv myggesværmen i Lapland vil kunne forstå det, for det består nemlig kun af to elementer.

Bidrag. Og relationer.

Det lyder banalt, det er det også og hurra for det, for det gør det både sandt og tilgængeligt. Problemet er imidlertid, at vi lader os forvirre af og forføre til at have fokus på alt muligt andet, og derfor ser vi, at alt for mange bukker under for stress, angst, depressioner, mens resten det meste af tiden føler sig bagud med det meste.

Så hvis du helt på selvhjælpsbogsagtig maner (efter Svend Brinkmann må alt gerne være selvhjælpsbogsagtigt!) vil lave en enkel evaluering, hvor du samtidig sikrer, at det væsentlige er med, kan du med fordel tage udgangspunkt i netop de her to områder.

Starter vi med bidraget, er det en befriet form for formål. Flere og flere lider nemlig af decideret formlskvalme, fordi der er gået WHY i alting, og det er blevet for stort, helligt og ukonkret til, at det faktisk kan implementeres i en travl hverdag.

Koncentrerer man sig i stedet om, hvad man helt konkret bidrager med til markedet eller samfundet, eller ind i organisationen, er man allerede i gang og gør det. Dvs man manifesterer hver dag noget, som skaber den der forskel, som er så populær at tale om.

Ferien er et glimrende tidspunkt at tænke over, hvad man egentlig ønsker at bidrage med. Sådan helt enkelt og konkret. Både personligt. Og på/med sit arbejde. Eller sin organisation.

Så:

Hvad vil du gerne bidrage med? Hvad er det du helt praktisk gør hver dag, som skaber en eller anden form for værdi i dit eget og dine andres liv?

Og hvis du er leder, hvad mener du så, at din virksomhed skal bidrage med? Til samfundet? Til kunderne? Til medarbejderne? Igen: Fuldstændig konkret og ikke en eller anden luftig why-idé.

Det andet er dine relationer.

Du ved allerede det, du skal til at læse nu, men de seneste år har vi været så snøret ind af forestillingen om individualiseringen, at vi kan have glemt den mest enkle sandhed vi har om mennesker, nemlig:

Uden de andre, er vi ingen.

Punktum.

Så vi har brug for at dyrke vores relationer, for at være hele mennesker. Masser af undersøgelser viser os vigtigheden af dem, og måske bedst undersøgelsen Harvard Study of Adult Development, der blev startet i 1938 og som fulgte 724 unge mænd i 75 år, for at finde ud af, hvad der skaber lykkelige og sunde liv.

Svaret var ret entydigt: Gode relationer.

Ferien kan bruges til to ting i den sammenhæng. Det ene er selvfølgelig at bruge så meget tid som overhovedet muligt med de mennesker, som du elsker.

Det andet er, at overveje hvem der egentlig er ”dine” mennesker.

Altså:

Hvem skal have adgang til dig og dine følelser og din forpligtelse, fordi de får dig til at føle dig hjemme? Alt for mange lader sig påvirke alt for meget af mennesker, som de reelt ikke har en gensidig forpligtende relation til, men som alligevel får adgang til at gøre dem kede af det, stressede, føle sig forkerte eller bliver gale på, og det er livet simpelthen for kort til, så derfor er en virkelig værdifuld øvelse at finde ud af, hvem man gerne vil bruge sin tid og følelser på, hvordan det skal ske og hvem der til gengæld må hænge i periferien uden krav på dig.

I min seneste bog Succestyranniet – og vejen ud har jeg mere indgående beskrevet begge dele, hvis du vil have det uddybet.

For den ternede kasket lyder ovenstående måske mere som et narcissistisk stykke arbejde, der ville være en straf at udføre. Men når ens hverdag bevæger sig i et komplekst univers, hvor meget skal overskues og ikke mindst skabes, vil man uvilkårligt have brug for at kende sig selv og sine motiver, for at kunne yde sit bedste, og derfor er der brug for denne slags overvejelser. Som netop kan blive til en kærkommen afslapningsøvelse, fordi den i sidste ende renser ud og rydder op, så der faktisk bliver plads til at være nærværende og i ro.

Måske mens man drikker en bajer på bænken?

Kronik i Børsen den 26.6.17. #borsendk #emiliavanhauen #succestyranniet 

Hvis du tager en uddannelse, for at blive klogere. Og måske få nogle bedre jobmuligheder. Hvis du går i terapi for at ændre på nogle sider af din personlighed, som forhindrer dig i at opnå det du vil. Altså hvis du ”arbejder” med dig selv og udvider din viden.

Så er det godt!

Det er den mest udbredte overbevisning i vores tid og samfund, fordi det ses som et tegn på, at du tager ansvar for dig selv, og derfor også udviser ansvar overfor fællesskabet.

Og så er det jo godt, at du arbejder hårdt for det!

Men hvis du ændrer på dit udseende ved at blive opereret. Fx får større bryster eller mindre næse eller en fedtsugning. Eller hvis du begynder at bruge botox eller fillers. Så vil du hurtigt kunne få mange negative kommentarer.

De fleste vil handle om, at du er både overfladisk og må mangle selvværd, siden du kan finde på at gøre ”sådan noget”. De der går lidt længere, kommer også med kommentarer om manglende solidaritet overfor de, der ikke har råd til at få gjort det samme.

Og atter andre vil komme med spidsfindige bemærkninger om, at man har underlagt sig et undertrykkende kvindeideal, skabt af mændene, som gør kvinder til mandens begærsobjekt.

Det er dermed ok, ligefrem beundringsværdigt og giver anerkendelse, at vi ændrer på vores personlighed og på vores indre. Mens det er negativt og for nogle direkte forkasteligt at ændre på vores ydre, selvom det samtidig er langt mere overfladisk, ifølge de samme personer.

Så det der ifølge dén overbevisning virkelig skulle definere hvem du er, det skal vi helst ændre på og udvikle, mens det der bare anses for at være overfladiske tegn og symboler på hvem vi gerne vil fremstå som, det må vi ikke ændre på eller udvikle? Hvis vi altså skal være troværdige og hele som mennesker!

Hvordan skulle det give logisk mening?

Og hvorfor overhovedet dette hierarki mellem det indre og det ydre?

Hierarkiet opstår måske, fordi vi har en udbredt opfattelse af, at det er vores personlighed, der er ”det ægte”, mens vores ydre kan være ”uægte” – især hvis det bliver manipuleret gennem kirurgi eller andre indgreb.

De eneste ydre ændringer vi hellere end gerne må foretage os, er ved at ændre på vores kost(indtag) og træne kroppen hårdt. Fordi det jo bliver til fysiske udtryk på en indre vilje til at ville ændre det ydre. Og så er det pludselig lovligt.

Så for at være ”ægte” skal der arbejdes hårdt. Men kun til en vis grænse. For hvis man bliver for muskuløs eller for tynd, så er den også gal. Så er man også i ubalance.

De samme regler gælder til gengæld ikke, hvis man har en masse uddannelser eller har gået i terapi i årevis. Tværtimod må vi gerne manipulere med os selv på den måde hele livet igennem.

Det kaldes nysgerrighed og udvikling.

Hierarkiet baserer sig på fordomme skabt af uvidenhed. For masser af forskning viser gang på gang, at æstetik øger vores livskvalitet. Og vi har som art til alle tider benyttet os af æstetik, som en overlevelsesstrategi.

Så det handler altså ikke blot om overfladisk forskønnelse, når vi er optaget af vores ydre. Det styrker så sandelig også vores indre.

Derfor er det på tide, at vi indser, at et ”ægte” menneske er et menneske, hvor det indre er i balance med det ydre. På den måde, at vi selv vælger, hvor meget og hvordan vi har lyst til at manipulere med både vores indre og vores ydre. Så begge sider af os får lov til at komme frit til udtryk. Så vi hver især får det bedst. Og dermed kan yde vores bedste til fællesskabet.

Så enkelt kunne man også vælge at se på det.

Klumme i Femina 15.6.17 #femina #emiliavanhauen

tirsdag 13. juni 2017 kl. 21:02 | 0 kommentarer

Jeg kommenterer på lokale begivenheder i hele landet og fortæller om min nye bog Succestyranniet - og vejen ud.

 

DEN GODE LEDER ER ET VÆRN MOD SUCCESTYRANNIET

Indtil jeg hørte sætningen, havde jeg siddet ret uanfægtet af de andres samtaler på caféen, for jeg var koncentreret om den kronik, som skulle afleveres få timer senere. Stemmen kom bagfra. Og var meget intens. På nær lige, da ordet hader blev sagt højt. Så fik den lufthuller, der lige akkurat knækkede den.

”Men du var da ret vild med ham sidste gang vi talte sammen?” En ny stemme var på banen. Lidt lysere. Med mere vidde på.

”Ja! Og det er jeg stadig!!! I know. Du behøver ikke at kigge på mig med det blik. Jeg forstår det heller ikke selv.”

I tyve minutter sad jeg og smuglyttede på en samtale, som slet ikke var min. Men som jeg følte var min, fordi den bekræftede min nyeste bogs hovedtese: At vores største udfordring i dag er et fravær af det, man kalder for ontologisk sikkerhed.  Altså en manglende evne til at føle sig sikker i sin egen væren.

”I starten syntes jeg, at han var cool, fordi han hele tiden udfordrede mig. Gav mig nye opgaver, som jeg selv syntes var fede. Og som rykkede mig. Og jeg følte, at han virkelig så mig og mit potentiale. Kan du huske, at jeg fortalte dig om min første MUS-samtale med ham?”

Der havde været en pause, så jeg tænker, at den anden nikkede.

”Jeg var bare helt høj bagefter!! Fuldstændig! Men nu – jeg får sgu tics, hver gang jeg ser ham. For så minder han mig om, at der altid er noget, jeg ikke har nået endnu. Og selvom jeg lige har afleveret en opgave, som jeg har fået ros for, så kan jeg ikke engang glæde mig over det – for jeg er allerede i gang med at tænke over, hvordan fanden jeg skal nå alle de andre ting, som jeg også skal lave…”

Da de to unge fyre endelig rejste sig og gik forbi mig, kiggede jeg nysgerrigt efter dem. Den ene havde et smalt jakkesæt på og langt hår i en hestehale; den anden var lidt mere hipsteragtig med fuldskæg, men stadig tilstrækkelig nobel til, at han havde en slags mappe under armen. Tydeligvis unge mennesker på vej.

Den 2. maj udkom jeg med bogen Succestyranniet – og vejen ud, som jeg har skrevet, fordi vi i dag lever under nogle vilkår, som på mange måder er direkte menneskefjendske. Det viser et uendeligt antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårde historie efter den anden. Historierne underbygges af statistik, for tallene afslører, at næsten halvdelen af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså at vores indre tilstand kommer i ubalance fordi vi ikke kan klare det ydre pres.

Normalt knyttes stress, angst og depression til det enkelte individ. Det er op til hver af os at kunne administrere vores liv, så vi ikke knækker. Og der er rigeligt med kurser og litteratur, som kan vise os, hvordan vi skal sige ”nej” og stå fast på os selv, så vi ikke forsvinder i et hav af deadlines og urimelige krav. Men problemet er, at intet menneske står alene. Og hvis du er afhængig af en chef, der skal kunne give dig nogle rimelige arbejdsvilkår, men som ikke gør det, nytter det sjældent at sige nej. Ikke, hvis du vil beholde dit job.

De to unge mænd, som jeg så skamløst aflyttede uden deres vidende, satte mange ord på denne situation. For de var hårdt ramt af det. De var begge to unge i starten af deres karriere, men de var allerede trætte. De lød som to kommende pensionister, og det var tydeligt, at de var ved at miste modet til at køre på. I stedet udviklede samtalen sig i retning af, hvad de egentlig længtes efter, men som de ikke følte, at de kunne forfølge endnu. Fordi de endnu ikke havde sikret sig en plads på arbejdsmarkedet. De ambitioner, som de havde startet karrieren med, var på vej til at blive slukket og i stedet skinnede skuffelserne ved virkeligheden tydeligst igennem.

Det var deres chefer, der fik lov til at stå mest for skud.

Paradoksalt nok fordi deres ledere gav dem præcis, hvad de havde bedt om! Nemlig en masse udfordringer, hvor de unge fik lov til at være både ansvarlige og kreative, og som modnede dem hurtigt. Det jeg imidlertid hørte mellem linjerne var, at deres chefer ikke var i stand til at passe på dem. At de ikke kom til at fungere som et brugbart værn mod det, som jeg kalder for succestyranniet, og som er det, der smadrer alt for mange menneskers hverdag. Og sjæl.

Succestyranniet er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Det er her, at den gode leder kan træde i karakter.

Ved at være netop et værn mod alle de faktorer, som den enkelte medarbejder ofte føler sig presset af og som isolerer ham og hende fra resten af fællesskabet i forsøget på at være en individuel succes, mens det alt for ofte føles som en fiasko.

Hvordan kan lederen gøre det?

Kompleksitetsreduktion. Et langt og besværligt ord for noget enkelt: Nemlig at mindske antallet af KPI’ere, som den enkelte bliver målt på, så der kun står de tilbage, der for alvor afspejler det, som organisationen og den enkelte medarbejder skal bidrage med.

Så simpelt er det faktisk. For alvor at skære det daglige arbejde ned til at definere, hvad det egentlig er, man skal bidrage med. Og derfra tilbyde nogle meningsfulde KPI’er eller nøgletal, som virker motiverende fremfor destruerende.

Bidraget eller KPI’erne bliver blot til symboler på, hvad vi som mennesker skal bruges til. For det er faktisk det, der er tale om.

Vi har jo alle brug for at blive brugt; det ligger helt eksistentielt i os. Men vi skal bruges rigtigt. Og hvis vi bliver brugt på alt for mange måder i alt for mange sammenhænge, som ikke selv giver sammenhæng, bliver vi ganske enkelt skøre i hovederne. Og den eksponentielle udviklingshastighed, som er vores vilkår i dag, hjælper ikke ligefrem på situationen.

Derfor er den gode leders fornemste opgave at være et værn mod dette succestyranni ved at kunne mindske kompleksiteten i en hverdag, der netop er hyperkompleks. Så den enkelte medarbejder rent faktisk opnår en følelse af at være sikker i sin egen væren. Hvilket naturligvis vil skabe et godt og kreativt arbejdsmiljø for alle.

Også for den øverste leder. Der jo oftest må være sit eget værn mod succestyranniet. Med mindre hun eller han vælger at dele den byrde med mindst et andet menneske, hvor relationen er baseret på tillid. Og ikke på KPI-succeser.

Kronik bragt i Børsen 28. maj 2017. Den blev den 3. mest læste artikel på borsen.dk den dag. Nok fordi den desværre afspejler noget, der er gældende for alt for mange.

Husk du kan teste dit eget niveau for succestyranni her på sitet http://www.emiliavanhauen.dk/flx/test_dig_selv/succestyranniet/ 

#børsen #emiliavanhauen #succestyranniet

lørdag 20. maj 2017 kl. 22:25 | 0 kommentarer

This too shall pass.

Hun sad og mumlede det ind i sit hår, og kom til at hænge i mit ydre synsfelt, kun fordi hun havde røde sko på, der lyste op i alt det mudrede. Den brune gyngebænk, det grå underlag, hendes farveforladte tøj.

”Undskyld, sagde du noget til mig?”

Først da jeg var flere skridt forbi hende, ramte hendes ord min bevidsthed, selvom de var blevet sagt højt, lige da jeg passerede hende. Så jeg gik tilbage.

Ansigtet kom frem mellem de lange baner af hår, der blev slået lidt til siden. Hov, hun havde grædt. Jo, hun var ung. Nej, hun havde ikke sagt det til mig. Og nu trak hun sine røde fødder til sig op på bænken, så knæene stak frem som et borgværn.

”Er du ok?”

Det var hun så overhovedet ikke. For lige der krakelerede hendes ansigt ind i en maske af fuldstændig forladthed, og jeg stod og følte mig som en ufrivillig voyeur til et menneskes sjælesammenbrud.

Forlegen satte jeg mig ved siden af hende.

Et par dage forinden var min nyeste bog, Succestyranniet – og vejen ud, udkommet. Jeg har skrevet den som et modsvar til den skånselsløse tid, vi lever i. Hvor man taler om at udviklingshastigheden er blevet eksponentiel, hvor den før var overskuelig lineær, og som derfor har skabt et direkte menneskefjendsk pres på os, som de fleste selvfølgelig vantrives med, fordi vi konstant og hver eneste dag føler os bagud med det meste. Selv i vores relationer!

Der er aldrig tid nok til nogen eller noget, og ingen af os kan nå at følge med i alt det, som vi selv synes vi burde følge med i, samtidig med at vi skal præstere kreativt, originalt og synligt hele tiden, hvilket ingen selvfølgelig er i stand til, så vi sætter os selv i en situation, hvor vi næsten kun kan mislykkes.

Et af resultaterne af tidens vilkår er, at 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså braser vores indre sammen på grund af nogle ydre krav, som alt for mange ikke kan honorere. Dertil kan også lægges en invaliderende ensomhed, som hjemsøger flere end nogensinde før. Faktisk vælter det frem med statistikker på, hvor galt det allerede er, og når vi fremskriver de tal, ser det kun endnu mere skræmmende ud.

Hvor vanvittigt er det ikke? I et samfund, der har alle odds for at skabe et mere balanceret fællesskab.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, samt vores helt almindelige livskvalitet, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet.

”Du må udvikle din robusthed!” er blevet det nye mantra i organisationerne, der på den måde bekvemt kan lægge de udslagsgivende konkurrenceprægede strukturer fra sig, og i stedet sende aben videre til den isolerede medarbejder, der ikke har noget værn mod denne logik.

Men det ER jo et kollektivt problem, når så mange bliver ramt af det! Og det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af. For det værste er, at flere og flere unge bliver ramt af det. Lige der hvor de i deres liv for alvor skal slå sig selv løs og favne verden, bliver de i stedet slået hjem og krøller sammen indeni af netop stress, angst, depression, eller får selvskadende adfærd eller bliver misbrugere.

Den unge pige på gyngen var ”en af dem”.

Mens vi begge sad og blev kolde, fortalte hun stykvis, hvorfor hun sad der. Og ikke sammen med sine venner eller hjemme hos sine forældre. For hun havde begge dele. Men hun kunne ikke klare at være i nærheden af dem, for hun følte sig som den største fiasko, og hun havde ingen steder at gå hen med det. Ingen ville nemlig tage hende seriøst, sagde hun, for udadtil så det meste godt ud.

Og hun var også ramt af tidens sindssyge krav om at skulle drømme stort, kæmpe, mega, for hun anede faktisk ikke, hvad hun skulle stræbe efter, drømme om at opnå, og det var frygteligt skamfuldt, så mens hun forsøgte at samle alle trådene i sit liv til et overskueligt mønster, var hendes hjerne ved at brænde sammen. Som den dag på legepladsen, hvor jeg tilfældigvis kom forbi. 

”Jeg er så bange for at snappe,” sagde hun, og fortalte om en af hendes klassekammerater, der en dag ikke kom i skole og ikke siden havde vist sig, men rygterne sagde, at hun var blevet tvangsindlagt. 

Til sidst blev jeg nødt til at gå. Jeg bad om hendes mobilnummer eller hendes navn, for jeg ville ikke bare slippe hende der, men hun gav mig intet, så jeg aner ikke, hvor hun er i dag.

Om hun er.

En af de tv-serier, der trender i øjeblikket, er ”Døde piger lyver ikke”. Den handler om en ung piges vej til selvmord, og den har sat fokus på hvor og hvorfor mange unge gør det, hvilket den får anerkendelse for, mens den også bliver kritiseret for at glamourisere selvmord.

De unge ved udmærket godt, at livet ikke kun er en legeplads. Og jeg får lyst til at spytte de bedrevidende mennesker i øjet, der hævder, at de unge ”bare skal tage sig sammen”. Vi er alle underlagt den overordnede struktur i et samfund, og her burde vi ældre generationer passe bedre på de unge ved ikke at medskabe det blinde målbare succestyranni, der har infiltreret alle skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor man ikke længere får lov til at blive klogere ved at tage fejl, men i stedet paces frem til at være produktiv og færdig så hurtigt som muligt, så man misdannes indeni, i stedet for at dannes som et helt menneske.

Livet er jo ikke et resultat, der skal opnås hurtigst muligt. Heller ikke for de unge!

Kronik i Jyllandsposten den 21. maj 2017 #emiliavanhauen #succestyranniet

torsdag 4. maj 2017 kl. 14:22 | 0 kommentarer

Bliver du nogle gange forundret over, hvad andre mennesker tænker om dig?

Som i at du har langt mere tjek på tingene, er langt mere vidende, har en meget sikrere faglig position, er meget bedre til at lave mad, er langt mere populær eller noget helt sjette end det du selv føler og oplever, at du har?

Hvis du ikke ligefrem lider af skingrende storhedsvanvid og er bare nogenlunde (!) normal, så er det nok sådan. Jeg tænker det sker, fordi vi jo selv ved, hvordan vi har det. Hele tiden altså. Også når vi føler os hjælpeløse, bliver dumpet, tager fejl, bliver smålige eller andet i samme skuffe, som jo oftest er situationer, vi ikke blæser op offentligt.

Vores selvbillede er altså langt mere nuanceret - og umiddelbart mere virkeligt - end det, som andre oftest ser. Eller oplever, at de bliver præsenteret for.

Det virkelig underlige er, at det der overskudsbillede ofte fortsætter med at være det dominerende andre har af os, selv når vi åbner for minusposen og viser vores sårbarhed, fortæller om vores fiaskoer, ytrer vores tvivl og deler vores sorg.

Med andre ord viser, at vi helt enkelt er menneskelige.

Selvfølgelig. Hvad skulle vi ellers være? Guder?

Hvor meget det gør sig gældende, er blevet nærværende for mig, fordi jeg lige har udgivet en bog, der handler om succes og fiasko. I den fortæller jeg om, hvordan én enkelt anmeldelse sendte mig ud i en slags eksistentiel krise. Og det, der kom fuldstændig bag på mig, er, at næsten alle, der har læst bogen, er kommet med kommentarer á la: Tænk at du blev slået ud af en enkelt anmeldelse. Du virker, som om du har tjek på det hele!

Efterfulgt af et åbent spørgende blik med en næsten gennemsigtig skygge af mistro.

Første gang jeg fik spørgsmålet måtte jeg læne mig lidt frem og sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt, mens denne tanke ræsede rundt i min hjerne og fræsede enhver logik op: Sig mig, har hun slet ikke læst bogen?!!

Jo, hun havde. Og derfor havde hun også læst, hvorfor jeg gik ned med flaget. Og at jeg igennem det meste af mit liv har følt mig dum og udenfor, så det der med at være tjekket, er ikke ligefrem min mest gennemgående følelse. Hvilket jeg også har forsøgt at dele i mange andre sammenhænge. Fx i klummer i nærværende blad.

I kølvandet på dette, er jeg begyndt at spørge andre, om hvor tjekkede de egentlig føler sig. Og ikke én jeg har talt med (også mænd) føler sig halvt så tjekkede, ovenpå, i balance osv som vi andre har en tendens til at opfatte dem.

Interessant, ikke?

For hvad fortæller det os i virkeligheden? Ja, måske at vi er alt for hårde ved os selv og har nogle fuldstændig urealistiske idealer vi måler os efter, så vi i virkeligheden er langt mere tjekkede end vi selv føler os.

Men er det vigtigt? At vi føler os tjekkede?

Altså, det kan jo virke som en meget forførende tanke. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville orke det. Helt ærligt.

I stedet ville jeg meget hellere give op på det, og så fokusere på, hvordan jeg kunne føle mig mere hjemme i min menneskelighed. Og med det mener jeg, at jeg kunne finde hvile i at have det helt ad helvede til nogle gange, og andre gange helt vildt fantastisk. I virkeligheden bare glide med det, som livet tilbyder, uden altid at skulle forholde mig til om det nu er godt, tjekket, skidt eller forfærdeligt.

Jeg er bestemt ikke der endnu. Men jeg øver mig. Måske lykkes det mig, når jeg bliver 82. Måske først når jeg er 101. Hmmm…jeg håber, at jeg bliver meget gammel. 

Klumme bragt i Femina 4.5.17 #femina #emiliavanhauen #succestyranniet

”Ved du, hvilket spørgsmål mine patienter stiller, inden de dør?”

Hun kigger på mig med en transparent sorg i øjnene, som trækker tråde langt ind i hjertet på mig. Måske fordi den er så upersonlig. Måske fordi jeg i det blik føler mig genkendt i den smerte, som har tjæret mig nede i månedsvis, og som jeg bare ikke har kunnet trække mig fri af.

Hun er sygeplejerske på et hospice, vi er mødtes tilfældigt, og denne dag er muligvis lavpunktet i den personlige krise, som har ramt mig måneder før, og som har udraderet den grund af middelmådig sikkerhed, der i hele mit voksne liv har føltes solidt nok til at give mig en form for eksistentiel ro. Nu er der kun mørke i mit sind, når jeg vågner, og de første mange minutter hver morgen går med at skabe lyshuller i min bevidsthed, så jeg får lyst til at stå op og bare gøre noget.

Jeg ryster på hovedet. Hun svarer:

”Vil jeg blive savnet, når jeg dør?”

Hun tager min hånd. Den er varm. Tør. Med et fast greb. Præcis som en trøstende hånd skal være. Hendes svar låser min smerte op, og da hun slipper min hånd igen, har jeg fået den nøgle, som jeg fremover vender tilbage til for at finde perspektiv og mening, hver gang krisen tager mig ned igen.

En samfundspatologi

Min krise startede med en anmeldelse. Én anmeldelse. Én.

7. marts 2014 udkom jeg med bogen ”Ladycool. Dit køn er en styrke, brug det!” Det var min femte bog og handler om moderne kvindelighed. Foromtalerne havde været meget positive. Jeg var fortrøstningsfuld. Indtil den søndag morgen, hvor søndags-Politiken bragte den første rigtige anmeldelse af bogen.

To hjerter. Ud af seks.

Anmelderen hudflettede både mig og bogen. Nogle måneder senere anbefalede han min bog som årets sommerlæsning i Politikens særlige ferietillæg. Mellem disse to episoder havde bogen været på bestsellerlisten, solgt udmærket, fået fire stjerner i de andre anmeldelser og massiv presse, og jeg var blevet booket til langt flere foredrag, end jeg havde forestillet mig muligt med denne bog. Ifølge den plan over ønskede mål, som jeg havde lavet inden udgivelsen, var bogen en succes. Men inden i mig var der kun mørke. Og skam.

Anmeldelsen blev starten på en indre vagabondering, hvor jeg rejste fra indsigt til indsigt og gennem en masse samtaler og research fik sat begreber og indsigter på det, jeg mener, er en af vor tids største samfundspatologier, nemlig succestyranniet.

Succestyranniet er mit begreb for det overordnede og ødelæggende pres, som de fleste af os oplever i hverdagen, fordi vi forsøger at være på en særlig måde og gøre nogle særlige ting, så vi har en oplevelse af, at vi kan følge med. Følge med tiden. Samfundet. De andre. Så vi kan bevise, at vi er en succes. Både over for os selv og de andre. Og at vi derfor har krav på at blive anerkendt af – og dermed har ret til at være inkluderet i – fællesskabet.

Tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, så det er ikke gruppepresset, der er det særlige. Det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder.

Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Er det virkelig så alvorligt, at det ligefrem kan kategoriseres som en samtidssygdom?

Ifølge lægen Marianne Mørk skyldes 40 procent af alt sygefravær stress, angst og depression. Altså bliver vi syge, fordi vores indre ikke kan klare det ydre pres, på trods af at vi lever i et samfund, hvor vi langtfra er i fysisk livsfare hver dag.

Symptomet

Hvis succestyranniet er sygdommen, hvad er så symptomet?

Det er KPI.

KPI er et managementbegreb, som flittigt bruges inden for erhvervslivet, og som er en forkortelse for ”Key Performance Indicators”. Selv mener jeg, at KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre har vist sig at være tilfældet i alt for mange organisationer.

Men virker den tankegang også, når vi taler om det private rum? Kan man have KPI’er i et ægteskab? Et forældreskab? Et venskab? Kan man KPI’e sig til sin egen personlige lykke? Eller identitet?

Det er langt mere problematisk, for det giver en instrumentel tilgang til de sider af livet, som erfaring viser, trives bedst i en ånd af frit flow og gensidig tillid.

I min verden har jeg derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer. For det er de vilkår, som jeg ser, at det moderne menneske primært lever under. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed.

Spørgsmålet er, hvordan vi skaber et samfund, hvor det enkelte menneske kan leve et liv, der styrker både sig selv og fællesskabet på samme tid. I forening.

Vi har brug for at kigge nærmere på, om de strukturer, altså de generelle vilkår og de eksplicitte succesparametre, som vi lever under, er de rigtige. Debatten skal tages på et samfundsniveau. For det er i høj grad en politisk diskussion. Men de, der for alvor forandrer samfundet, er den store masse af mennesker, som dagligt manifesterer et liv og dermed skaber en fælles virkelighed.

Ontologisk sikkerhed

Sygdommens virkelige konsekvens er et fatalt fravær af det, der hedder ontologisk sikkerhed. Ikke at kunne føle sikkerhed i sin egen væren.

Ontologisk sikkerhed samler i mine øjne den grundlæggende udfordring, som et samfund uden tilstrækkelig grundfæstelse savner, hvilket kan give grobund for en social usikkerhed.

Vi har brug for at slippe for at være en KPI’er, et Konstant Presset Individ, og i stedet bruge vores kræfter på at forsøge at opnå ontologisk sikkerhed. Ontologisk Sikkerhed. OS. Et vi. Lykkes vi med den bevægelse, vil vi nemlig med sikkerhed kunne svare »ja« til spørgsmålet, om vi vil blive savnet, når vi dør. For som del af et os vil der altid være nogen, der vil savne os.

Hvordan kan vi gøre det? Hvad er kuren mod succestyranniet? Den består af to elementer:

1. Bidrag med det, der giver mening for dig, til fællesskabet

2. Dyrk dine relationer

Bidrag og relationer er det, der skaber et liv med mening, nærvær og værdi. For at opleve ontologisk sikkerhed og føle os hjemme i vore egne liv har vi brug for begge dele: Både at vide, at det, vi bidrager med til fællesskabet, giver os en basal følelse af eksistensberettigelse, fordi det har en værdi for fællesskabet. Og samtidig føle, at vi har mindst ét andet menneske, for hvem vi betyder noget særligt, og som vi har en nær relation til.

Er det virkelig så enkelt? Ja.

Spørgsmålet fra indledningen om, hvorvidt vi vil blive savnet, kan derfor formuleres mere konkret:

Gør du de rigtige ting, så du bidrager med det, du ønsker – og dyrker de mennesker, du elsker?

Og har vi som samfund sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, der er med til at rette borgernes opmærksomhed mod at bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet og styrke følelsen af fællesskab og sammenhængskraft?

Som det ser ud lige nu, er der lidt langt til, at vi alle kan gå rundt og føle denne ontologiske sikkerhed, både som borgere og som medarbejdere.

Denne kronik er bragt i Berlingske den 30. april og er en bearbejdning og forkortelse af prologen til bogen "Succestyanniet. Og vejen ud." som udkommer 2. maj 2017.

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign