lørdag 20. maj 2017 kl. 22:25 | 0 kommentarer

This too shall pass.

Hun sad og mumlede det ind i sit hår, og kom til at hænge i mit ydre synsfelt, kun fordi hun havde røde sko på, der lyste op i alt det mudrede. Den brune gyngebænk, det grå underlag, hendes farveforladte tøj.

”Undskyld, sagde du noget til mig?”

Først da jeg var flere skridt forbi hende, ramte hendes ord min bevidsthed, selvom de var blevet sagt højt, lige da jeg passerede hende. Så jeg gik tilbage.

Ansigtet kom frem mellem de lange baner af hår, der blev slået lidt til siden. Hov, hun havde grædt. Jo, hun var ung. Nej, hun havde ikke sagt det til mig. Og nu trak hun sine røde fødder til sig op på bænken, så knæene stak frem som et borgværn.

”Er du ok?”

Det var hun så overhovedet ikke. For lige der krakelerede hendes ansigt ind i en maske af fuldstændig forladthed, og jeg stod og følte mig som en ufrivillig voyeur til et menneskes sjælesammenbrud.

Forlegen satte jeg mig ved siden af hende.

Et par dage forinden var min nyeste bog, Succestyranniet – og vejen ud, udkommet. Jeg har skrevet den som et modsvar til den skånselsløse tid, vi lever i. Hvor man taler om at udviklingshastigheden er blevet eksponentiel, hvor den før var overskuelig lineær, og som derfor har skabt et direkte menneskefjendsk pres på os, som de fleste selvfølgelig vantrives med, fordi vi konstant og hver eneste dag føler os bagud med det meste. Selv i vores relationer!

Der er aldrig tid nok til nogen eller noget, og ingen af os kan nå at følge med i alt det, som vi selv synes vi burde følge med i, samtidig med at vi skal præstere kreativt, originalt og synligt hele tiden, hvilket ingen selvfølgelig er i stand til, så vi sætter os selv i en situation, hvor vi næsten kun kan mislykkes.

Et af resultaterne af tidens vilkår er, at 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså braser vores indre sammen på grund af nogle ydre krav, som alt for mange ikke kan honorere. Dertil kan også lægges en invaliderende ensomhed, som hjemsøger flere end nogensinde før. Faktisk vælter det frem med statistikker på, hvor galt det allerede er, og når vi fremskriver de tal, ser det kun endnu mere skræmmende ud.

Hvor vanvittigt er det ikke? I et samfund, der har alle odds for at skabe et mere balanceret fællesskab.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, samt vores helt almindelige livskvalitet, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet.

”Du må udvikle din robusthed!” er blevet det nye mantra i organisationerne, der på den måde bekvemt kan lægge de udslagsgivende konkurrenceprægede strukturer fra sig, og i stedet sende aben videre til den isolerede medarbejder, der ikke har noget værn mod denne logik.

Men det ER jo et kollektivt problem, når så mange bliver ramt af det! Og det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af. For det værste er, at flere og flere unge bliver ramt af det. Lige der hvor de i deres liv for alvor skal slå sig selv løs og favne verden, bliver de i stedet slået hjem og krøller sammen indeni af netop stress, angst, depression, eller får selvskadende adfærd eller bliver misbrugere.

Den unge pige på gyngen var ”en af dem”.

Mens vi begge sad og blev kolde, fortalte hun stykvis, hvorfor hun sad der. Og ikke sammen med sine venner eller hjemme hos sine forældre. For hun havde begge dele. Men hun kunne ikke klare at være i nærheden af dem, for hun følte sig som den største fiasko, og hun havde ingen steder at gå hen med det. Ingen ville nemlig tage hende seriøst, sagde hun, for udadtil så det meste godt ud.

Og hun var også ramt af tidens sindssyge krav om at skulle drømme stort, kæmpe, mega, for hun anede faktisk ikke, hvad hun skulle stræbe efter, drømme om at opnå, og det var frygteligt skamfuldt, så mens hun forsøgte at samle alle trådene i sit liv til et overskueligt mønster, var hendes hjerne ved at brænde sammen. Som den dag på legepladsen, hvor jeg tilfældigvis kom forbi. 

”Jeg er så bange for at snappe,” sagde hun, og fortalte om en af hendes klassekammerater, der en dag ikke kom i skole og ikke siden havde vist sig, men rygterne sagde, at hun var blevet tvangsindlagt. 

Til sidst blev jeg nødt til at gå. Jeg bad om hendes mobilnummer eller hendes navn, for jeg ville ikke bare slippe hende der, men hun gav mig intet, så jeg aner ikke, hvor hun er i dag.

Om hun er.

En af de tv-serier, der trender i øjeblikket, er ”Døde piger lyver ikke”. Den handler om en ung piges vej til selvmord, og den har sat fokus på hvor og hvorfor mange unge gør det, hvilket den får anerkendelse for, mens den også bliver kritiseret for at glamourisere selvmord.

De unge ved udmærket godt, at livet ikke kun er en legeplads. Og jeg får lyst til at spytte de bedrevidende mennesker i øjet, der hævder, at de unge ”bare skal tage sig sammen”. Vi er alle underlagt den overordnede struktur i et samfund, og her burde vi ældre generationer passe bedre på de unge ved ikke at medskabe det blinde målbare succestyranni, der har infiltreret alle skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor man ikke længere får lov til at blive klogere ved at tage fejl, men i stedet paces frem til at være produktiv og færdig så hurtigt som muligt, så man misdannes indeni, i stedet for at dannes som et helt menneske.

Livet er jo ikke et resultat, der skal opnås hurtigst muligt. Heller ikke for de unge!

Kronik i Jyllandsposten den 21. maj 2017 #emiliavanhauen #succestyranniet

torsdag 4. maj 2017 kl. 14:22 | 0 kommentarer

Bliver du nogle gange forundret over, hvad andre mennesker tænker om dig?

Som i at du har langt mere tjek på tingene, er langt mere vidende, har en meget sikrere faglig position, er meget bedre til at lave mad, er langt mere populær eller noget helt sjette end det du selv føler og oplever, at du har?

Hvis du ikke ligefrem lider af skingrende storhedsvanvid og er bare nogenlunde (!) normal, så er det nok sådan. Jeg tænker det sker, fordi vi jo selv ved, hvordan vi har det. Hele tiden altså. Også når vi føler os hjælpeløse, bliver dumpet, tager fejl, bliver smålige eller andet i samme skuffe, som jo oftest er situationer, vi ikke blæser op offentligt.

Vores selvbillede er altså langt mere nuanceret - og umiddelbart mere virkeligt - end det, som andre oftest ser. Eller oplever, at de bliver præsenteret for.

Det virkelig underlige er, at det der overskudsbillede ofte fortsætter med at være det dominerende andre har af os, selv når vi åbner for minusposen og viser vores sårbarhed, fortæller om vores fiaskoer, ytrer vores tvivl og deler vores sorg.

Med andre ord viser, at vi helt enkelt er menneskelige.

Selvfølgelig. Hvad skulle vi ellers være? Guder?

Hvor meget det gør sig gældende, er blevet nærværende for mig, fordi jeg lige har udgivet en bog, der handler om succes og fiasko. I den fortæller jeg om, hvordan én enkelt anmeldelse sendte mig ud i en slags eksistentiel krise. Og det, der kom fuldstændig bag på mig, er, at næsten alle, der har læst bogen, er kommet med kommentarer á la: Tænk at du blev slået ud af en enkelt anmeldelse. Du virker, som om du har tjek på det hele!

Efterfulgt af et åbent spørgende blik med en næsten gennemsigtig skygge af mistro.

Første gang jeg fik spørgsmålet måtte jeg læne mig lidt frem og sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt, mens denne tanke ræsede rundt i min hjerne og fræsede enhver logik op: Sig mig, har hun slet ikke læst bogen?!!

Jo, hun havde. Og derfor havde hun også læst, hvorfor jeg gik ned med flaget. Og at jeg igennem det meste af mit liv har følt mig dum og udenfor, så det der med at være tjekket, er ikke ligefrem min mest gennemgående følelse. Hvilket jeg også har forsøgt at dele i mange andre sammenhænge. Fx i klummer i nærværende blad.

I kølvandet på dette, er jeg begyndt at spørge andre, om hvor tjekkede de egentlig føler sig. Og ikke én jeg har talt med (også mænd) føler sig halvt så tjekkede, ovenpå, i balance osv som vi andre har en tendens til at opfatte dem.

Interessant, ikke?

For hvad fortæller det os i virkeligheden? Ja, måske at vi er alt for hårde ved os selv og har nogle fuldstændig urealistiske idealer vi måler os efter, så vi i virkeligheden er langt mere tjekkede end vi selv føler os.

Men er det vigtigt? At vi føler os tjekkede?

Altså, det kan jo virke som en meget forførende tanke. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville orke det. Helt ærligt.

I stedet ville jeg meget hellere give op på det, og så fokusere på, hvordan jeg kunne føle mig mere hjemme i min menneskelighed. Og med det mener jeg, at jeg kunne finde hvile i at have det helt ad helvede til nogle gange, og andre gange helt vildt fantastisk. I virkeligheden bare glide med det, som livet tilbyder, uden altid at skulle forholde mig til om det nu er godt, tjekket, skidt eller forfærdeligt.

Jeg er bestemt ikke der endnu. Men jeg øver mig. Måske lykkes det mig, når jeg bliver 82. Måske først når jeg er 101. Hmmm…jeg håber, at jeg bliver meget gammel. 

Klumme bragt i Femina 4.5.17 #femina #emiliavanhauen #succestyranniet

”Ved du, hvilket spørgsmål mine patienter stiller, inden de dør?”

Hun kigger på mig med en transparent sorg i øjnene, som trækker tråde langt ind i hjertet på mig. Måske fordi den er så upersonlig. Måske fordi jeg i det blik føler mig genkendt i den smerte, som har tjæret mig nede i månedsvis, og som jeg bare ikke har kunnet trække mig fri af.

Hun er sygeplejerske på et hospice, vi er mødtes tilfældigt, og denne dag er muligvis lavpunktet i den personlige krise, som har ramt mig måneder før, og som har udraderet den grund af middelmådig sikkerhed, der i hele mit voksne liv har føltes solidt nok til at give mig en form for eksistentiel ro. Nu er der kun mørke i mit sind, når jeg vågner, og de første mange minutter hver morgen går med at skabe lyshuller i min bevidsthed, så jeg får lyst til at stå op og bare gøre noget.

Jeg ryster på hovedet. Hun svarer:

”Vil jeg blive savnet, når jeg dør?”

Hun tager min hånd. Den er varm. Tør. Med et fast greb. Præcis som en trøstende hånd skal være. Hendes svar låser min smerte op, og da hun slipper min hånd igen, har jeg fået den nøgle, som jeg fremover vender tilbage til for at finde perspektiv og mening, hver gang krisen tager mig ned igen.

En samfundspatologi

Min krise startede med en anmeldelse. Én anmeldelse. Én.

7. marts 2014 udkom jeg med bogen ”Ladycool. Dit køn er en styrke, brug det!” Det var min femte bog og handler om moderne kvindelighed. Foromtalerne havde været meget positive. Jeg var fortrøstningsfuld. Indtil den søndag morgen, hvor søndags-Politiken bragte den første rigtige anmeldelse af bogen.

To hjerter. Ud af seks.

Anmelderen hudflettede både mig og bogen. Nogle måneder senere anbefalede han min bog som årets sommerlæsning i Politikens særlige ferietillæg. Mellem disse to episoder havde bogen været på bestsellerlisten, solgt udmærket, fået fire stjerner i de andre anmeldelser og massiv presse, og jeg var blevet booket til langt flere foredrag, end jeg havde forestillet mig muligt med denne bog. Ifølge den plan over ønskede mål, som jeg havde lavet inden udgivelsen, var bogen en succes. Men inden i mig var der kun mørke. Og skam.

Anmeldelsen blev starten på en indre vagabondering, hvor jeg rejste fra indsigt til indsigt og gennem en masse samtaler og research fik sat begreber og indsigter på det, jeg mener, er en af vor tids største samfundspatologier, nemlig succestyranniet.

Succestyranniet er mit begreb for det overordnede og ødelæggende pres, som de fleste af os oplever i hverdagen, fordi vi forsøger at være på en særlig måde og gøre nogle særlige ting, så vi har en oplevelse af, at vi kan følge med. Følge med tiden. Samfundet. De andre. Så vi kan bevise, at vi er en succes. Både over for os selv og de andre. Og at vi derfor har krav på at blive anerkendt af – og dermed har ret til at være inkluderet i – fællesskabet.

Tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, så det er ikke gruppepresset, der er det særlige. Det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder.

Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Er det virkelig så alvorligt, at det ligefrem kan kategoriseres som en samtidssygdom?

Ifølge lægen Marianne Mørk skyldes 40 procent af alt sygefravær stress, angst og depression. Altså bliver vi syge, fordi vores indre ikke kan klare det ydre pres, på trods af at vi lever i et samfund, hvor vi langtfra er i fysisk livsfare hver dag.

Symptomet

Hvis succestyranniet er sygdommen, hvad er så symptomet?

Det er KPI.

KPI er et managementbegreb, som flittigt bruges inden for erhvervslivet, og som er en forkortelse for ”Key Performance Indicators”. Selv mener jeg, at KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre har vist sig at være tilfældet i alt for mange organisationer.

Men virker den tankegang også, når vi taler om det private rum? Kan man have KPI’er i et ægteskab? Et forældreskab? Et venskab? Kan man KPI’e sig til sin egen personlige lykke? Eller identitet?

Det er langt mere problematisk, for det giver en instrumentel tilgang til de sider af livet, som erfaring viser, trives bedst i en ånd af frit flow og gensidig tillid.

I min verden har jeg derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer. For det er de vilkår, som jeg ser, at det moderne menneske primært lever under. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed.

Spørgsmålet er, hvordan vi skaber et samfund, hvor det enkelte menneske kan leve et liv, der styrker både sig selv og fællesskabet på samme tid. I forening.

Vi har brug for at kigge nærmere på, om de strukturer, altså de generelle vilkår og de eksplicitte succesparametre, som vi lever under, er de rigtige. Debatten skal tages på et samfundsniveau. For det er i høj grad en politisk diskussion. Men de, der for alvor forandrer samfundet, er den store masse af mennesker, som dagligt manifesterer et liv og dermed skaber en fælles virkelighed.

Ontologisk sikkerhed

Sygdommens virkelige konsekvens er et fatalt fravær af det, der hedder ontologisk sikkerhed. Ikke at kunne føle sikkerhed i sin egen væren.

Ontologisk sikkerhed samler i mine øjne den grundlæggende udfordring, som et samfund uden tilstrækkelig grundfæstelse savner, hvilket kan give grobund for en social usikkerhed.

Vi har brug for at slippe for at være en KPI’er, et Konstant Presset Individ, og i stedet bruge vores kræfter på at forsøge at opnå ontologisk sikkerhed. Ontologisk Sikkerhed. OS. Et vi. Lykkes vi med den bevægelse, vil vi nemlig med sikkerhed kunne svare »ja« til spørgsmålet, om vi vil blive savnet, når vi dør. For som del af et os vil der altid være nogen, der vil savne os.

Hvordan kan vi gøre det? Hvad er kuren mod succestyranniet? Den består af to elementer:

1. Bidrag med det, der giver mening for dig, til fællesskabet

2. Dyrk dine relationer

Bidrag og relationer er det, der skaber et liv med mening, nærvær og værdi. For at opleve ontologisk sikkerhed og føle os hjemme i vore egne liv har vi brug for begge dele: Både at vide, at det, vi bidrager med til fællesskabet, giver os en basal følelse af eksistensberettigelse, fordi det har en værdi for fællesskabet. Og samtidig føle, at vi har mindst ét andet menneske, for hvem vi betyder noget særligt, og som vi har en nær relation til.

Er det virkelig så enkelt? Ja.

Spørgsmålet fra indledningen om, hvorvidt vi vil blive savnet, kan derfor formuleres mere konkret:

Gør du de rigtige ting, så du bidrager med det, du ønsker – og dyrker de mennesker, du elsker?

Og har vi som samfund sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, der er med til at rette borgernes opmærksomhed mod at bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet og styrke følelsen af fællesskab og sammenhængskraft?

Som det ser ud lige nu, er der lidt langt til, at vi alle kan gå rundt og føle denne ontologiske sikkerhed, både som borgere og som medarbejdere.

Denne kronik er bragt i Berlingske den 30. april og er en bearbejdning og forkortelse af prologen til bogen "Succestyanniet. Og vejen ud." som udkommer 2. maj 2017.

Spist tre æbler, en banan, lidt pappadums og 13 stykker tyggegummi, drukket syv krus te og seks glas vand, åbnet og lukket vinduet 6-7 gange, åbnet seks nyhedsbreve og fulgt diverse links på nettet, meldt mig til The Guardians nyhedsbreve, taget en personlighedstest, besøgt de sociale medier 21 gange og forstyrret kollegaer to gange. Nå ja, og været på fem toiletbesøg.

Det er også hvad jeg har lavet de sidste fem timer, mens jeg i virkeligheden skulle skrive denne kronik. Hvilket jeg har prøvet.

I den første udgave sidestillede jeg tv-serien Vikings med kult tv-serien Black Mirror (hvis du ikke har set den, så se den!), fordi de begge handler om hvordan samfundet udvikler sig. Den ene med historiske rødder, den anden gennem en række sci-fi fortællinger, der har lysnet mit hår helt gratis – så uhyggelige er perspektiverne ved den fremtid, som udrulles i de tre sæsoner, og som i en vis udstrækning allerede er til stede nu. Hvilket er præcis det, der gør denne serie så uhyggelig! Idéen opgav jeg efter at have skrevet kronikken i to udgaver, fordi jeg alligevel ikke kunne finde den helt rigtige vinkel.

I stedet kastede jeg mig så ud i at skrive om unge kvinders manglende anerkendelse og respekt for egen seksuelle lyst, inspireret af en fantastisk TED-talk med Peggy Orenstein. Men efter et par timers mindmaps og skriverier, kunne jeg heller ikke få det til at spille. Hvorfor ved jeg ikke, og jeg kommer også til at skrive den en dag, men i dag bliver det altså ikke. Og sådan gik der fem timer med…ingenting.

Deadline nærmer sig.

Og jeg har stadig intet.

Nada.

Det er i sådanne situationer at jeg drømmer om at være gartner. Eller bedemand. Eller noget hvor arbejdet er helt fysisk konkret og fastlagt på forhånd. Som at anlægge et staudebed. Eller at gøre et menneske så fint, som muligt, til det sidste samvær med sine kære.

I stedet har jeg lavet en bunke overspringshandlinger, som har givet mig en masse små pauser, der ikke har været frirum, men derimod øer af frustration. Alt imens tiden, som jeg har til opgaven, er blevet afkortet.

Afkortet.

Afkortet.

Mon du ikke selv ofte har været i den situation? Altså hvor du har skullet producere noget særligt; løse en specifik opgave eller komme med et særligt input, men hvor din hjerne mest af alt har bestået af mørke og tomhed? Eller været en ubrudt række af usammenhængende tanker?

Jeg tænker, at det har du.

For i takt med, at flere og flere jobs klares via en computer, og dermed ikke er funderet i noget praktisk, fysisk, noget vi kan bruge vores krop til, bliver vi i stigende grad også fremmedgjort overfor glæden ved at se, og ikke mindst mærke, resultaterne af vores indsats. Det kan godt være, at man er færdig med fx at bogføre månedens bilag, men altså – man kan jo ikke se resultatet, som andet end nogle tal på et stykke papir eller en skærm. Til forskel for at snedkerere et bord, som man kan samles om til måltiderne.

Men det er jo ikke kun det, der er vores udfordring.

Det er også, at vi forventes at være kreative, originale og selvstændigt tænkende. Hele tiden. Hver gang. Vi skal udvise initiativ og ansvar og helst også kunne løse de problemer, som vi selv opdager, at der er. I systemet. For sådan udviser vi rettidig omhu og tager et kollektivt ansvar for hele fællesskabets velbefindende og på den måde er vi også med til at skabe et godt arbejdsmiljø.

Problemet er bare, at ingen – ingen! – kan være så super kreative og nyskabende hele tiden. Det er jo ikke altid, at man lige kan diske op med en ny løsning til et gammelt problem, eller at man kan opfinde fremtiden, og nogle gange er man bare træt og vil enten underholdes eller have lov til at dimse rundt i ingenting for at samle tankerne. Hjertet. Kroppen.

Men det er stadig ikke kun det.

Det er, at listen er uendelig. Listen over ting, mennesker, opgaver og resultater, som vi skal tage os af og gøre noget ved, bliver nemlig aldrig nogensinde kortere. Ikke sådan for alvor. For hver gang vi kan strege en ting ud, er der kommet mindst to nye på, så vi når aldrig til den der frydefulde følelse af at være kommet frem.

Plus: Hvornår er noget godt nok?

Hvornår ved du helt positivt, at du er færdig med en opgave, fordi den umuligt kan blive bedre af at arbejde mere med den? For mange mennesker vil svaret være: Aldrig. For en kreativ opgave, der oven i købet ikke er fysisk konkret, kan jo altid blive bedre. Ved at nørkle mere med den, få mere viden om den, gøre den skarpere, større, mindre, enklere you-name-it! Så vi er sådan set hele tiden på spil.

Problemet er måske i virkeligheden, at vi alt for sjældent giver op.

Giver op på at tro, at vi skal kunne alt og nå det hele. Ingen kan altid følge med i alt og altid levere varen. Til tiden. Så når denne ikke-tilstand rammer os, den tilstand hvor man føler sig helt og aldeles produktions-tom, skulle vi måske bare blive bedre til at overgive os til dette ingenting og så se, hvor det bringer os. Mange gange sker der nemlig det, at når vi overgiver os til det, der faktisk findes lige nu og her, får vi noget, som er meget bedre, end den idé, som vi ellers ville tvinge igennem.

Mens jeg har skrevet denne udgave af dagens kronik, har jeg drukket en halvt krus te og taget én bid af et æble.

Og svaret på fire sms’er og en messengerbesked.

Kronik i Jyllandsposten 2. april 2017 

 

”Du skal helst underspille din styrke”

”Du skal sørge for at gafle ham lige når han er blevet skilt, ellers er han hurtigt videre!”

”Mænd vil helst have kvinder under 35, så….” efterfulgt af et underfundigt blik.

”Hvis ikke han har ringet igen efter to dage, så glem alt om ham!”

”Mænd er mest interesserede i sex. Og du må endelig ikke knalde på den første date! Så mister han interessen!!”

Er du også træt nu?

Det her er nemlig nogle få af de ”regler”, som jeg har fået stukket i hovedet af velmenende mennesker, siden jeg blev single for lidt over et år siden. Efter 21 års faste forhold.

Og måske fordi det netop er så længe siden, at jeg sidst var ”på markedet”, har de set det nødvendigt at prep’e mig, så jeg ikke skulle….dumme mig for meget? Blive for hurtigt skuffet? Blive såret? Eller invaderet. For regler om hvordan jeg kan holde dem på behørig afstand, har jeg såmænd også fået rigeligt af!

I starten undrede jeg mig bare, når jeg fik den slags uopfordrede ”gode” råd om hvordan jeg skulle opføre mig, hvem jeg skulle være, hvad jeg skulle sige og ikke mindst hvad jeg kunne forvente. Naivt nok, var jeg fuldstændig uforberedt på, at kærligheden åbenbart skulle være underlagt så mange regler og rammer for at lykkes.

Du har nok gættet i hvilken retning denne kommentar nu går, ikke? For efter kort tid fik jeg regelkvalme, og lige så hurtigt robotblikket på, når folk med et fortroligt klem på armen og hovedet let på skrå, afleverede deres scorings-visdom.

Min erfaring er nemlig, at kærlighed er befriende regelløs!

Jeg er faldet for de mest usandsynlige mænd. Og de for mig. Og det er sket under uventede og i utrolige situationer og steder. Faktisk kan jeg ikke sætte et eneste af mine forhold ind i en skabelon.

Ej heller kan jeg sætte ”mine” mænd ind i en af de der håbløse faste formler. Der oftest er både fordomsfulde og indskrænkede overfor mænd!

Det jeg elsker mest ved kærligheden er, at den bryder de fleste grænser for, hvad man kan forvente. Livet har vist mig, at hvis bare jeg er åben nok, kommer kærligheden til mig. Og altså gerne under uventede begivenheder og i overraskende partnere, der begaver mig med skønne og livgivende oplevelser, som fylder mit hjerte op og gør det blødt og taknemmeligt. 

Jeg er muligvis naiv, når det kommer til kærlighed, for der er virkelig ikke én fiber i min krop der tvivler på, at jeg indenfor overskuelig fremtid vil finde sammen med en ny livslang kærlighed.

Heller ikke de nætter, hvor jeg vågner og føler mig meget alene, meget forladt og meget ked af det. Disse nætter bruger jeg ikke til at disciplinere mig selv, så jeg kan leve efter eller op til de mange åndssvage og begrænsende regler, som jeg uønsket har fået serveret som sandheder det seneste år. I stedet finder jeg fred i den eneste regel, som jeg tror på:

Hvis jeg findes – så findes han også.

Så enkelt er det i mit univers. Indtil jeg så møder ham, beriger jeg mit liv ved at gå på eventyr hos de andre mænd, der krydser min vej. Det har ikke været kedeligt indtil nu. Tværtimod. Halleluja for det. Og dem!

Kommentar i Berlingske 2. april 2017 

torsdag 30. marts 2017 kl. 12:53 | 1 kommentarer

Hvad har PostNord, Generationerne XYZ og en sci-fi tv-serie med hinanden at gøre?

Det finder du ud af lige om lidt. For jeg vil starte med at spørge dig, om du generelt er et optimistisk menneske? Med en god portion tiltro til menneskeheden og fremtiden? Well, hvis du er, er du ligesom jeg. Hver gang en sci-fi fortælling har malet fremtiden sort og fuld af klæbende død og undertrykkelse, har jeg med et let overbærende smil hevet fakta frem om verdens sande tilstand, der jo fx viser, at der siden 1990 er kommet 1.2 mia mennesker ud af ekstrem fattigdom, så andelen på verdensplan er faldet fra 35 procent til kun 10 procent. Eller at antallet af mennesker, der sulter, er halveret på 25 år. Eller at langt færre mennesker dør i krig. At også piger i dag for størstedelen går i skole, så vi som art simpelthen bliver mere oplyste og selvstændige. Og at ozonlaget over Antarktis er ved at hele. Med andre ord er der virkelig meget der tyder på, at mennesket i store træk har fået det bedre og bedre med tiden, hvilket er langt fra det billede, som næsten alle sci-fi historier forsøger at iscenesætte. Noget der basalt set gør genren utroværdig, fordi fremtiden i nutid aldrig bliver en brøkdel så dystopisk, som de formidler.

Men det var før jeg så kult tv-serien Black Mirror.

I takt med at jeg har ædt mig ind på afsnit efter afsnit, har jeg fået en helt gratis lysning af håret, for den skræmmende fremtid, som den skitserer i en lang række af uafhængige afsnit, er så snublende tæt på virkeligheden lige-nu-og-her, og skitserer samtidig nogle livsvilkår, der er så socialt klaustrofobiske, at man dårligt kan trække vejret af skræk for at hive noget fremmed med ind, som ikke gerne skulle lande inde i ens krop. Eller – endnu værre – inde i ens sind!  

Det er her at PostNord kommer ind i billedet. Eller rettere: PostNords ledelse. For hvis de havde set denne serie i god tid før deres kollaps, havde de forstået, at hele deres forretningsstrategi tilhører tiden fra før man kunne stave til digitalisering. Med andre ord har direktionen ganske enkelt ikke fulgt med udviklingen, og deres kunders vilkår og dermed ændrede adfærd, så hvis du sidder med i en direktion eller i en eller flere bestyrelser, skal du i dag gøre to ting:

For det første skal du begynde at lede efter en person, der har et indgående kendskab til hvad digitaliseringen både betyder og indebærer for jeres forretning, og som samtidig kan veksle de mange muligheder, som denne digitalisering tilbyder, til tiltag, der kan sikre bundlinjen. Og når du har fundet vedkommende, skal du ansætte hende eller ham på et tilstrækkeligt højt hierarkisk niveau til at det gør en afgørende forskel for hele organisationen, når hen (han/hun) siger, at noget skal gøres, ændres, oprettes, udskiftes.

For det andet skal du begynde at streame denne tv-serie. Punktum. Og se den til ende, selvom den gør ondt. For det gør den! Du skal indtage den. Processere den. Og forsøge at forstå den. For at blive tilstrækkelig paranoid på den helt fornuftige måde.

Serien handler nemlig om hvad teknologien/digitaliseringen kan komme til at betyde for os i fremtiden og flere af afsnittene er totalt mindfucking (ja, undskyld mit sprog, men jeg kan simpelthen ikke komme på et bedre ord!). Nogle af dem er så frygtindgydende, at man ville ønske, at man aldrig havde set det, så man kunne leve videre i uvidenhedens velsignelse.

Det virkelig uhyggelige ved seriens uafhængige historier er nemlig, at alle temaerne og teknologien er snublende nær på vores egen tid og muligheder. Men at de alligevel lige er nogle nøk længere fremme i den teknologiske udvikling, hvilket giver nogle ret omfattende konsekvenser, som virker helt uoverskuelige. Alt dette gør, at man allerede før rulleteksterne er færdige er på vej ud på toilettet for at hælde mobilen i kummen, for derefter at smide alt computergrej på et bål og i øvrigt er i gang med at planlægge, hvordan man kan sprænge alt netværk i hele verden i luften, for hovedkonklusionen på serien er, at vi for meget længe siden holdt op med at eje os selv. For slet ikke at tale om vores bevidsthed.

Selvom vi tror, at det modsatte gør sig gældende.

Det virkelig raffinerede ved vores tid er nemlig, at vi tror, at vi ejer os selv mere end nogensinde før. Den generelle overbevisning er, at vi aldrig tidligere har været så frie, fordi vi jo i dag har fået adgang til flere muligheder for såkaldt personlige valg end nogensinde før og i øvrigt har adgang til mere viden end tidligere set. Men mængden af personlige valg gør, at vi komplicerer vores tilværelse i en grad, så vi hellere end gerne overlader en masse af valgene til dem eller det, der bedyrer os om, at de kan gøre alting lettere og mere customized til os, så vi får max på lykkekontoen og oplevelsesfronten. Og mængden af viden er også vokset så eksponentielt, samtidig med at vi oversvømmes af kanaler, hvorfra denne viden kan komme, uden at vi kan sikre os mod fake-news og hvad det ellers bliver betegnet, at vi på mange måder er langt større ofre for ignorance end tidligere. Oven i denne suppe-steg-is kombi skal vi huske på, at nettet ved alt om dig, og husker meget, meget, meget bedre end dig! Det husker nemlig alt du har foretaget dig i det og også hvor du har været og hvornår og med hvem, så hvis du tror at privatliv er noget, du har, så er det på tide at vågne op, for vi er overvåget og registreret i en grad, som de færreste gør sig begreb om, og som ofte får de fleste til at sige: Jeg har opgivet at følge med og jeg er også lidt ligeglad, for jeg har jo ikke noget at skjule, så de må da gerne følge med.

For de yngre generationer Y og Z er det et udbredt svar, når man taler med dem om deres brug af nettet. Til forskel for generation X, kender de spillereglerne men har affundet sig med dem, mens X’erne i al for stor udstrækning er for uvidende om, hvor mange spor de efterlader. Ufrivilligt. X’erne har dog en særlig rolle at spille i dette game, for de er den sidste generation, der er vokset op uden at være digitaliseret og er derfor også den sidste generation, som kan huske og har levet i den analoge verden. Hvilket giver dem et særligt ansvar: Nemlig at skabe en balance mellem den analoge og den digitale verden. Som art har vi jo nogle helt basale fysiske behov for at føle os til stede i vores egne liv, og vi har også brug for at kunne overskue vores sind og dets udstrækning, hvis ikke vi skal blive til noget, som vi ikke selv har overblik over.

Black Mirror viser hvor galt det kan gå, når denne balance ikke holdes i hævd. Og det virkelig geniale ved serien er, at den tager fat i de helt fundamentale vilkår, som vi mennesker altid har været drevet af og leger rundt med dem, så man til sidst ikke ved, hvad der er op og ned på nogetsomhelst. Og dermed mister fornemmelsen for, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Mest af alt kommer det til at stå som et falmet fjernt billede på noget, som vi svagt kan mindes, men ikke rigtig kan (be)gribe længere. Og der skulle vi jo meget nødigt ende i virkeligheden.

Så på den ene side skal vi frygte fremtiden tilpas meget til, at vi ikke bare overgiver os til alle de lette muligheder for afvikling af autonomi og kritik i bytte for et customized liv, der imødeser og opfylder alle dine synlige og skjulte behov, som digitaliseringen tilbyder os. På den anden side skal vi simpelthen følge med i udviklingen af det, for ellers bliver man sejlet agterud og ender som en anden Nokia, Kodak eller PostNord og sætter os selv helt udenfor indflydelse.

Ja, nogen nem opgave er det ikke at blive præsenteret for sådan en søndag. Den letteste start i hele denne ballade er nok er række ud efter pc’en eller fjernekontrollen og starte serien op. Og hertil kan jeg kun sige: Hold på hat og sind, for lige om lidt får du en rutsjetur i 4 dimensioner. Og bered dig på, at du aldrig bliver den samme igen!

Denne kronik blev bragt i Børsen den 26.3.17 #børsen #emiliavanhauen #succestyranniet #KonstantPressedeIndivider

torsdag 23. marts 2017 kl. 16:41 | 0 kommentarer

Hvad får diktaturstater til at falde?

Et af svarene er et kæmpe stort foto af en kvinde, der tager en selfie af sig selv og tre andre kvinder, der alle er klædt som brude. Billedet, der var sat i en fed guldramme og målte i hvert fald 2 gange 3 meter, var hængt op i venteværelset i en skønhedssalon i Dubai. Og ejeren er kvinden, der tager selfien. Hun er lige blevet 40 og har hverken mand eller barn, men ejer til gengæld fem skønhedssaloner i flere arabiske lande. Hvilket jeg finder ud af, da jeg spørger lidt ind til det hos en af de filippinske behandlere, der med en føntørrer og 4000 liter hårlak er i gang med at forvandle mit fine nordiske hår til en imponerende hårboble, som næsten ender med at kunne måle sig med den hårpragt, som de arabiske kvinder bærer med stolthed.

”Vi er hendes døtre”, siger hun, og smiler.

Selvfølgelig er det ikke selve billedet, der kan få en diktaturstat, som Dubai til at falde. Men den sociale struktur, der ligger bag det, kan. For jo mere selvstændige, selvforsørgende og uafhængig af familien kvinden bliver, jo mere bliver den klassiske samfundsstruktur, som verdens diktaturstater er baseret på, udfordret. Fordi de er bygget på et patriarkalsk, kønsdiskriminerende og hierarkisk system, så når kvinderne gør oprør mod det ved at skabe sig deres eget levebrød, og samtidig ikke ønsker at gifte sig for at bevare deres selvstændighed, ryster det grundvolden under det gældende system. Og kan fremprovokere en ny politisk virkelighed.

Der er ikke noget nyt i det. Indenfor udviklingshjælpsindustrien er det en gammel sandhed, at hvis man vil ændre på en families eller et samfunds status, er det kvinderne, man skal styrke. For styrker man moren i familien, eller kvinderne i samfundet, har det en direkte indflydelse på hele gruppens situation. Meget mere end hvis man styrker faren i familien eller mændene.

Vi har selv været igennem samme udvikling.

Det er jo ikke mere end 100 år siden at danske kvinder fik stemmeret, men selv helt op til 1981 kunne man på ligningskontoret som kvinde blive mødt med skiltet:

Gifte kvinder bedes henvende sig under deres mands cpr-nr.

En helt utænkelig situation for de unge piger i dag. Som i parentes bemærket er i gang med at give drengene baghjul på både uddannelse og karrieredrømme. Ikke at det nødvendigvis er godt, for samtlige kønsundersøgelser viser, at de bedste organisationer får man, hvis der er en nogenlunde ligelig fordeling af køn på alle niveauer.

Danmark er foran Dubai på både på damer og demokrati, men mit besøg i dette komplekse land, der i 1971 stadig var en perlefiskerstat til i 2017 at være en af de mest hypede steder i verden, har mindet mig om, at vi mennesker griber hver en chance vi har til at lave huller i et system, der undertrykker den frie skaberkraft. Og det gælder ikke kun Ms Abeer Beauty Spa, men lige så meget hendes filippinske ”døtre”, der forlader deres hjemland for at skabe sig bedre muligheder i et fremmed land, så de kan sende penge hjem til familien og give deres børn en bedre fremtid, end hvis de blev hjemme.

Verden er ikke spor retfærdig og det er uhyrligt, hvad mennesker bliver udsat for i diverse regeringers navn, men hver gang jeg møder en kvinde, der går imod systemet på sin egen måde og skaber sig selv nogle muligheder, som ingen har givet hende, får jeg tiltro til at fremtiden tegner lysere, mere retfærdig, bedre, end den verden vi har nu. Bedst er det hvis det sker på regeringsniveau. Men en spa-ejer har også lidt ret. For også hun kan inspirere unge piger til at tro på, at de ligeså kan skabe sig deres egen levevej.

Jo stærkere den enkelte kvinde står i et samfund, jo stærkere står samfundet.

Og en dag står både kvinde og mand måske så stærkt sammen, at tiden er kommet til at også diktaturet dør.

Klumme i Femina 23.3.17

søndag 5. marts 2017 kl. 18:02 | 0 kommentarer

En af de vildeste filmscener jeg har set, er da hovedpersonen i den Oscarvindende film The Hurt Locker (2009), går med en indkøbsvogn ned ad en uendelig lang gang, hvor der er tusindvis af pakker med forskellige morgenmadsprodukter på hver sin side, mens muzakken fylder supermarkedets baggrund ud.

Scenen i sig selv er naturligvis ikke spor vild.

Det vilde er, at det står i klaustrofobisk modsætning til den situation, som er hans normale hverdag i Irak, hvor han iført bombedragt har sekunder til at afmontere en sprængladning. Nogle gange under heftig beskydning fra fjenden.

Instruktøren viser med mesterlig præcision, hvordan man kan vænne sig så meget til ekstreme situationer, at fred og ro og forudsigelighed bliver til noget, der får alle indre alarmklokker til at ringe.

Sammenlignes ovenstående med de nyeste tal, der er kommet frem om stress, giver det pludselig en uhyggelig dimension. Stress betyder nemlig en for tidlig død for 1400 danskere, 11,5 millioner ekstra sygedage og en samfundsudgift på kr. 14 mia. Om året!

Det kan godt være, at de færreste af os render rundt og er med i en bombeenhed i en krigszone. Men for mange føles hverdagen efterhånden, som om vi er.

Det geniale ved supermarkedsscenen er, at den er et snap af en hverdagssituation, som de fleste af os genkender. Og mange vil også sympatisere med hans synlig uvilje og opgivenhed, som til sidst får ham til at gribe et par tilfældige pakker og kaste dem ned i indkøbsvognen, mens vi fornemmer, hvor meningsløst, overfladisk og ligegyldigt de tusindvis af forskellige former for sukkerbomber, grynsammensætninger og knasende kornpuder er i sammenligning med at redde folk fra døden.

Men.

Det virkelige vanvittige er imidlertid, at den stilstand og stagnation, som de tusindvis af morgenmadsæsker umiddelbart skal repræsentere, i stedet kan ses som et symbolsk monument over en hverdagskompleksitet, der udgøres af en uendelighed af uoverskuelige valg, som vi enten frivilligt opsøger eller modvilligt udsættes for. Og som i dag gør, at omfanget af stress, angst, depression, ensomhed, selvskadende adfærd, misbrug mm er blevet hverdagen for en alt for stor del af den danske befolkning.

Hvordan er vi nået så langt ud?

En af de vigtigste årsager er, at vi – som samfund - har mistet passiviteten, som en nødvendig, acceptabel og værdifuld tilstand at befinde os i. I vores tid er aktivitet det eneste attraktive modus at være i, fordi vi på den måde viser, at vi er med i loopet og medskabere af alt det, der giver synlig værdi i samfundet. For manges vedkommende bliver denne aktivitet også udstillet på diverse sociale medier, som det uafviselige bevis for den sociale status, som alle disse konstante handlinger gerne skulle afføde.

Men ingen kan klare at være aktive hele tiden.

Vi SKAL være passive engang i mellem for at opretholde en sund balance i vores krop og sind, fordi vi giver os selv tid til at behandle alle de indtryk, som et aktivt liv jo giver. Problemet er bare for mange af os, at selv vores naturlige passive stunder – kaldet pauser! - bliver fyldt op af aktivitet; fx streaming af tv-serier, gaming, net-shopping eller youtubing, eller den anvendes måske i et fitnesscenter, hvor en træner råber på os for at presse os yderligere, så vi ikke når at have tom tid i hovedet, der renser ud i arsenalet af indtryk.

På den måde er vi konstant ”på” og det bliver vi syge af.

Den sunde passivitet hvor der er tid til at bearbejde indtryk og pause sig selv, knyttes for det meste til hverdagen, der oftest er stykket sammen af forholdsvis endeløse rutineprægede aktiviteter, som giver mad på bordet og et tilhørsforhold til andre mennesker, primært familie, kollegaer og venner. Af samme grund skoses hverdagen derfor tit for at være direkte kedelig. Men det er samtidig den form for forudsigelighed, der gør den tryg og dermed til et effektivt værn mod netop stress, angst, ensomhed mm.

Desværre er hverdagen efterhånden blevet til særdagen, fordi den er blevet til en daglig kampplads, hvor overlevelsen består i et forsøg på at overskue ikke bare dagens opgaver, men også i at overskue sin egen plads i samfundet, hvilket faktisk er en noget nær umuligt opgave, fordi så meget ændrer sig så hurtigt. Mange faste jobs udleves i stigende grad på selvstændiges usikre præmisser, og under et krav om forandringsparathed og konstant efteruddannelse. Halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. En stigende antal unge får tunge diagnoser eller har en selvdestruktiv adfærd, selvom forældrene har givet dem en tryg og stabil opvækst osv osv. Der er mindre og mindre, der er forudsigeligt, og vi skal være mere og mere aktive for at kunne følge med, og det giver naturligvis en syg cocktail.

Hvad skal vi gøre?

Give op! Med at tro, at vi kan være på hele tiden. Ingen kan det. Det ser bare ud som om ”de andre” kan. Indtil de går ned med stress. Så skab en tilpas kedelig og forudsigelig hverdag, hvor der er plads til pausen og ingentingen.

På samfundsplan er det på tide at tage dette problem tilpas alvorligt til, at vi anvender lovgivning bevidst til at ændre denne syge kultur til en, der baserer sig på et sundere psykisk og socialt miljø for befolkningen. I dag er der ”kun” omkring 180 der dør i trafikken om året, hvilket er et resultat af en strammere lovgivning. Vi bør anvende den samme visionære tankegang indenfor arbejdsmiljøet, så de 1400 der dør af stress om året sænkes.

Gerne helt ned til 0. 

Kronik i Jyllandsposten 11.2.17

”Her er mere sådan en stemning af….varmt sand?” Jeg trak på det.  Det kunne umuligt give nogen som helst mening som svar på hendes spørgsmål om, hvad jeg syntes om Dubai. Men ikke desto mindre, var det sådan jeg havde det.

”Tror du det kan have noget at gøre med at føle sig sikker?”, spurgte min overfor-borddame, og jeg nikkede langsomt. Jo, det havde også noget med det at gøre. Hvilket provokerede mig. For det harmonerede i min verden på ingen måde med at befinde sig i en diktaturstat, som Dubai er.

Men følelsen var lavet af mere end varmt sand og sikkerhed. I dagene efter gik det op for mig, at den stemning jeg mærkede, og som jeg havde så svært ved at sætte ord på, mest af alt var et fravær af noget.

Nemlig et fravær af stress.

Hvilket var meget mærkeligt, fordi det samtidig fandt sted i en by, der har en afsindig høj vibe og hvor der bygges overalt, hvor øjet end vender hen. Hvor 84 procent af indbyggerne kommer fra fremmede lande og som derfor nødvendigvis må udfordre den oprindelige kultur. Hvor der er en astronomisk forskel på rig og fattig. Det er også en by, hvor man ikke må sige alt hvad man tænker og mener højt, uden at det kan føre til repressalier. Hvor man bliver øjeblikkeligt deporteret, hvis man bryder deres regler og love. Og hvor manden er det første køn og kvinden ham altid underlagt.

Hvordan kunne det på nogen måde være ikke-stressende for en vestlig frigjort selverhvervende kvinde som mig?!

Netop fordi det er et diktatur. Fordi folk er underlagt strikse strukturer, der ikke overlader det fulde initiativ og personlige handlekraft til det enkelte individ, og som derfor ikke kan stresse på at levere noget nyt og være på hele tiden. Og fordi lov og orden overholdes langt mere rigidt af befolkningen, da konsekvenserne af ikke at gøre det, er graverende. Derfor var det fravær af stress, som jeg oplevede, i virkeligheden et fravær af frihed.

For en dansker som mig, der er opdraget med frihed og selvstændighed, som nogle af de øverst rangerende værdier, er det kvalmefremkaldende.

Men.

Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret end dette. Jeg var inviteret til landet for at holde foredrag for en dansk organisation, og forventede at møde nogle landskvinder, der med samme demokratiske baggrund som jeg, udelukkende ville være kritiske overfor styret. De var også kritiske. Men de viste mig også et noget mere nuanceret billede af landet på vores ture rundt til forskellige arrangementer og seværdigheder. Og jeg måtte derfor sluge nogle kameler undervejs.

Et af karakteristikaene i et diktatur er, at man hurtigt og konsekvent kan gennemføre love, fordi den enevældige hersker kan tage enevældige gyldige beslutninger på alles vegne. Som dansker er vi vant til at tænke, at denne slags beslutninger altid er til de svages ulempe. Men sådan er det jo ikke altid. Fx gennemførte man fra dag til dag en lov, der beskyttede migrantarbejderne mod farlige arbejdsvilkår med store konsekvenser for arbejdsgiverne til følge.

Når et diktatur styres af en hersker, der ønsker at flytte sit folk i en udviklende retning, kan et diktatur flytte sig hurtigt. Som det er sket med Dubai. Det er fascinerende at se, hvor meget et land kan udvikle sig på kort tid, når ideer tvinges igennem, fordi de ikke bliver udfordret af alternative opfattelser. Og uanset hvor politisk ukorrekt det end må være, vil det være dumt ikke at lade sig inspirere af et land, som har været i stand til at gennemføre en udvikling fra perlefiskerstat i 1971 til hypet storby i 2017, med den konsekvens, at lokalbefolkningen har fået en langt højere levestandard og at millioner af migranter kan sende penge retur til deres familier og give deres børn bedre livsmuligheder. Så mon ikke vi kunne lære noget af Dubai?

Punktum. Og nyt afsnit.

For selvfølgelig skal man aldrig lave knæfald for et styre, der bla. bygger på undertrykkelse af særlige befolkningsgrupper eller som kan finde på at arrestere en voldtaget kvinde, fordi hun har haft sex udenfor ægteskabet. Vi taler om et land, der er styret af sharia-love, og selvfølgelig fik jeg også bekræftet mange af mine forestillinger, baseret på artikler og udsendelser om bla. kvindernes manglende rettigheder, både juridisk og kulturelt. Bla må en kvinde på ingen måde få et barn udenfor ægteskab, og ej heller må hun have fire ægtefæller, som manden må.

Ethvert styre har en forpligtelse til at sætte mennesket først, og derfor handler det om at skabe udvikling, der ikke sker på bekostning af menneskerettigheder. I Dubais tilfælde er det let at lade sig forføre af deres fremgang, fordi landet på overfladen virker så vestligt, så ikke-diktaturagtigt, at man let kan glemme hvilke umenneskelige vilkår, der hersker under den velfungerende overflade. Og som turist eller ex-pat er man nok i stor stil forskånet for de vilkår, som enten de lokale emirati uden forbindelser eller migrantarbejderne oplever.

For det næste er nemlig, at historien med al tydelighed viser, at man kun kan opretholde udviklingen ved at folket selv tager ansvaret for den, fordi en grundlæggende lighed blandt folket giver plads til at bruge og dyrke sin egen kreativitet og skaberkraft, som igen kan manifesteres gennem fri handlekraft og tale. Og sådan at alle befolkningsgrupper får lov til at bidrage på lige vilkår.

Uanset hvor oplyst et diktatur end er, vil dets mentale og kreative udstrækning altid være begrænset af netop de få mennesker, som udgør det, og vi har gennem tiden set mange eksempler på diktaturer, der ikke overlever, fordi den menneskelige kreativitet og livskraft, samt følelsen af retfærdighed, i længden ikke kan holdes nede. Ikke uden at det medfører et oprør. Se blot det gamle kinesiske rige, Frankrig før revolutionen eller Østblokken.

De samme vilkår gælder organisationer.

Gammeldags hierarkiske organisationer, der styres benhårdt af en autoritær ledelse har store udfordringer i disse år, især fordi de yngre generationer ikke søger dem, og når de gør, kun bliver der i kortere tid. I dag handler stærk ledelse om at kunne tilbyde en overordnet vision, som medarbejderne frivilligt tilskriver sig, og dernæst skabe nogle rammer, hvori organisationen tager et frivilligt ansvar for at udvikle både enkeltdelene og helheden. En levende organisation kræver nemlig et åbent sind, der tør lade sig udfordre på egen selvgodhed. Det samme gælder et land.

Et diktatur kan lave hurtige ændringer, hvilket kan virke forførende i krisetider, men skal et samfund eller en organisation leve i længere tid, og på en måde, der understøtter det menneskelige og den frie tanke/handlekraft, er en demokratisk forståelse af et fællesskab og et samfund den eneste vej frem.

Og det kan Dubai så lære af os.

Kronik i Børsen 26.2.17

fredag 10. februar 2017 kl. 12:29 | 0 kommentarer

Jeg er virkelig ikke særlig vild med fyrværkeri, men lige denne nytårsaften, fik jeg lyst til at brænde 2016 af i en mægtig raket og skyde 2017 ind i en smuk guldregn, så jeg havde været inde i et af de mange fyrværkeritelte og investeret en mindre formue hos en ung mand, der slet ikke var i tvivl om, hvilken storladen raket jeg skulle have.

Præcis midnat stod jeg så der, bevæbnet med flaske og lighter og gode intentioner, som viste sig at være tilpas store til, at flasken væltede, og jeg i stedet måtte presse raketten ned i jorden. Det blæste og lighteren kunne ikke få fat, og vi hidkaldte derfor en af de otte (meget fulde) rumænere, der stod ved en anden opgang, som forbarmede sig med tændstikker, som heller ikke virkede. Til jeg bad ham om at tage to på en gang. Så fik lunten fat og vi gik til siden.

BOOOM!

Og der stod den så. Stadig strittende mod himlen, men i en noget sørgeligere forfatning, end øjeblikket før. Jo, 2016 var blevet noget så eftertrykkeligt brændt af, men 2017 var ligesom ikke rigtig blevet skudt ind.

Da jeg opdagede, hvad der var sket, faldt jeg om af grin, og hver gang jeg de følgende dage fortalte om, hvordan min symbolske handling var endt, fik jeg totalt grineflip. For hey, livet er simpelthen så vidunderligt uforudsigeligt nogle gange, at man bare må overgive sig til det og tage imod, hvad der kommer.

Mange gange får man nemlig meget mere, end man selv kunne forestille sig. Sådan var det også den aften, for lidt senere opfordrede festens værtinde mig nemlig til at gå op på hendes terrasse og se fyrværkeriet derfra, og det blev en smuk oplevelse, hvor vi bare stod der og kunne tage imod guldregn på guldregn – uden at gøre noget som helst selv andet end bare….at tage imod.

En måned før nytårsaften var min familie flyttet og bare organiseringen af den, pressede mig; bla fordi jeg i samme periode, skulle skrive min næste bog færdig. Da jeg samtidig ikke selv er særlig håndværkeragtig, var der en del praktiske detaljer, som jeg skulle have hjælp til.

For første gang nogensinde ringede jeg derfor til et professionelt flyttefirma, og en morgen stod Dan fra Bryde og Sønner så i min gamle lejlighed, og lavede en hurtig optælling af, hvor mange og hvilke typer flyttekasser, jeg skulle bruge, og da jeg spurgte ham, hvor mange af møblerne, der skulle være skilt ad, når de kom med flyttebilen, tilbød han at komme dagen før og sørge for det. Og ville i øvrigt komme dagen efter flytningen og samle dem igen. Hvilket han gjorde.

I dagene før og efter flytningen var der flere af mine veninder, der kom forbi og pakkede ned og senere ud, og en anden ven kom forbi og skruede alt muligt ind i væggen, og alt det her betød, at mindre end en uge efter at vi var flyttet, lignede vores nye hjem et rigtigt hjem.

Kort tid efter flytningen, var jeg blevet færdig med bogen og havde brug for at få andre til at læse den igennem, for at se, om det jeg havde skrevet, overhovedet gav mening, og i løbet af juledagene tikkede den ene tilbagemelding efter den anden ind i min indbakke, så jeg i den første uge af det nye år, kunne tilrette bogen og få luget de værste misforståelser ud.

Når jeg tænker på de her måneder, folder mit hjerte sig helt ud og bliver varmt og blødt og taknemmeligt, for jeg modtog simpelthen så meget hjælp fra både venner og fremmede, så mit liv blev overskueligt og alt faldt på den skønneste plads. Disse måneder var også ganske særlige, fordi der var virkelig meget, jeg havde brug for hjælp til.

De har imidlertid vist mig, at når vi beder om hjælp og tillader andre at give os den, får vi den næsten altid. Så det der i virkeligheden forhindrer os i at få den, er, at vi alt for ofte er for dårlige til både at bede om den. Og bare at tage imod den, når vi får den tilbudt. Men de fleste af os elsker faktisk at hjælpe andre, så i virkeligheden er det måske bare så simpelt, at vi kan berige verden ved at blive bedre til alle tre ting:

Give og bede om hjælp.

Og tage imod den, når den kommer?

Klumme i Femina 9.2.17

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign